Søg
Sø- og Handelsretten afsagde den 21. april 2023 dom i sag BS-47585/2021-SHR mellem GODT SMIL HOLDING ApS (“Godt Smil”) og Tandlægerne Nord-Smil.dk Aalborg I/S, Tandlægerne Nord-Smil.dk Randers I/S og Tandlægerne Nord-Smil.dk Aarhus I/S (samlet “Nord-Smil”).
Sagen angik, hvorvidt Nord-Smil havde krænket Godt Smils varemærkerettigheder samt handlet i strid med markedsføringsloven ved at bruge søgeordene “godt smil” på Google.
Godt Smil har siden januar 2015 været indehaver af varemærket “Godt Smil”, hvilket giver eneret til brugen af ordmærket, jf. varemærkelovens § 4.
I august 2021 brugte Nord-Smil søgeordet “Godt smil” på Google, hvilket i praksis betød, at en googlesøgning på ordene “Godt smil Aalborg” linkede direkte til Nord-Smils klinik i Aalborg. Det samme gjorde sig gældende for søgningerne med klinikkerne i Aarhus og Rander.
Det var ubestridt af parterne i sagen, at resultaterne på Google, der var markeret som “Annonce”, var udslag for betalt markedsføring snarere end organiske eksponeringer.
På baggrund af det i sagen fremlagte materiale og skønsmandens udtalelse, fandt Sø- og Handelsretten, at der var sket uberettiget brug af Godt Smils varemærke i perioden fra juni 2021 til september 2021. Der blev lagt særligt vægt på, at der ved annonceringen var tale om en bevidst handling af en vis grovhed, og at der foreligger en branchekutyme om at angive konkurrenters navne som negative søgeord. Idet der alene er tale om en kutyme, kom retten frem til, at der ikke var grundlag for at påbyde Nord-Smil at foretage en negativ afgrænsning. Der kan kun fremsættes påbud, hvis en igangværende lovovertrædelse skal bringes til ophør.
Da det ikke fandtes tilstrækkeligt godtgjort, at Godt Smils varemærke havde opnået tilstrækkelig velkendthed, forelå der alene en overtrædelse af varemærkelovens § 4, stk. 2, nr. 1 og 2. I forlængelse af dette nedlagde Sø- og Handelsretten forbud mod at bruge Godt Smils varemærke som sket i perioden juni 2021 til september 2021.
Sø- og Handelsretten kom endvidere frem til, at Nord-Smils handlinger udgjorde en krænkelse af markedsføringslovens § 3, stk. 1 ved at vildlede forbrugerne og skabe en risiko for forveksling mellem de to tandklinikker.
Retten fastsatte en skønsmæssig erstatning og et rimeligt vederlag efter markedsføringslovens § 24, stk. 2 og 3, og rimeligt vederlag, erstatning og godtgørelse for ikke-økonomisk skade efter varemærkelovens § 43, stk. 1, nr. 1 og 2, jf. stk. 2, og stk. 3, til 100.000 kr.
Sø- og Handelsretten afsagde den 12. maj 2023 dom i sagerne BS-20899/2021-SHR og BS-30274/2022-SHR mellem Eico A/S (“Eico”) og to unavngivne sagsøgte, hvor den ene sagsøgte var et selskab og den anden sagsøgte var selskabets direktør (samlet “de sagsøgte”).
Sø- og Handelsretten begrænsede sagen til at handle om, hvorvidt de sagsøgte havde handlet i strid varemærkeloven og markedsføringsloven ved at have brugt Eicos registrerede varemærke “Eico”, da spørgsmålet om berettigelse af et tidligere nedlagt forbud skulle ske ved kære af afgørelsen, jf. RPL § 427, eller ved anmodning om ophævelse ved den ret, som bestemte forbuddet, jf. RPL § 426, stk. 5.
