Søg
Domstolen i Rom, Italien, afsagde den 20. juli 2022 dom i første instans i en sag om en NFT’s krænkelse af fodboldklubben Juventus’ varemærkerettighed.
Blockchainplatformen Blockeras havde markedsført en NFT, der viste et billede af den tidligere Juventusspiller Bobo Vieri iført en Juventus klubtrøje. Bobo Vieri havde godkendt brugen af sit eget billede, men der var ikke givet samtykke fra Juventus.
Juventus har registrerede varemærker for ordene “JUVE”, “JUVENTUS” og for den velkendte sort-hvid stribede klubtrøje.
Spørgsmålet var således, om Blockeras krænkede Juventus’ varemærkerettigheder. Blockeras mente, at der ikke var tale om en krænkelse, idet Juventus’ varemærke ikke var registreret i kvalifikationsklassen for virtuelle varer, der kan downloades.
Retten kom indledningsvist frem til, at Juventus’ varemærke i almindelighed er velkendt. Dernæst lagde retten til grund, at Blockeras havde anvendt Juventus’ varemærke i kommercielt øjemed og uden tilladelse.
Dernæst afviste retten Blockeras’ argument, idet det konkluderedes at Juventus’ varemærke ligeledes omfattede varer i Nice kvalifikationsklasse 9, der vedrører medier til download. Retten imødekom således Juventus’ anmodning om nedlæggelse af forbud.
Østre Landsret afsagde den 28. september 2022 kendelse i sagen BS-21467/2022-OLR mellem Victor Rackets Ind. Corp og Sports Group Denmark A/S (“Sports Group”) samt Forza Fighting Gear BV og EPC Alternative Source (“EPC”).
Tvisten i sagen angik, hvorvidt der var grundlag for at meddele EPC forbud mod at anvende ordmærket “FORZA” og dertilhørende figurmærker i relation til markedsføring af sportsudstyr og –tøj i Danmark. EPC er indehaver af det registrerede danske varemærke “FZ FORZA” og de registrerede EU-varemærker “FORZA” og “FZ”.
Sø- og Handelsretten havde tidligere afvist sagen som følge af manglende værneting i Danmark, hvilket Sports Group bestred og derfor kærede afgørelsen. Sagen for Østre Landsret omhandlede, hvorvidt der var værneting i Danmark for tvisten.
Østre Landsret fandt, i modsætning til afgørelsen fra Sø- og Handelsretten, at betingelserne i Bruxelles I-forordningens artikel 7, nr. 2 var opfyldte, og at der derfor var værneting i Danmark for tvisten. Ifølge forordningens artikel 7, nr. 2, kan en sag om erstatning uden for kontrakt behandles ved retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået eller vil kunne foregå. Indehaveren af et nationalt varemærke kan således anlægge sag om krænkelser begået på internettet i den EU-medlemsstat, hvori varemærket er registreret. Landsretten fandt endvidere, at Bruxelles I-forordningen ikke hindrer, at en ret i forbindelse med realitetsbehandling af en krænkelse af et nationalt varemærke tillige behandler spørgsmålet om, hvorvidt der er grundlag for at nedlægge et forbud som følge af krænkelse af EU-varemærker.
Østre Landsret ophævede derfor Sø- og Handelsrettens afgørelse og hjemviste sagen til realitetsbehandling.
Retten afsagde den 5. oktober 2022 dom i sagen T-502/21 mellem Philip Morris Products SA (“Philip Morris”) og EUIPO. Tvisten angik en anmodning om varemærkeregistrering for en illustration bestående af sorte og hvide linjer, der skaber en kontrastvirkning. Ifølge Philip Morris skaber linjerne ligeledes en optisk illusion af en fremadgående bevægelse. Varemærkeregistrering vedrørte varer i Nice kvalifikationsklasse 34 om tobaksvarer.
Ifølge varemærkeforordningens artikel 7(1)(b) er varemærker, som mangler fornødent særpræg, udelukket fra at blive registreret.
