Søg Close search

HjemCOVID-19: To nye hjælpepakker på vej til danske medier

COVID-19: To nye hjælpepakker på vej til danske medier

1. april 2020

Kulturministeriet udsendte i går en pressemeddelelse med godt nyt til danske medier. Der er således to nye hjælpetiltag på vej, begge skræddersyet til danske medier: Det ene indebærer, at kravene til egenproduceret indhold for ikke-kommercielle lokalradio- og tv-stationer sænkes, således at flere lokale medier kan opnå støtte. Det andet hjælpetiltag styrker generelt danske skrevne mediers likviditet i form af, at udbetalinger af den samlede produktionsstøtte for 2020 på i alt 368,1 mio. kr. fremrykkes, således at udbetalingen vil ske allerede i april måned.

Det fremgår af pressemeddelelsen, at man iværksætter følgende initiativer:

Alle mediestøttemodtagernes likviditet styrkes ved, at hele mediestøtten for 2020 udbetales hurtigst muligt i én samlet rate frem for over tre rater i løbet af 2020. Samlet drejer det sig om, at medierne i april i én samlet rate får udbetalt 368,1 mio. kr. frem for 119,4 mio. kr. i redaktionel produktionsstøtte.

Der dispenseres for, at ikkekommercielle lokale tv-stationer, der modtager tilskud, hver uge som minimum skal udsende mindst to timers egenproduceret førstegangsudsendt programindhold. Der dispenseres også for, at ikkekommercielle lokale radiostationer skal udøve selvstændig programvirksomhed i form af 15 sendetimer pr. uge for at modtage det maksimale tilskud.

Disse to konkrete nye initiativer for mediebranchen supplerer de generelle hjælpepakker, som omfatter danske medier på lige fod med andre centrale aktører i samfundet. Man har således øjensynligt lyttet til de seneste dages massive kritik og meldinger om de helt særlige udfordringer, som danske medier står overfor i denne tid, herunder blandt andet betydelige tab af annonceindtægter.

Der er endnu ikke meldt noget konkret ud med hensyn til selve processen for at opnå udbetaling i én rate af den redaktionelle produktionsstøtte, henholdsvis dispensation fra kravene til egenproduceret indhold. Der er endvidere ikke meldt noget ud om dispensationens nærmere omfang og karakter. Om den redaktionelle produktionsstøtte er det værd at understrege, at der ikke er tale om nye penge, men blot en fremrykning af udbetalingen af hele mediestøtten for 2020.

Vi opdaterer, når der er nyt om processen, og bistår naturligvis med at få del i – og fordel af – disse to nye tiltag.

Der pågår desuden fortsat dialog mellem regeringen og de politiske partier om andre mulige tiltag på medieområdet. Også her følger Gorrissen Federspiel udviklingen tæt, og vi vil løbende orientere herom, ligesom vi naturligvis bidrager med råd og sparring om initiativerne samt overvejelser i øvrigt i anledning af krisen.

Tilmeld dig vores nyheder

Tilmeld dig Gorrissen Federspiels nyhedsservice og få faglige nyheder og invitationer til arrangementer direkte i din indbakke.

Tak for din tilmelding

Du er allerede tilmeldt