Søg
EU-statsstøtte skal som udgangspunkt anmeldes til Kommissionen og af Kommissionen godkendes som forenelig med det indre marked, før støtten kan tildeles. Det gælder for støtte, der opfylder følgende betingelser:
Covid-19 har medført udbetaling af enorme summer statsstøtte fra medlemslandene i EU til virksomheder udfordret af pandemiens følger.
Kommissionen har været hurtig til at godkende statsstøtte tildelt som følge af Covid-19 som forenelig med det indre marked. Som vi har beskrevet i tidligere nyhedsbreve, udstedte Kommissionen hurtigt nogle midlertidige rammebestemmelser for statslige foranstaltninger til støtte for økonomien under det nuværende Covid-19-udbrud, som medlemsstaterne kunne tilpasse støttetiltag efter for at opnå hurtig godkendelse fra Kommissionen. De midlertidige rammebestemmelser er blevet tilpasset flere gange og forlænget til udgangen af 2021.
Kommissionen har også godkendt statsstøtte uden for de midlertidige rammebestemmelser som forenelig med det indre marked efter TEUF artikel 107, stk. 2, litra b (støtte, hvis formål er at råde bod på skader, der er forårsaget af naturkatastrofer eller af andre usædvanlige begivenheder), artikel 107, stk. 3, litra b (støtte, der kan fremme virkeliggørelsen af vigtige projekter af fælleseuropæisk interesse eller afhjælpe en alvorlig forstyrrelse i en medlemsstats økonomi), og artikel 107, stk. 3, litra c (støtte til fremme af udviklingen af visse erhvervsgrene eller økonomiske regioner, når den ikke ændrer samhandelsvilkårene på en måde, der strider mod den fælles interesse).
Kommissionen har bl.a. godkendt en del statsstøtte til flyselskaber, som har været hårdt ramt af Covid-19-udbruddet. Det har medført en række klager over Kommissionsafgørelser. Nedenfor behandles Rettens nylige domme i sager indledt af Ryanair som følge af statsstøtte fra Sverige til visse luftfartsselskaber, statsstøtte fra Danmark og Sverige til SAS samt statsstøtte fra Finland til Finnair.
I forbindelse med Covid-19-udbruddet anmeldte Sverige i april 2020 en støtteforanstaltning, der bestod af en lånegarantiordning. Ordningen indebar støtte til alle de luftfartsselskaber, der pr. 1. januar 2020 var indehavere af den svenske licens til at udøve erhvervsmæssige aktiviteter på luftfartsområdet i medfør af en EU-forordning om fælles regler for driften af lufttrafiktjenester i Fællesskabet, med undtagelse af luftfartsselskaber hvis hovedvirksomhed består i at varetage charterflyvning med passagerer. Kommissionen fandt, at ordningen indebar statsstøtte. Kommissionen vurderede ordningen efter de midlertidige rammebestemmelser og fandt, at ordningen var forenelig med det indre marked efter TEUF artikel 107, stk. 3, litra b, om støtte, der kan afhjælpe en alvorlig forstyrrelse i en medlemsstats økonomi.
Luftfartsselskabet Ryanair anlagde sag med påstand om annullation af afgørelsen. Ryanair gjorde bl.a. gældende, at lånegarantiordningen ikke opfyldte betingelserne i TEUF artikel 107, stk. 3, litra b, samt at der var sket en tilsidesættelse af principperne om forbud mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet og om fri udveksling af tjenesteydelser. Derudover mente Ryanair bl.a., at Kommissionen havde undladt at afveje støttens gunstige virkninger over for dens negative indvirkning på samhandelsvilkårene og på opretholdelsen af en ufordrejet konkurrence.
Retten skulle herefter for første gang undersøge lovligheden af en statsstøtteordning, der blev godkendt for at imødegå følgerne af Covid-19-pandemien.
Retten frifandt Kommissionen og fastslog for det første, at lånegarantiordningen opfyldte betingelserne i TEUF artikel 107, stk. 3, litra b, da ordningen tilsigtede at afhjælpe en alvorlig forstyrrelse i Sveriges økonomi som følge af Covid-19, herunder de store negative virkninger på luftfartssektoren i Sverige.
