Søg
EU-Domstolen har den 16. februar 2023 afsagt dom i en sag (C-472/21), som vedrørte designbeskyttelsen af undersiden af en cykelsadel.
Dommen tager stilling til spørgsmål rejst i en sag, der verserer for den tyske højesteret (Bundesgerichtshof), og som omhandler spørgsmålet om, hvorvidt en tysk designregistrering af undersiden af en cykelsadel er gyldig. Den tyske designlov implementerer EU’s designdirektiv.[1]
Monz Handelsgeshellschaft International mbH & Co. KG (Monz) er en international forhandler af cykelprodukter. Virksomheden havde siden den 3. november 2011 været indehaver af et registreret design af en cykelsadel. Designregistreringen indeholdt kun én afbildning, og denne afbildning viste alene undersiden af cykelsadlen.
En cykelsadel indgår som en del af en cykel og udgør derfor i designrettens forstand en “komponent, der er en del af et sammensat produkt”. En sådan del af et sammensat produkt kan beskyttes som et EU-design, men kun hvis designet er “synligt” under “normal brug” af produktet, og hvis de synlige elementer af delen i øvrigt opfylder kravene til nyhed og individuel karakter.
Büchel GmbH & Co Fahrzeugtechnik KG (Büchel), der ligeledes sælger cykelprodukter, mente ikke, at undersiden af cykelsadlen opfyldte betingelserne for at være et gyldigt design i henhold til den tyske designlov. Derfor anlagde virksomheden sag om, at Monz’ designregistrering skulle erklæres ugyldig.
I designlovgivningen defineres “normal brug” som den endelige brugers anvendelse, dog hverken vedligeholdelse eller reparation. Afgørende for sagens udfald ville derfor være, om undersiden af en cykelsadel, anses for at være synlig under den endelige brugers normale brug.
Den tyske registreringsmyndighed opretholdt designet som gyldigt. Myndigheden mente således, at normal brug også omfattede “afmontering og genmontering” af sadlen til andre formål end vedligeholdelse og reparation, og at undersiden var synlig i disse situationer.
Büchel indbragte denne afgørelse for Bundespatentgericht, der kom til det modsatte resultat og erklærede designet for ugyldigt. Begrundelsen var blandt andet, at “normal brug” af en cykel kun omfatter kørsel på cyklen samt på- og afstigning, og under sådan brug var cykelsadlens underside ikke synlig.
Monz indbragte spørgsmålet om designregistreringens gyldighed for den tyske højesteret.
Bundesgerichtshof var i tvivl om, hvordan begreberne “synlig” og “normal brug” skulle fortolkes, og da disse begreber er indført i den tyske designlov på grund af EU-lovgivningen, valgte Bundesgerichtshof at stille afklarende spørgsmål angående kravet om “synlighed” og “normal brug” til EU-Domstolen.
Ifølge EU-Domstolen er en cykel et sammensat produkt, og en saddel må anses for at være en komponent til et sammensat produkt. Det skyldes, at den kan udskiftes, og at en cykel uden sadel ikke kan bruges normalt.
Spørgsmålene i sagen vedrørte fortolkning af begreberne “synlig” og “normal brug” i EU-designdirektivets artikel 3, stk. 3 og 4.
Det er et produkts eller en del af et produkts udseende, der er genstand for den designretlige beskyttelse. En del af et sammensat produkt må være synlig for at beskyttelse kan opnås, ligesom det må være muligt at afgrænse delen fra helheden, således at delens udseende ikke udviskes fuldstændigt i produktets helhed. Her henviste Domstolen til sine præmisser i Ferrari-dommen (sag C-123/20).
Spørgsmålet var herefter, om cykelsadlens underside var “synlig” under cyklistens “normale brug” af cyklen.
Designdirektivet kræver ikke, at designet i sin helhed er synlig ved enhver anvendelse af det sammensatte produkt. Her henviste Domstolen bl.a. til generaladvokaten, der i sit forslag til afgørelse havde fremhævet, at synligheden af en del af et sammensat produkt ikke alene skal vurderes ud fra produktets endelige brugers synsvinkel. Synligheden for en udenforstående iagttager skal også tages i betragtning.
Vedrørende begrebet “normal brug” fastslog Domstolen, at det omfatter den endelige brugers anvendelse, med udelukkelse af vedligeholdelse og reparation.
Vurderingen heraf kan ikke baseres på, hvad der har været hovedformålet (hensigten) med komponenten eller det sammensatte produkt fra producenternes side. Hovedformålet med en cykelsadel er naturligvis, at den skal tjene til at sidde på, og hensigten med cyklen er at denne skal bruges til at cykle på. EU-Domstolen slog imidlertid fast, at anvendelsen af et produkt til dets primære formål ofte kræver, at der udføres forskellige handlinger, før eller efter, at produktet har opfyldt dette primære formål, såsom opbevaring og transport af produktet.
Domstolen kom derfor frem til, at “normal brug” af et sammensat produkt, herunder en cykel, omfatter handlinger, der udføres i forbindelse med den primære anvendelse. Men “normal brug” i designrettens forstand omfatter også handlinger, der sædvanligvis skal udføres af den endelige bruger i forbindelse med en sådan anvendelse, med undtagelse af vedligeholdelse og reparation.
Synlighed af undersadlen skal også vurderes i andre situationer end blot den situation, hvor brugeren anvender cyklen til at cykle på – f.eks. kan man forestille sig, at det også kan være relevant brug, når cyklen løftes op på et cykelstativ i forbindelse med opbevaring eller transport.
Med sin afgørelse har EU-Domstolen gjort det klart, at der skal foretages en vid fortolkning af “normal brug”, og den endelige brugers normale brug, når der undtages vedligeholdelse og reparation, kan omfatte andet end den primære brug af det sammensatte produkt. Dele af et sammensat produkt – som undersiden af en cykelsadel – kan derfor beskyttes, når blot disse dele er synlige også i brugssituationer, der kan betragtes som sædvanlige.
[1] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/71EF af 13. oktober 1998 om retlig beskyttelse af mønstre, EFT L 289 af 28.10.1998, s. 28.