Close search

Hjem › Energi & Infrastruktur | Nyhedsbrev | Oktober 2026

Energi & Infrastruktur | Nyhedsbrev

Oktober 2026
29. oktober 2026

De nye regler for prioritering af nettilslutninger er trådt i kraft, og der er nu en højere grad af klarhed over de regler, der nu bestemmer både hvilke projekter der kan komme på elnettet og hvilke processer der gælder. I nyhedsbrevet samles op på status – samt udpeges spørgsmål vedr. nettilslutning, som fortsat er ubesvaret. Udover nettilslutningsproblemet indeholder nyhedsbrevet nyheder et nyt netfremskyndelsesområde, om ændringer i Gasforsyningsloven samt implementeringen af brintpakken og udvidelse af særrettigheder til både lokalsamfund og til naboer til elproduktionsanlæg. Derudover er der høringer om ændringer i reglerne om energiledelsessystemer mv. samt af 8 bekendtgørelser i forbindelse med implementeringen af EU’s direktiv om industrielle emissioner. Der er stillet et lovforslag der skal gøre det muligt at genanvende olie og gasinfrastruktur til lagring af Co2 og et lovforslag der hæver strafniveauerne for visse miljøovertrædelser.

Nye regler om prioritering af anmodninger om nettilslutning er trådt i kraft

Elforsyningslovens § 24 er ændret, så bestemmelsen nu giver ministeren hjemmel til at udstede bekendtgørelse med regler om prioritering af nettilslutningsanmodninger, prioriteringskategorier, introducere begrebet netvenlighed og åbner op for at der i visse situationer kan gives afslag på anmodninger om nettilslutning.

Den hjemmel har ministeren for klima, energi og forsyning udnyttet og har udstedt Bekendtgørelse nr. 892 om prioritering af kapacitet og afslag ved kapacitetsbegrænsninger i det kollektive elforsyningsnet. Bekendtgørelsen trådte i kraft den 19. oktober 2026 og kan læses her: Bekendtgørelse om prioritering af kapacitet og afslag ved kapacitetsbegrænsninger i det kollektive elforsyningsnet

Gorrissen Federspiel offentliggjorde den 16. oktober 2026 en artikel der gennemgår de nye regler, herunder de fire prioriteringskategorier, netvenlighedsbegrebet samt de regler der gælder i tilfælde af at en anmodning om nettilslutning afvises.

Artiklen er tilgængelig her: Prioritering af nettilslutninger – nye principper, ny regulering og nye spørgsmål – Gorrissen Federspiel

På nuværende tidspunkt er Energinet i gang med at gennemgå de mange nettilslutningsanmodninger, som har stået stille gennem den pause som Energinet har holdt siden marts i år, og hvor der ikke er blevet underskrevet nettilslutningsaftaler, hverken på transmissionsniveau eller store tilslutninger på distributionsniveau.

Energinet har oplyst, at de forventer at have gennemført den regionale kapacitetsvurdering og være klar til at informere projekter i kategori to (det vil sige vind, sol, elektrificeringsprojekter, PtX og CO2-fangst) om – og i givet fald hvornår – der er tilstrækkeligt kapacitet i nettet til at projekterne vil kunne blive nettilsluttet.

BESS projekter og andre energilagringsprojekter i kategori 3 og datacentre i kategori 4, forventer Energinet at kunne informere om eventuel kapacitetstildeling i november.

I Gorrissen Federspiels nyhedsbrev fra september 2026 orienterede vi om en afgørelse fra Forsyningstilsynet, der pålagde Energinet at indsende en metode dækkende Energinet nye system med modenhedsporte og specifikke krav til projekter i screening, modning og etableringsfasen. Forsyningstilsynet har – i en for Forsyningstilsynet usædvanlig hurtig proces – godkendt Energinets metoder herfor.

Gorrissen Federspiel følger udviklingen tæt.

Udpegning af netfremskyndelsesområde for Nyt elnet Aarhus – Aabenraa i høring

Energistyrelsen har den 21. oktober 2026 sendt et udkast til bekendtgørelse om udpegning af netfremskyndelsesområde til Nyt elnet Aarhus-Aabenraa i offentlig høring sammen med en tilhørende miljørapport. Udpegningen skal give Energinets projekt for en ny 400 kV-forbindelse mellem Trige ved Aarhus og Kassø ved Aabenraa adgang til en forenklet miljømæssig godkendelsesproces.

