Søg
Forbrugerombudsmanden oplyste i en pressemeddelelse af 16. december 2022, at hun har indskærpet reglerne om forbuddet mod greenwashing og vildledende markedsføring overfor fem virksomheder.
Fælles for alle fem virksomheder var, at bæredygtigheden af produkterne ikke kunne dokumenteres. For den ene af virksomhederne blev det fastlagt, at det forhold, at produktet var økologisk, ikke kunne begrunde produktets betegnelse som “bæredygtigt”. De markedsførte produktgrupper i pressemeddelelsen var lamper, tøj, legetøj og drikkeflasker.
Efter markedsføringslovens § 5 må en erhvervsdrivendes markedsføring ikke indeholde urigtige oplysninger eller i kraft af sin fremstillingsform kunne vildlede forbrugerne. Desuden gælder det efter lovens § 13, at en virksomhed skal kunne dokumentere rigtigheden af oplysninger om faktiske forhold.
Sø-og Handelsretten afsagde den 22. december 2022 kendelse i sagen BS-31357/2022-SHR mellem Scandinavian Brand Group A/S (“Scandinavian Brand Group”) og Bad & Fliser A/S (“Bad & Fliser”). Sagen angik nedlæggelse af forbud på baggrund af et påstået brud på markedsføringsloven.
Scandinavian Brand Group begrundede påstanden om forbud med, at Bad & Fliser siden 2021 havde anvendt markedsføringen “Hvidt White Mood” og “Hvidt The Egg on Pedestal” om deres badekar i strid med markedsføringslovens § 3. Siden 2008 havde Scandinavian Brand Group anvendt produktnavnene “Mood” og “The Egg” på badekar. Scandinavian Brand Group nedlagde ligeledes påstand om forbud mod Bad & Flisers oplysning om, at de to badekarsmodeller var identiske med de badekar, som Scandinavian Brand Group solgte under samme navn.
Sø- og Handelsretten fandt imidlertid ikke, at Bad & Fliser snyltede på Scandinavian Brand Groups markedsføring af “The Egg” og “Mood”. Retten begrundede dette med, at selvom badekarrene visuelt lignede hinanden, var der ikke tale om slaviske efterligninger. Derudover markedsførte Scandinavian Brand Group de to badekar med, at de var designet af en kendt designer, ligesom badekarrene kom i en prisklasse, hvori det blev antaget af retten, at en forbruger ville foretage en nærmere undersøgelse af produkterne.
Retten fandt det dermed ikke sandsynliggjort, at den gennemsnitlige forbruger ville forveksle de to mærkers badekar. Der var derfor ikke handlet i strid med markedsføringslovens § 3, og anmodningen om midlertidigt forbud blev nægtet.
Desuden fandt retten, at det ikke ved Scandinavian Brand Groups samtaler med medarbejdere fra Bad & Fliser var godtgjort eller sandsynliggjort, at Bad & Fliser havde oplyst, at deres produkter var identiske med Scandinavian Brand Groups.
Retten fandt dermed ikke, at betingelserne for nedlæggelse af forbud var opfyldt.
Forbrugerombudsmanden oplyste i en pressemeddelelse af 22. december 2022, at en formidler af flybilletter havde handlet i strid med markedsføringslovens § 3 om god markedsføringsskik ved ikke at have refunderet det fulde beløb for flybilletter, efter at flyselskaberne aflyste afgangene.
Forbrugerombudsmanden fastslog i afgørelsen, at virksomheden, der formidler flybilletter, benyttede rejsevilkår i strid med god markedsføringsskik. Ved køb af flybilletter på hjemmesiden var et refusionsgebyr ikke fremhævet klart og tydeligt, da forbrugerne købte billetterne, ligesom det heller ikke klart fremgik, at virksomheden alene agerede som formidler af flyrejserne.
Når forbrugere køber flybilletter på en hjemmeside, gælder der et klart udgangspunkt om, at forbrugeren indgår aftale med det selskab, som ejer den pågældende hjemmeside. Udgangspunktet kan fraviges, hvis den erhvervsdrivende tydeligt har fremhævet, at aftalen indgås med et andet selskab, jf. U 2016.1062 Ø. Det er desuden i strid med markedsføringslovens § 3 om god markedsføringsskik at gøre et byrdefuldt vilkår gældende uden klar og tydelig fremhævelse.
