Søg
Anvendelsen af gearing kan blandt andet have betydning for, om forvaltere af alternative investeringsfonde (FAIFer) skal ansøge om tilladelse hos Finanstilsynet, eller om de blot kan lade sig registrere. Ny vejledende udtalelse fra Finanstilsynet om opgørelsen af gearing for alternative investeringsfonde (AIFer) påvirker den hidtidige praksis.
Om en FAIF skal ansøge om tilladelse hos Finanstilsynet, eller om den kan nøjes med en registrering, afhænger af den samlede værdi af aktiverne i de AIFer, som den forvalter.
En FAIF skal søge om tilladelse, hvis aktiverne under forvaltning sammenlagt overstiger en værdi svarende til 100 mio. euro eller 500 mio. euro.
Grænsen på 500 mio. euro finder kun anvendelse, hvis FAIFen udelukkende forvalter AIFer, (i) der ikke har gearet sine investeringer, og (ii) hvor ingen investorer har ret til at blive indløst i en periode på minimum 5 år efter datoen for den oprindelige investering. Hvis en FAIF holder sig under den relevante grænse, er der altså alene krav om, at FAIFen lader sig registrere.
Det har tidligere været genstand for diskussion, om brug af gearing i underliggende porteføljeselskaber medfører, at en FAIF ikke kan anvende grænsen på 500 mio. euro.
Spørgsmålet udspringer særligt af § 6, stk. 3, i FAIF-loven sammenholdt med artikel 6(3) i Kommissionens delegerede forordning nr. 231/2013 af 19. december 2012 om udbygning af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/61/EU (Level II-forordningen).
Det følger af FAIF-lovens § 6, stk. 3, at ved opgørelsen af den samlede værdi af de aktiver, som en FAIF i alt forvalter, skal aktiver, der forvaltes enten direkte eller indirekte via et selskab, som FAIFen er knyttet til gennem fælles forvaltning, har bestemmende indflydelse over eller er knyttet til gennem en betydelig direkte eller indirekte besiddelse, medregnes.
Artikel 6(3) i Level II-forordningen fastslår, at enhver eksponering indeholdt i finansielle eller retlige strukturer, der involverer tredjeparter, der er kontrolleret af den relevante AIF, som udgangspunkt skal medregnes ved beregningen af AIFens eksponering, såfremt de omhandlede strukturer er udviklet med det formål direkte eller indirekte at øge eksponeringen på AIF-niveau.
Det fremgår dog samtidig af bestemmelsen, at hvis AIFens primære investeringspolitik er at ”erhverve kontrol over unoterede selskaber eller udstedere”, skal FAIFen ved beregningen af gearingen ikke medtage den eventuelle eksponering, der eksistrerer på niveauet for disse unoterede selskaber eller udstedere. Dette forudsætter dog, at AIFen ikke skal bære potentielle tab, som ligger ud over dennes investering i det pågældende selskab eller den pågældende udsteder (AIFen må altså ikke have stillet garanti eller lignede for gælden i porteføljeselskabet).
Det følger af ovenstående, at gearing i underliggende porteføljeselskaber ikke skal medregnes, hvis AIFens primære investeringspolitik er at ”erhverve kontrol over unoterede selskaber eller udstedere”. Finanstilsynet har tidligere givet udtryk for, at denne undtagelse som udgangspunkt alene er gældende for private equity- eller venturekapitalfonde. Denne fortolkning blev dog undsagt i en afgørelse fra Erhvervsankenævnet, der siden 2017 har dannet rammerne for den sædvanlige praksis på området.
Kendelsen fra Erhvervsankenævnet angik netop, om eksponeringen i porteføljeselskaber skulle medregnes i opgørelsen af aktiver under forvaltning eller ej.
Forud for kendelsen havde Finanstilsynet afvist en anmodning om registrering af en ejendomsfond som en selvforvaltende alternativ investeringsfond. Finanstilsynet vurderede, at ejendomsfonden ikke var omfattet af undtagelsesbestemmelsen i artikel 6(3) i Level II-forordningen, da ejendomsfonden ifølge Finanstilsynet ikke havde en primær investeringspolitik om erhvervelse af kontrol over unoterede selskaber.
