Søg
I dette nyhedsbrev kan du læse om en nylig dom fra EU-Domstolen i de forenede sager C-702/20 og C-17/21, DOBELES HES/GM, om fortolkningen af en række statsstøtteretlige begreber, herunder begrebet ”statsmidler”. Dommen angår nationale domstoles kompetence i forbindelse med erstatningssøgsmål, der omhandler statsstøtte. Den illustrerer, at statsstøtte kan vise sig at være en overset problemstilling, som selv efter en årrække kan få afgørende betydning også for håndhævelse af eksempelvis erstatningskrav.
EU-statsstøtte skal som udgangspunkt anmeldes til Kommissionen og af Kommissionen godkendes som forenelig med det indre marked, før støtten kan tildeles. Det gælder for støtte, der opfylder følgende betingelser:
Den 12. januar 2023 afsagde EU-Domstolens Store Afdeling dom i to forenede sager angående anmodninger om præjudiciel afgørelse indgivet af Letlands øverste domstol.
Anmodningerne angik blandt andet fortolkningen af artikel 107, stk. 1, og 108, stk. 3, TEUF samt de minimis-forordningen (forordning (EU) nr. 1407/2013).
De blev indgivet i forbindelse med nationale søgsmål mellem to producenter af elektricitet fra vedvarende energikilder på den ene side og Letlands kommission for regulering af og tilsyn med offentlige tjenester på den anden side (”tilsynsmyndigheden”).
De to producenter havde anlagt søgsmål mod tilsynsmyndigheden på baggrund af, at lettisk ellovgivning indrømmede en ret for visse producenter af vedvarende energi til at sælge deres overskydende elproduktion til en tarif, der var dobbelt så høj som den gennemsnitlige tarif. Tariffen blev fastsat af tilsynsmyndigheden, men var ikke revideret som følge af denne myndigheds fejlfortolkning af en senere lovændring. Denne fejlfortolkning foranledigede elproducenterne til at fremsætte erstatningskrav for den manglende betaling som følge heraf.
Letlands appeldomstol i forvaltningsretlige sager fandt, at elproducenterne var berettigede til merbetaling i henhold til lettisk lov, men da domstolen også fandt, at der var tale om udbetaling af statsstøtte, gjorde den udbetalingen betinget af, at Kommissionen havde eller måtte anses for at have truffet en afgørelse om godkendelse af sådan støtte.
Tilsynsmyndigheden appelerede dommene til Letlands øverste domstol, som forelagde EU-Domstolen 13 præjudicielle spørgsmål om fortolkningen af en række statsstøtteretlige begreber.
Det første spørgsmål vedrørte fortolkningen af begrebet ”statsmidler”, som udgør en af betingelserne for, at der foreligger EU-statsstøtte. Midler, som er skabt ved en afgift eller andre obligatoriske bidrag i medfør af national lovgivning, og som bestyres og fordeles i henhold til denne lovgivning, udgør ifølge dommen statsmidler. Den omstændighed, at beløbene til stadighed er under offentlig kontrol og dermed står til rådighed for de kompetente nationale myndigheder, er tilstrækkelig til at kvalificere midlerne som ”statsmidler”.
Domstolen fandt, at artikel 107, stk. 1, TEUF skal fortolkes således, at en national lovgivning, som pålægger den godkendte elforsyningsvirksomhed at købe elektricitet, der produceres fra vedvarende energikilder, til en pris, der er højere end markedsprisen, som bestemmer, at de deraf følgende meromkostninger finansieres af et obligatorisk bidrag, der betales af slutbrugerne, eller som bestemmer, at de midler, der tjener til at finansiere disse meromkostninger, til stadighed under offentlig kontrol, udgør støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler.
Det andet spørgsmål angik betydningen af liberalisering på det relevante marked for vurderingen af, om der foreligger statsstøtte. Domstolen fandt, at statsstøtte kan påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne og fordreje eller true med at fordreje konkurrencevilkårene, selv om det relevante marked kun er delvist åbent for konkurrence. Det er tilstrækkeligt, at der foreligger effektiv konkurrence på tidspunktet for iværksættelsen af støtteforanstaltningen. Der kan således foreligge statsstøtte selv inden fuldstændig liberalisering af det relevante marked.
Om det tredje spørgsmål udtalte Domstolen blandt andet, at når en national lovgivning har indført statsstøtte, udgør betalingen af et beløb, der som led i et søgsmål er nedlagt påstand om udbetaling af i medfør af denne lovgivning, ligeledes statsstøtte. Det er i den forbindelse uden betydning, at søgsmålet er et erstatningssøgsmål. Det er med andre ord ikke til hinder for, at der kan være tale om statsstøtte.