Forbrugerombudsmanden oplyste i en pressemeddelelse af 22. december 2022, at et elselskab var blevet politianmeldt for vildledning og uønsket telefonsalg for anden gang.
Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse havde selskabet fra juli 2021 til april 2022 ringet til 69 forbrugere uden disses samtykke, og 64 af dem blev vildledt ved blandt andet at modtage urigtige oplysninger. Ifølge klagerne til Forbrugerombudsmanden havde selskabet desuden påstået, at forbrugerne havde penge til gode, selvom selskabet ingen viden havde om dette. I pressemeddelelsen oplyses det, at selskabet ikke er enig i de fremsatte påstande.
Efter forbrugeraftalelovens § 4, stk. 1, er telefonsalg ulovligt, medmindre forbrugeren forudgående har anmodet den erhvervsdrivende herom. Desuden følger det af lovens § 5, at en aftale er ugyldig, hvis den er indgået under en uanmodet telefonisk henvendelse. Markedsføringslovens §§ 5 og 6 forbyder desuden vildledning af forbrugere.
Forbrugerombudsmanden oplyste i en pressemeddelelse af 23. december 2022, at et biludlejningsfirma havde anvendt vildledende markedsføring ved ikke at skrive i sine annoncer, at kunder skulle betale et depositum for billeje.
Indskærpelsen fra Forbrugerstyrelsen understreger, at det udgør en væsentlig oplysning, der tydeligt skal fremgå af en virksomheds annoncer for biludlejning, hvis der opkræves et depositum af kunderne. Sagen blev indledt efter en forbrugerklage, og Forbrugerombudsmanden gennemgik herefter en række annoncer på hjemmesiderne facebook.dk, dba.dk, bilhandel.dk, biltorvet.dk og guloggratis.dk. Fælles for alle annoncerne var, at det ikke fremgik, at der ville blive opkrævet et depositum ved billeje.
Efter markedsføringslovens § 6 må en erhvervsdrivende ikke vildlede ved at udelade eller skjule væsentlige oplysninger eller præsentere væsentlige oplysninger på en uklar, uforståelig, dobbelttydig eller uhensigtsmæssig måde.
I en pressemeddelelse af 5. januar 2023 oplyste Forbrugerombudsmanden, at to elselskaber havde ændret prisen på deres produkter, uden at kunderne var bundet af disse ændringer.
B.energy A/S (“b.energy”) opkrævede siden 2016 et nethåndteringsgebyr til dækning af selskabets omkostninger ved forskellige opgaver. Ifølge Forbrugerombudsmanden kunne b.energy ikke opkræve gebyret hos forbrugere, der dengang havde abonnement, uden forbrugernes aktive accept. Da forbrugerne ikke accepterede gebyret, var de heller ikke forpligtet til at betale dette. Samtidig varslede b.energy ikke gebyret på en klar og forståelig måde overfor kunderne.
Forbrugerombudsmanden fandt desuden, at b.energy vildledte forbrugerne til at tro, at produktet var billigere end det reelt var, fordi produkternes pris var oplyst uden nethåndteringsgebyr. Forbrugerombudsmanden indskærpede derfor vildledningsforbuddet i markedsføringslovens §§ 5 og 6 overfor b.energy.
Vindstød A/S (“Vindstød”) varslede i 2021 til selskabets kunder, at deres elprodukt ville ændre sig pr. 1 januar 2022, hvilket indebar en højere pris. Ifølge Forbrugerombudsmanden havde Vindstød ikke varslet prisændringen klart og forståeligt, idet prisændringerne først fremgik efter fire andre emner, blandt andet GDPR. Forbrugerombudsmanden mente desuden, at vilkårene var vanskelige at forstå. Kunderne var derfor som udgangspunkt ikke bundet af prisændringen.
Også overfor Vindstød har Forbrugerombudsmanden indskærpet vildledningsforbuddet i markedsføringsloven. Det var Forbrugerombudsmandens opfattelse, at Vindstøds varslingsmail var vildledende, da det ikke fremgik tydeligt af mailen, at den var en varsling om blandt andet prisforhøjelse.