I denne sag afviste Retten, at illustrationen havde det fornødne særpræg, idet de sorte linjer ikke egnede sig til at fremhæve et kommercielt budskab, men nærmere ville blive opfattet som dekorative af den relevante målgruppe.
Retten stadfæstede følgeligt EUIPO’s afgørelse, om at afvise varemærkeregistreringen.
Retten afsagde den 5. oktober 2022 dom i sagen T-711/20 mellem PUMA SE (“PUMA”) og EUIPO.
Sagen handlede om, hvorvidt CMS Costruzione Macchine Speciali SpA’s (“CMS”) ansøgning den 21. december 2012 om registrering af varemærke af et logo krænkede PUMA’s allerede registrerede varemærke. Derudover angik tvisten, om der var begået sagsbehandlingsfejl i forbindelse med vurderingen af PUMA’s varemærkerettighed.
Sagen blev vurderet efter den gamle varemærkeforordning (forordning 207/2009), da varemærkeansøgningen blev indgivet i 2012, hvilket er før den gældende varemærkeforordnings (forordning 2017/1001) ikrafttrædelse.
Retten kom indledningsvist frem til, at bogstaverne “CMS” i det ansøgte varemærke udgjorde den dominante del af logoet. Det springende kattedyr var således kun af sekundær betydning.
PUMA mente, at CMS krænkede rettighederne til tre af deres allerede registrerede varemærker, hvorfor Retten foretog en individuel bedømmelse af hvert varemærke. Resultatet var ens i alle tre bedømmelser, idet Retten kom frem til, at der forelå ingen eller ringe grad af visuel, fonetisk og konceptuel sammenlignelighed mellem varemærkerne. Retten lagde særligt vægt på, at den relevante målgruppe opfattede bogstaverne “CMS” som værende den dominante del af varemærket.
Vedrørende sagens andet spørgsmål vurderede Retten, at EUIPO’s appelkammer fejlagtigt ikke havde inddraget alle relevante oplysninger i vurderingen af PUMA’s allerede registrerede varemærker hvad angår vurderingen af sagens to første varemærker. Retten annullerede følgeligt appelkammerets afgørelse og hjemviste sagen til fornyet bedømmelse for disse, men opretholdt EUIPO’s vurdering angående sagens tredje varemærke og afviste PUMA’s krav herved.
Retten afsagde den 12. oktober 2022 dom i sagen T-222/21 mellem Shopify Inc. (“Shopify”) og EUIPO. Sagen handlede om, hvorvidt Shoppi Ltd’s (“Shoppi”) ansøgning om registrering af varemærke for et logo med skriften “Shoppi”, krænkede Shopifys allerede registrerede varemærke “Shopify”.
Retten kom indledningsvist frem til, at den relevante målgruppe for varemærkerne hovedsageligt bestod af professionelle med et stort kendskab til den pågældende branche.
Det vurderedes dernæst, at varemærket “Shopify” ikke havde det fornødne særpræg, idet ordet “shop” var af beskrivende karakter, og at endelsen “ify” var af ringe betydning. Det blev ligeledes afvist, at “Shopify” havde opnået særpræg ved ibrugtagning af varemærket i Det Forenede Kongerige. Retten begrundende dette med, at vurderingen af ibrugtagningen af et varemærke i et givent geografisk område skal kunne påberåbes på det tidspunkt, hvor EUIPO træffer afgørelse om begæringen om ugyldighed. I nærværende sag traf EUIPO’s appelkammer afgørelse efter udløbet af overgangsperioden i forbindelse med Brexit, hvorfor Appelkammeret var forpligtet til ikke at tage hensyn til brugen af det ældre varemærke i Det Forenede Kongerige.
Efter en samlet vurdering kom Retten frem til, at der ikke forelå nogen risiko for forveksling mellem de to varemærker, idet der forelå en ringe grad af visuel sammenlignelighed og en gennemsnitlig grad af fonetisk og konceptuel sammenlignelighed.
