Søg
Her har vi samlet et overblik over nogle af de mest interessante nedslagspunkter, som er relevante inden for de juridiske discipliner medie- og ophavsret, varemærkeret, markedsføringsret, patentret og databeskyttelsesret.
Året har budt på flere spændende afgørelser inden for patenter, herunder Sø- og Handelsrettens kendelse af 3. januar 2020 (sag BS-28893/2019) om midlertidigt forbud og påbud mod lægemidlet Forceris (anket til Vestre Landsret) og Østre Landsrets afgørelse af 28. oktober 2020 (sag BS-31515/2019) om ejerskab til to patentansøgninger.
En af årets mest markante afgørelser på patentrettens område er dog Sø- og Handelsrettens dom af 14. september 2020 (sag BS-9343/2017). Dommen, som vedrører arbejdstagerens underretningspligt i medfør af § 6 i lov om arbejdstagers opfindelser, sætter nye og væsentlige skærpede krav til indholdet af en underretning efter § 6. I den konkrete sag havde medarbejderen (en udviklingsingeniør) udarbejdet såvel en rapport med en teknisk beskrivelse af opfindelsen som en præsentation omkring udvikling og implementering af teknologien. Modsat tidligere retspraksis finder Sø- og Handelsretten imidlertid ikke, at det er tilstrækkeligt, at arbejdsgiveren bliver oplyst om opfindelsens virkeevne og hovedtrækkene i den teknik, der betinger denne virkeevne, for at dette kan udgøre en underretning i medfør af § 6 i lov om arbejdstagers opfindelser. Sø- og Handelsretten fastsætter derimod det krav, at medarbejderes underretning skal være egnet til at gøre det klart for arbejdsgiveren, at underretningen angår retsforholdet mellem arbejdsgiveren og arbejdstageren i relation til en opfindelse, eller at den har været anvendt på den måde. Det er endvidere et krav, at underretningen gør det klart, at der er tale om en opfindelse. Der er således tale om en væsentlig skærpelse af kravene til medarbejderens underretning efter § 6 i lov om arbejdstagers opfindelser i forhold til tidligere retspraksis. En medarbejder, som har gjort en opfindelse, skal derfor være meget omhyggelig med at få gjort arbejdsgiveren klart, at der efter medarbejderens opfattelse er tale om en opfindelse, og samtidig gøre det klart, at underretningen angår retsforholdet mellem arbejdstageren og arbejdsgiveren i relation til en opfindelse. For arbejdsgiveren betyder det, at arbejdstageren, i mange tilfælde, ikke tilstrækkeligt klart vil have opfyldt sin pligt til at underrette om opfindelsen, hvorfor arbejdsgiverens frist for at anmode om overdragelse af opfindelsen ikke er begyndt at løbe. De skærpede krav til arbejdstagerens underretning vil derfor betyde, at arbejdsgiveren, selv med detaljeret viden om den gjorte opfindelse, kan kræve opfindelsen overdraget til sig ud over de fire måneder, som følger af lov om arbejdstagers opfindelser § 7. Dommen er anket til Højesteret.
Kenneth Kvistgaard-Aaholm, Partner
Allerede i starten i 2020 kom en, i varemærkesammenhæng, meget ventet afgørelse i den såkaldte SKYKICK sag (C-371/18). Afgørelsen havde været længe ventet, fordi Domstolen i sagen skulle tage stilling til, om en varemærkeansøgning er indgivet i ond tro, når der ikke foreligger nogen hensigt til brug af varemærket for samtlige varer og tjenesteydelser i en meget bredt omfattende liste over varer og ydelser. En meget bred varefortegnelse kan sikre en varemærkeindehaver en omfattende beskyttelse, i hvert fald indtil brugspligten indtræder efter 5 år, og dermed sikre en beskyttelse af et varemærke over for andres brug, uden at der måske er en reel konflikt i forhold til varemærkeindehaverens faktiske forretningsområde.
Domstolen slog i afgørelsen fast, at det ikke kan kræves, at en varemærkeindehaver på ansøgningstidspunktet ved, om varemærket skal bruges for samtlige ansøgte varer og ydelser eller om varemærkeindehaveren nødvendigvis skal drive økonomisk virksomhed i form af levering af de varer og tjenesteydelser, der er omfattet af ansøgningen. Friheden til beskytte et varemærke bredt i de første 5 år, mens et produkt eller en service udvikles eller målrettes, er således intakt for så vidt angår EU-varemærkesystemet. Formålet med at søge bredt skal dog være begrundet i egne legitime forhold og ikke have til hensigt at skade tredjemands interesser eller at opnå en eneret til andre formål end dem, der vedrører varemærkets funktioner, da dette i så fald kan blive anset som ond tro.
