Søg
I en vejledende udtalelse af 7. januar 2020 har Finanstilsynet ændret sin tidligere praksis, ifølge hvilken kreditinstitutter som udgangspunkt ikke har været berettiget til at videregive fortrolige kundeoplysninger ved salg af misligholdte fordringer. Finanstilsynet udtaler nu, at et kreditinstituts videregivelse af nødvendige og relevante kundeoplysninger i forbindelse med et salg af misligholdte fordringer – efter en konkret vurdering – vil være berettiget.
En finansiel virksomhed må ikke uberettiget videregive fortrolige oplysninger (lov om finansiel virksomhed § 117, stk. 1, LBK nr. 937 af 06/09/2019). Ved fortrolige oplysninger forstås som udgangspunkt alle oplysninger, medmindre disse er offentligt tilgængelige.
Ifølge Finanstilsynets tidligere praksis var kreditinstitutterne derfor ikke berettiget til at videregive fortrolige kundeoplysninger i forbindelse med salg af misligholdte fordringer, medmindre videregivelsen skete som led i frasalg af en forretningsafdeling, bestemt forretningsaktivitet eller filial. Finanstilsynet har herved i flere afgørelser lagt vægt på, at det alene har været i et kreditinstituts interesse, at fordringerne blev videresolgt og dermed oplysningerne videregivet.[1]
Kreditinstitutternes adgang til at overdrage misligholdte fordringer har således været betydeligt indsnævret. En væsentlig årsag hertil er også, at oplysninger i fogedretsprotokollen ikke længere er offentligt tilgængelige.
Der har eksisteret en konkurrencemæssig skævhed, da danske filialer af kreditinstitutter beliggende i et andet EU/EØS-land ikke er omfattet af de snævre begrænsninger, og derfor i videre udstrækning har kunnet overdrage misligholdte fordringer.
På denne baggrund – og efter dialog med blandt andet Finans Danmark – har Finanstilsynet valgt at ændre sin tidligere praksis om videregivelse af kundeoplysninger.
Det er nu Finanstilsynets vurdering, at det vil være en berettiget videregivelse af fortrolige kundeoplysninger, hvis et kreditinstitut – efter en konkret vurdering – videregiver relevante og nødvendige kundeoplysninger i forbindelse med et salg af misligholdte fordringer.
Der skal foretages en interesseafvejning, og Finanstilsynet lægger herved vægt på, at kreditinstitutter forfølger et legitimt formål ved at afhænde låneporteføljer med misligholdte fordringer, da inddrivelse af gæld ligger uden for et kreditinstituts kerneforretning, og da kreditinstitutterne påføres omkostninger ved ikke at kunne sælge sine misligholdte fordringer.
Finanstilsynet anfører desuden, at tavshedspligten er tiltænkt at beskytte sædvanlige kundeforhold. En kunde kan ifølge Finanstilsynet ikke have en berettiget forventning om, at det fortrolighedsforhold, der består under en fordrings normale afvikling, også består ved misligholdelse af en fordring.
På baggrund af ovennævnte konkluderer Finanstilsynet, at et kreditinstituts interesse i at videregive fortrolige kundeoplysninger for at kunne sælge misligholdte fordringer overstiger kundernes forventning om hemmeligholdelse af disse oplysninger.
Det bemærkes i den forbindelse, at tavshedspligten følger oplysningerne. Modtageren af fortrolige kundeoplysninger pålægges derfor samme tavshedspligt som kreditinstituttet (lov om finansiel virksomhed § 117, stk. 1, jf. § 117, stk. 2, LBK nr. 937 af 06/09/2019).
Kundeoplysningerne skal være nødvendige og relevante for køberen af de misligholdte fordringer i forhold til den videre inddrivelse af gælden. Det vil bero på en konkret vurdering, hvilke oplysninger der er berettiget at videregive, men typisk vil det være almindelige kundeoplysninger, herunder navn, adresse og fødselsdato, gældsbreve, herunder hovedstol, tidspunktet for lånets optagelse samt lånevilkår. Endvidere kan oplysninger om kontoudtog, rentetilskrivninger og lignende være omfattet.
Oplysninger om den oprindelige kreditvurdering af kunden, der lå til grund for ydelsen af lånet, vil ifølge Finanstilsynet sjældent være nødvendigt eller relevant at videregive til køberen af de misligholdte fordringer.
Praksisændringen gælder ved salg af misligholdte fordringer.
Ifølge Finanstilsynet er en fordring misligholdt, når kunden ikke rettidigt har betalt sin pligtige ydelse på lånet i form af renter, påløbne gebyrer og eventuelle afdrag, og når kreditinstituttet forgæves har forsøgt at inddrive efter de almindelige regler i dansk ret, herunder via rykkerskrivelser og fogedretten.
Det er Finanstilsynets opfattelse, at en fordring ikke er misligholdt, såfremt der er indgået en afdragsordning med låntager, eller der eksisterer en aktiv betalingsaftale.
Der kan være forskellige opfattelser af, hvornår en fordring er misligholdt, herunder om en inddrivelse gennem fogedretten altid bør være et krav herfor, særligt når oplysningerne i fogedretsprotokollen ikke længere er offentligt tilgængelige. I et voksende og fortsat dynamisk marked gengiver ovennævnte Finanstilsynets opfattelse af 7. januar 2020.
Aktørerne på markedet for køb og salg af misligholdte fordringer har længe efterspurgt en praksisændring fra Finanstilsynet. Denne er nu kommet.
Praksisændringen betyder, at danske kreditinstitutter får bedre muligheder for at sælge misligholdte fordringer og tillige sidestilles med danske filialer af finansielle virksomheder hjemmehørende i andre EU/EØS-lande. Praksisændringen er til gavn for potentielle købere af misligholdte fordringer, herunder inkassovirksomheder og kreditservicevirksomheder.
Finanstilsynets vejledende udtalelse af 7. januar 2020 kan læses her.
[1] Se eksempelvis Finanstilsynets afgørelse af 15. oktober 2003, som Erhvervsankenævnet stadfæstede ved kendelse af 18. februar 2005 (j.nr. 03-235.101).