Søg
EU-statsstøtte skal som udgangspunkt anmeldes til Kommissionen og af Kommissionen godkendes som forenelig med det indre marked, før støtten kan tildeles. Det gælder for støtte, der opfylder følgende betingelser:
I forbindelse med Covid-19-pandemiens pludselige omvæltning af det europæiske marked udstedte Kommissionen, som led i dennes statsstøttekontrol, en meddelelse om midlertidige rammebestemmelser for statslige foranstaltninger til støtte for økonomien under Covid-19 (“de midlertidige rammebestemmelser”). Denne meddelelse udgjorde grundlaget for Kommissionens vurdering af statsstøtte ydet som følge af Covid-19 og hjemlede i den forbindelse en videre mulighed for medlemsstaterne til at tildele statsstøtte rettet mod særligt udsatte virksomheder, forudsat at betingelserne efter meddelelsen var opfyldt.
Under Covid-19-pandemien ydede Danmark og Sverige statsstøtte til SAS i form af en rekapitaliseringspakke på op til 11 mia. SEK for at genoprette likviditeten og undgå selskabets insolvens. Støtten blev tildelt på baggrund af de fremskredne økonomiske vanskeligheder, som SAS befandt sig i efter nedlukningen af store dele af samfundet, herunder de vidtrækkende rejserestriktioner indført for at begrænse udbredelsen af coronavirus. Støtten bestod af et egenkapitalinstrument og et hybridt kapitalinstrument.
Den 17. august 2020 traf Kommissionen afgørelse om ikke at gøre indsigelse mod støtten, da den fandt, at foranstaltningen blev implementeret med henblik på at afhjælpe en alvorlig forstyrrelse i medlemsstaternes økonomi. Kommissionen fandt også, at rekapitaliseringen udgjorde statsstøtte, men var forenelig med det indre marked og opfyldte artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF samt betingelserne fastsat i de midlertidige rammebestemmelser.
Flyselskabet Ryanair DAC (“Ryanair”) anfægtede imidlertid Kommissionens afgørelse om ikke at gøre indsigelse mod støtten og anlagde sag ved Retten med påstand om, at afgørelsen skulle annulleres.
Kernen i Rettens behandling var manglen på en ”step up”-mekanisme ved rekapitaliseringen, der trinvist øgede statens afkast for at give SAS et incitament til at tilbagekøbe staternes kapitaltilførsler. Efter de midlertidige rammebestemmelser skal staten gennem en “step up”-mekanisme sikres et afkast for investeringen, som gradvis øges over tid, for at tilskynde støttemodtageren og de øvrige aktionærer til at tilbagekøbe statens ejerandele. De midlertidige rammebestemmelser fastsætter også, at en alternativ mekanisme kan accepteres, forudsat at denne medfører en tilsvarende tilskyndelsesvirkning.
Det var ubestridt, at der for den del af statsstøtten, der angik egenkapitalinstrumentet, ikke eksisterede en “step up”-mekanisme eller en alternativ mekanisme. Kommissionen havde konkluderet, at støttens overordnede struktur udgjorde en alternativ mekanisme med tilsvarende tilskyndelsesvirkning for SAS til at sikre statens udtræden. Det var med henvisning til, at (i) Danmark og Sverige erhvervede aktierne til nedsatte priser, at (ii) afkastet fra hybridobligationerne steg ved gradvis forøgelse af renterne, samt at (iii) SAS afgav adfærdsmæssige tilsagn, herunder om et forbud mod udbetaling af udbytte, indtil støtten var tilbagebetalt.
Retten fandt dog, at disse momenter ikke kunne udgøre et alternativ til kravet om en ”step up”-mekanisme. Retten fremhævede, at disse forhold varetager andre formål og udgør separate, ikke-overlappende krav til rekapitaliseringsordningen. I den forbindelse præciserede Retten, at kravet om en ”step up”-mekanisme er et ex post-instrument, der sigter mod at besværliggøre statens tilstedeværelse i selskabet, efter at støtten er ydet støttemodtager, for derigennem at tilskynde et tilbagekøb af statens kapitaltilførsler hurtigst muligt. Dette formål om at skabe efterfølgende incitament til at indfri medlemsstaterne blev ifølge Retten ikke varetaget af rabatten ved den initiale købspris på aktierne eller af de øvrige forhold.
På den baggrund havde Kommissionen overtrådt kravene i de midlertidige rammebestemmelser ved ikke at kræve indsættelse af en “step up”-mekanisme eller alternativ mekanisme.
Retten annullerede derfor Kommissionens afgørelse i sin helhed. Selvom støtten ydet gennem det hybride kapitalinstrument i sig selv var i overensstemmelse med statsstøttereglerne og de midlertidige rammebestemmelser, var de to instrumenter ifølge Retten gensidigt forbundne. Der var tale om én støtteordning, hvoraf egenkapitalinstrumentet ikke kunne udskilles fra det hybride kapitalinstrument.
Samme dag annullerede Retten på tilsvarende vis en afgørelse fra Kommissionen om ikke at gøre indsigelse mod Tysklands rekapitalisering af Deutsche Lufthansa (forenede sager T-34/21 og T-87/21). Retten fandt, at Kommissionen begik flere fejl ved anvendelsen af de midlertidige rammebestemmelser, herunder i forhold til kravet om ”step up”-mekanisme.
Ved disse domme understreger Retten, at selvom undtagelsestilfælde som Covid-19-pandemien kan berettige særligt udvidede muligheder for tildeling af statsstøtte, indebærer dette forhold ikke en opblødning af den kontrol, der forventes af Kommissionen i relation til anmeldte støtteordninger.
Som følge af Rettens annullation af Kommissionens afgørelse offentliggjorde Kommissionen den 4. juli 2023, at den på ny har indledt en formel undersøgelsesprocedure om Danmarks og Sveriges rekapitalisering af SAS. Af Kommissionens afgørelse om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure fremgår, at der er tale om statsstøtte til SAS, og at Kommissionen er i tvivl om statsstøttens forenelighed med det indre marked.
Hvis Kommissionen som konklusion på den formelle undersøgelsesprocedure finder, at SAS har modtaget statsstøtte, som er uforenelig med det indre marked, skal Danmark og Sverige som altovervejende udgangspunkt kræve statsstøtten tilbagebetalt. Afhængigt af udfaldet af Kommissionens undersøgelse kan der tillige opstå spørgsmål om betaling af såkaldte ulovlighedsrenter.