Søg
EU-Domstolens Store Afdeling afsagde den 25. februar 2025 dom i sag C-233/23, Alphabet m.fl., der var en præjudiciel forelæggelse fra den øverste forvaltningsdomstol i Italien. Anmodningen var indgivet i forbindelse med en tvist mellem Google og den italienske konkurrencemyndighed.
Tvisten handlede om, hvorvidt Google havde misbrugt sin dominerende stilling ved at nægte Enel X Italia adgang til sin digitale platform Android Auto. Nærmere bestemt, om en virksomhed med en dominerende stilling, der har udviklet en digital platform, kan tænkes at misbruge sin stilling ved at nægte at sikre interoperabilitet mellem platformen og en tredjeparts applikation.
Dommen er principiel, da den præciserer rækkevidden af de såkaldte Bronner-betingelser, der blev fastslået i Domstolens dom af 26. november 1998 i sag C-7/97, Bronner, præmis 41, og som traditionelt skal være opfyldt, for at leveringsnægtelse kan udgøre et misbrug efter artikel 102 TEUF. Dette udgangspunkt er dog blevet nuanceret i senere praksis, hvor mindre restriktive betingelser er blevet anvendt, hvilket har udvidet rammerne for, hvornår leveringsnægtelse kan udgøre et misbrug af dominerende stilling.
Android Auto er et system udviklet af Google, som giver brugere mulighed for at benytte apps på Android-smartphones direkte på bilens skærm. For at en app kan fungere med Android Auto, skal den tilpasses en specifik skabelon, som Google udvikler til forskellige app-kategorier. I 2018 lancerede Enel X appen JuicePass i Italien, som hjælper brugere med at finde og reservere ladestandere til elbiler. Enel X ønskede at gøre JuicePass kompatibel med Android Auto, da dette ville lette navigationen til ladestanderne. Google afslog imidlertid denne anmodning med henvisning til sikkerheds- og ressourcemæssige hensyn, da der på daværende tidspunkt kun var skabeloner for kategorien medie- og meddelelsesapps.
Den italienske konkurrencemyndighed fandt, at dette afslag udgjorde et misbrug af Googles dominerende stilling i strid med artikel 102 TEUF og pålagde derfor Google en bøde på 102 millioner euro. Google påklagede afgørelsen, som blev opretholdt af den regionale forvaltningsdomstol i Lazio. Google appellerede derefter afgørelsen til Consiglio di Stato (den øverste forvaltningsdomstol), som forelagde Domstolen en række præjudicielle spørgsmål.
Selv om det ikke specifikt var omfattet af de præjudicielle spørgsmål, var den væsentligste tvivl i sagen, om de sædvanlige Bronner-betingelser kunne anvendes til at vurdere, om Googles nægtelse af adgang til deres digitale platform udgjorde et misbrug af dominerende stilling i strid med artikel 102 TEUF. Ifølge Bronner-dommen skal tre betingelser være opfyldt, for at en leveringsnægtelse kan kvalificeres som misbrug:
Den italienske domstol ønskede især afklaring af de to første betingelser. For det første, om der kunne være tale om et misbrug af dominerende stilling, når Googles digitale platform ikke var absolut nødvendig for JuicePass funktionalitet, men kunne gøre applikationen mere attraktiv for brugerne. For det andet, om der kunne konstateres et misbrug, selvom Enel X og andre aktører fortsat opererede og endda voksede på det beslægtede marked trods Googles nægtelse af adgang til Android Auto.
I besvarelsen af disse to spørgsmål præciserede Domstolen indledningsvist, at Bronner-betingelserne er udformet med henblik på den specifikke situation, hvor en dominerende virksomhed nægter en konkurrent adgang til en infrastruktur, som virksomheden har udviklet udelukkende til eget brug. I sådanne tilfælde er der særlige hensyn at tage til den dominerende virksomhed, herunder dennes aftalefrihed, ejendomsret samt incitamenter til innovation og investeringer. Da betingelserne i Bronner-dommen tager udgangspunkt i disse hensyn, gælder de kun i den situation, hvor infrastrukturen er udviklet udelukkende til den dominerende virksomheds egen aktivitet.
I forlængelse heraf fastslog Domstolen, at Googles platform, Android Auto, netop er udformet med henblik på frit at blive delt og være tilgængelig for tredjeparter. Derfor gør de hensyn, der gælder i Bronner-dommen, sig ikke gældende her, og betingelserne finder tilsvarende ikke anvendelse. Domstolen fastslog derfor, at det var unødvendigt at påvise, at Android Auto var absolut nødvendig for anvendelsen af JuicePass samt at adgangsnægtelsen udelukkede al konkurrence på det beslægtede marked.