Se udkast til bekendtgørelsen her.

Baggrund

Netfremskyndelsesområder har deres grundlag i VE III-direktivet, som i dansk ret er gennemført ved VE-tilladelsesprocesbekendtgørelsen. Efter bekendtgørelsens § 32 kan klima-, energi- og forsyningsministeren udpege områder til fremskyndelse af net- og lagringsinfrastrukturprojekter, der er nødvendige for at integrere vedvarende energi i elsystemet, når udbygningen ikke ventes at få væsentlig indvirkning på miljøet, eller når  en sådan indvirkning kan afbødes eller kompenseres.

Med den politiske Aftale om hurtigere og mere effektiv udbygning af elnettet af 20. december 2024 blev tre projekter udvalgt til netfremskyndelse: (i) Ny Netstruktur til Nordjylland, (ii) Ny Elnet Aarhus-Aabenraa og (iii) Nyt Elnet Sydsjælland, Lolland og Falster. Udkastet for Nordjylland forventes i fornyet høring i november 2026, og udkastet for Sydsjælland, Lolland og Falster forventes i høring i slutningen af første kvartal 2027.[1]

Netfremskyndelsesområdet for den igangværende høring strækker sig fra Trige højspændingsstation i Aarhus Kommune til Kassø højspændingsstation i Aabenraa Kommune.

Området og projektet

Efter udkastets § 2 omfatter udpegningen blandt andet:

  • en ny dobbelt 400 kV-forbindelse mellem Kassø og Trige, som hovedsageligt etableres som luftledning, og hvoraf op til 30 km kabellægges;
  • tre nye 400 kV- og fem nye 150 kV-højspændingsstationer samt nye 150 kV-kabelforbindelser;
  • nedtagning af eksisterende 400 kV- og 150 kV-luftledninger samt hel eller delvis afvikling af eksisterende højspændingsstationer.

Hvad betyder udpegningen i praksis?

Udpegningen indebærer, at projekter i området, som overholder bekendtgørelsens regler, efter VE-tilladelsesprocesbekendtgørelsens § 33 undtages fra en række vurderinger:

  • miljøkonsekvensvurdering efter miljøvurderingsloven; og
  • visse væsentligheds- og konsekvensvurderinger i forhold til blandt andet Natura 2000-områder, habitatdirektivet og fuglebeskyttelsesdirektivet.

I stedet screener Energistyrelsen projektet efter § 34 for at vurdere, om det overholder de fastsatte regler og afbødende foranstaltninger, og om det med stor sandsynlighed vil medføre væsentlige uforudsete miljøpåvirkninger. Energistyrelsen godkender projektet, hvis screeningen viser, at reglerne og de afbødende foranstaltninger er overholdt, og at der ikke er stor sandsynlighed for væsentlige uforudsete skadelige virkninger. Screeningen skal gennemføres inden for 30 dage, og afgørelsen erstatter dermed den tilladelse efter miljøvurderingslovens § 25 eller den miljøscreening efter § 21, der normalt vil kræves for Energinets projekter.

Udpegningen medfører ingen arealmæssige reservationer eller begrænsninger. Plangrundlaget for projektet skal fortsat tilvejebringes ved et landsplandirektiv, og projektet skal fortsat have de miljømæssige tilladelser og dispensationer, som følger af særlovgivningen, for eksempel fra kommunerne.

Afbødende foranstaltninger

Udkastets bilag 2 fastsætter mere end 160 afbødende foranstaltninger for anlægs- og driftsfasen inden for bl.a. overfladevand, Natura 2000, bilag IV-arter, beskyttet natur, landskab, fredninger, kulturarv og jordforurening.

Kravene er i vidt omfang konkrete. For eksempel skal vandløb som udgangspunkt krydses ved styret underboring, og permanent inddragelse af § 3-beskyttet natur eller fredskov skal kompenseres med erstatningsnatur i mindst forholdet 1:2.

En række krav er dog formuleret som udgangspunkter eller med forbeholdet ”så vidt muligt”. Rækkevidden af disse krav vil derfor få betydning ved den senere screening, hvor Energinet efter udkastet til bekendtgørelsens § 4 skal dokumentere, at kravene er overholdt.

Udpegningen er omfattet af kravet om miljøvurdering af planer og programmer (SMV-vurdering), og den tilhørende miljørapport (se den her) træder i praksis i stedet for en projektspecifik miljøkonsekvensvurdering og danner grundlag for de afbødende foranstaltninger i bilag 2 til bekendtgørelsen.

