Søg Close search

HjemCOVID-19: Konkrete tiltag til håndtering af reduceret mandskabsbehov

COVID-19: Konkrete tiltag til håndtering af reduceret mandskabsbehov

Virksomheder oplever her og nu et markant fald i behovet for arbejdskraft, men hvilke muligheder har arbejdsgiveren for at sende medarbejderne hjem på kort og mellemlangt varsel?
16. marts 2020

I første omgang kan arbejdsgiveren pålægge de ansatte at holde deres restferie, der alligevel skulle afholdes senest 30. april, og/eller feriefridage. Restferie skal normalt varsles med 1 måned af arbejdsgiver. Samme varslingsregler gælder typisk for feriefridage. Varslet for restferie kan dog fraviges, hvis der er ”særlige omstændigheder”, der tilsiger det. Set i lyset af de seneste dages udmeldinger fra Statsministeren, vil der være tale om sådanne særlige omstændigheder, som omgående berettiger arbejdsgiveren til at tage disse virkemidler i brug, når der kan påvises betydelig nedgang i arbejdsmængden.

En hurtig løsning til at imødegå det reducerede mandskabsbehov her og nu vil derfor være at varsle eventuel restferie og feriefridage til omgående afholdelse eller til afholdelse med et kortere varsel end 1 måned. I forhold til feriefridage er det forudsat, at varslingsreglerne er som for restferie. Herved medvirker medarbejderne til at finansiere en del af omkostningerne, hvis de hjemsendes uden mulighed for at arbejde fra privaten.

Inden varslingen af ferie anbefaler vi, at der afholdes et ekstraordinært møde i samarbejdsudvalget, hvis I har det, og hvor udvalget orienteres om varsling af restferie/feriefridage med forkortet varsel.

Virksomheder kan imidlertid opleve, at medarbejderne allerede har brugt eksisterende restferie, eller planlagt denne, og/eller feriefridage, hvorfor den skitserede model ikke nødvendigvis løser problemet her og nu.

For så vidt angår timelønnede/ikke-funktionærer eksisterer der i så fald et andet oplagt alternativ, idet arbejdsgiveren på industriens område kan gøre brug af reglerne om arbejdsfordeling i Industriens Overenskomst. Herigennem vil arbejdsgiveren under visse omstændigheder have mulighed for at reducere medarbejdernes ugentlige arbejdstid samt løn.

Derudover har regeringen den 15. marts offentliggjort et nyt COVID-19 initiativ i form af en trepartsaftale om lønrefusion, som er særligt relevant for private virksomheder.

Netop reglerne om lønkompensation vil blive omtalt og behandlet i et nyhedsbrev, som Gorrissen Federspiel planlægger at udsende snarest. I dette nyhedsbrev fokuseres der nærmere på baggrunden for trepartsaftalen og betingelserne for ret til lønkompensation, herunder hvordan de private virksomheder helt konkret kompenseres.

Såfremt der måtte være spørgsmål af nogen art til ovenstående kan advokat Jacob Sand kontaktes.

Du kan holde dig opdateret om nyheder relateret til COVID-19 via vores nyhedsservice
Tilmeld dig her

Tilmeld dig vores nyheder

Tilmeld dig Gorrissen Federspiels nyhedsservice og få faglige nyheder og invitationer til arrangementer direkte i din indbakke.

Tak for din tilmelding

Du er allerede tilmeldt