Lovligt at pålægge Airbnb informationspligt og skatteindeholdelse

Ifølge en italiensk skatteordning fra 2017 var Airbnb forpligtet til at overføre oplysninger samt betale kildeskat til de italienske skattemyndigheder. Derudover var Airbnb forpligtet til at udpege en fiskal repræsentant i Italien, da selskabet ikke havde et fast driftssted i Italien. EU-Domstolen vurderede, at det var lovligt at pålægge Airbnb informationspligt og skatteindeholdelse. Derimod var den sidste forpligtelse i skatteordningen i strid med den grundlæggende frihed om fri udveksling af tjenesteydelser i artikel 56 TEUF. Domstolen mente ikke, at forpligtelsen var proportional, da blandt andet skatteordningens yderligere forpligtelser allerede sikrede betaling af skat til de italienske skattemyndigheder. 

Den 22. december 2022 afsagde EU-Domstolen dom i sag C-83/21, vedrørende fortolkningen af artikel 56 TEUF om fri udveksling af tjenesteydelser og forbud mod restriktioner.

Baggrunden for sagen var en ny ordning, der var indført i Italien i 2017, i forbindelse med skatteordningen for ejendomsformidlingstjenester for korttidsudlejning. Ordningen vedrørte personer, der beskæftigede sig med ejendomsformidling eller drev telematiske portaler. Telematiske portaler bruger GPS-tekniker til at indsamle data, der endeligt kan bruges i en app, som Airbnb.

Airbnbs telematiske portal til formidling af fast ejendom, muliggjorde kontakt mellem kunden og udlejere. Portalen modtog kundens betaling for tilrådighedsstillelsen af boligen inden udlejningens start og overførte denne betaling til udlejeren, efter at udlejningen var påbegyndt, såfremt der ikke var kommet indsigelser fra kundens side.

Den italienske skatteordning indeholdt tre typer af forpligtelser for personer, som drev telematiske portaler:

1. Forpligtelsen til at indsamle og overføre oplysninger om lejeaftaler indgået gennem deres formidling til skattemyndighederne,
2. Forpligtelsen til at indeholde kildeskat af de beløb, som kunderne betalte til udlejerne, og indbetale denne skat til statskassen, og
3. Forpligtelsen til at udpege en fiskal repræsentant i Italien, hvis den pågældende person ikke havde et fast driftssted i Italien.

Spørgsmålet for EU-Domstolen var lovligheden af denne skatteordning.

Den forelæggende ret var blandt andet i tvivl om fortolkningen af begreberne “teknisk forskrift” og “forskrift vedrørende tjenester” i direktiv 2015/1535. Derudover var domstolen i tvivl om princippet vedrørende udveksling af tjenesteydelser i artikel 56 TEUF og de lignende principper, som kan udledes af service- og e-handelsdirektivet.

EU-Domstolen slog fast, at de tre forpligtelser faldt inden for det skatteretlige felt, og at direktiverne derfor ikke fandt anvendelse. Selvom direkte beskatning henhører under medlemsstaternes kompetence, skal denne udøvelse stadig ske i overensstemmelse med EU-retten. Domstolen vurderede derfor alene skatteordningen i forbindelse med artikel 56 TEUF om fri udveksling af tjenesteydelser og forbud mod restriktioner.

Vurderingen blev lavet enkeltvist for de tre forpligtelser.

1) Forpligtelsen til at indsamle og overføre oplysninger om lejeaftaler indgået gennem deres formidling til skattemyndighederne og 2) forpligtelsen til at indeholde kildeskat af de beløb, som kunderne betalte til udlejerne, og indbetale denne skat til statskassen

EU-Domstolen lagde vægt på, at skatteordningens to første forpligtelser gjaldt ens for alle tredjemænd, uanset om der var tale om fysiske eller juridiske personer og uanset, om disse personer var hjemmehørende eller etableret på italiensk område eller ej. Forpligtelserne vedrørte således alle korttidsudlejninger.