Forbrugerombudsmanden indskærpede den 6. januar 2023 reglerne om vildledende markedsføring overfor OK Benzin, Suzuki Bilimport og Toyota Danmark. Forbrugerombudsmanden vurderede, at OK Benzin, Suzuki Bilimport og Toyota Danmark benyttede budskaber i markedsføringen, der fik deres produkter til at fremstå, som om de var bedre eller mindre skadelige for miljøet, end de faktisk var.
Konkret drejede sagerne sig om, at OK Benzin markedsførte et af sine dieselprodukter med et udsagn om “Klimadiesel” samt benyttede sig af et billede af en sennepsblomstermark i forbindelse med sin markedsføring af produktet. Suzuki Bilimport havde markedsført “mild-hybridbiler” med betegnelsen “hybrid”. Toyota Danmark markedsførte en plugin-hybridbil med et udsagn om, at bilen henvendte sig til forbrugere, der ønskede en miljørigtig bil, uden at være begrænset på rækkevidde, selvom bilen højst kunne køre 50 km uden at skulle genoplades.
Budskaberne var alle i strid med markedsføringslovens vildledningsforbud, herunder §§ 5 og 6 om henholdsvis vildledende handlinger og udeladelser. Virksomhederne kunne i stedet have markedsført sig med konkrete og præcise udsagn om produkternes reducerede miljøbelastning.
Sø- og Handelsretten afsagde den 10. januar 2023 dom i sag BS-46354/2021-SHR mellem Tandlægernes Tryghedsordninger (“TT”) og Praktiserende Tandlægers Organisation (“PTO”)
Hovedspørgsmålet i sagen var, om PTO havde overtrådt markedsføringslovens bestemmelser om vildledende og sammenlignende reklame i forbindelse med visse udsagn i et magasin og på en hjemmeside. I magasinet antydede PTO, at TT i mange år havde opkrævet for høje priser for deres forsikringer og ikke havde været tilstrækkeligt gennemsigtige og transparente omkring deres forsikringsbetingelser. TT gjorde i sagen gældende, at udsagnene var vildledende med henvisning til, at de som forsikringsformidler, ikke har nogen indflydelse eller rolle i forhold til prissætning.
Derudover påstod TT, at PTO’s prissammenligning på en hjemmeside var en sammenlignende reklame i strid med markedsføringslovens § 21, stk. 2, da PTO’s angivne pris inkluderede forsikringer, som ikke var en del af TT’s formidlingsaftale.
Retten fandt først og fremmest, at udsagnene i deres samlede kontekst var vildledende, ligesom de var til skade for TT. Med hensyn til prissammenligningen fandt retten, at denne hverken var objektiv eller angik de samme produkter, som forudsat i markedsføringslovens § 21, stk. 2. Af de anførte grunde fandt retten endeligt, at udsagnene og prissammenligningen var i strid med god markedsføringsskik, jf. markedsføringslovens § 3.
Retten fastsatte efterfølgende et skønsmæssigt beløb på 25.000 kr. i erstatning, jf. markedsføringslovens § 24, stk. 2 og 3, herunder til dækning af markedsforstyrrelse.
Sø- og Handelsretten afsagde den 16. januar 2023 dom i sagen BS-379/2022-SHR mellem Damgaard Metal Infrastruktur A/S (“Damgaard”) og CFB Industri ApS (“CFB”). Sagen angik en påstand om erstatningsansvar på baggrund af en potentiel krænkelse af markedsføringsloven og lov om forretningshemmeligheder.
Damgaards påstand var, at CFB havde udarbejdet et tilbud på baggrund af Damgaards forretningshemmeligheder, da en tidligere ansat hos Damgaard i forbindelse med en ny stilling hos CFB havde kontaktet en virksomhed, som havde været kunde hos Damgaard.
Sø- og Handelsretten fandt imidlertid, at CFB ikke havde misbrugt forretningshemmeligheder eller overtrådt markedsføringsloven ved at afgive tilbud på og levere en radargittermast til den pågældende virksomhed.
Sø- og Handelsretten lagde vægt på, at henvendelsen havde karakter af en sædvanlig orientering om skift i kontaktperson og ikke misbrug af den tidligere ansattes viden om Damgaards tilbud vedrørende indkøb af en radargittermast. Dette var uanset, at virksomheden efterfølgende ringede tilbage til den pågældende ansatte og anmodede CFB om et tilbud på radargittermasten.
