Søg Close search

HjemIP Update | Q1 2021

IP Update | Q1 2021

Nyhedsbrevet omhandler et udvalg af de afgørelser og nyheder, der har været på det IP-retlige område i perioden fra den 16. december 2020 til den 15. marts 2021. Du kan læse om nyheder inden for markedsføringsret, ophavsret, varemærkeret samt patent- og brugsmodelret.
8. april 2021

Markedsføringsret

Elektronikkæde frifundet for overtrædelse af markedsføringsloven efter at have krævet højere pris for iPhones end annonceret

Forbrugerombudsmanden har i en pressemeddelelse af 17. december 2020 oplyst, at Elgiganten er blevet frifundet af Københavns Byret i en sag, hvor Forbrugerombudsmanden havde politianmeldt Elgiganten for vildledende markedsføring i forbindelse med at have annonceret et tilbud på en iPhone 6 for derefter at hæve prisen, inden kunderne havde mulighed for at benytte tilbuddet. Konkret havde Elgiganten markedsført en iPhone 6 til 4.595 kr. i en landsdækkende tilbudsavis. Tilbuddet var gældende den sidste uge i marts 2015, men inden da blev prisen hævet til 5.295 kr., hvorved kunder, der mødte op i Elgigantens butikker for at benytte tilbuddet, blev opkrævet 700 kr. mere i betaling for telefonen end oplyst i tilbudsavisen.

En sådan handelspraksis kan være forbudt i henhold til markedsføringslovens § 5, stk. 1 sammenholdt med § 8, idet erhvervsdrivendes handelspraksis ikke må indeholde urigtige oplysninger eller på anden måde vildlede gennemsnitsforbrugeren. Elgiganten begrundede prisstigningen med, at producenten, Apple, havde hævet prisen på den pågældende telefon, efter tilbudsavisen var blev trykt.

Københavns Byret frifandt Elgiganten med henvisning til, at Elgiganten ikke havde haft forudsætninger for at vide, at prisen ville ændre sig.

Forbrugerombudsmanden udtaler i den forbindelse, at dommen ikke er udtryk for, at virksomheder kan hæve prisen efter at have udsendt en tilbudsavis, men at det tages til efterretning, at der i den pågældende sag ikke var grundlag for at straffe Elgiganten.

Læs hele nyheden her.

Noella Wholesale ApS m.fl. frifundet for påstand om efterligning af ”Alimakka”-taske

Sø- og Handelsretten afsagde den 22. december 2020 dom i sagen BS-4318/2020-SHR mellem Núnoo ApS (”Núnoo”) og Noella Wholesale ApS m.fl. (”Noella”). Sagen angik, hvorvidt Noella ved salg og markedsføring af taskerne ”Caja” og ”Cecilia” havde krænket Núnoos rettigheder til tasken ”Alimakka” efter markedsføringsloven, samt om Noella havde misligholdt et af partnerne indgået forlig.

Parterne havde den 8. december 2018 indgået et forlig, hvorefter Noella skulle ophøre med salg og markedsføring af Caja og Cecilia taskerne, og Noellas restlager af taskerne skulle destrueres. Efterfølgende lancerede Noella nye modeller af taskerne under samme navn. Efter henvendelse fra Núnoo ændredes navnene til ”Celia” og ”Celina”. Núnoo mente imidlertid, at de nye tasker fortsat krænkede deres rettigheder til Alimakka-tasken, og at forliget derfor var misligholdt.

Det var ikke bestridt af Noella, at Alimakka-tasken nød beskyttelse mod meget nærgående og slaviske produktefterligninger efter markedsføringslovens § 3. Sø- og Handelsretten fandt imidlertid, at Noellas tasker adskiller sig kvalitets- og designmæssigt fra Núnoos Alimakka-taske på en sådan måde, at der ikke foreligger en overtrædelse af markedsføringslovens § 3. Derimod fandt Sø- og Handelsretten, at Noella har misligholdt forliget ved at have solgt dele af restlageret af Caja og Cecilia tasker i stedet for som aftalt at destruere dem.  På baggrund heraf frifandt Sø- og Handelsretten Noella for samtlige af Núnoos påstande med undtagelse af en forbudspåstand vedrørende salg og markedsføring af Caja og Cecilia taskerne. Sø- og Handelsretten fandt således, at Noella skal afholde sig fra at videresælge restlageret af Caja og Cecilia taskerne i henhold til det indgåede forlig, mens Noella lovligt kan markedsføre og sælge de nye taskemodeller.