Erhvervsankenævnets kendelse fastslog, at undtagelsen efter sin ordlyd ikke kunne anses for begrænset til private equity- og venturekapitalfonde. Da ejendomsfonden ikke skulle bære tab, der lå ud over dens indskudte kapital, fandt Erhvervsankenævnet, at ejendomsfonden ikke skulle medtage den af porteføljeselskabernes anvendte gearing ved opgørelsen af de samlede værdier, som fonden forvaltede.
Derfor var ejendomsfonden alene omfattet af den høje tærskelværdi på 500 mio euro. Da ejendomsfondens samlede portefølje ikke oversteg tærsklen, fandt Erhvervsankenævnet, at Finanstilsynet ikke havde været berettiget til at afvise ejendomsfondens anmodning om registrering.
Kendelsen medførte således, at FAIFer, som forvalter AIFer, som alene benytter gearing i de underliggende selskaber, og som ellers opfylder undtagelsesbetingelserne i artikel 6(3) i Level II-forordningen, skulle vurderes i forhold til den høje tærskelværdi på 500 mio. euro.
Finanstilsynet har den 17. december 2024 udsendt en ny vejledende udtalelse, som ændrer tidligere praksis for indregning af gearing.
Finanstilsynets udtalelse indebærer, at eksponering, uanset om denne finder sted i AIFen eller i et underliggende selskab, som AIFen kontrollerer, skal indregnes i FAIFens aktiver under forvaltning, såfremt AIFens fundamentale investeringpolitik er at investere i et eller flere aktiver gennem et eller flere unoterede selskaber.
Udtalelsen kommer på baggrund af et svar fra Kommissionen i ESMAs Q&A i juni 2023 vedrørende betydningen af gearing i ejendomsfondes underliggende porteføljeselskaber, hvor Kommissionen fastslog, at gearing i underliggende porteføljeselskaber skulle medregnes i tilfælde, hvor AIFer erhverver ejendomme indirekte gennem unoterede selskaber. Begrundelsen var, at sådanne AIFers primære investeringspolitik ikke er at ”erhverve kontrol over unoterede selskaber eller udstedere”.
Finanstilsynet bemærker ligeledes, at denne fortolkning også gælder for øvrige aktiver end fast ejendom. Det afgørende element er, om AIFens investeringspolitik er at erhverve kontrol over unoterede selskaber eller udstedere, eller om AIFens investeringspolitik er at investere i aktiver gennem erhvervelsen af sådanne selskaber.
Som det fremgår ovenfor skal gearing fremover indregnes i FAIFens aktiver under forvaltning, også selvom gearingen finder sted i underliggende selskaber, hvis AIFens investeringspolitik er at investere i aktiver gennem sådanne selskaber.
Indregningen af gearing har betydning for, om en FAIF skal søge om tilladelse hos Finanstilsynet eller blot nøjes med en registrering. Hvis FAIFen forvalter AIFer, hvor der er gearing i de underliggende selskaber, og hvor AIFens investeringspolitik er at investere i aktiver gennem sådanne selskaber, gælder tærskelværdien på 100 mio. euro. Det vil sige, at såfremt værdien af FAIFens aktiver under forvaltning samlet udgør over 100 mio. euro, da vil FAIFen skulle søge om tilladelse hos Finanstilsynet.
Indregning af gearing påvirker også FAIFers risiko- og likviditetsstyring, hvilket stiller øgede krav til den daglige forvaltning.
Praksisændringen kan særligt have betydning for FAIFer, som forvalter AIFer, som via porteføljeselskaber fx investerer i fast ejendom eller energiaktiver, hvor det er almindeligt, at sådanne blandt andet finansieres gennem ekstern gældsoptagelse. Registrerede forvaltere af sådanne AIFer skal nu være opmærksomme på, hvordan gearingen indregnes, herunder om de samlede aktiver under forvaltning overstiger 100 mio. euro i værdi, samt på sine forpligtelser i forhold til risiko- og likviditetsstyring.
Ifølge Finanstilsynets vejledende udtalelse anvender Finanstilsynet den nye fortolkning fremadrettet. Dette betyder, at AIFer, som er registreret før den 17. december 2024 (som er datoen for udtalelsen), fortsat vil være undtaget, medmindre AIFen tager nye investorer ind og/eller foretager nye investeringer.
Hos Gorrissen Federspiel bistår vi med hele processen fra ansøgning om registrering eller tilladelse som FAIF til løbende rådgivning om overholdelse af FAIF-lovens og Finanstilsynets krav, herunder vurdering af tærskelværdier, indregning af gearing og tilpasning til de seneste praksisændringer. Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.