For så vidt angår danske sager, afsagde Højesteret i slutningen af året sin dom i den meget omtalte Ørsted-sag (sag BS-25678/2019). Sagen omhandlede, hvorvidt bærerne af efternavnet Ørsted kunne forhindre, at dette navn blev brugt som varemærke og selskabsnavn af et energiselskab. Bærerne af efternavnet Ørsted havde blandt andet påberåbt sig reglerne om beskyttede efternavne i navneloven, hvoraf det følger, at efternavne, der bæres af færre end 2.000 personer, anses som beskyttede efternavne.
Højesteret fandt, at anvendelse af ”Ørsted” i forbindelse med el-produktion blev opfattet som en henvisning til den for længst afdøde videnskabsmand, H.C. Ørsted, og at brugen derfor ikke kunne forhindres. Højesteret tilføjede, at reglerne om beskyttede navne i navneloven alene angår krænkelser, der består i, at nogen uberettiget benytter en andens navn som personnavn, og ikke som varemærke eller selskabsnavn. Der er forskellige hensyn bag henholdsvis navneloven og de kendetegnsretlige love, og reglerne om beskyttede navne i navneloven kan altså ikke påberåbes som grundlag for at forhindre andres brug af et navn som varemærke eller i selskabsnavne. Skal dette forhindres, må hjemlen hertil findes uden for navneloven, herunder særligt i varemærkeloven.
Søren Høgh Thomsen, Partner
Lars Segato, Managing Counsel
Kathrine Spinner Madsen, Varemærkespecialist, Cand.merc.jur.
Databeskyttelse, ikke mindst i forbindelse med digitale tjenester og platforme, er et brandvarmt emne i disse år og giver anledning til mange sager. En af de absolut væsentligste af disse i det forgangne år var EU-domstolens dom i den såkaldte Schrems II sag (C-311/18), der vedrører muligheden for at overføre personoplysninger til usikre tredjelande udenfor EU/EØS. EU-Domstolen underkendte her den såkaldte ’EU/US Privacy Shield’-ordning, der tidligere kunne danne grundlag for overførsler af personoplysninger til USA. I forhold til EU-Kommissionens standardkontrakter, som mange virksomheder i øvrigt baserer deres overførsler på, blev det i dommen fastslået, at disse fortsat kan anvendes, men skal ledsages af en konkret risikovurdering og eventuelt suppleres af yderligere beskyttelsesforanstaltninger. Dommen efterlader dog mange ubesvarede spørgsmål, og den vejledning, Det Europæiske Databeskyttelsesråd (EDBP) efterfølgende er kommet med, bidrager kun i et vist omfang til at afklare usikkerheden.
Et andet emne, der har påkaldt sig stor opmærksomhed, er brugen af cookies og lignende teknologier på hjemmesider og i apps. Som følge af EU-domstolens dom i Planet49-sagen (C-673/17) blev den lempelige praksis i forhold til lagring af cookies lagt i graven. Det blev nemlig fastslået, at et passivt samtykke, f.eks. gennem fortsat anvendelse af hjemmesiden, ikke er tilstrækkeligt. Et samtykke til lagring af cookies skal være frivilligt, informeret, specifikt og gives ved en aktiv handling, som vi kender det fra markedsføringsloven og databeskyttelsesforordningen. I kølvandet på dommen reviderede Erhvervsstyrelsen derfor sin cookievejledning, ligesom Datatilsynet tidligere på året udgav retningslinjer om behandling af personoplysninger om hjemmesidebesøgende. Begge myndigheder har øget deres fokus på brugen af cookies.
På regelsiden er det også værd at fremhæve den såkaldte P2B (platform to business)-forordning, der trådte i kraft den 12. juli 2020. Som noget lidt særegent regulerer P2B-forordningen forholdet mellem visse udbydere af online-platforme til salg af varer/services (som f.eks. Amazon) og de erhvervsdrivende, der benytter disse platforme. Der stilles blandt andet krav til udbydernes udformning af vilkår, ændring af vilkår, opsigelsesvarsel, rangordningen af søgeresultater og oplysning herom, samt oplysning om eventuel forskelsbehandling og de erhvervsdrivendes adgang til de data, der indsamles via platformen.
