Søg Close search

HjemNyhederOphavsret | Q1 2023

Ophavsret | Q1 2023

Erstatningssag om keramikstel mellem Bitz og Würtz er afgjort

Sø- og Handelsretten afsagde den 30. januar 2023 dom i sag BS-1370/2016-SHR og BS-28315/2022-SHR mellem K. H. Würtz v/Kasper Heie Würtz (“Würtz”) og F & H A/S, Christian Bitz samt Bitz A/S (“Bitz”).

Sagen vedrørte primært opgørelsen af Würtz’ krav på økonomisk godtgørelse, som følge af en tidligere afgjort sag mellem parterne i Østre Landsrets dom af 27. maj 2021. Østre Landsret afgjorde dengang, at Bitz havde krænket Würtz’ enerettigheder efter ophavsretslovens § 2 samt markedsføringslovens § 3 om god markedsføringsskik, ved 15 af sine Bitz-keramikprodukter.

Würtz nedlagde på baggrund af de konstaterede krænkelser påstande om vederlag, erstatning og godtgørelse på samlet lige under 40 mio. kr.

På den anden side nedlagde Bitz modpåstand om kompensation på 3 mio. kr.

Bitz mente, at Würtz havde overtrådt markedsføringslovens § 20 om vildledende, aggressiv eller utilbørlig handelspraksis, markedsføringslovens § 21 om sammenlignende reklame og/eller straffelovens § 267 om ærekrænkelse. Alt sammen som følge af karakteren af dele af mediedækningen af sagen og Würtz’ andel i denne.

Retten kom frem til, at der efter ophavsretslovens § 83, stk. 1, skulle tages udgangspunkt i, hvilket vederlag Würtz ville have haft krav på, hvis Bitz’ udnyttelse af Würtz’ værker var sket efter aftale. Vederlaget blev skønsmæssigt fastsat på baggrund af karakteren og omfanget af udnyttelsen til et rimeligt vederlag på 4 mio. kr. Retten fastsatte dertil yderligere erstatning for markedsforstyrrelse til 2,4 mio. kr., så den samlede erstatning udgjorde 6,4 mio. kr.

Vedrørende Bitz’ modpåstand om kompensation på 3 mio. kr., kom retten frem til, at Würtz’ udtalelser ikke kunne danne grundlag for ærekrænkelse efter straffelovens § 267. Set i lyset af sagen i øvrigt, var det yderligere ikke godtgjort, at Würtz havde overtrådt markedsføringsloven. Bitz’ påstand blev herefter ikke taget til følge.

Læs hele dommen

Lovforslag om ændring af ophavsretsloven er sendt i høring

Den 10. marts 2023 sendte Kulturministeriet et lovforslag til en ændringslov af ophavsretsloven i offentlig høring. Lovforslaget har til formål at implementere DSM-direktivet, som regulerer ophavsret og beslægtede rettigheder på det digitale indre marked. Forslaget indeholder bestemmelser, som sigter mod at regulere og afklare retsstillingen for både rettighedshavere og brugere af ophavsbeskyttet indhold.

Lovforslaget indeholder bestemmelser, der vedrører tekst- og datamining af ophavsbeskyttet indhold, som er en teknologisk teknik anvendt til træning af kunstig intelligens, der søger at finde mønstre i store datamængder. Der præsenteres to undtagelser til reglerne om rettighedshaverens eneret. Den ene undtagelse giver forsknings- og visse undervisningsinstitutioner adgang til at udføre tekst- og datamining uden rettighedshaverens samtykke, så længe det er til brug for offentlig forskning. Den anden undtagelse tillader tekst- og datamining til kommercielle formål, forudsat at rettighedshaverne ikke har forbeholdt sig brugen med passende midler.

Yderligere inkluderer lovforslaget bestemmelser, der sikrer, at undervisningsinstitutioner kan anvende beskyttede værker og materialer i deres undervisning, uden at opnå samtykke fra rettighedshaverne, hvis passende licenser ikke udstedes.

Endeligt indeholder forslaget bestemmelser om retsstillingen for kunstnere, der inkluderer passende vederlag, opdaterede oplysninger om værkets anvendelse, en aftalejusteringsmekanisme, udvidede kompetencer til Ophavsretslicensnævnet og en ret for kunstnere til at trække deres rettigheder tilbage fra erhververen.

Lovforslaget forventes at blive fremsat for Folketinget i maj 2023 for sidenhen at træde i kraft den 1. juli 2023.

Læs hele lovforslaget

Tilmeld dig vores nyheder

Tilmeld dig Gorrissen Federspiels nyhedsservice og få faglige nyheder og invitationer til arrangementer direkte i din indbakke.

Tak for din tilmelding

Du er allerede tilmeldt