Vil ordningen fremskynde udbygningen?

Formålet med netfremskyndelsesordningen er at fremrykke udbygningen af elnettet. Hvis bekendtgørelsen udstedes som foreslået, vil udpegningen af Aarhus-Aabenraa-strækningen kunne blive et konkret eksempel på, hvordan ordningen fungerer i praksis.

Med den forslåede udpegning vil projektet kunne godkendes gennem en screening på 30 dage i stedet for ved gennemførelse af en fuld miljøkonsekvensvurdering, hvis projektet overholder de fastsatte regler og afbødende foranstaltninger. Det vil potentielt kunne forkorte sagsbehandlingstiden sammenlignet med den almindelige proces.

Om ordningen reelt vil medføre en hurtigere udbygningen af elnettet, bliver spændende at se.

En udpegning vil ikke ændre på, at der fortsat skal vedtages et landsplandirektiv for projektet, og at projektet skal opnå øvrige miljømæssige tilladelser og dispensationer, som følger af særlovgivningen. Den forenklede miljøvurderingsproces vil derfor ikke stå alene, og den samlede tidsplan for projektet vil også afhænge af fremdriften i disse øvrige tilladelsesprocesser.

Høringsfristen er den 18. november 2026, og forventet ikrafttrædelse er ifølge høringsportalen den 8. januar 2027. Se høringsportalen her.

[1] Fremskyndelsesområder til udbygning af grøn energi

Lovforslag om ændring af gasforsyningsloven genfremsat med henblik på at gennemføre EU’s brint- og gasmarkedspakke

Lovforslaget lægger fortsat op til en minimumsimplementering af EU’s brint- og gasmarkedspakke, der blev fremsat tilbage i 2021 i regi af EU’s såkaldte ”Fit for 55” initiativ, og som består af en revision af både gasdirektivet og gasforordningen fra 2009. Lovforslaget følger dertil op på en række politiske aftaler.

Formålet med EU’s brint- og gasmarkedspakke er at skabe fælles europæiske retlige rammer til fremme af udbredelse af vedvarende og kulstoffattige gasser i et velfungerende indre marked og en dekarboniseret energisektor.

Lovforslaget er omfattende og formålet er bl.a. at indføre brint i EU-reguleringen i opbygning af et indre marked herfor.

Lovforslagets emner afspejler hovedemnerne i det omarbejdede gasdirektiv, som bygger på velkendte principper om markedsadgang og tredjeparters brug af gasinfrastruktur. Lovforslaget lægger derfor op til at implementere brint- og gasmarkedspakken, herunder nye regler om brintmarkedet, som ændringer til den gældende gasforsyningslov mv. og ikke som en ny hovedlov.

Lovforslaget indeholder en række nye regler om brintinfrastruktur og -marked, herunder regler om lige adgang til og udviklingsplaner for brintinfrastruktur.

Dertil indeholder lovforslaget nye opgaver til Forsyningstilsynet på brintområdet og et forbud mod langtidskontrakter om levering af fossil metangas efter 2049 m.v.

Lovforslaget lægger op til at implementere en række af de reviderede bestemmelser i gasdirektivet via bekendtgørelser, som lovforslaget giver hjemmel til.

Læs hele lovforslaget her.

Ud over lovforslaget er der vedtaget en politisk tillægsaftale, der har til hensigt at bane vejen for udvikling af en dansk brintsatsning. Tillægsaftalen ændrer centrale vilkår for Energinets kapacitetssalg og imødekommer en række bekymringer fra brintproducenterne. De får nu bl.a. bedre rammer for, at de kan modne deres projekter, reservere kapacitet og indgå støttekontrakter med EU og den tyske stat. Læs om aftalen på Energinets hjemmeside: Politisk tillægsaftale for brintrøret: Det betyder ændringerne for Energinets kapacitetssalg

Høring af to bekendtgørelser om tilslutning til brintsystemet og brintdistributionsselskabers systemplanlægning

Høringen vedrører udkast til to bekendtgørelser der begge nyudstedes med henblik på at implementere dele af gasdirektivet (EU 2024/1788 af 13. juni 2024).