Retten fandt også, at lånegarantiordningens begrænsninger til de nævnte luftfartsselskaber i Sverige var egnet til at afhjælpe de alvorlige forstyrrelser, samt at støtten var forholdsmæssig, idet støtten bidrog til hovedparten af den regelmæssige beflyvning af Sverige, der sikrede Sveriges forbindelsesmuligheder. Sveriges støtteordning gik således ikke ud over, hvad der var nødvendigt for at nå målet, hvorfor støtten opfyldte kravene i TEUF artikel 107, stk. 3, litra b.
Kommissionen kan ikke erklære statsstøtte, der tilsidesætter EU-rettens almindelige principper eller andre traktatbestemmelser, herunder ligebehandlingsprincippet, for forenelig med det indre marked. Retten fremhævede dog, at der kunne ske forskelsbehandling, såfremt kravene i en særbestemmelse inden for traktaternes anvendelsesområde var opfyldt. Retten fremhævede herefter, at princippet om forbud mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet ikke var tilsidesat, idet formålet med den omhandlede støtteordning opfyldte kravene i TEUF artikel 107, stk. 3, litra b, og at støtteordningen ikke gik ud over, hvad der var nødvendigt for at nå målet med støtteordningen.
I forlængelse af dette undersøgte Retten, hvorvidt princippet om fri udveksling af tjenesteydelser var tilsidesat. Retten fandt, at den frie udveksling af tjenesteydelser på transportområdet er underlagt en særlig retlig ordning, og at TEUF artikel 56 derfor ikke i sig selv finder anvendelse på luftfartsområdet. Retten forkastede anbringendet om begrænsning af den frie udveksling af tjenesteydelser og fandt, at Ryanair ligeledes ikke havde godtgjort, hvordan støtteordningen afskrækkede Ryanair fra fortsat at levere tjenesteydelser til og fra Sverige.
Til sidst forkastede Retten anbringendet om, at Kommissionen havde tilsidesat sin pligt til at afveje støttens virkninger på samhandelsvilkårene og opretholdelsen af en retfærdig konkurrence. Retten fandt, at TEUF artikel 107, stk. 3, litra b, i modsætning til, hvad der foreskrives i artikel 107, stk. 3, litra c, ikke kræver, at Kommissionen foretager en afvejning af støttens gunstige virkninger og dens negative indvirkning på samhandelsvilkårene og på opretholdelsen af en ufordrejet konkurrence, men alene at den efterprøver, om den pågældende støtteforanstaltning er nødvendig, passende og forholdsmæssig til at afhjælpe den alvorlige forstyrrelse i den pågældende medlemsstats økonomi. Retten fastslog også, at de midlertidige rammebestemmelser heller ikke kræver en sådan afvejning.
Retten frifandt samme dag Kommissionen i en lignende sag anlagt af Ryanair vedrørende en fransk støtteordning til luftfartsselskaber (sag T-259/20). Ved disse domme traf Retten for første gang afgørelse om statsstøtte i forbindelse med Covid-19. Begge domme er anket.
I april 2020 anmeldte Danmark en støtteforanstaltning, som bestod i en revolverende kreditfacilitet på 1,5 mia. svenske kroner, med henblik på at yde SAS en delvis kompensation for den skade, som fulgte af aflysning og omlægningen af flyselskabets flyvninger efter vedtagelsen af rejsebegrænsninger på grund af Covid-19-udbruddet.
Kommissionen godkendte støtten som forenelig med det indre marked efter TEUF artikel 107, stk. 2, litra b, om støtte, hvis formål er at råde bod på skader, der er forårsaget af naturkatastrofer eller af andre usædvanlige begivenheder.
Ryanair anlagde efterfølgende sag med påstand om annullation af Kommissionens afgørelse og gjorde bl.a. gældende, at Kommissionen havde tilsidesat kravet om, at støtte ydet i henhold til TEUF artikel 107, stk. 2, litra b, ikke havde til formål at afhjælpe skader, som blot en enkelt skadelidt har lidt, samt at støtteforanstaltningen ikke stod i forhold til den reelle skade, SAS havde lidt som følge af Covid-19-pandemien. Derudover gjorde Ryanair bl.a. gældende, at der var sket tilsidesættelse af principperne om ligebehandling og fri udveksling af tjenesteydelser samt brud på etableringfriheden.
Retten frifandt Kommissionen.
Retten fandt for det første, at statsstøtte ydet i henhold til TEUF artikel 107, stk. 2, litra b, kan have til formål at afhjælpe skader, der er forårsaget af en usædvanlig begivenhed, på trods af at støtten alene begunstiger en enkelt, individuel virksomhed og ikke afhjælper alle skader, som begivenheden har forårsaget. Danmark måtte således gerne udelukkende tildele statsstøtte til fordel for SAS og var ikke pålagt at yde støtte til alle personer, der led skade som følge af Covid-19.