Domstolen udtalte også, at de påstande, som elproducenterne havde nedlagt i de nationale erstatningssøgsmål, tog sigte på udbetaling af en del af den prisforskel, som elproducenterne var blevet indrømmet, og som de mente at have krav på i medfør af lettisk lovgivning. Såfremt denne prisforskel udgør statsstøtte, svarer elproducenternes påstande i erstatningssøgsmålene således til krav om udbetaling af en del af denne ikke-modtagne statsstøtte – ikke til krav om, at den ret, for hvilken sagen er indbragt, indrømmer en særskilt statsstøtte. Den nationale domstol indrømmer i så fald ikke en ny, særskilt statsstøtte til de erstatningssøgende, hvis den giver de erstatningssøgende medhold i erstatningspåstandene. Statsstøtten tildeles da i medfør af den nationale retsakt, og dommen vil gå ud på, at modparten – typisk den kompetente administrative myndighed – har pligt til at udbetale statsstøtten.
Det femte spørgsmål vedrørte vurderingen af, om der var tale om statsstøtte, som var forenelig med det indre marked, hvis der var tale om statsstøtte. Det følger af fast retspraksis, at det alene er Kommissionen, der har kompetence til at vurdere, hvorvidt statsstøtte er forenelig med det indre marked. Kommissionens afgørelser kan efterprøves ved Unionens retsinstanser. Nationale domstole kan således ikke vurdere statsstøttes forenelighed med det indre marked.
Det ottende spørgsmål vedrørte de minimis-støtte, det vil sige støtte af en vis maksimal størrelse, som efter de minimis-forordningen (forordning nr. 1407/2013) er fritaget for anmeldelsespligten efter artikel 108, stk. 3, TEUF. Mens de nationale retter ikke har kompetence til at træffe afgørelse om, hvorvidt statsstøtte er forenelig med det indre marked, kan de få forelagt tvister, som indebærer, at retterne skal fastslå, om en statslig foranstaltning, som er indført uden forudgående anmeldelse til Kommissionen efter artikel 108, stk. 3, TEUF, skulle have været underkastet denne procedure. En national domstol kan således skulle vurdere, om en statsstøtte henhører under undtagelsesordningen for de minimis-støtte, som ikke er underlagt den anmeldelsespligt, der gælder efter artikel 108, stk. 3, TEUF.
Om artikel 5, stk. 2, i de minimis-forordningen udtalte Domstolen, at bestemmelsen skal fortolkes således, at overholdelse af de minimis-tærsklen i forordningens artikel 3, stk. 2, skal vurderes i lyset af størrelsen af den støtte, der kræves i medfør af den relevante nationale lovgivning, kumuleret med de udbetalinger, der allerede er modtaget i referenceperioden i henhold til samme lovgivning.
Domstolen fandt også, at hvis en national domstol er forelagt en påstand om udbetaling af en ulovlig støtte, skal den opgave med kontrol med statsstøtte, som nationale domstole er tillagt i medfør af EU-retten, principielt føre til, at domstolen ikke tager denne påstand til følge, hvis støtten ikke er blevet anmeldt til Kommissionen.
En national domstol kan dog også hindre, at en ny støtte udbetales i strid med artikel 108, stk. 3, TEUF, hvis den pålægger sagsøgte at udbetale den pågældende støtte, men med forbehold for, at de pågældende nationale myndigheder først anmelder støtten til Kommissionen, og Kommissionen godkender støtten. En national domstol kan derfor godt tiltræde en påstånd om udbetaling af et beløb, som svarer til en ny støtte, der ikke er blevet anmeldt til Kommissionen, forudsat at de pågældende nationale myndigheder først behørigt anmelder denne støtte til Kommissionen, og at sidstnævnte giver eller anses for at have givet sit samtykke hertil.[1]
Domstolen fandt også, at det er uden betydning for vurderingen af, om der foreligger statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, at beløbene kræves udbetalt fra en anden offentlig myndighed end den, der principielt har pligt til at udbetale dem i medfør af den pågældende nationale lovgivning, og hvis budget udelukkende skal anvendes til dens egen drift.
Dommen illustrerer, at statsstøtte ofte kan vise sig at være en overset problemstilling, som – eksempelvis på grund af øget liberalisering af et marked – selv efter en årrække kan få afgørende betydning også for håndhævelse af eksempelvis erstatningskrav under nationale søgsmål.
Her fastslår dommen igen, at nationale domstole ikke kan erklære statsstøtte for forenelig med det indre marked. Denne kompetence tilfalder kun Kommissionen. Nationale domstole kan til gengæld opleve at skulle sørge for, at der ikke sker udbetaling af ulovlig statsstøtte.
[1] Se i øvrigt om denne problemstilling dom af 2.5.2019, A-Fonds, C-598/17, EU:C:2019:352.