Søg
Forbrugerombudsmanden har i en pressemeddelelse af 16. september 2020 oplyst, at en dansk influent har betalt en bøde på 60.000 kr. for i en periode fra marts 2017 til december 2018 at have postet 17 kommercielle opslag, som ikke var tilstrækkeligt markeret som reklame. Den danske influent er en af de 37 influenter, som tilbage i 2019 blev politianmeldt af Forbrugerombudsmanden efter en større undersøgelse af opslag på sociale medier.
Opslagene blev lagt op på influentens blog samt på Instagram og omhandlede blandt andet skønhedsbehandlinger, restaurantbesøg og tøj- og skomærker. På Instagram var opslagenes kommercielle indhold markeret med ”#Ad”, ”#spons” eller ”#GAW”, og på influentens blog var opslagene i flere tilfælde alene markeret i slutningen af indlægget samt i ét enkelt tilfælde slet ikke markeret.
Forbrugerombudsmanden vurderede, at influenten er erhvervsdrivende i markedsføringslovens forstand. Influenten har derfor et selvstændigt ansvar for at sikre, at det tydeligt fremgår, hvis et opslag indeholder kommercielle budskaber. Forbrugerombudsmanden fandt, at de anvendte reklamemarkeringer er utilstrækkelige, og influenten havde dermed handlet i strid med markedsføringslovens § 6, stk. 4.
Læs hele nyheden her.
Forbrugerombudsmanden har i en pressemeddelelse af 22. september 2020 oplyst, at to netbutikker er blevet politianmeldt for at gøre brug af vildledende markeringsføring på deres hjemmesider. Sagen drejede sig om Noodle Firm ApS og Nordisk-Import ApS, som har gjort brug af samme forretningskoncept på deres hjemmesider, hvor kunder automatisk tilmeldes et løbende abonnement ved køb af produkter. Virksomhederne har anvendt de betalingskortoplysninger, som kunderne indtaster ved køb af produkter på hjemmesiderne, til efterfølgende at trække månedlige abonnementsbetalinger på henholdsvis 69 kr. og 89 kr.
Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at forbrugerne ikke er bundet af disse abonnementsaftaler, og at forbrugerne har krav på tilbagebetaling af de beløb, som de allerede har betalt i abonnement. Det skyldes, at forbrugerne ikke er blevet tydeligt oplyst om, at køb af produkter i netbutikkerne forudsatte et løbende abonnement.
Forbrugerombudsmanden har i en pressemeddelelse af 23. september 2020 oplyst, at energiselskaberne ”Natur-Energi” og ”Modstrøm” igen er blevet politianmeldt for ulovligt telefonsalg. Samtidig politianmeldes flere virksomheder for at have medvirket til de ulovlige opkald ved at have solgt urigtige oplysninger til energiselskaberne om, at forbrugerne havde accepteret at blive ringet op.
Energiselskaberne er politianmeldt for at have overtrådt forbrugeraftalelovens forbud mod ulovligt telefonsalg, og for at ringe til indehavere af enkeltmandsvirksomheder og personligt drevne virksomheder, som er tilmeldt Robinsonlisten.
Forbrugerombudsmanden oplyser, at virksomheder, som køber oplysninger om forbrugernes samtykke til telefonsalg, har pligt til at sikre sig, at forbrugerne faktisk har givet samtykke. Hverken Natur-Energi eller Modstrøm kunne dokumentere, at forbrugerne havde givet samtykke til at blive kontaktet.
Energiselskaberne har begge accepteret at betale udenretlige bøder på henholdsvis 400.000 kr. og 675.000 kr., som omfatter overtrædelserne i begge de sager, som selskaberne er blevet politianmeldt i.
Forbrugerombudsmanden har i en pressemeddelelse af 25. september 2020 oplyst, at virksomheden ”Jernbanegade 21 ApS” endnu engang er blevet politianmeldt for at have overtrådt markedsføringslovens forbud mod at målrette reklamer om alkohol mod unge.
Ifølge markedsføringsloven er enhver form for omtale af alkohol i en reklame forbudt, hvis reklamen retter sig mod unge under 18 år. Forbuddet gælder uanset, hvad hensigten med markedsføringen er.
Forbrugerombudsmanden vurderede, at virksomheden ”Jernbanegade 21 ApS” har overtrådt forbuddet ved at have postet fire billeder med alkohol på en Facebook-side med teksten ”Kalas Club X Skinz & Lykke Live X HHX Puttefest X 06.09.19”. Forbrugerombudsmanden lagde vægt på, at opslagene var rettet mod gymnasieelever og unge under 18 år og samtidig omfattede reklamation for alkohol. Endvidere har to diskoteker og en bar accepteret at betale bøder på henholdsvis 60.000 kr., 30.000 kr. og 50.000 kr. for overtrædelse af forbuddet.