Retten forkastede også Ryanairs anbringende om, at støtten ikke stod i forhold til den af SAS lidte skade. Retten fandt, at støtte i henhold til TEUF artikel 107, stk. 2, litra b, ikke må overstige de tab, som støttemodtagerne har lidt. Imidlertid var det ikke godtgjort, at det var muligt at udbetale en statsstøtte, der oversteg den skade, som SAS reelt led, bl.a. fordi opgørelsen af støtten var baseret på en tilstrækkelig beregningsmetode til vurdering af skaden, som kunne forhindre en risiko for eventuel overkompensation. Desuden havde Danmark givet tilsagn om, at der blev foretaget en efterfølgende vurdering af den faktiske skade, som SAS led, og om at sikre tilbagebetaling af eventuel overkompensation.
Ryanair gjorde også gældende, at Kommissionen burde have taget højde for den påståede konkurrencemæssige fordel for SAS som følge af støttens påståede diskriminerende karakter. Retten fandt dog, at med henblik på vurderingen af, om en støtte er forenelig med det indre marked, indbefatter den fordel, som støtten har givet støttemodtageren, ikke den eventuelle økonomiske fortjeneste, som modtageren eventuelt har opnået gennem udnyttelsen af fordelen. En sådan fortjeneste kan være forskellig fra den fordel, der udgør den nævnte støtte, eller endog vise sig at være ikke-eksisterende. Det kan ikke begrunde en anderledes vurdering af støttens forenelighed med det indre marked.
I forlængelse af dette forkastede Retten anbringendet om, at princippet om forbud mod forskelsbehandling skulle være tilsidesat. Retten udtalte, at en individuel støtte pr. definition kun begunstiger en enkelt virksomhed med udelukkelse af alle de andre virksomheder. En sådan individuel støtte indfører således på grund af sin art en forskelsbehandling, som dog er en iboende del af den nævnte foranstaltnings individuelle karakter. Hvis det gøres gældende, at den omhandlede individuelle støtte er i strid med princippet om forbud mod forskelsbehandling, rejses der i det væsentlige systematisk tvivl om enhver individuel støttes forenelighed med det indre marked alene som følge af dens iboende eksklusive og derfor diskriminerende karakter, selv om EU-retten tillader medlemsstaterne at yde individuel støtte, forudsat at alle de betingelser, der fremgår af TEUF artikel 107, er opfyldt. Princippet om forbud mod forskelsbehandling var ikke tilsidesat, fordi kravene i særbestemmelsen TEUF artikel 107, stk. 2, litra b, var opfyldt. Dette blev bl.a. understøttet af, at SAS havde den største markedsandel i Danmark, og at denne markedsandel var betydeligt større end markedsandelene for selskabets nærmeste konkurrent i Danmark.
Retten fandt desuden, at Ryanair ikke havde anført, hvorledes støtteforanstaltningens eksklusive karakter havde afskrækkende effekt på selskabets mulighed for at etablere sig i Danmark eller levere tjenesteydelser fra og til Danmark. Foranstaltningen kunne således ikke udgøre en hindring for etableringsfriheden eller den frie udveksling af tjenesteydelser.
Samme dag frifandt Retten Kommissionen i en lignende sag anlagt af Ryanair vedrørende statsstøtte fra Sverige til SAS.
Den svenske støtteforanstaltning bestod i en garanti for en revolverende kreditfacilitet på maksimalt 1,5 mia. svenske kroner til støtte for SAS. Ligesom den danske støtte til SAS tilsigtede Sverige at yde SAS en delvis kompensation for den skade, der følger af aflysningen eller omlægningen af selskabets flyvninger efter indførelsen af rejsebegrænsninger i forbindelse med Covid-19-pandemien.
Kommissionen havde også godkendt den svenske støtte som forenelig med det indre marked i medfør af TEUF artikel 107, stk. 2, litra b. Ryanair var uenig og indbragte afgørelsen for Retten.
Rettens dom i denne sag er på linje med dommen om den danske støtte til SAS.