  1. Udkast til bekendtgørelse om tilslutning til det sammenkoblede brintsystem. Bekendtgørelsen skal gennemføre dele af artikel 35, stk. 1-2, og artikel 3, stk. 4, i gasdirektivet. Derudover indebærer udkastet ændring af reglerne for omkostningsfordeling ved tilslutning.Artikel 35, stk. 1-2, i gasdirektivet, fastsætter at medlemsstaterne skal sikre, at der indføres en ordning for reguleret tredjepartsadgang til brintnet. Artikel 3, stk. 4, i gasdirektivet, fastsætter bl.a., at for tilslutning til nettet skal medlemsstaterne og de regulerende myndigheder sikre, at energivirksomheder er omfattet af gennemsigtige, forholdsmæssigt afpassede og ikke-diskriminerende regler, gebyrer og behandling.Omkostningsfordelingen ved tilslutning ændres, og vil indebære, at det eksplicit fremgår at den enkelte systembruger skal afholde omkostninger til etablering og drift af tekniske anlæg til sikring og måling af mængde, tryk og kvalitet, som den enkelte aktør giver anledning til – såkaldte direkte henførbare omkostninger
  2. Udkast til bekendtgørelse om brintdistributionsselskabers planer for det fremtidige behov for distributionskapacitet og systemudvikling m.v. Bekendtgørelsen skal gennemføre artikel 56 i gasdirektivet. De væsentligste materielle ændringer i udkastet til bekendtgørelse er:Den fælles plan skal være i overensstemmelse med Energinets langsigtede udviklingsplan, den såkaldte LUP, de EU-dækkende netudviklingsplaner for metangas og brint, og Danmarks Nationale Energi- og Klimaplaner.Distributionsselskaber skal fremover tage udgangspunkt i fællesscenariet, som udarbejdes af Energinet, jf. systemansvarsbekendtgørelsens kap 4, ved udarbejdelsen af den fælles plan for distributionskapacitet.Udviklingsplanen skal bl.a. indeholde oplysninger om den forventede udvikling i produktion og forsyning, samt forbruget, med brint, herunder oplysninger om kapacitetsbehov, både i mængde og varighed hos eksisterende og potentielle fremtidige systembrugere.

Der er høringsfrist den 4. november 2026.

Se høringsportalen her.

Læs høringsbrevet vedr. tilslutning til det sammenkoblede brintsystem her.

Læs høringsbrevet vedr. brintdistributionsselskabers planer for det fremtidige behov for distributionskapacitet og systemudvikling m.v. her.

Bekendtgørelserne forventes at træde i kraft den 1. januar 2027.

Høring over ændringer i bekendtgørelse om elhandelsvirksomheders opgaver og forpligtelser i forbindelse med levering af elektricitet til elkunder – ”billig strøm til naboer”

Energistyrelsen har sendt bekendtgørelse om elhandelsvirksomheders opgaver og forpligtelser i forbindelse med levering af elektricitet til elkunder i høring. Formålet er at implementere dele af Aftale om udbygningen af sol og vind på land af 10. oktober 2025.

Formålet med aftalen var så vidt muligt at fjerne unødige systemiske barrierer og øge hensyn til naboer og lokalsamfund, der kan påvirke realiseringen og hastigheden af de konkrete solcelle- og vindmøllerprojekter, der har lokal opbakning.

Bekendtgørelsesændringen indfører en model for “billig strøm til naboer”, hvor elhandelsvirksomheder kan levere elektricitet på gunstigere vilkår til husholdningsforbrugere, der bor tæt på vindmøller og solceller, uden at være forpligtede til at udbyde produktet i resten af netområdet.

De konkrete afstandskrav er følgende:

  1. 10 gange møllehøjde fra en vindmølle med en installeret kapacitet på 3 MW eller mere, eller
  2. 1 km fra et solcelleanlæg eller solcellepark med en installeret kapacitet på 500 kW eller mere.

Høringsfristen er 6. november 2026.

Se høringsportalen her.

Læs høringsbrevet her.

Bekendtgørelsen forventes at træde i kraft den 1. januar 2027.

Forslag til lov om ændring af lov om fremme af vedvarende energi (Udvidelse af salgsoptions-ordningen for store solcelleanlæg og tilpasning af rammerne for VE-ordningerne)

Lovforslaget har til formål at styrke hensynet til naboer og lokalsamfund i forbindelse med udbygningen af vedvarende energi ved at udvide salgsoptionsordningen.

Forslaget indebærer, at afstandsgrænsen for retten til salgsoption, hvorefter naboer under visse forudsætninger kan kræve at sælge deres ejendom til projektudvikleren, forhøjes fra 200 til 275 meter for naboer til solcelleanlæg med en kapacitet på 100 MW eller derover.

