Ved forhandling af låneaftaler for lån i DKK er det allerede nu relevant at vurdere, hvorvidt der er behov for at inkludere vilkår om permanent skifte fra CIBOR til en anden rentetype. Dette gælder uagtet, at der ikke er fastsat en dato for udfasning af CIBOR.
Finans Danmark og Danmarks Nationalbank har taget initiativ til en arbejdsgruppe, som netop nu organiserer sig med henblik på at udarbejde anbefalinger til en overgang fra CIBOR til transaktionsbaserede referencerenter, såsom DESTR. Arbejdsgruppen har indtil videre afholdt to møder, senest ultimo april 2026. Nationalbankens direktør, Signe Krogstrup, har på det første møde i arbejdsgruppen udtalt, at nationalbanken i høj grad støtter en overgang væk fra CIBOR. Arbejdsgruppen har på sit andet møde udtrykt, at DESTR-baserede renter vil være de mest realistiske erstatninger for CIBOR. Arbejdsgruppens arbejde kan følges her, og materiale vedrørende arbejdsgruppens to første møder i marts og april 2026 kan findes her og her.
Vi ser allerede, at der på visse sager – særligt med længere løbetid – inkluderes vilkår om permanent skifte fra CIBOR til den transaktionsbaserede referencerente DESTR-compounded, og det er sandsynligt, at DESTR-compounded vil blive anvendt som permanent erstatning for CIBOR i et tiltagende antal låneaftaler for lån i DKK.

DESTR (Denmark Short-Term Rate) er en transaktionsbaseret referencerente baseret på faktiske, usikrede, dag-til-dag-indlånstransaktioner i danske kroner. DESTR-compounded opgøres ved sammensætning af disse DESTR-satser ved udgangen af den relevante renteperiode. DESTR-compounded er dermed en tilbageskuende referencerente baseret på konkrete transaktioner frem for skønnede indberetninger, hvilket reducerer risikoen for manipulation og usikkerhed.
Danmarks Nationalbank beregner og offentliggør DESTR-compounded på alle danske bankdage ud fra de transaktioner, der er foretaget på kronemarkedet den foregående bankdag. DESTR-compounded offentliggøres som et indeks med 1. april 2022 som basis (indeks 100), hvilket muliggør beregning af en perioderente ved at måle indeksudviklingen over den relevante renteperiode. Se Danmarks Nationalbank om beregningen af DESTR her og om DESTR-compounded her. Det vil desuden være muligt at udlede DESTR-compounded for en given, specifik bankdag midt i en renteperiode, hvilket er relevant ved førtidige indfrielser og syndikering i lånets løbetid.
Danmarks Nationalbank beregner DESTR-compounded efter samme metodik, som ECB anvender for ESTR (Euro Short-Term Rate) compounded. ESTR-compounded er, ligesom DESTR-compounded, en transaktionsbaseret referencerente baseret på faktiske, usikrede, dag-til-dag-indlånstransaktioner, blot i EUR.
Derfor er det nærliggende, at aftalevilkår for anvendelse af DESTR-compounded som permanent referencerente i stedet for CIBOR i vidt omfang vil kunne udformes med afsæt i LMA’s (Loan Market Association) anbefalede vilkår for anvendelse af ESTR-compounded som permanent referencerente i stedet for EURIBOR.
LMA udgav i juli 2025 to anbefalede templates for låneaftaler for lån i EUR, begge med mekanismer for skifte fra EURIBOR til ESTR-baseret rente – den ene i form af ESTR-compounded og den anden i form af term ESTR. Nedenfor fokuseres på vilkår for DESTR-compounded baseret på LMA’s vilkår for ESTR-compounded.
Forudsat at vilkårene for hvornår DESTR-compounded skal anvendes permanent i stedet for CIBOR bliver baseret på LMA’s vilkår om, hvornår ESTR-compounded skal anvendes permanent i stedet for EURIBOR, vil følgende gælde i hovedtræk:
Forudsat at vilkårene for beregning af rente ved anvendelse af DESTR-compounded bliver baseret på LMA’s vilkår om beregning af rente ved anvendelse af ESTR-compounded, vil renten (ekskl. margin) efter et Rate Switch Trigger Event bestå af: 1) DESTR-compounded samt 2) et eventuelt credit adjustment spread.
De tekniske vilkår, der vil gælde for beregning af DESTR-compounded og credit adjustment spread, kan simplificeret og i hovedtræk beskrives som følger:
For at illustrere et skifte fra CIBOR til DESTR-compounded, er nedenfor indsat et eksempel med skifte fra CIBOR 3 til DESTR-compounded beregnet kumulativt for en tremåneders renteperiode. For nemheds skyld er der anvendt fiktive værdier i eksemplet.

Både CIBOR og DESTR-compounded afspejler renten for usikrede lån, men der er væsentlige forskelle mellem de to referencerenter. Hvor CIBOR er en terminsrente, som inkluderer estimeret kredit- og likviditetsrisiko over en fremtidig periode, er beregningen af DESTR-compounded baseret på udlån med kun én dags løbetid, og DESTR-compounded afspejler derfor kun én dags kredit- og likviditetsrisiko. DESTR-compounded betragtes derfor som tilnærmelsesvis risikofri for långiver sammenlignet med CIBOR, og en DESTR-compounded rente vil derfor typisk være lavere end en CIBOR-rente for den samme renteperiode.
Denne økonomiske forskel mellem CIBOR og DESTR-compounded kan håndteres ved at lægge et credit adjustment spread til DESTR-compounded. På samme vis lægger LMA’s template for ESTR-compounded op til, at credit adjustment spread tillægges ESTR-compounded, hvis ESTR-compounded anvendes som permanent erstatning for EURIBOR som følge af bestemmelserne om Rate Switch.
Credit adjustment spread vil som udgangspunkt svare til det CIBOR-DESTR-spread, der kan aflæses på Bloomberg for den relevante renteperiode på den aftalte dag for aflæsning af credit adjustment spread.
Bloomberg beregner dette credit adjustment spread ved, for hver rentedag over en historisk femårig periode, at beregne forskellen mellem fx CIBOR 3M og DESTR-compounded for samme tre-måneders intervaller og derefter anvende medianen af disse forskelle som credit adjustment spread, i overensstemmelse med ISDA-metodikken.
I forbindelse med et ophør eller forventet ophør af CIBOR, vil der for en given DESTR-compounded renteperiode kunne beregnes ét endeligt fastsat credit adjustment spread. Dette credit adjustment spread vil herefter kunne offentliggøres dagligt med den samme fastsatte værdi, og vil kunne tillægges udviklingen i DESTR-compounded indekset i fremtidige renteperioder, for derved at minimere den økonomiske forskel mellem den da udfasede CIBOR og DESTR-compounded. En sådan beregning af ét fastsat credit adjustment spread for CIBOR-DESTR ved ophør eller forventet ophør af CIBOR vil være på linje med Bloombergs vejledning for, hvornår der vil blive beregnet ét endeligt fastsat credit adjustment spread for EURIBOR-ESTR.
Link til Bloombergs website vedrørende overgang fra IBOR kan findes her og link til Bloombergs IBOR fallback rate adjustments rule book kan findes her.
Gorrissen Federspiel følger løbende Danmarks Nationalbanks arbejdsgruppes arbejde om overgangen fra CIBOR samt udviklingen i markedspraksis omkring CIBOR og DESTR. Kontakt os ved spørgsmål.