Læs hele dommen her.

Markedsføring af banker i forbindelse med markedsføring af forbrugslånsvirksomhed og forbrugerkreditaftaler er som udgangspunkt ulovlig

Forbrugerombudsmanden har i en pressemeddelelse af 4. januar 2021 givet en bank forhåndsbesked om, at markedsføring af forbrugslånsvirksomheder og forbrugerkreditaftaler i forbindelse med markedsføring af spil på sociale og digitale medier overtræder forbuddet i markedsføringslovens § 11 b. Dog undtages markedsføring af boligkreditaftaler, jf. markedsføringslovens § 11 b, stk. 2.

Forbrugerombudsmanden udtaler, at det afgørende for, om bestemmelsen finder anvendelse, er, om markedsføringen af forbrugslånsvirksomheden/forbrugerkreditaftaler vises i forbindelse med markedsføring af spil eller spiludbydere. Det er ikke en overtrædelse af bestemmelsen, såfremt udbyderen af forbrugslånsvirksomheden/forbrugerkreditaftalen ikke kunne have forudset forbindelsen ved almindelig agtpågivenhed.

Læs hele nyheden her.

Sø- og handelsretten frifinder virksomhed efter strid om uberettiget ansættelse efter udlejningsperiode

Sø- og handelsretten afsagde den 11. januar 2021 kendelse i sagen BS-58343/2019-SHR mellem BIC Electric Sp. z o.o. m.fl. (“BIC m.fl.”) og MR Motech ApS m.fl. (“MR Motech m.fl.”).

Sagen omhandlede en aftale mellem BIC m.fl. og MR Motech m.fl. om installation af elevatorer. BIC m.fl. havde i den forbindelse udlejet en række medarbejdere henholdsvis fast og delvist til MR Motech m.fl., hvorefter en række af disse efterfølgende blev ansat af MR Motech m.fl.

BIC m.fl. gjorde krav gældende mod MR Motech på baggrund af markedsføringslovens § 3 om god markedsføringsskik for illoyalt at have ansat BIC m.fl.s medarbejdere, som havde kontakt til MR Motech under projektet. Spørgsmålet var, hvem der havde taget initiativ til ansættelsen, og hvorvidt MR Motech m.fl. faktisk havde handlet illoyalt.

Sø- og handelsretten lagde vægt på, at god markedsføringsskik i højere grad henviser til udnyttelse af forretningshemmeligheder, forhandlinger på skrømt eller lignende. På baggrund heraf fandt Sø- og Handelsretten, at ansættelse efter endt udlejningsperiode af medarbejdere fra et andet selskab ikke strider mod markedsføringslovens § 3, uanset hvem der tager initiativet.

Læs hele dommen her.

Influenter under 15 år må ikke reklamere for virksomheder på sociale medier

Forbrugerombudsmanden har i en pressemeddelelse af 18. februar 2021 oplyst, at en far til en mindreårig influent har handlet i strid med markedsføringsloven i forbindelse med, at hans 13-årige søn har reklameret for en virksomhed på sin YouTube-kanal, der administreres og overvåges af faren, hvorfor han var ansvarlig for reklamen.

Forbrugerombudsmanden vurderer, at det pågældende indhold på YouTube-kanalen er postet i erhvervsøjemed, og indholdet er derfor omfattet af markedsføringsloven.