I dommen om den svenske støtte fandt Retten desuden, at TEUF ikke er til hinder for, at artikel 107, stk. 2, litra b, og artikel 107, stk. 3, litra b, anvendes samtidigt, såfremt betingelserne i hver af disse bestemmelser er opfyldt, eksempelvis når de faktiske forhold og omstændigheder, der giver anledning til en alvorlig forstyrrelse i økonomien, er forårsaget af en usædvanlig begivenhed. Det var relevant, da den svenske stat havde vedtaget støtteforanstaltninger til fordel for luftfartsselskaber i medfør af TEUF artikel 107, stk. 3, litra b, og til fordel for SAS i medfør af TEUF artikel 107, stk. 2, litra b. Ryanair gjorde gældende, at det var en fejl, at støtteforanstaltningerne var godkendt i medfør af hver deres bestemmelse. Det var Retten uenig i.
I maj 2020 anmeldte Finland en støtteforanstaltning i form af en statsgaranti til fordel for det finske luftfartsselskab Finnair. Garantien skulle afhjælpe forstyrrelse i den finske økonomi og blev anmeldt med henblik på at bistå Finnair med at opnå et lån på 600 mio. EUR fra en pensionsfond. Garantien skulle dække 90 % af lånet og imødegå selskabets behov for driftskapital.
Kommissionen godkendte støtteforanstaltningen som forenelig med det indre marked i medfør af TEUF artikel 107, stk. 3, litra b, under henvisning til de midlertidige rammebestemmelser under Covid-19-udbruddet.
Luftfartsselskabet Ryanair anlagde sag med påstand om annullation af Kommissionens afgørelse. Ryanair gjorde bl.a. gældende, at støtte, der kun begunstiger en enkelt individuel virksomhed, ikke er egnet til at afhjælpe alvorlige forstyrrelser i en medlemsstats økonomi, og at Kommissionen havde undladt at afveje støttens gunstige virkninger over for dens negative indvirkning på samhandelsvilkårene og på opretholdelsen af en ufordrejet konkurrence. Ryanair gjorde bl.a. også gældende, at principperne om ligebehandling, fri udveksling af tjenesteydelser samt etableringsfrihed var tilsidesat.
Retten frifandt Kommissionen og fastslog bl.a., at det ikke kan kræves, at en støtteforanstaltning for gyldigt at kunne være støttet på TEUF artikel 107, stk. 3, litra b, i sig selv afhjælper en alvorlig forstyrrelse i en medlemsstats økonomi. Retten fandt også, at Kommissionen i fyldestgørende omfang havde godtgjort Finnairs betydning for den finske økonomi.
Retten fandt også, at hverken TEUF artikel 107, stk. 3, litra b, eller de midlertidige rammebestemmelser krævede en afvejning af støttens gunstige virkninger over for dens negative indvirkning på samhandelsvilkårene og opretholdelsen af en ufordrejet konkurrence.
Også her fandt Retten, at Kommissionen ikke kan erklære statsstøtte forenelig med det indre marked, hvis visse betingelser for støtten er i strid med andre traktatbestemmelser, herunder bestemmelserne vedrørende den frie udveksling af tjenesteydelser og etableringsfriheden. På samme måde kan Kommissionen ikke erklære en statsstøtte, der ved visse af sine gennemførelsesbestemmelser tilsidesætter EU-rettens almindelige principper, f.eks. ligebehandlingsprincippet, forenelig med det indre marked. Retten fandt dog heller ikke her, at princippet om forbud mod forskelsbehandling var tilsidesat. Eftersom støtteforanstaltningen opfyldte de betingelser, der er fastsat i TEUF artikel 107, stk. 3, litra b, kunne den ikke anses for at være en foranstaltning af ren økonomisk nationalisme som påberåbt af Ryanair.
Der forelå heller ikke en hindring af Ryanairs etableringsfrihed eller frie udveksling af tjenesteydelser. Også her fandt Retten, at Ryanair ikke havde anført, hvorledes støtteforanstaltningens eksklusive karakter havde afskrækkende effekt på selskabets mulighed for at etablere sig i Finland eller levere tjenesteydelser til og fra Finland.
Med disse domme har Retten taget stilling til foreneligheden med det indre marked af statsstøtte tildelt som følge af Covid-19, herunder fortolkningen af TEUF artikel 107, stk. 2, litra b, og artikel 107, stk. 3, litra b, samt disse bestemmelsers samspil med EU-regler om forskelsbehandling, fri udveksling af tjenesteydelser og etableringsfriheden. Det er langt fra sidste gang, at EU’s domstole skal tage stilling til sager herom.