Sø- og Handelsretten afsagde den 18. januar 2023 dom i sag BS-24781/2021-SHR mellem Liewood A/S (“Liewood”) og nuuroo A/S (“nuuroo”).
Tvisten i sagen angik, hvorvidt nuuroo ved deres salg af børneprodukter og den tilhørende emballage havde krænket Liewoods rettigheder efter ophavsretsloven og markedsføringsloven. Nuuroo gjorde på den anden side gældende, at Liewood havde handlet i strid med markedsføringsloven, idet de havde udsendt en meddelelse til deres forhandlere, hvori de oplyste, at de mente, at nuuroos produkter var for tætte på deres egne.
Retten fandt for det første, at Liewoods produkter ikke var beskyttet af ophavsretsloven. Produkterne opfyldte således ikke kravet om værkshøjde i ophavsretslovens § 1, ligesom emballagen, der var brunt pap med sort skrift, blev anset for sædvanlig emballage, der anvendes til at signalere bæredygtighed.
Retten kom for det andet frem til, at Liewoods produkter, blandt andet på baggrund af en række designmæssige valg og Liewoods kommercielle succes og markedsføring, nød beskyttelse efter markedsføringslovens § 3 om god markedsføringsskik mod meget nærgående eller slaviske efterligninger. Produkterne nød dog ikke beskyttelse som samlet produktserie, da de ikke havde fælles karakteristika.
Retten skulle dernæst tage stilling til nuuroos enkelte produkttyper. Ingen af produkttyperne eller den tilhørende emballage udgjorde en meget nærgående eller slavisk efterligning af Liewoods produkter, hvorfor retten frifandt nuuroo. Der blev i vurderingen lagt vægt på produkternes fremtoning, herunder blandt andet deres dimensioner og farver.
Vedrørende nuuroos påstand om, at Liewood havde krænket markedsføringsloven ved at udsende en meddelelse til deres forhandlere, fandt retten, at bevisbyrden herfor ikke var blevet løftet af nuuroo. Det var blandt andet ikke godtgjort, hvor mange forhandlere der havde modtaget meddelelsen eller om den var sendt som svar på konkrete henvendelser fra Liewoods forhandlere om nuuroos produkter.
Forbrugerombudsmanden oplyste i en pressemeddelelse af 19. januar 2023, at Visa, Mastercard og American Express har forpligtet sig til at ændre deres vilkår for at forebygge svindel med skjulte abonnementer.
Ændringerne er sket som led i et fælles EU-tiltag, som Forbrugerombudsmanden har taget initiativ til. Forbrugerombudsmanden har i forbindelse med tiltaget, på vegne af det europæiske CPC-samarbejde (Consumer Protection Cooperation) og med assistance fra EU-Kommissionen, indskærpet overfor de tre kortselskaber, at deres vilkår skal sikre, at abonnementsbetalinger er i overensstemmelse med betalingstjenestedirektivet (PSD2) og direktivet om virksomheders urimelige handelspraksis (UCP-direktivet).
Der foreligger et skjult abonnement, når forbrugeren uberettiget får trukket betalinger via de betalingskortsoplysninger, de har indtastet ved køb af eksempelvis en vare, uden at få oplyst, at de også skal betale et abonnement.
Efter betalingstjenestedirektivets artikel 64 er en betalingstransaktion kun autoriseret, såfremt betaleren har samtykket til transaktionen. Der er ifølge Forbrugerombudsmanden ikke givet det fornødne samtykke, hvis betaleren ikke får oplysninger om abonnementsbetalingerne, herunder beløbets størrelse og intervallet for betalingerne.
Kortselskaberne skal stille krav om, at virksomheder for at modtage betalinger med selskabernes betalingskort, understøtter samtykkeforpligtelsen efter betalingstjenestedirektivet artikel 64. Gør kortselskaberne ikke det, er det ifølge de forbrugerbeskyttende myndigheder i strid med UCP-direktivets artikel 5.
De tre kortselskaber ændrer således deres vilkår for at sikre, at forbrugerne får tydelige oplysninger om abonnentsbetalingers størrelse og hyppighed ved indtastning af betalingsoplysninger for dermed at modvirke forekomsten af skjulte abonnementer.