Ifølge Forbrugerombudsmanden er det i strid med god markedsføringsskik, hvis forældre til børn under 15 år indgår aftaler med virksomheder om markedsføring på deres børns sociale profiler, som børnene efterfølgende reklamerer for. Endvidere var Forbrugerombudsmanden af den opfattelse, at en af videoerne, der var postet på YouTube-kanalen, indeholdt direkte købsopfordringer til børn, hvilket også er ulovligt. Endeligt fremgik det ikke af videoen, at der var tale om reklame, hvilket er i strid med forbuddet mod skjult reklame.

Forbrugerombudsmanden har understreget reglerne i markedsføringsloven over for faren og oplyst, at gentagen overtrædelse vil blive anset som alvorlig.

Læs hele nyheden her.

Direktør idømt ubetinget fængsel i 2 år og 3 måneder for bedrageri i form af abonnementsfælde

Forbrugerombudsmanden har i en pressemeddelelse af 19. februar 2021 oplyst, at Østre Landsret har idømt en direktør ubetinget fængsel i 2 år og 3 måneder for bedrageri i form af en såkaldt abonnementsfælde. En abonnementsfælde er et usædvanligt godt tilbud, som en forbruger kan få ved betaling af et lille beløb (ofte mellem 1-50 kr.), hvor det enten slet ikke eller kun med småt fremgår, at forbrugeren tilmeldes et abonnement i forbindelse med betalingen. Det var Forbrugerombudsmanden, der havde politianmeldt direktøren, og det er første gang, at en direktør idømmes fængsel for en abonnementsfælde i Danmark.

Direktøren havde bl.a. lavet en kampagne i 2015, hvor man kunne vinde en iPhone, hvis man betalte 5 kr. i levering. Det fremgik kun med småt nederst på siden, at man også blev tilmeldt et abonnement på 499 kr. månedligt, når man indtastede sine betalingskortoplysninger og betalte de 5 kr. Endvidere havde direktøren indgået aftaler om markedsføring med et antal såkaldte affiliate netværker, der indgik aftaler med affiliate publishere, som skulle skaffe kunder til iPhone-kampagnen på hjemmesiden, og flere af affiliate publishernes kampagner var falske og vildledende.

Østre Landsret fandt, at direktøren som annoncør og bestiller af markedsføringen bar det overordnede ansvar, også for affiliate publishernes kampagner. Ved strafudmålingen lagde Østre Landsret bl.a. vægt på, at ca. 8.000 forbrugere havde lidt et tab efter at være blevet lokket i abonnementsfælden, at der blev bedraget for 3,7 mio. kr., at kriminaliteten foregik i en periode på syv måneder, samt at kriminaliteten havde et organiseret og professionelt præg.

Østre Landsrets dom er udvalgt til Ugeskrift for Retsvæsen, men er ikke publiceret endnu.

Orifarm A/S dømt for illoyal markedsfortrængning af konkurrent ved salg af parallelimporteret og ompakket lægemiddel uden gyldig markedsføringstilladelse

Sø- og handelsretten afsagde den 9. marts 2021 dom i sagen BS-4549/2020-SHR mellem Glenmark Pharmaceuticals Nordic AB m.fl. (”Glenmark m.fl.”) og Orifarm A/S (”Orifarm”). Sagen angik Orifarms parallelimport og markedsføring af et receptpligtigt lægemiddel fra Glenmark m.fl., som Orifarm efter ompakning har solgt under det originale varemærke, Salmex. Nærmere bestemt angik sagen således, om Orifarm herved har handlet i strid med Glenmark m.fl.s EU-varemærke og originale markedsføringstilladelse til Salmex i Danmark.

Sø- og Handelsretten fandt det ikke godtgjort, at Orifarm har krænket varemærket Salmex ved sin parellelimport og ompakning. Sø- og Handelsretten lagde vægt på, at Orifarm havde underrettet Glenmark m.fl. om, at de ompakkede produkter ville blive udbudt til salg, samt at der ikke var grundlag for at statuere, at der ikke med underretningen er givet Glenmark m.fl. en rimelig frist til at reagere. Endvidere lagde Sø- og Handelsretten vægt på, at det ikke fandtes godtgjort, at det ompakkede produkts præsentationsmåde var af en sådan karakter, at den var skadelig for varemærket Salmex eller Glenmark m.fl.s. omdømme.

