Søg
Den 20. marts 2025 afsagde Højesteret en principiel kendelse, hvor fuldbyrdelse af en voldgiftskendelse afsagt af Shanghai Arbitration Commission blev afvist. Det er første gang, at § 39, stk. 1, nr. 1, litra b i voldgiftsloven – der svarer til artikel V(1)(b) i New York-konventionen – anvendes til at afvise fuldbyrdelse i Danmark. Kendelsen markerer et vigtigt skridt i fastlæggelsen af, hvad der måske er en skandinavisk standard for “due process” i forbindelse med meddelelse af voldgiftssager.
Højesteret lagde vægt på, at den indklagede part ikke havde modtaget behørig meddelelse om voldgiftssagen og derfor ikke havde haft mulighed for at fremføre sin sag – til trods for at meddelelsen var blevet sendt til partens senest kendte adresser og i overensstemmelse med instituttets regler. Det blev understreget, at det afgørende ikke er, om der er sket formel forkyndelse efter voldgiftsinstitutionens regler, men om den pågældende faktisk har modtaget meddelelsen. Højesteret fandt således, at det var irrelevant, at voldgiftsretten i Shanghai havde anset forkyndelsen for sket. I sin begrundelse henviste Højesteret til en tidligere (og faktisk den første af sin slags i Skandinavien) afgørelse fra den svenske højesteret (NJA 2010 s. 219), der ligeledes nægtede fuldbyrdelse af en voldgiftskendelse grundet manglende reel underretning. Dermed signalerer Højesteret en mulig skandinavisk standard for, hvornår “due process” er opfyldt i sager om fuldbyrdelse.
Dommen viser, at danske domstole foretager en selvstændig prøvelse af, om en part er blevet behørigt underrettet – og at bevisbyrden for manglende underretning kan være lempeligere, når der opstår rimelig tvivl, om parten reelt er blevet underrettet. Kendelsen har stor betydning for internationale virksomheder, som baserer sig på standardiserede voldgiftsklausuler og formelle meddelelsesrutiner i voldgiftssager. Den tydeliggør, at effektiv og faktisk underretning er afgørende for, at en kendelse senere kan fuldbyrdes i Danmark.