Forbrugerombudsmanden oplyste i en pressemeddelelse af 26. januar 2023, at hun i en række sager havde konstateret overtrædelser af betalingsloven og reglerne om god markedsføringsskik. Sagerne gik på tværs af flere brancher, herunder tankstationer, webbutikker, hoteller, billeje m.v. Fælles for sagerne var, at de angik reservation af beløb på forbrugernes konti i forbindelse med betalingstransaktioner. Forbrugerne var ikke blevet oplyst om reservationerne, og de kunne derfor ikke anses for at have samtykket til dem.
I den tid en reservation opretholdes, mister forbrugeren rådigheden over pengene, og der er således tale om en formueretlig disposition. En sådan formueretlig disposition er betinget af en aftale. Forbrugerne skal således dels være klar over, at der vil ske reservation, dels skal de have accepteret denne.
Når forbrugeren samtykker til en betalingstransaktion på et tidspunkt, hvor det endelige beløb ikke er kendt, følger det af betalingslovens § 95, at forbrugeren skal give samtykke til det præcise beløb, der reserveres. Det følger tilmed af forbrugeraftalelovens § 8, at forbrugeren på en klar og forståelig måde skal have oplysninger om betalingsvilkår, en eventuel reservation samt betingelserne herfor. En aftale om reservation kan desuden være urimelig efter aftalelovens § 38 c, jf. aftalelovens § 36, hvis reservationen ikke har en saglig grund eller hvis beløbets størrelse er urimeligt.
Overtrædelse af de nævnte regler vil som udgangspunkt også være i strid med reglerne om god markedsføringsskik. Det følger desuden af betalingslovens § 95, stk. 2, at en reservation skal frigives senest umiddelbart efter modtagelse af betalingsordren.
Fælles for sagerne var, at de angik overtrædelse af en eller flere af de nævnte regler. I pressemeddelelsen blev det tillige oplyst, at virksomhederne i forbindelse med sagerne har indvilliget i at ændre deres praksis angående reservationer.
Sø- og Handelsretten afsagde den 27. januar 2023 dom i sagen BS-4151/2021-SHR mellem Nordic Waterproofing A/S (“Nordic Waterproofing”) og Eurotag Danmark A/S (“Eurotag”).
Sagen drejede sig om, hvorvidt Eurotag Danmark uberettiget havde benyttet en række udsagn i sin markedsføring af tagpapprodukter. De omtvistede udsagn blev i henhold til Nordic Waterproofings påstande opdelt i tre grupper. Første gruppe omhandlede berettigelsen af en række udsagn fremsat i en brochure, som var offentligt tilgængelige på internettet siden maj 2013. Anden og tredje gruppe vedrørte udsagn fremsat på forskellige hjemmesider samt i Eurotags nyhedsbreve.
Med hensyn til udsagnene i brochuren fandt Sø- og Handelsretten, at mulighederne for at påtale udsagnene var bortfaldet ved passivitet. Der blev her lagt vægt på, at parterne var konkurrenter, som havde udvist betydelig opmærksomhed for hinanden gennem årene, hvorfor Nordic Waterproofing måtte have været bekendt med Eurotags brochure.
Angående udsagnene i gruppe 2 og 3 fandt retten, at disse var uberettigede. Dette skete under henvisning til, at angivelser om faktiske forhold skal kunne dokumenteres jf. markedsføringslovens § 13. Sø- og Handelsretten bemærkede hertil, at vurderingen af dokumentationskravet blev skærpet, når der var tale om udsagn vedrørende en aktørs væsentlige miljømæssige fortrin.
Gruppe 2 og 3 bestod af i alt mere end ti forskellige udsagn. Flere af disse udsagn havde til fælles, at de bestod af to led, hvoraf det ene led havde karakter af generelle anprisninger. Alligevel fandt retten i flere tilfælde, at de to led ikke meningsfuldt lod sig adskille, og de måtte derfor vurderes som et samlet udsagn. Udsagn som “verdens førende producent” og “miljøvenlige tagpapløsninger” blev derfor vurderet samlet og fundet udokumenteret. Et af Eurotags logoer med udtrykket “EPD Verified” blev desuden fundet vildledende og stridende imod markedsføringslovens §§ 3, 5, 6, 8, 13 og 20.