Derimod fandt Sø- og Handelsretten, at Orifarm har solgt de ompakkede produkter uden en gyldig markedsføringstilladelse, og at Orifarm derved har handlet i strid med god markedsføringsskik i form af illoyal markedsfortrængning af Glenmark m.fl. som sælger af det originale Salmex-produkt på det danske marked, jf. markedsføringslovens § 3, stk. 1. Sø- og Handelsretten lagde vægt på, at det produkt, som Orifarm markedsførte ikke stemte overens med det produkt, som indgik i Orifarms ansøgning til Lægemiddelstyrelsen og dermed i grundlaget for Orifarms markedsføringstilladelse, der senere blev suspenderet.

Sø- og Handelsretten frifandt derfor Orifarm for at have handlet i strid med Glenmark m.fl.s varemærkerettighed, mens Glenmark m.fl.s påstand om forbud mod Orifarms fortsatte udbud, salg og markedsføring af de ompakkede produkter blev taget til følge. Sø- og Handelsretten tilpligtede også Orifarm at betale 1 mio. kr. i erstatning til Glenmark m.fl. for den illoyale markedsfortrængning.

Læs hele dommen her.

Forbrugerombudsmanden politianmelder elselskab for ”falske” brugeranmeldelser på Trustpilot

Forbrugerombudsmanden har i en pressemeddelelse af 9. marts 2021 oplyst, at Forbrugerombudsmanden har politianmeldt elselskabet Norström (nu Fauna Energi) for at vildlede forbrugere ved at stå bag fem ”falske” brugeranmeldelser på anmeldelsesportalen Trustpilot. Det er første gang, at Forbrugerombudsmanden politianmelder en virksomhed for at stå bag ”falske” brugeranmeldelser på internettet.

Forbrugerombudsmanden har taget sagen op af egen drift, og politianmeldelsen sker på baggrund af en undersøgelse foretaget af Forbrugerombudsmanden, der viser, at brugeranmeldelserne fremstår som om, at de er skrevet af uvildige forbrugere uden tilknytning til eller interesse i Norström, selvom det ikke vurderes at være tilfældet. For eksempel er en af brugeranmeldelserne angiveligt skrevet af en person, der ikke eksisterer, mens en anden anmeldelse er skrevet af en person, der på tidspunktet for anmeldelsen var ansat hos en samarbejdspartner til Norström.

Fælles for de pågældende brugeranmeldelser er, at de alle giver Norström fem ud af fem mulige stjerner, hvilket står i kontrast til en stor andel af de øvrige brugeranmeldelser, der har anmeldt Norström med én eller to stjerner. Endvidere indeholder brugeranmeldelserne oplysninger om besparelser, som Forbrugerombudsmanden anser for usandsynlige.

Forbrugerombudsmanden har gjort Norström opmærksom de fem brugeranmeldelser, men Norström har ikke sikret, at brugeranmeldelserne efterfølgende er blevet fjernet fra Trustpilot. Derfor har Forbrugerombudsmanden nu politianmeldt Norström for vildledende markedsføring i medfør af markedsføringslovens § 5, stk. 1 og § 6, stk. 1, sammenholdt med § 8 samt § 9.

Ophavsret

Framing kan udgøre overføring til almenheden, når beskyttelsesforanstaltninger omgås

EU-Domstolen afsagde den 9. marts 2021 dom i sagen C-392/19 mellem VG Bild-Kunst (”VBK”) og Stiftung Preußischer Kulturbesitz (”SPK”). VBK er et tysk kollektivt forvaltningsselskab for ophavsrettigheder inden for billedkunst, og SPK er en tysk stiftelse for kulturarv. VBK har pligt til at udstede licenser på rimelige vilkår til anvendelse af de rettigheder, som de forvalter.