Forbrugerombudsmanden har i en pressemeddelelse af 30. september 2020 oplyst, at en virksomhed har overtrådt markedsføringslovens standard for god markedsføringsskik ved at opkræve forbrugeres CPR-numre som betingelse for salg af enkeltstående varer på virksomhedens hjemmeside eller ved telefonisk henvendelse.
Virksomheden oplyste, at CPR-numrene blev opkrævet, fordi virksomhedens salgs- og rådgivningssystem, som hovedsageligt blev brugt til at sælge abonnementsaftaler, var indrettet således, at et salg forudsatte indtastning af et CPR-nummer.
Forbrugerombudsmanden vurderede, at virksomheden ikke havde en saglig og relevant begrundelse for at opkræve forbrugernes CPR-numre, hvorfor den pågældende handelspraksis fandtes at være i strid med markedsføringslovens § 3, stk. 1, om god markedsføringsskik. Virksomheden oplyste, at salgs- og rådgivningssystemet ville blive tilrettet hurtigst muligt, og Forbrugerombudsmanden afsluttede på baggrund heraf sagen.
Læs hele nyheden her.
EU-Domstolen afsagde den 1. oktober 2020 dom i sagen C-649/18 mellem A og Daniel B m.fl. A var et hollandsk selskab, der drev apoteksvirksomhed og udbød lægemidler til salg online, herunder henvendt til franske forbrugere. A havde reklameret for sine produkter ved b.la. at fremsende brochurer til franske forbrugere og give mængderabat ved køb af medicin online. I Frankrig er reklamation for salg af lægemidler online imidlertid begrænset ved lov.
Daniel B m.fl., som er franske apotekervirksomheder, var af den opfattelse, at A uretmæssigt havde opnået en fordel som følge af den manglende overholdelse af den franske lovgivning om reklame for onlinesalg af lægemidler. A mente imidlertid ikke, at denne lovgivning fandt anvendelse på deres virksomhed. Der var dermed tale om et præjudicielt spørgsmål, hvor den foreliggende ret ønskede oplyst, om den franske, nationale lovgivning kunne begrænse den hollandske virksomhed i at reklamere for deres produkter i Frankrig.
EU-Domstolen fandt, at EU-retten ikke er til hinder for, at medlemsstaterne forbyder virksomheder hjemmehørende i andre medlemsstater at reklamere med mængerabat på køb af lægemidler og at henvende sig til kunder ved hjælp af bestemte metoder, herunder navnlig at distribuere reklamebrochurer uden for deres apotek. Et sådant forbud må dog ikke indebære, at den pågældende tjenesteyder forhindres i på nogen måde at gøre reklame uden for sit apotek.
Læs hele dommen her.
Forbrugerombudsmanden har i en pressemeddelelse af 20. oktober 2020 oplyst, at Retten i Viborg den 22. september 2020 har idømt virksomheden ”Dating.dk” en bøde på 100.000 kr. for i en periode fra marts til april 2016 at have foretaget vildledende markedsføring ved markedsføring et tilbud om en ”+PlusProfil” til kun én krone. Forbrugerombudsmanden havde politianmeldt Dating.dk efter at have modtaget flere klager fra forbrugere.
Dating.dk havde markedsført tilbuddet om plusmedlemsskab uden tydeligt at informere deres brugere om, at de automatisk blev tilmeldt et abonnement med en bindingsperiode på tre måneder og en mindstepris på 299 kr. ved at anvende tilbuddet. Den samlede pris for abonnementet fremgik først, når forbrugerne klikkede videre til betalingssiden, og betingelserne var alene anført med småt. Retten i Viborg fandt, at denne handelspraksis var egnet til mærkbart at forvride en forbrugers adfærd på markedet, og at Dating.dk dermed havde overtrådt markedsføringslovens forbud mod vildledende markedsføring. Dommen er anket.
Sø- og Handelsretten afsagde den 3. november 2020 kendelse i sagen BS-14983/2020-SHR mellem Nordic Superfood AB (”Nordic Superfood”) og Tellusvitae ApS (”Tellusvitae”). Sagen angik, hvorvidt Tellusvitae havde krænket Nordic Superfoods rettigheder efter markedsføringsloven ved at sælge kollagen- og bær-/grøntblandingsprodukter, der lignede Nordic Superfoods produkter, samt udnyttet fortrolig viden om Nordic Superfoods forretningshemmeligheder.
En medejer af og bestyrelsesmedlem i Tellusvitae havde tidligere været direktør i et selskab, der havde været distributør af Nordic Superfoods produkter. De to selskaber havde i den forbindelse udvekslet forretningshemmeligheder og indgået en fortrolighedsaftale. Der havde også været drøftelser om samarbejde mellem Nordic Superfood og Tellusvitae, hvor der imidlertid ikke blev indgået en fortrolighedsaftale.