Samtlige udsagn i gruppe 2 og 3 blev med henvisning til markedsføringslovens § 13, den skærpede miljømæssige vurdering samt den fremlagte dokumentation, fundet udokumenterede. Eurotag blev således dømt til at anerkende udsagnenes urigtighed samt fjerne disse fra de relevante hjemmesider.
Sø- og Handelsretten afsagde den 31. januar 2023 kendelse i sag BS-22754-2022-SHR mellem NORDTRONIC A/S (“Nordtronic”) og SCAN PRODUCTS D T ApS (“Scan Products”).
Sagen vedrørte produktefterligning, og Nordtronic ønskede at få nedlagt et midlertidigt forbud overfor Scan Products’ markedsføring og salg af to typer af belysning, såkaldte ‘downlights’, ved navn Luna Combi Install og Zeta Outdoor. Nordtronic mente, at der var tale om slaviske efterligninger af deres produkter, Uni Install og Giada, i strid med markedsføringslovens § 3 om god markedsføringsskik.
Retten kom frem til, at der var varetaget en række tekniske hensyn ved lampernes udformning af hensyn til deres montering og funktion efter montering. Der blev herefter skelnet mellem de skjulte og synlige dele af produktet efter montering. Der forelå ikke oplysninger om, at der var taget æstetiske eller designmæssige hensyn for de dele af lamperne, der var skjulte efter montering. Disse udgjorde derfor ikke en krænkelse af Nordtronics rettigheder efter markedsføringsloven.
For så vidt angår den del af produkterne, der var synbare efter installation, fandt retten, at Luna Combi Install- og Uni Install-produkterne i fremtoningsmæssig henseende var enkle og uden designmæssigt særpræg henset til de øvrige produkter på markedet. Der var desuden visuel forskel med hensyn til produkternes kippefunktion. Den synbare del af Luna Combi Install-lampen var derfor ikke i strid med markedsføringsloven.
Endelig vurderede retten den synbare del af Zeta Outdoor-lampen. Der forelå i den forbindelse visuelle forskelle blandt andet med hensyn til flangernes bredde og kippefunktionens udformning, hvorfor der ikke var forvekslingsrisiko mellem produkterne. Retten bemærkede, at beskyttelsen for produkterne måtte anses for snæver og alene begrænset til meget nærgående efterligninger, og Zeta Outdoor-lampen udgjorde derfor heller ikke en krænkelse af markedsføringsloven.
Scan Products blev herefter frifundet for Nordtronics påstande.
Sø- og Handelsretten afsagde den 10. februar 2023 dom i sag BS-19954/2022-SHR mellem VENTUS-DANMARK ApS (“Ventus”) og HUNDEVAD & CO. ApS (“Hundevad”).
Spørgsmålet i sagen var, om Ventus’ DOWN-stol var markedsføringsretligt beskyttet, og i givet fald, om Hundevads markedsføring og salg af KAISA-stolen krænkede Ventus’ rettigheder. DOWN-stolen er eksklusivt produceret til Ventus af en kinesisk produktionsvirksomhed, og er i sort kunstlæder med sort kromstel.
Retten kom frem til, at frembringelsen af DOWN-stolen indebar en række designmæssige valg med hensyn til den særlige sammenstilling af de enkelte elementer og materialer, herunder ved anvendelse af en karakteristisk kabelsyning og særprægede konstruktioner af armlænene. Yderligere har Ventus solgt og markedsført DOWN-stolen, og den havde herefter opnået tilstrækkelig kommerciel adskillelsesevne til at nyde beskyttelse efter markedsføringslovens § 3 om god markedsføringsskik.
Dernæst tog retten stilling til KAISA-stolen. Stolen udgjorde en meget nærgående efterligning af DOWN-stolen. Der blev navnlig lagt vægt på, at KAISA-stolen havde tilsvarende vandrette kabelsyninger på ryg og sæde som DOWN-stolen. Retten lagde endvidere vægt på, at DOWN-stolens stel og karakteristiske armlæn, der er monteret på undersiden af skallen og ikke hæftet på stoleryggen, genfindes hos KAISA-stolen. Andre mindre forskelle på stolenes højde og et forskelligt materialevalg medførte ikke, at stolene ikke fremstod markedsmæssigt forvekslelige.