Eico, der solgte køkkenprodukter, fik i januar 2006 et registreret varemærke for ordmærket “Eico” i Nice-klassifikationerne 11, 20 og 37 vedrørende køkkeninstallationer. Det betyder, at Eico har beføjelse til at forhindre tredjeparter i at bruge varemærket i kommercielle sammenhænge jf. varemærkelovens § 4, stk. 2.
De sagsøgte anvendte flere gange navnet “Eico” og selve varemærkenummeret i tilknytning til salg og markedsføring på deres hjemmeside, hvorfor retten fandt, at der var tale om krænkelser af Eicos varemærkerettigheder. Anvendelsen af varemærket var egnet til at skabe forvirring om produkternes ophav hos forbrugeren, idet der blev skabt associationer mellem Eico og de sagsøgte. På den baggrund blev de sagsøgte forbudt at bruge Eicos varemærke og varenummer i forbindelse med salg og markedsføring af produkter i de ovenfor nævnte produktkategorier.
Vedrørende betalt annoncering på Google kom Sø- og Handelsretten frem til, at det ikke fandtes bevist, at de sagsøgte havde gjort brug af betalte AdWords. De sagsøgte blev frifundet for denne påstand.
Sø- og Handelsretten fastsatte et rimeligt vederlag og erstatning til 150.000 kr., som de sagsøgte hæftede solidarisk for. Ved beløbsudmålingen blev der lagt vægt på, at der var tale om en forsætlig overtrædelse af varemærkeloven og markedsføringsloven, samt at de sagsøgte havde haft en årlig omsætning på 18 mio. kr. for de i sagen omtalte køkkenprodukter.
Retten afsagde den 24. maj 2023 dom i sag T-2/21 mellem Emmentaler Switzerland og Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (“EUIPO”). Emmentaler Switzerland nedlagde påstand om annullation af afgørelse truffet den 28. oktober 2020 af EUIPO.
Den 4. oktober 2017 opnåede Emmentaler Switzerland en international registrering af ordmærket “Emmentaler” for varer, der henhører under klasse 29. Den 7. december 2017 blev den internationale registrering meddelt EUIPO, som den 9. september 2019 afviste registreringsansøgningen med henvisning til varemærkeforordningens artikel 7, stk. 1, litra b) og c) i samt artikel 7, stk. 2, der omhandler absolutte registreringshindringer. Afslaget blev begrundet med, at ordmærket var beskrivende for en type af ost.
Emmentaler Switzerland gjorde i sagen gældende, at ordmærket er et EU-kollektivmærke, som angiver den geografiske oprindelse for osten i henhold til varemærkeforordningens artikel 74, stk. 2. Emmentaler Switzerland mente endvidere, at det omstridte mærke ikke beskriver en egenskab ved netop denne type ost.
Vedrørende varemærkets beskrivende karakter anførte Retten, at den relevante kundekreds umiddelbart opfatter ordmærket “Emmentaler” som en betegnelse for en ostetype. Under sagen fremlagde EUIPO ordbogens definition på ordet “Emmentaler”, der ikke skriver noget om oprindelsen, men alene om typen.
Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt ordmærket er et kollektivmærke, bemærkede Retten, at artikel 74, stk. 2, i varemærkeforordningen fastsætter, at tegn eller angivelser, der i handlen kan fungere som betegnelse for de pågældende varers geografiske oprindelse, kan udgøre kollektivmærker, uanset bestemmelsen i forordningens artikel 7, stk. 1, litra c). Retten bemærkede imidlertid, at undtagelsen bør fortolkes snævert for at sikre en præcis anvendelse af bestemmelsen. Kun tegn, der betragtes som en angivelse af varernes geografiske oprindelse, vil være omfattet af denne undtagelse og nyde beskyttelse som kollektivmærke. Modsætningsvist kan tegn, der betragtes som en angivelse af varens art, beskaffenhed, mængde, anvendelse, eller andre egenskaber, ikke beskyttes som kollektivmærke.
Retten konkluderede på den baggrund, at “Emmentaler” ikke var beskyttet som et kollektivmærke og stadfæstede EUIPO’s afgørelse.