SPK havde søgt om en licens hos VBK til at anvende miniaturebilleder af VBKs katalog over værker på et websted. VBK afslog licensen, fordi SPK ikke ville acceptere et licensvilkår om at skulle iværksætte effektive tekniske foranstaltninger mod tredjemands framing af miniaturebillederne. Framing er på et websted at vise et element fra et andet websted, så det fremstår som om, at elementet er en del af det visende websted. Spørgsmålet, hvorvidt licensvilkåret var rimeligt, gik gennem flere tyske instanser og til den tyske forbundsdomstol, Bundesgerichtshof.

Bundesgerichtshof fandt, at rimelighedsvurderingen beror på, om det udgør overføring til almenheden, når et værk, som er frit tilgængeligt på ét websted, bliver indsat på tredjemands websted via framing, når det indsættes på en sådan måde, at man omgår beskyttelsesforanstaltninger mod framing, som rettighedshaveren har iværksat eller pålagt en licenstager at iværksætte. Bundesgerichtshof forelagde spørgsmålet for EU-Domstolen.

EU-domstolen fandt, at når en rettighedshaver ønsker at betinge en licens af, at der iværksættes beskyttelsesforanstaltninger mod framing, anses rettighedshaveren for at have givet en begrænset tilladelse til overføring til almenheden med det forbehold, at den del af almenheden, der kan tilgå værkerne, begrænses til brugerne af et bestemt websted. I sådanne tilfælde udgør tilrådighedsstillelsen på det oprindelige websted, og tilrådighedsstillelsen ved hjælp af framing forskellige overføringer til almenheden, da der i sidste tilfælde vil være tale om et ”nyt publikum”.

På den baggrund besvarede EU-domstolen spørgsmålet bekræftende med, at det udgør overføring til almenheden at indsætte ophavsretligt beskyttede værker, som med indehaverens tilladelse er stillet frit til rådighed for almenheden på et websted, på tredjemands websted vha. framing, når det indsættes således, at beskyttelsesforanstaltninger mod framing, som indehaveren har iværksat eller foranlediget iværksat, omgås.

Læs hele dommen her.

Varemærkeret

Tidspunkt for beregning af fortabelse af varemærkerettigheder som følge af manglende brug skal foretages på tidspunktet for fremsættelse af modkrav

EU-Domstolen afsagde den 17. december 2020 dom i sagen C-607/19 mellem Husqvarna AB (”Husqvarna”) og Lidl Digital International GmbH & Co. KG (”Lidl”). Lidl havde i perioden juli 2014 til januar 2015 solgt vandingssprøjter mv. Husqvarna havde imidlertid et tredimensionelt EU-varemærke på vandingssprøjter og krævede erstatning for krænkelse af deres varemærke.

Tvistens hovedsag, og de præjudicielle spørgsmål, som blev stillet af forbundsdomstolen i Tyskland, angik, om Husqvarna have fortabt retten til varemærket som følge af manglende brug i en sammenhængende periode på fem år, og i den forbindelse hvornår tidspunktet for beregningen skulle foretages. Spørgsmålet var, om det afgørende tidspunkt for beregningen af den sammenhængende periode vedrørende manglende brug skulle beregnes fra tidspunktet, hvor Lidl havde fremsat modkrav i september 2015 eller tidspunktet, hvor det sidste retsmøde for appeldomstolen havde fundet sted den 24. oktober 2017.

EU-Domstolen lagde vægt på, at hvis tidspunktet for beregningen skulle være ved det sidste retsmøde, ville det føre til uensartethed i EU-retten. Dette er tilfældet, hvis omfanget af varemærkebeskyttelsen i forbindelse med modkrav om fortabelse varierer afhængigt af medlemslandes processuelle regler. EU-Domstolen fremhævede, at den nationale domstol kun skulle tage sagen om modkrav til følge, hvis betingelserne for fortabelsen af rettigheden var opfyldt. Endelig blev det anført, at beregningen ikke må afhænge af varigheden af en national procedure.

EU-Domstolen fastslog dermed, at tidspunktet for beregning af fortabelse af varemærkerettigheder som følge af manglende brug skal foretages på tidspunktet for fremsættelsen af modkravet.

Læs hele dommen her.

