Søg
Den svenske højesteret, Högsta Domstolen, har for nylig truffet en afgørelse, som understreger vigtigheden af at iagttage pligten til at forelægge præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen i overensstemmelse med Artikel 267 TEUF. Ifølge Högsta Domstolen begik den svenske Patent- og markedsappeldomstol en grov sagsbehandlingsfejl ved ikke at forelægge spørgsmål præjudicielt for EU-Domstolen i en sag vedrørende supplerende beskyttelsescertifikater for lægemidler. Som konsekvens blev Patent- og markedsappeldomstolens afgørelse ophævet og sagen hjemvist til fornyet behandling.
Sagen opstod som følge af, at AstraZeneca i juli 2014 ansøgte om et supplerende beskyttelsescertifikat i henhold til forordning (EF) nr. 469/2009 af 6. maj 2009 (”Forordningen”) for et produkt bestående af en kombination af stofferne dapagliflozin og metformin. Ansøgningen blev afslået af det svenske patentkontor, og AstraZeneca indbragte sagen for de svenske domstole.
AstraZenecas ansøgning blev imidlertid heller ikke imødekommet af henholdsvis Patent- og markedsdomstolen i første instans og af Patent- og markedsappeldomstolen i anden instans. I appelsagen anførte Patent- og markedsappeldomstolen som begrundelse herfor, at AstraZeneca allerede havde fået tildelt et supplerende beskyttelsescertifikat. I februar 2014 var AstraZeneca nemlig blevet tildelt et supplerende beskyttelsescertifikat alene for det aktive stof/godkendte produkt dapagliflozin.
Patent- og markedsappeldomstolens afgørelse kunne ikke appelleres til en højere retsinstans. Alligevel traf domstolen afgørelse i sagen uden udtrykkeligt at anføre, om der var behov for en præjudiciel afgørelse fra EU-Domstolen i henhold Artikel 267 TEUF.
Ifølge Högsta Domstolen havde Patent- og markedsappeldomstolen imidlertid netop i en sag som den foreliggende haft anledning til at anmode om en præjudiciel afgørelse fra EU-Domstolen.
Artikel 267 TEUF fastslår en generel forelæggelsespligt for nationale domstole, hvis afgørelser ikke kan appelleres, såfremt der i en sag rejses spørgsmål om fortolkningen eller gyldigheden af EU-retten[1]. Denne forpligtelse gælder ifølge Högsta Domstolen – uanset om parterne har anmodet om præjudiciel forelæggelse – for at sikre, at EU-retten anvendes korrekt og fortolkes ensartet i alle EU-medlemsstater samt for at forhindre, at der inden for EU opstår forskelle i retspraksis vedrørende EU-retlige spørgsmål.
I den konkrete sag var der anledning til nærmere at få fastlagt indholdet af Artikel 3(c) i Forordningen. Bestemmelsen betinger efter sin ordlyd udstedelse af et supplerende beskyttelsescertifikat af, at der ikke tidligere er udstedt et certifikat for produktet.
Högsta Domstolen fandt ikke grundlag for at fravige forelæggelsespligten, idet EU-Domstolens praksis af relevans for fortolkningen af den pågældende regel ikke kunne anses for entydigt at have besvaret de spørgsmål, der var til diskussion i sagen. Uklarheden om, hvordan bestemmelsen skulle fortolkes i en situation som den foreliggende, var tværtimod så stor, at spørgsmålet ikke kunne betragtes som afklaret. Högsta Domstolen anførte endvidere, at omfattende retspraksis fra EU-Domstolen om et bestemt spørgsmål ikke nødvendigvis betyder, at spørgsmålet er afklaret; det kan derimod tyde på det modsatte. Endvidere var det ikke indlysende, at EU-retten blev anvendt korrekt eller var irrelevant for vurderingen i sagen.
Som konsekvens konkluderede Högsta Domstolen, at Patent- og markedsappeldomstolen havde begået en grov sagsbehandlingsfejl i henhold til svenske processuelle regler ved at undlade at forelægge sagen præjudicielt for EU-Domstolen. Patent- og markedsappeldomstolen havde med præcedensvirkning truffet afgørelse i en sag, hvor fortolkningen af EU-retten var helt afgørende for resultatet, og der var en formodning for, at fejlen kunne have haft indflydelse på sagens udfald.
Afgørelsen er dermed et klart udtryk for en løftet pegefinger[2], som kan give nationale domstole stof til eftertanke – ikke bare i Sverige, men også i øvrige EU-lande. Forhåbentlig vil afgørelsen medføre en øget tendens til at henvise de relevante sager til behandling ved EU-Domstolen, når der opstår spørgsmål om fortolkningen af EU-retlige regler.
Högsta Domstolens afgørelse i sagen kan læses i sin helhed her. Hvis du har nogle spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.
[1] Se nu dom af 6.10.2021, Consorzio Italian Management og Catania Multiservizi, C-561/19, EU:C:2021:799 (”Cilfit II”-afgørelsen). En national domstol, hvis afgørelser i henhold til national ret ikke kan appelleres, er kun fritaget for denne pligt, såfremt den har fastslået, at det rejste spørgsmål ikke er relevant, eller at den omhandlede EU-retlige bestemmelse allerede er blevet fortolket af Domstolen, eller at EU-rettens korrekte fortolkning fremgår med en sådan klarhed, at der ikke er plads til en rimelig fortolkningstvivl.
[2] Högsta Domstolen henviser bl.a. til traktatkrænkelsessagen mod Frankrig for Conseil d’États manglende forelæggelse, jf. dom af 4.10.2018, Kommissionen mod Frankrig (Forskudsskat), C-416/17, EU:C:2018:811.