Der var derfor ikke tale om en forskelsbehandling eller egentlige betingelser for leveringen af formidlingstjenester, men alene forpligtelser til at opbevare oplysningerne med henblik på en korrekt skatteopkrævning. Domstolen vurderede, at de yderligere omkostninger, som forpligtelserne gav anledning til, var begrænsede.

Derudover var den væsentligt større byrde end en ren oplysningspligt, som forpligtelserne indebar, ens for tjenester etableret i Italien og for andre tjenester.

Skatteordningens to første forpligtelser var således ikke i strid med artikel 56 TEUF.

3) Forpligtelsen til at udpege en fiskal repræsentant i Italien, hvis den pågældende person ikke havde et fast driftssted i Italien.

EU-Domstolen konstaterede, at skatteordningen for denne forpligtelse forskelsbehandlede leverandører af ejendomsformidlingstjenester, afhængigt af, om de havde fast driftssted i Italien eller ej.

Herfra skulle Domstolen vurdere, om restriktionen kunne begrundes ud fra tvingende almene hensyn, som skatteordningen forfulgte.

Skatteordningen var begrundet i bekæmpelsen af skatteunddragelse for korttidsudlejning, der var kendt for en strukturelt høj grad af skattesvig. Tidligere EU-retspraksis fastslår, at hensynet til bekæmpelse af skatteunddragelse og hensynet til en effektiv skattekontrol kan påberåbes med henblik på at begrunde restriktioner for udøvelsen af de grundlæggende friheder, der er sikret ved TEUF. Derudover udgør behovet for at sikre en effektiv skatteinddrivelse et tvingende alment hensyn, der kan begrunde en restriktion for den frie udveksling af tjenesteydelser.

På den baggrund forfulgte skatteordningen et legitimt formål, der var foreneligt med TEUF og som var begrundet i tvingende almene hensyn.

Skatteordningen var ligeledes ubestrideligt egnet til at sikre virkeliggørelsen af målet om bekæmpelse af skatteunddragelse. Det afgørende spørgsmål var, om den tredje forpligtelse i skatteordningen gik ud over, hvad der var nødvendigt for at nå dette mål.

Forholdsmæssighedsvurderingen af skatteordningen bestod i, om der ikke fandtes foranstaltninger, der var egnet til at opfylde målet om bekæmpelse af skattesvig og en korrekt opkrævning af denne skat fra skattemyndighedernes side, og som var mindre indgribende i den frie udveksling af tjenesteydelser, end den tredje forpligtelse.

Skatteordningen gjaldt samtlige leverandører af ejendomsformidlingstjenester, uden nogen sondring i forhold til eksempelvis størrelsen af de skatteindtægter, som leverandørerne årligt opkrævede. Domstolen mente ikke, at den tredje forpligtelse var proportional, idet skatteordningens to første forpligtelser allerede tog sigte på identificeringen af skattepligtige, der skulle betale skatten til skattemyndighederne samt sikring af indeholdelse ved kilden af denne skat. Yderligere havde den italienske lovgiver ikke givet mulighed for, at den fiskale repræsentant kunne være hjemmehørende eller etableret i en anden medlemsstat end Italien. De administrative vanskeligheder, som kunne opstå ved, at den fiskale repræsentant var hjemmehørende eller etableret uden for Italien, kunne ikke begrunde en hindring for en grundlæggende frihed i EU-retten.

På baggrund af ovenstående vurderede EU-Domstolen således ikke, at de italienske skattemyndigheders kontrol med overholdelse af deres forpligtelser, ikke kunne sikres ved midler, der var mindre indgribende i artikel 56 TEUF, end den tredje forpligtelse. Skatteordningens tredje forpligtelse var derfor i strid med artikel 56 TEUF om fri udveksling af tjenesteydelser og forbud mod restriktioner.

Hvis I måtte have spørgsmål til dommen eller generaladvokatens udtalelse, må I endelig tage kontakt til os.