Søg Close search

HjemNyhederDesignret | Q1 2023

Designret | Q1 2023

Cykelsadels underside kunne designbeskyttes

EU-Domstolen afsagde den 16. februar 2023 dom i en præjudiciel forelæggelse indgivet af den tyske højesteret i sag C-472/21 mellem Monz Handelsgesellschaft International mbH & Co. KG (“Monz”) og Büchel GmbH & Co. Fahrzeugtechnik KG (“Büchel”). Sagen vedrørte muligheden for designbeskyttelse af undersiden af en cykelsadel, særligt om denne er “synlig” ved “normal brug” af produktet i henhold til designdirektivet.

Büchel, en konkurrerende sælger af cykelprodukter, påstod, at Monz’ designregistrering ikke var gyldig, da designdirektivets præambelbetragtning nr. 12 stiller det som betingelse for beskyttelse af en del af et sammensat produkt, at designet er synligt under normal brug af produktet. Büchel mente ikke, at undersiden af en cykelsadel er synlig under normal brug, hvorfor designregistreringen ikke burde opretholdes.

Domstolen kom frem til, at en sadel til en cykel skal betragtes som en komponent af et sammensat produkt efter designdirektivets artikel 3, stk. 3. Ifølge Domstolen er det ikke et krav, at designet i sin helhed er synlig ved enhver anvendelse af det sammensatte produkt. Derudover skal synligheden for en udenforstående iagttager tages i betragtning ved vurderingen.

Ved “normal brug” skal der i henhold til designdirektivets artikel 3, stk. 4, forstås den endelige brugers anvendelse med udelukkelse af vedligeholdelse og reparation. Domstolen kom i den forbindelse frem til, at det ikke alene er hovedformålet med komponenten eller det sammensatte produkt, der skal tages i betragtning ved vurderingen af, hvad der udgør normal brug. Under den normale brug falder også de forskellige handlinger, der sker før og efter det primære formål med produktet.

Synligheden af undersiden af sadlen skulle derfor også vurderes i forbindelse med anden anvendelse end den primære brug, herunder transport og opbevaring. Undersiden af sadlen forekommer synlig i flere af disse situationer, f.eks. i det tilfælde cyklen løftes op og placeres på et cykelstativ.

Det er således muligt, at designregistreringen af cykelsadlens underside kan opretholdes, men det er op til den nationale ret at vurdere.

Læs hele dommen

Indehaverens alternative designs skal inddrages efter designforordningen

EU-Domstolen traf den 2. marts 2023 afgørelse i sag C-684/21 mellem Papierfabriek Doetinchem BV (“Papierfabriek”) og Sprick GmbH Bielefelder Papier- und Wellpappenwerk & Co. (“Sprick”), vedrørende præjudicielle spørgsmål indgivet af den regionale appeldomstol i Düsseldorf, Tyskland. De præjudicielle spørgsmål angik fortolkningen af designforordningens artikel 8, stk. 1 om design, der er bestemt af deres tekniske funktion.

Spricks påstand var, at Papierfabriek havde krænket Spricks rettigheder, der var knyttet til designet af en automat til indpakningspapir. Sprick er indehaver af et EF-design for en indpakningsanordning, hvortil Papierfabriek fremstillede og markedsførte konkurrerende produkter. Papierfabriek argumenterede derimod for, at designet alene var bestemt af det pågældende produkts tekniske funktion og at designrettigheden derfor ikke kunne opretholdes, jf. designforordningens artikel 8, stk. 1.

De præjudicielle spørgsmål i sagen gik for det første på, hvilken betydning det skulle tillægges, at indehaveren af designet også råder over designretten til et stort antal alternative design. For det andet ønskede den tyske appeldomstol oplyst, hvilken betydning det skulle tillægges, at formgivningen af et design muliggør flere farver, selv i det tilfælde, at den farvemæssige gengivelse ikke fremgår af designregistreringen.

EU-Domstolen fandt for det første, at det forhold, at indehaveren af det pågældende design ligeledes råder over designretten til et stort antal alternative design, skal indgå som et hensyn ved vurderinger efter designforordningens artikel 8, stk. 1. Det er dog ikke afgørende for anvendelsen af bestemmelsen.

Domstolen fandt dernæst for det andet, at der ikke skal tages hensyn til, at formgivningen af et produkt muliggør flere farver, hvis den farvemæssige gengivelse ikke fremgår af registreringen af det pågældende design. En sådan mulighed skulle efter Domstolens overbevisning, anses for en subjektiv karakter, når den ikke fremgik af designregistreringen.

Læs hele dommen

Tilmeld dig vores nyheder

Tilmeld dig Gorrissen Federspiels nyhedsservice og få faglige nyheder og invitationer til arrangementer direkte i din indbakke.

Tak for din tilmelding

Du er allerede tilmeldt