Retten afsagde den 19. oktober 2022 dom i sagen T-275/21 mellem Louis Vuitton Malletier (“Louis Vuitton”) og EUIPO. Sagen handlede om, hvorvidt en begæring om ugyldighed af Louis Vuittons varemærke skulle opretholdes. Det centrale spørgsmål i sagen var, om det omtvistede varemærke efter registreringen havde fået fornødent særpræg for de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det var registreret, jf. varemærkeforordningens art. 7(3) og 59(2). Retten kom frem til, at Louis Vuitton ikke havde løftet bevisbyrden for, at varemærket havde opnået særpræg ved brug.
Det fremgik af sagen, at indehaveren af et varemærke, der ikke har et selvstændigt særpræg, skal påvise særpræg ved brug af varemærket. Hertil følger, at det opnåede særpræg skal påvises opnået på hele området og ikke kun på en væsentlig del eller størstedelen af Den Europæiske Unions område.
Det omtvistede varemærke bestod af et ternet mønster og havde ikke et selvstændigt særpræg, hvorfor ibrugtagningen skulle statueres på hele EU’s område.
Retten tog i sin vurdering udgangspunkt i de følgende lande, hvor Louis Vuitton ikke havde etableret fysiske butikker: Estland, Bulgarien, Litauen, Letland, Slovenien og Slovakiet.
Louis Vuitton mente, at der var opnået særpræg ved brug i de ovenstående lande, idet varemærket er et velkendt brand inden for luksussegmentet. Hertil fremlagde Louis Vuitton en række beviser, herunder oplysninger om online salg, marketingsstrategier og ekspertudtalelser, der skulle påvise ibrugtagningen i de respektive lande.
Retten kom efter en samlet vurdering frem til, at EUIPO’s appelkammer havde foretaget en fejlbedømmelse i forhold til ibrugtagningen af varemærket i Estland. For så vidt angår de øvrige lande stadfæstede Retten Appelkammerets afgørelse, idet bevisbyrden for ibrugtagningen ikke var løftet.
Retten lagde herved særligt vægt på, at det ikke var bevist, at forbrugere fra disse medlemsstater havde været udsat for det anfægtede varemærke i tilstrækkelig grad.
Det omtvistede varemærke havde således ikke opnået fornødent særpræg ved brug i alle Unionens medlemsstater, hvorfor indsigelsen mod begæringen om ugyldighed blev afvist.
Retten afsagde den 26. oktober 2022 dom i sagen T-273/21 mellem The Bazooka Companies Inc. (“Bazooka Companies”) og EUIPO. Sagen handlede om, hvorvidt Bazooka Companies’ varemærke kunne erklæres fortabt som følge af manglende brug, jf. varemærkeforordningens art. 58(1)(a). Det omtvistede varemærke forestillede nogle tredimensionelle sutteflasker og var registreret i Nice kvalifikationsklasse 30 vedrørende slik og konfekt. Sagen var anlagt på baggrund af, at EUIPO’s Appelkammer havde afvist en anke fra Bazooka Companies.
Bazooka Companies forklarede, at varemærket var taget i brug i overensstemmelse med varemærkeforordningens art. 18(1)(a), der tillader en vis grad af variation og tilpasning af et varemærke. Det var således op til Retten at vurdere, hvorvidt det registrerede varemærke og det markedsførte varemærke kunne anses som værende stort set ækvivalente.
Retten tog indledningsvist stilling til, hvorvidt varemærket havde særpræg, og kom frem til, at der forelå en gennemsnitlig grad af særpræg. Der blev lagt særligt vægt på, at der ikke er nogen logisk sammenhæng mellem varemærkets sutteflaskeform og den varemærkeklasse, som varemærket var registreret i.
På trods af, at sutteflaskerne var blevet markedsført i forskellige farver og påført skrift, vurderede Retten, at variationerne ikke væsentligt ændrede det registrerede varemærkes særpræg.
