Sø- og Handelsretten afsagde den 14. november 2022 kendelse i sagen BS-21907/2022-SHR anlagt af Gimeg Nederland B. V. (“Gimeg”) mod Schou Company A/S (“Schou”) vedrørende Schous markedsføring og salg af gaslanternen Dangrill.
Gimeg nedlagde påstand om, at Schou forbydes at sælge og markedsføre eller på lignende måde udbyde deres gaslanterne på markedet.
Gimeg gjorde overordnet gældende, at Schou ved sit salg og sin markedsføring af lanternen havde krænket Gimegs ophavsret til Cosiscoop Original lanternen samt overtrådt markedsføringslovens § 3 om god markedsføringsskik.
Sø- og Handelsretten kom frem til, at det ikke var godtgjort, at Cosiscoop Original lanternen var et resultat af en selvstændig skabende indsats, som bærer præg af ophavsmandens identitet og er udtryk for en egen intellektuel frembringelse. Sø- og Handelsretten lagde i den forbindelse vægt på, at Cosiscoop Original lanternen er en variant af et enkelt, velkendt produkt, som var blevet fremstillet i mange varianter og med forskellige energikilder. Cosiscoop Original lanternen bestod af en sammenstilling af to cylinderforme, hvoraf den øverste cylinderform var fremstillet i et gennemsigtigt materiale. Denne sammenstilling vurderedes til at være velkendt, også før Gimegs introduktion af Cosiscoop Original lanternen.
På denne baggrund fandt retten, at Cosiscoop Original lanternen ikke havde værkshøjde og derfor ikke nød beskyttelse efter ophavsretsloven.
Sø- og Handelsretten tog dernæst stilling til, hvorvidt Schou havde handlet i strid med markedsføringslovens regler om produktefterligning.
Retten kom i den forbindelse frem til, at Cosiscoop Original lanternen havde, om end begrænset, det fornødne særpræg for at nyde beskyttelse på baggrund af den let genkendelige hank, samt at formen måtte antages ikke alene at være teknisk betinget. På baggrund af det begrænsede salg på ca. 100 stk. af lanternen i Danmark, samt at der ikke var fremlagt nærmere dokumentation for Gimegs markedsføringsindsats i Danmark ud over få skærmprint, kom Sø- og Handelsretten frem til, at Gimeg ikke var i besiddelse af en tilstrækkelig markedsposition på markedet for lanterner i Danmark. Dertil kom, at Dangrill lanternen ikke var en slavisk eller nærgående efterligning af Cosiscoop Original lanternen, og at der ikke var risiko for markedsmæssig forveksling mellem lanterne.
Retten fandt derfor, at Schou ikke havde handlet i strid med markedsføringslovens § 3.