Hundevad havde derfor handlet i strid med markedsføringsloven § 3, ved at frembringe og sælge KAISA-stolen.
Retten fastsatte efterfølgende et skønsmæssigt beløb på 60.000 kr. i erstatning og rimeligt vederlag til Ventus, jf. markedsføringslovens § 24, stk. 2 og 3, herunder til dækning af markedsforstyrrelse.
I en pressemeddelelse af 10. februar 2023 oplyste Forbrugerombudsmanden et ønske om at få prøvet i Østre Landsret, hvad der definerer en kassekredit. Behovet for klarhed om kassekreditter opstod efter, at Forbrugerombudsmanden havde ført flere sager mod kviklånsvirksomheder, der efter Forbrugerombudsmandens vurdering vildledte forbrugerne ved at kalde deres låneprodukter for “kassekreditter”.
Forbrugerombudsmanden mener ikke, at lånevirksomheder skal kunne kalde deres låneprodukter for en kassekredit, uden rent faktisk at være det. Der gælder en række mere lempelige regler for kreditaftaler i form af kassekreditter, fremfor eksempelvis almindelige forbrugslån. Efter Forbrugerombudsmandens vurdering vil dette kunne få flere lånevirksomheder til at markedsføre og kalde deres låneprodukter for kassekreditter for at undgå de strengere regler.
Udtalelsen kommer blandt andet på baggrund af Forbrugerombudsmandens tidligere politianmeldelser af kviklånsselskabet Creamfinance Denmark ApS (“Creamfinance”). Forbrugerombudsmanden har tidligere anmeldt selskabet for at have overtrådt markedsføringsloven.
Efter Forbrugerombudsmandens vurdering havde selskabet vildledt forbrugerne ved at markedsføre kreditaftaler som kassekreditter, selvom der var tale om almindelige forbrugslån.
Københavns Byret frifandt Creamfinance for tiltalerne. I sin begrundelse for, at der reelt ikke var tale om kassekreditter, lagde retten blandt andet vægt på, at var fri mulighed for udnyttelse af en kreditramme i en ubestemt periode samt at der var mulighed for at trække på kreditten, hvis den i mellemtiden var blevet nedbragt. Yderligere kunne kreditten forlanges indfriet på anfordring.
Østre Landsret afsagde den 2. marts 2023 kendelse i sag BS-49007/2022-OLR mellem Gimeg Nederland B.V. (“Gimeg”) og Schou Company A/S (“Schou”). Sagen vedrørte en påstand om forbud mod salg m.v. samt påbud om tilbagekaldelse af en lanterne.
Gimeg påstod, at designet på Schous Dangrill-lanterne krænkede Gimegs produkts, Cosiscoop Original-lanternens, ophavsretlige beskyttelse. Gimeg påstod derudover, at Dangrill-lanternen efterlignede Gimegs produkt i en sådan grad, at det var i strid med bestemmelsen om god markedsføringsskik i markedsføringslovens § 3.
Østre Landsret fandt, at Cosiscoop Original-lanternen gjorde brug af en tidligere set cylinderform i metal med glastop, småsten og andre kendte designelementer, der i sammenhæng med dens hank, var sammenføjet på en måde, som gav beskyttelse mod nærgående efterligninger i medfør af markedsføringslovens § 3.
Østre Landsret fandt dog ikke, at Dangrill-lanternen fremstod som en sådan slavisk eller nærgående efterligning af Cosiscoop Original, at den kunne anses for værende i strid med markedsføringsloven.
Derudover fandt Østre Landsret heller ikke, at Cosiscoop Original-lanternen adskilte sig tilstrækkeligt til at kunne anses for at være udtryk for Gimegs designers egen intellektuelle frembringelse. Designet nød derfor ikke ophavsretlig beskyttelse i henhold til ophavsretslovens § 1, stk. 1.
Østre Landsret stadfæstede derfor Sø- og Handelsrettens kendelse i samme sag.
Virksomheder må ikke give et falsk indtryk af, at virksomheden eller dens produkter er særligt ”grønne”. Sker det alligevel, betegnes dette som ”greenwashing”.
Gorrissen Federspiel yder rådgivning inden for alle aspekter af markedsførings- og forbrugerretten og har med sine specialiserede rådgivere bred erfaring på området.