Tue Goldschmeiding, Partner
David Telyas, Partner
En sag, der retspolitisk fyldte meget i 2020, var, at der i forbindelse med et generelt lovindgreb over for de såkaldte ”kviklån” blev indført en stærkt omdiskuteret regel i markedsføringsloven, hvorefter det for det første er gjort helt forbudt at markedsføre forbrugslån med årlige omkostninger på 25 % eller derover. Forbuddet gælder dog ikke for markedsføring på forbrugslånsvirksomhedens egen hjemmeside. For det andet blev der indført et generelt forbud mod enhver markedsføring af forbrugslånsvirksomheder og kreditaftaler til forbrugere med kontant udbetaling i forbindelse med markedsføring af spil eller spiludbydere. Særligt dette forbud er med rette blevet kritiseret, både for at skabe retsusikkerhed, idet det er uklart defineret og afgrænset, og for at være umuligt at efterleve i en virkelighed, hvor placering af reklamer ofte foregår ved en automatiseret proces i realtid, hvor den præcise sammensætning af annoncer derfor er vanskelig at kontrollere og styre.
Markedsføringslovens § 22 forbyder brug af andres forretningskendetegn i deres markedsføring. Bestemmelsen finder særligt anvendelse i situationer, hvor et forretningskendetegn ikke er beskyttet af andre immaterialrettigheder, f.eks. et varemærke. En sådan situation forelå i en sag fra Sø- og Handelsretten (U 2020.2229 SH), der omfattede to pubber, The Old English Pub og The Old Irish Pub, begge beliggende nærmest side om side i det indre København. The Old English Pub, der var etableret i 1998, gjorde gældende, at The Old Irish Pub, der var etableret i 2018, krænkede The Old English Pubs rettigheder efter markedsføringslovens § 3. Dette fik de dog ikke medhold i. Sø- og Handelsretten lagde til grund, at de to pubber nok havde fællestræk, men at de i væsentlig grad var forretningsmæssigt forskellige med forskelligartede tilbud til deres respektive kundegrupper. Retten fandt heller ikke, at selve etableringen af The Old Irish Pub klods op af The Old English Pub udgjorde en illoyal udnyttelse af sidstnævntes goodwill eller markedsposition.
Søren Høgh Thomsen, Partner
På ophavsrettens område har 2020 budt på flere spændende afgørelser om produktefterligninger i forlængelse af EU-Domstolens dom i Cofemel-sagen (C-683/17). Her fastslog Domstolen, at der ikke kan stilles mere restriktive krav til den ophavsretlige beskyttelse af brugskunst og tøj end til andre produkter. Danske domstole synes dog i et vist omfang at bibeholde en restriktiv linje i disse sager. I sagen vedrørende Anne Blacks keramik (U 2020.2532 Ø) fastslog landsretten således, at alene ’hængepotten’ var ophavsretligt beskyttet, mens hverken den cylindriske vase eller lågkrukken opfyldte det ophavsretlige krav til originalitet. For alle tre produkters vedkommende var der dog tale om produktefterligninger i strid med god markedsføringsskik. Erstatning og vederlag herfor blev af landsretten udmålt til 300.000 kr. Sø- og Handelsretten havde udmålt erstatning og vederlag til 1,5 mio. kr.
I sagen om Ilse Jacobsens gummistøvler (U 2020.2817 H) fandt Højesteret heller ikke, at gummistøvlerne var ophavsretligt beskyttet. Højesteret mente desuden ikke, at der var tale om en retsstridig produktefterligning i markedsføringslovens forstand. Denne dom harmonerer fint med Sø- og Handelsrettens dom om Rains’ regnjakker (BS-9667/2017-SHR), hvor retten heller ikke fandt, at disse var ophavsretligt beskyttede. Zara havde derimod handlet i strid med god markedsføringsskik. Rains var repræsenteret af Gorrissen Federspiel i sagen.