Den forhøjede afstandsgrænse foreslås at finde anvendelse for relevante anlæg, der endnu ikke har modtaget byggetilladelse ved lovens ikrafttrædelse.

Lovforslaget tilpasser desuden rammerne for VE-ordningerne og understøtter processen for og administrationen af VE-ordningerne, bl.a. gennem en øget informationsindsats.

Lovforslaget forventes at træde i kraft den 1. juli 2027.

Høringsfristen er udløbet, men høringsbrevet kan læses her.

Lovforslaget forventes at træde i kraft den 1. juli 2027.

Høring over ændring af bekendtgørelse om obligatoriske energiledelsessystemer og energisyn og klimasyn i visse virksomheder

Energistyrelsen har sendt udkast til bekendtgørelse om obligatoriske energiledelsessystemer og energisyn og klimasyn i visse virksomheder i høring.

Med bekendtgørelsen ændres:

  • Afgrænsningen af, hvornår virksomheder er omfattet, justeres gennem en ændret definition af virksomhedsbegrebet, der vil medføre, at virksomheder kan opgøre energiforbrug og drivhusgasudledninger enten på enhedsniveau (CVR-nummer) eller som en samling af enheder i en koncern.
  • Virksomheder skal opgøre deres energiforbrug og drivhusgasudledninger med afsæt i konkrete brændværdier og emissionsfaktorer, både når virksomhederne skal identificere deres forpligtelse, og når virksomheden skal have udføre energi- og klimasyn.
  • Kravet om, at virksomheder omfattet af krav om energisyn og klimasyn skal offentliggøre handlingsplaner, fjernes.

Ændringerne gennemføres med det formål at lette de omfattede virksomheders administrative forpligtelser.

Høringsfristen er den 6.november 2026.

Se høringsportalen her.

Læs høringsbrevet her.

Ændringerne forventes at træde i kraft den 1. januar 2027.

Høring af implementering af EU’s direktiv om industrielle emissioner

Høringen vedrører udkast til otte bekendtgørelser om miljøregulering af virksomheder, som følge af implementeringen af ændringerne i direktiv (EU) 2024/1785 til direktiv 2010/75/EU om industrielle emissioner (IE-direktivet). Syv af bekendtgørelserne er ændringer af eksisterende bekendtgørelser, mens én bekendtgørelse er ny.

Nedenstående eksisterende bekendtgørelser ændres som følge af implementeringen af IE-direktivet. Nogle af de væsentligste ændringer er følgende:

  • Bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomhed (Godkendelsesbekendtgørelsen) ændres mest gennemgribende. Blandt andet skal virksomheder på bilag 1 fremover have et miljøledelsessystem med omstillingsplan, emissionsgrænseværdier skal fastsættes i den strengeste ende af BAT-intervallerne, dispensationsreglerne skærpes og skal revurderes hvert 4. år, offentlighedens adgang til miljødata og inddragelse i beslutningsprocesser udvides, og bilag 1 og 2 udvides med nye listepunkter, bl.a. for batterifremstilling og brintelektrolyse.
  • Bekendtgørelse om standardvilkår i godkendelse af listevirksomhed (Standardvilkårsbekendtgørelsen) indeholder nye standardvilkår for eldrevne krematorieovne og tilpassede miljøledelseskrav for foderstofvirksomheder
  • Bekendtgørelse om anlæg, der forbrænder affald (Affaldsforbrændingsbekendtgørelsen) fastsætter nye krav til overvågning af emissioner.
  • Bekendtgørelse om begrænsning af visse luftforurenende emissioner fra store fyringsanlæg vedrører krav til underretning om dispensation til Miljøstyrelsen samt egenkontrol.
  • Bekendtgørelse om anlæg og aktiviteter, hvor der bruges organiske opløsningsmidler (VOC-bekendtgørelsen), hvorefter reglerne for væsentlige ændringer af bestående anlæg skærpes, så sådanne anlæg uden undtagelse skal behandles som nye anlæg.
  • Bekendtgørelse om anlæg, hvor der fremstilles titandioxid (Titandioxidbekendtgørelsen), hvor kravene til overvågning af emissioner og laboratoriers kvalitetssikring skærpes.
  • Bekendtgørelse om miljøkrav for mellemstore fyringsanlæg (MCP-bekendtgørelsen) indeholder en række præciseringer, herunder af reglerne om måling og regulering af O2-koncentrationer og hyppigheden af præstationskontrol for nød- og spidslastanlæg.

