Ny EU-lovgivning kan øge fokus på virksomhedernes grønne markedsføring og problemet med greenwashing. Et forslag fra Europa-Kommissionen indeholder ændringer til direktivet om urimelig handelspraksis og direktivet om forbrugerrettigheder for at styrke forbrugerne i forbindelse med den grønne omstilling gennem bedre beskyttelse mod urimelig handelspraksis og bedre information. Sideløbende hermed vil EU-direktivet om bæredygtighedsrapportering (CSRD) øge omfanget og gennemsigtigheden af virksomheders miljø- og samfundsmæssige påvirkning. Direktivet forpligter virksomheder til at offentliggøre data, som bedre vil gøre det muligt at undersøge en virksomheds grønne påstande.