Cofemel-sagen spillede også en rolle i en sag fra Østre Landsret (U 2020.3122 Ø) om blokering af en hjemmeside, hvor internetbrugere lægger links op til streaming af live-fodbold. Landsretten fastslog, at optagelserne af den spanske fodboldliga ikke blot var beskyttet som billedoptagelser efter ophavsretslovens § 67, men også var beskyttet som egentlig ophavsretlige værker efter ophavsretslovens § 1, idet optagelserne af fodboldkampene sker på en så tilstrækkelig fri og kreativ måde, at de opfylder ophavsrettens originalitetskrav. Det bliver spændende at følge, hvorvidt det med afsæt i kendelsen vil blive forsøgt at opnå en egentlig ophavsretlig beskyttelse af andre optagelser af sportsbegivenheder og lignende præstationer.
Hanne Kirk, Advokat, ph.d.
I forlængelse af den netop omtalte sag om streaming af live-fodbold skal også nævnes en anden dom fra Østre Landsret om fortolkning af musikforlagsaftaler (BS-52032/2019). Retten tog her stilling til, om formuleringen ’alle rettigheder’ også omfattede såkaldte ’store rettigheder’, dvs. retten til at opføre operaer, balletter og musicals med brug af musikken. Det har hidtil været antaget i teorien, at de ”store rettigheder” er så særegne og derfor alene er overdraget, hvis de eksplicit er nævnt i kontrakten med musikforlaget. Selvom ’store rettigheder’ ikke var nævnt i den konkrete kontrakt, og selvom det ikke var bevist, at det oprindeligt var parternes hensigt, at aftalen skulle omfatte ’store rettigheder’, nåede landsretten imidlertid frem til, at også disse rettigheder var omfattet af overdragelsen. Landsretten lagde andet vægt på bl.a., at opførelse af musikdramatiske værker var velkendt på aftaletidspunktet, og at parterne dermed måtte kunne forudse muligheden for, at kompositionerne kunne anvendes i en sådan sammenhæng.
Inden for medieretten afsagde Østre Landsret dom i en meget omtalt injuriesag anlagt mod tre folketingsmedlemmer, herunder Naser Khader (U 2020.2789 Ø). Afgørelsen er principiel, fordi den drejer sig om politikeres ytringer. Herom gælder særlige regler i grundloven, der sikrer immunitet til folketingspolitikere for ytringer fremsat i forbindelse med deres folketingsarbejde. Disse regler førte til en afvisning af sagen for så vidt angik kritiske ytringer mod bl.a. en imam og debattør, fremsat i en e-mail til en række ordførere i Folketinget. Naser Khader, der efterfølgende i medierne og på Facebook, dvs. uden for arbejdet i Folketinget, var kommet med en række yderligere kritiske udtalelser, blev frifundet herfor. Landsretten fandt, at udtalelserne var fremsat som led i en offentlig debat om emner af væsentlig samfundsmæssig interesse, at der var et tilstrækkeligt faktuelt grundlag for udtalelserne, og at de kritiserede selv tog del i den offentlige debat og derfor måtte tåle mere end andre. Efter en samlet afvejning af hensynet til Khaders ytringsfrihed over for hensynet til de kritiseredes omdømme, blev Khader derfor frifundet.
Også på spilområdet blev der truffet en principiel og opsigtsvækkende afgørelse. Dommen fra Højesteret (U2020.1293 H) vedrørte en privatperson, der over en periode på halvandet år tabte ca. 2 mio. kr. på online-spil hos en spiludbyder. Spilleren krævede sit tab erstattet af udbyderen, navnlig under henvisning til, at udbyderen burde have begrænset hans spil eller lukket kontoen på et tidligere tidspunkt, idet U vidste eller burde have vidst, at han havde psykiske problemer, at de penge, han spillede for, stammede fra en personskadeerstatning, og at han ikke kunne kontrollere sit spil. Efter at spilleren have fået medhold ved landsretten, frifandt Højesteret imidlertid spiludbyderen. Højesteret fastslog generelt, at en spiludbyder, som har overholdt de pligter, der er fastsat i spillelovgivningen til beskyttelse af spillerne, som klar hovedregel ikke har handlet ansvarspådragende efter dansk rets almindelige erstatningsregler ved ikke at begrænse spillet for eller udelukke en spiller, som ikke selv har anmodet om begrænsning eller udelukkelse. Spiludbyderen havde overholdt reglerne i spillelovgivningen, herunder om information til spilleren og om ansvarligt spil, og havde heller ikke herudover handlet ansvarspådragende, herunder ved sit kendskab til spillerens spillemønster og psykiske problemer. Gorrissen Federspiel førte sagen for spiludbyderen.
Søren Sandfeld Jakobsen, Advokat, Professor, ph.d.