Som følge af det reviderede IE-direktiv udstedes desuden en ny bekendtgørelse om forældelse af erstatningskrav mod listevirksomheder m.fl. for skade på menneskers sundhed m.v. Bekendtgørelsen fastsætter en ny bestemmelse om erstatning og en særlig 3-årig forældelsesfrist for erstatningskrav for skade på menneskers sundhed.

Se høringsportalen her.

Læs høringsbrevet her.

Høringssvar kan afgives indtil 20. november 2026, og ændringerne forventes at træde i kraft den 1. februar 2027.

Forslag til lov om ændring af lov om anvendelse af Danmarks undergrund og lov om kontinentalsoklen og visse aktiviteter på søterritoriet

Lovforslaget er en genfremsættelse af et tidligere fremsat lovforslag, som bortfaldt pga. valgudskrivelse.

Lovforslaget indeholder regler om afvikling og genanvendelse af anlæg, installationer, boringer og brønde m.v. på undergrundsområdet, udvidelse af tilladelsesordningen for rørledninger på dansk kontinentalsokkelområde og søterritorium m.v.

Lovforslaget har til formål at skabe klare regler for genanvendelse og afvikling af anlæg, installationer, rørledninger, og anden infrastruktur på overfladen og i undergrunden, der har været anvendt i forbindelse med udnyttelse af undergrunden, herunder genanvendelse med henblik på CO₂-lagring.

De foreslåede regler følger op på aftalen fra juni 2022 om rammevilkår for CO₂-lagring i Danmark.

Det foreslås, at:

  • Anlæg m.v. skal kunne genanvendes betinget af klima-, energi- og forsyningsministens godkendelse.
  • Ansvaret for anlæg m.v. kan, og i visse tilfælde skal, overdrages til en anden rettighedshaver, hvis anlægget ønskes genanvendt.
  • Ministeren skal kunne fastsætte vilkår og nærmere regler om genanvendelse og afvikling.
  • Der i undergrundsloven fastsættes regler om godkendelse af afviklingsprojekter.

Lovforslaget har videre til formål at udvide tilladelsesordningen i kontinentalsokkelloven til også at gælde for rørledninger til transport af andre gasarter og væsker end kulbrinter. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet forventer at modtage ansøgninger om etablering af rørledninger til transport af CO2 og brint på dansk havområde inden for de nærmeste år.

Det genfremsatte lovforslag blev 1. behandlet den 20. oktober 2026.

Læs hele lovforslaget her.

Forslag til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse og lov om forurenet jord (skærpelse af strafniveauer for overtrædelse af regler i lov om miljøbeskyttelse, bortset fra regler om miljø-zoner og nulemissionszoner, og af regler i lov om forurenet jord)

Lovforslaget indeholder forslag til en generel skærpelse af strafniveauerne, herunder af de vejledende bødeniveauer, for alle overtrædelser af miljøbeskyttelseslovgivningen og jordforureningslovgivningen. Formålet er at sikre tydeligere og mere markante konsekvenser for overtrædelser.

Med lovforslaget lægges der op til, at bødeniveauet for overtrædelse af både miljøbeskyttelseslovgivningen og jordforureningslovgivningen som udgangspunkt fordobles i forhold til det gældende niveau. Ved manglende overholdelse af krav om anmeldelse, ajourføring af anmeldelse, miljøscreening eller miljøkortlægning, firedobles bøden.

Ved tilsigtet eller opnået økonomisk fordel forhøjes bøden som udgangspunkt med to gange den skønnede opnåede eller tilsigtede økonomiske fortjeneste eller besparelse. Kan fordelen ikke konfiskeres, forhøjes bøden i stedet med et beløb svarende til tre gange den opnåede økonomiske fordel.

For overtrædelser begået i erhvervsmæssig sammenhæng lægges der ved bødeudmålingen desuden vægt på virksomhedens størrelse, idet antallet af ansatte indgår som et kriterium.

Lovforslaget indeholder herudover en række ændringer, præciseringer og tilføjelser til de øvrige retningslinjer for straffastsættelse, herunder regler om forhøjelse af bøden ved andre skærpende omstændigheder end de ovenfor nævnte.

Lovforslaget er sat på dagsorden til 1. behandling den 3. november 2026 og forventes at træde i kraft 1. januar 2027

Læs hele lovforslaget her.