Efter at have afvist anvendelsen af Bronner-betingelserne understregede Domstolen, at det afgørende er, om Google har udvist en adfærd, der udelukker, hindrer eller forsinker tredjepartsapps som JuicePass på en måde, der begrænser konkurrencen og skader forbrugerne. Hvis dette er tilfældet, og der ikke findes en objektiv begrundelse for nægtelsen, kan leveringsnægtelsen udgøre et misbrug af dominerende stilling i strid med artikel 102 TEUF.
Videre fastslog Domstolen, at selvom Enel X og andre aktører har været aktive på markedet uden adgang til Android Auto, kan Googles nægtelse stadig have haft negative virkninger på konkurrencen, som kan udgøre et misbrug af dominerende stilling. Det afgørende er, om den dominerende virksomheds adfærd kan hindre opretholdelsen eller udviklingen af konkurrencen, under hensyntagen til alle relevante omstændigheder i sagen og uafhængigt af, om de konkurrencebegrænsende virkninger faktisk er opstået.
Domstolen behandlede ligeledes, hvilke objektive begrundelser en dominerende virksomhed kan påberåbe sig, når denne nægter adgang til sin infrastruktur, og dette har konkurrencebegrænsende virkninger. Domstolen fastslog, at manglen på en skabelon, der muliggør interoperabilitet mellem en digital platform og en tredjepartsapp, kan begrunde en nægtelse, hvis udviklingen af en sådan skabelon ville kompromittere platformens integritet eller sikkerhed, eller hvis det er teknisk umuligt at gennemføre.
Uden sådanne hensyn kan fraværet af en skabelon dog ikke i sig selv begrunde en dominerende virksomheds afslag på at give adgang. Her skal virksomheden i stedet udvikle den nødvendige skabelon inden for en rimelig tidsramme og kan opkræve et rimeligt og proportionelt gebyr for denne udvikling.
Det er interessant, at Domstolen ikke kun forholder sig til, hvornår en dominerende virksomhed lovligt kan nægte adgang, men også præciserer de betingelser, der gælder, når adgang skal gives. Dette understreger, at selvom adgang skal gives, kan den dominerende virksomhed med rette opkræve et gebyr, der afspejler omkostningerne ved udviklingen af den nødvendige skabelon, så længe gebyret er rimeligt og proportionelt. Denne tilgang afspejler en balance mellem at sikre adgang for konkurrenter og opretholde virksomhedens økonomiske interesser.
Det er ikke første gang, at Domstolen behandler anvendelsen af Bronner-betingelserne, og med denne afgørelse har Domstolen atter haft lejlighed til at præcisere deres rækkevidde. Det centrale i denne afgørelse er sondringen mellem den klassiske Bronner-situation, hvor en dominerende virksomhed nægter adgang til en infrastruktur, der er udviklet udelukkende til dens egen aktivitet, og den situation, hvor en infrastruktur også er tilgængelig for andre aktører på markedet. I sidstnævnte tilfælde finder Bronner-betingelserne ikke anvendelse, hvilket betyder, at der kan foreligge et misbrug af dominerende stilling, selv når den nægtede adgang ikke er afgørende for konkurrenternes overlevelse på markedet.
Det betyder, at leveringspligt i fremtiden kan pålægges i et større omfang, og at Domstolen dermed udvider den eksisterende praksis for, hvornår en dominerende virksomheds leveringsnægtelse kan udgøre et misbrug af dominerende stilling efter artikel 102 TEUF. Selvom dette udgør en lempelse af den nuværende praksis, er det vigtigt at bemærke, at denne fortolkning kun gælder i situationer, hvor infrastrukturen er tilgængelig for andre aktører. I de klassiske Bronner-situationer vil den traditionelle beskyttelse af dominerende virksomheders aftalefrihed, ejendomsret og investeringsincitamenter formentlig fortsat finde anvendelse.
Domstolens praksis synes dog at afspejle en udvikling, hvor der ikke længere er én samlet analyseramme for leveringsnægtelse, men snarere flere forskellige tilgange, afhængigt af de konkrete omstændigheder. Eksempler på dette omfatter, ud over den aktuelle afgørelse, praksis vedrørende standardessentielle patenter på FRAND-vilkår (fx Huawei Technologies, sag C-170/13), afbrydelse af leverancer til eksisterende kunder (fx Slovak Telekom, sag C-165/19 P) og nationalitetsdiskrimination (fx GVL, sag 7/82). Fælles for disse tilfælde er, at leveringsnægtelsen vurderes ud fra forskellige kriterier, der tager højde for de specifikke hensyn i hver sag. Samtidig er betingelserne for, hvornår leveringsnægtelse kan udgøre misbrug af dominerende stilling, mindre restriktive end de traditionelle Bronner-betingelser. Udviklingen bidrager dermed også til at udjævne forskellene mellem de forskellige analyserammer.