EU-Domstolen fastholder retningslinjer for registrerede betegnelser med hensyn til produkters udseende

EU-Domstolen afsagde den 17. december 2020 dom i sagen C-490/19 mellem Syndicat interprofessionnel de défense du fromage Morbier (”Syndicat”) og Société Fromagère du Livradois SAS (”Société”). Syndicat havde sagsøgt Société med påstand om, at Société skulle ophøre med at producere en ost, der lignede den beskyttede oprindelsesbetegnelse ”Morbier”, som Syndicat havde retten til at producere. Det præjudicielle spørgsmål vedrørte, hvorvidt beskyttelsen af oprindelsesbetegnelser kun angår selve betegnelsen, eller om beskyttelsen ligeledes omfatter produkters udseende, der kan vildlede forbrugere omkring produktets reelle oprindelse.

EU-Domstolen fortolkede artikel 13, stk. 1, litra d, i forordning nr. 1151/2012 således, at bestemmelsen forbyder en gengivelse af et produkts kendetegn, såsom udseendet af selve produktet eller produktets emballage, der er omfattet af en beskyttet oprindelsesbetegnelse, når gengivelsen kan få forbrugeren til at tro, at produktet er omfattet af den omhandlede betegnelse.

Læs hele dommen her.

Internetudbyder pålagt at blokere for adgang til hjemmesiden eeltindia.com

Sø- og Handelsretten afsagde den 23. december 2020 kendelse i sagen BS-9735/2020-SHR mellem Sketchers U.S.A, Inc. II (”Sketchers”) og Telia Danmark, Filial af Telia Nättjänster Norden AB, Sverige (”Telia”). Sagen angik, hvorvidt Telia som internetudbyder kan pålægges at blokere for adgang til hjemmesiden eeltindia.com, idet siden krænker Sketchers varemærke- og ophavsrettigheder ved uberettiget udbud af Sketchers varer og anvendelse af selskabets reklamer mm.

Sø- og Handelsretten fandt, at betingelserne for at meddele forbud og påbud efter retsplejelovens §§ 413 og 414 var til stede, hvorfor Telia blev pålagt at blokere for hjemmesiden eeltindia.com. Sø- og Handelsretten lagde vægt på, at Telia medvirker til åbenlyse krænkelser af Sketchers varemærke- og ophavsrettigheder ved at formidle adgang til hjemmesiden. Endvidere lagde Sø- og Handelsretten vægt på, at Sketchers ret ville forspildes, hvis Sketchers blev henvist til at afvente en retlig afgørelse mod personerne bag hjemmesiden, herunder fordi de pågældende personer har skjult deres identitet, hvorfor det ikke har været muligt for Sketcher at identificere dem. Endeligt lagde Sø- og Handelsretten vægt på, at Sketchers har forsøgt at få hjemmesiden lukket på anden vis, samt at der under sagen ikke fremkom oplysninger om, at en blokering af hjemmesiden vil medføre stor ulempe eller store omkostninger for Telia.

Læs hele kendelsen her.

Midlertidige forbud ikke taget til følge på grund af passivitet

Sø- og Handelsretten afsagde den 12. januar 2021 kendelse i sagen BS-38353/2020-SHR mellem Verner Panton Design AG m.fl. (”Panton m.fl.”) og TAGWERC Unternehmergesellschaft (”Tagwerc”).  Sagen angik en anmodning fra Panton m.fl. om midlertidige forbud for Tagwerc mod brug af forskellige betegnelser, herunder betegnelsen ”PANTON”, baseret på påstået krænkelse af varemærkerettigheder og god markedsføringsskik.

Under bevisførelsen blev det konstateret, at Panton m.fl. og Tagwerc siden 2009 havde haft løbende drøftelser om deres uenigheder og om et eventuelt fremtidigt samarbejde. Sø- og Handelsretten lagde til grund, at drøftelserne havde omfattet spørgsmål om varemærkerettigheder og god markedsføringsskik i forhold til Tagwercs markedsføring og salg af Panton-produkter.