Retten annullerede derfor EUIPO’s Appelkammers afgørelse om afvisning af anken.
EU-Domstolen afsagde den 27. oktober 2022 dom i en præjudiciel forelæggelse fra den øverste finske domstol i sagen C-197/21 mellem SodaStream International BV (“SodaStream”) og MySoda Oy (“MySoda”). Sagen vedrørte særligt fortolkning af varemærkeforordningens art. 15, om undtagelsen til varemærkeindehaverens eneret, der tillader tredjemand markedsføring af et varemærke, som af indehaveren selv er markedsført inden for Det Europæiske Unions Samarbejdsområde (konsumptionsprincippet).
SodaStream producerer og sælger maskiner til tilsætning af kulsyre, der muliggør omdannelsen fra postevand til danskvand. MySoda sælger samme kulsyrebeholdere, der er kompatible med både selskabets egne tilsætningsmaskiner og SodaStreams tilsætningsmaskiner. I forbindelse med genpåfyldning af tomme beholdere havde MySoda påfyldt beholdere fremstillet af SodaStream. I den forbindelse blev de originale etiketter udskiftet med MySodas egne etiketter. SodaStreams indgraverede mærker var fortsat synlige.
Spørgsmålet var således, om MySoda ved at udskifte etiketterne havde krænket SodaStreams varemærkerettigheder. Indehaveren af et varemærke kan modsætte sig tredjemands markedsføring af varer, såfremt det godtgøres, at der foreligger en rimelig grund til at antage, at varernes tilstand er ændret eller forringet efter markedsføringen.
Retten kom frem til, at en varemærkeindehaver ikke kan modsætte sig tredjemands markedsføring af varer, hvor varerne er påført en anden etiket, samtidig med at det oprindelige varemærke fortsat er synligt. Dette forudsætter, at den nye etiket ikke får forbrugeren til at tro, at der er en kommerciel forbindelse mellem varemærkeindehaveren og tredjemanden.
Denne vurdering skal ske på grundlag af angivelserne på produktet, den nye mærkning samt den pågældende branches markedsføringspraksis og forbrugernes kendskab til denne.
Sø- og Handelsretten afsagde den 2. november 2022 dom i sagerne BS-37234/2022-SHR og BS-2608/2022-SHR mellem JABS Group A/S og Sparvinduer A/S (“JABS/Sparvinduer”) over for Klarvinduer ApS og Klarvinduer OÜ (“Klarvinduer”).
Sagens genstand var JABS/Sparvinduers påstand om Klarvinduers uberettigede brug af førstnævntes registrerede varemærker som Google AdWords i forbindelse med egen markedsføring af tilsvarende produkter. Ved brug af Google AdWords betalte Klarvinduer for at få sine annoncer vist i forbindelse med en Google-søgning på de pågældende varemærker.
For så vidt angår brugen af Google AdWords, indledte Sø- og Handelsretten med at henvise til EU-Domstolens afgørelse i forenede sager C-236/08 og C-238/08, Google AdWords. Denne dom fastslår, at det ikke i sig selv er retsstridigt at anvende en anden erhvervsdrivendes varemærke som Google AdWord for annoncer om produkter af samme art som dem, det pågældende varemærke er registreret for. Dette forudsætter, at en gennemsnitlig internetbruger klart kan differentiere mellem annoncørens og varemærkeindehaverens ydelser. Herefter er det nemlig ikke at se som et indgreb i varemærkets oprindelsesfunktion.
Sø- og Handelsretten fandt således, at der ikke kunne nedlægges et generelt forbud mod Klarvinduers brug af JABS/Sparvinduers varemærker som Google AdWords.
Sø- og Handelsretten fandt imidlertid ud fra en konkret vurdering, at det ved visse af Klarvinduers annoncer ikke var muligt for en gennemsnitlig internetbruger at gøre sig bekendt med, om annoncernes produkter hidrørte fra JABS/Sparvinduer eller Klarvinduer.