På den baggrund fandt Sø- og Handelsretten, at Tagwerc i forhold til anmodningen om midlertidige forbud havde udvist en sådan passivitet, at anmodningen allerede af denne grund ikke kunne tages til følge, jf. retsplejelovens § 413, stk. 1, nr. 3.

Læs hele kendelsen her.

Varemærke havde særpræg som følge af modsætningsforhold

EU-Domstolen afsagde den 20. januar 2020 dom i sagen T-253/20 mellem Oatly AB (”Oatly”) og EUIPO. Der var tale om en appelsag på baggrund af en tidligere afgørelse afsagt af EUIPO’s Board of Appeal. Tvisten omhandlede registreringen af varemærket ”IT’S LIKE MILK BUT MADE FOR HUMANS”, som oprindeligt blev afvist af EUIPO, der mente at varemærket manglede nødvendigt særpræg, jf.  artikel 7(1)(b) i forordning (EU) 2017/1001 om EU-varemærker (”varemærkeforordningen”).

EU-Domstolen fandt derimod, at benyttelsen af ordet ”but” fremhæver modsætningsforholdet i sætningen, hvorfor varemærket netop fik det særpræg, der er nødvendigt for godkendelse af registeringen af varemærket. Et vigtigt argument var, at varemærket henvender sig til de forbrugere, der mener, at komælk ikke er egnet som fødevare til mennesker, selvom mange mennesker drikker komælk. Dette medvirkede til, at varemærket fik det nødvendige kommercielle særpræg.

Læs hele dommen her.

Tysk leadvirksomhed er politianmeldt for konkurrencer i strid med varemærke- og markedsføringsloven

Forbrugerombudsmanden har i en pressemeddelelse af 4. februar 2021 oplyst, at Forbrugerombudsmanden har politianmeldt den tyske leadvirksomhed, Toleadoo, for uberettiget brug af varemærker og forretningskendetegn tilhørende Rema 1000, BabySam, Netto og Power i konkurrencer rettet mod danske forbrugere. Endvidere har Forbrugerombudsmanden anmodet de tyske myndigheder om at gribe ind over for konkurrencerne, der efter Forbrugerombudsmandens opfattelse er vildledende og i strid med det EU-retlige forbud mod urimelig handelspraksis.

Konkurrencerne kunne tilgås via annoncer på Facebook og Snapchat, og ifølge Forbrugerombudsmanen gjorde konkurrencerne brug af de danske virksomheders varemærker og forretningskendetegn på en sådan måde, at varemærkernes særpræg og renommé blev utilbørligt udnyttet, og konkurrencerne var egnet til at fremkalde forveksling med de danske virksomheders forretningskendetegn, jf. varemærkelovens § 4, stk. 2 og markedsføringslovens § 22.

Endvidere er Forbrugerombudsmanden af den opfattelse, at det samtykke til at sende markedsføring, som Toleadoo har forsøgt at indhente via konkurrencerne, ikke kan anvendes til at kontakte forbrugere lovligt med markedsføring. Forbrugerombudsmanden har derfor orienteret Toleadoo om, at det vil være i strid med forbuddet mod uanmodet henvendelse, hvis deltagere i konkurrencerne kontaktes med markedsføring, blot fordi de har deltaget i en konkurrence.

Toleadoo bestrider, at de har overtrådt varemærke- og markedsføringsloven, og straffesagen skal derfor afgøres af de danske domstole.

Patent- og brugsmodelret

Fresenius Kabi Deutschland GmbHs påstande om forbud og påbud vedrørende fremstilling, markedsføring og salg af lægemidlet Imraldi ikke fremmet

Østre Landsret afsagde den 16. februar 2021 kendelse i sag BS-31041/2019-OLR mellem Fresenius Kabi Deutschland GmbH (”Fresenius”) og Biogen (Denmark) Manufacturing ApS m.fl. (”Biogen m.fl.”).

Sagen angik, hvorvidt Fresenius kunne nedlægge forbud og påbud over for Biogen m.fl.s fremstilling, markedsføring og salg af det biosimilære lægemiddel, Imraldi, med henvisning til Fresnius’ EU-patent, der indeholdt en formulering med samme aktivstof og indholdsstoffer som Imraldi. I første instans havde Sø- og Handelsretten afsagt kendelse, hvor Fresenius påstande om forbud og påbud blev nægtet fremmet.

Østre Landsret tog for det første stilling til, om der forelå en forbenyttelsesret for Biogen m.fl. efter patentlovens § 4, stk. 1, og om denne således kunne være til hinder for Fresenius’ påstande om forbud og påbud. Her skulle det vurderes, om Biogen m.fl. erhvervsmæssigt havde taget produktet i brug inden patentansøgningen blev indleveret. Selvom forberedelseshandlinger kan være nok til at etablere en erhvervsmæssig brug, fandt Østre Landsret ikke, at det var tilfældet i den konkrete sag, da forberedelseshandlingerne, som Biogen m.fl. havde foretaget forud for patentansøgningen, ikke var sket i Danmark.

Østre Landsret tog for det andet stilling til, om patentet var ugyldigt som følge af utilladelig udvidelse efter patentlovens § 13, og om dette kunne være til hinder for Fresenius’ påstande om forbud og påbud. Her skulle det vurderes, om de træk ved opfindelsen, som kunne begrunde Fresenius’ påstande, var omfattet af patentkravene, som disse fremgik af patentansøgningen ved indlevering. Østre Landsret fandt i denne sammenhæng, at en fagmand inden for området ikke ville være i stand til udlede den kombination af træk fra patentansøgningen, der ville kunne danne grundlag for at fremme Fresenius’ påstande. På den baggrund fandtes Fresenius ikke at have sandsynliggjort den ret, der gjordes gældende.

Østre Landsret stadfæstede derfor Sø- og Handelsrettens kendelse, dog med en ændring i forhold til fordeling af sagsomkostninger.

Læs hele kendelsen her.

JUAL A/S m.fl. frifundet for påstand om markedsføring, produktion og salg af taginddækningselementer

Sø- og handelsretten afsagde den 26. februar 2021 dom i sagen BS-26238/2018-SHR mellem JUAL A/S (”Jual m.fl.”) og Per Poulsen Ejendomme ApS m.fl. (”Per Poulsen Ejendomme m.fl.”). Sagen angik navnlig, hvorvidt Juan m.fl. havde krænket Per Poulsen Ejendomme m.fl.s. patent DK/EP 1 088 948 ved markedsføring, produktion og salg mv. af taginddækningselementer indeholdende produkterne ”Fast Flash”, ”Perform” og ”Wakaflex”.

Sø- og Handelsretten fandt, at produkterne ”Fast Flash” og ”Perform” ikke var omfattet af patentet, mens der ikke forelå oplysninger, der gav grundlag for en anden konklusion for så vidt angår produktet ”Wakaflex”.

Sø- og Handelsretten lagde bl.a. vægt på, at produkterne primært må betegnes som plastiske, hvorfor produkterne ved brug bukkes på en sådan måde, at de permanent tilpasses f.eks. tagets overflade, mens det patenterede produkt indeholder et element af ”elastisk polymerfolie”, hvilket indebærer, at materialet efter en given påvirkning vender tilbage til udgangspositionen. Endvidere lagde Sø- og Handelsretten vægt på, at tilpasning af produkterne sker ved mekanisk påvirkning i form af tryk eller slag uden brug af klæbemiddel/lim, mens den tiltænkte anvendelse af det patenterede produkt forudsætter anvendelse af en lim.

På baggrund heraf fandt Sø- og Handelsretten, at Jual m.fl. ikke havde krænket Per Poulsen Ejendomme m.fl.s patent, hverken direkte, indirekte ved ækvivalens eller ved en middelbar patentkrænkelse efter patentlovens § 3, stk. 2. Jual m.fl. blev derfor frifundet.

Læs hele dommen her.

Tilmeld dig vores nyheder

Tilmeld dig Gorrissen Federspiels nyhedsservice og få faglige nyheder og invitationer til arrangementer direkte i din indbakke.

Tak for din tilmelding

Du er allerede tilmeldt