På baggrund heraf forelå en krænkelse af varemærkelovens § 4, stk. 1, såvel som markedsføringslovens §§ 3, stk. 1, og 22. Grundet denne risiko for forveksling samt utilbørlige udnyttelse af JABS/Sparvinduers anseelse, var der ikke tale om lovlig sammenlignende reklame, jf. markedsføringslovens § 21, stk. 2, nr. 4 og 7.
Herudover udtalte Sø- og Handelsretten også, at det ikke som udgangspunkt er i strid med hverken god markedsføringsskik eller varemærkeretten, at en erhvervsdrivende afholder sig fra at registrere sine konkurrenters varemærker som negative søgeord. Et negativt søgeord indebærer, at en søgning ved bestemte ord eller sætninger forhindrer visning af den erhvervsdrivendes annoncer.
Retten afsagde den 9. november 2022 dom i sagen T-610/21 mellem L’oreal og EUIPO. Tvisten handlede om, hvorvidt L’oreals ansøgning den 10. juli 2019 om registrering af varemærke for logoet “K K Water” krænkede intervenienten, APH’s, allerede registrerede varemærkerettigheder. Begge varemærker vedrørte varer i Nice kvalifikationsklasse 3 om hårprodukter.
Retten kom frem til, at EUIPO’s appelkammer fejlagtigt havde truffet afgørelse i overensstemmelse med intervenientens indsigelse.
Retten mente, at der ikke forelå nogen risiko for forveksling mellem de to varemærker, idet der højst forelå en ringe grad af visuel, fonetisk og konceptuel sammenlignelighed. Dette til trods for, at Retten vurderede at det allerede registrerede varemærke havde fornødent særpræg.
I den samlede vurdering lagde Retten særligt vægt på, at der var en væsentlig forskel mellem det fritstående, kursiverede bogstav “K” og bogstavet “K” i sammenhæng med ordene “K Water”.
Retten bemærkede, at såfremt man anerkendte en forvekslingsrisiko mellem disse to tegn, ville det de facto svare til at indrømme et monopol på et stort bogstav i alfabetet.
EU-Domstolen svarede den 17. november 2022 på en præjudiciel forelæggelse fra Sø- og Handelsretten angående parallelimport og ompakning af lægemidler.
Sagsøgerne i sagen var en række lægemiddelproducenter og varemærkeindehavere for disse lægemidler. Sagsøgte driver virksomhed med parallelimport til Danmark af de pågældende lægemidler.
Sagen vedrørte to typer af ompakning. I den første, ompakkede sagsøgte de importerede lægemidler i ny ydre emballage, hvorpå de placerede sagsøgernes respektive varemærker. I den anden, ompakkede sagsøgte i ny ydre emballage, hvorpå sagsøgernes varemærker ikke genanbringes, men hvor de i stedet placerede et nyt produktnavn inden lægemidlet blev markedsført i Danmark. Spørgsmålene for EU-Domstolen angik, hvorvidt artikel 15, stk. 2 i varemærkeforordningen medfører, at producenter af lægemidler kan modsætte sig parallelimportørers forskellige ompakninger af produkterne.
EU-Domstolen fandt, at indehaveren af et varemærke har ret til at modsætte sig, at en parallelimportør markedsfører et ompakket lægemiddel i en ny, ydre emballage, når udskiftningen efterlader tydelige spor på, at emballagen har været brudt, hvis dette skaber en stærk modstand hos en betydelig del af forbrugerne.
EU-Domstolen fandt endvidere, at direktiv 2001/83 om humanmedicinske lægemidler er til hinder for at en medlemsstat bestemmer, at parallelimporterede lægemidler principielt skal ompakkes i en ny, ydre emballage. Indehaveren af et varemærke må derfor fortsat udøve sin ret til at modsætte sig parallelimportørers ompakning, hvorpå varemærket er anbragt.