Sø- og Handelsretten lagde vægt på, at produktemballagerne har markante fremtoningsmæssige forskelle, hvorfor dette ikke i sig selv var retsstridigt. Tellusvitaes brug af navnet ”Vild Nord” udgjorde heller ikke en krænkelse af navnet ”Nordic Superfood”. Efter en samlet vurdering fandt Sø- og Handelsretten, at Tellusvitae ikke havde gjort retsstridig brug af Nordic Superfoods forretningshemmeligheder i medfør af § 4, jf. § 2, i lov om forretningshemmeligheder, idet der allerede forelå branche- og markedskendskab hos Tellusvitae. På baggrund heraf afviste Sø- og Handelsretten at nedlægge forbud og påbud.
Læs hele kendelsen her.
Forbrugerombudsmanden har i en pressemeddelelse af 5. november 2020 oplyst, at fire virksomheder har accepteret at betale bøder for at have overtrådt forbuddet i markedsføringslovens § 10, stk. 1 mod uanmodede elektroniske henvendelser.
De uanmodede elektroniske henvendelser blev sendt som mails og sms’er gennem et affiliate netværk. Forbrugerombudsmanden vurderer, at en virksomhed har et selvstændigt ansvar for uanmodede, elektroniske henvendelser, som en underleverandør har sendt, når virksomheden selv har handlet uagtsomt. Dette gælder uanset, om det er aftalt med underleverandøren, at underleverandøren er ansvarlig for overholdelse af markedsføringsloven.
Sø- og Handelsretten afsagde den 6. november 2020 dom i sagen BS-8811/2020-SHR mellem Nordbaek ApS (”Nordbaek”) og Detail-service v/ Dorthe Kirchner m.fl. (”Dorthe Kirchner m.fl.”). Sagen angik, hvorvidt Dorthe Kirchner m.fl. havde krænket Nordbaeks design- og markedsføringsrettigheder til vinterbadekåberne ”Deluxe Windy Ocean” og ”Shorty Sky Captain” ved produktion, salg og markedsføring af vinterbadekåben ”HAVET”.
Deluxe Windy Ocean er blevet markedsført siden den 17. november 2017, og Shorty Sky Captain, der er en kortere version af førnævnte badekåbe, blev offentliggjort ca. 11 måneder herefter. HAVET blev derimod først udviklet i efteråret 2019.
Sø- og Handelsretten fandt, at Deluxe Windy Ocean nød beskyttelse tre år frem fra den 17. november 2017, som et ikke-registreret design efter artikel 11(1) i EU-designforordningen, da badekåben på tidspunktet for offentliggørelsen var ny og havde individuel karakter. Shorty Sky Captain nød derimod ikke tilsvarende beskyttelse, da badekåben ikke på tidspunktet for offentliggørelsen var ny og havde individuel karakter, eftersom badekåben er en kortere version af Deluxe Windy Ocean. Begge badekåber er imidlertid beskyttet mod slaviske efterligner, eller det der må sidestilles hermed, efter markedsføringslovens § 3.
Sø- og Handelsretten fandt, at HAVET adskilte sig designmæssigt fra Deluxe Windy Ocean og Shorty Sky Captain på en sådan måde, at den informerede bruger vil få et forskelligt helhedsindtryk af badekåberne, og Sø- og Handelsretten frifandt derfor Dorthe Kirchner m.fl. Sø- og Handelsretten lagde bl.a. vægt på, at HAVET adskilte sig ved anderledes syninger og materialevalg.
Læs hele dommen her.
Sø- og Handelsretten afsagde den 13. november 2020 dom i sagen BS-31263/2019-SHR mellem De Danske Bilimportører (”Bilimportørerne”) og Skorstensgaard Danmark A/S (”Skorstensgaard”). Sagen angik navnlig, om Skorstensgaard uberettiget har gjort markedsføringsmæssig brug af en række udsagn samt uberettiget har gjort brug af beskyttede varemærker i sin markedsføring.
Ifølge markedsføringslovens § 13 skal rigtigheden af oplysninger om faktiske forhold kunne dokumenteres. Derudover skulle markedsføringsudsagnene i nærværende sag ifølge Sø- og Handelsretten vurderes i en kontekst, hvor udsagnene måtte anses for sammenlignende reklame i medfør af markedsføringslovens § 21, stk. 1.
Sø- og Handelsretten fandt, at 20 af i alt 27 påståede markedsføringsudsagn var i strid med markedsføringslovens §§ 3, 4, 5, 20 og 21 om god markedsførings- og erhvervsskik samt vildledende og sammenlignende reklame. Skorstengaard kunne bl.a. ikke dokumentere rigtigheden af bl.a. følgende markedsføringsudsagn: ”vi er 20-40 % billigere end mærkeværkstederne”, ”vi leverer samme høje kvalitet som mærkeværkstederne – bare til lavere priser” og ”vi har tyske værkstedspriser”. Derimod fandt Sø- og Handelsretten ikke, at Skorstengaard havde overtrådt varemærkeloven.
Sø- og Handelsretten nedlagde derfor forbud mod Skorstensgaards brug af de 20 markedsføringsudsagn og frifandt Skorstensgaard for de resterende påstande nedlagt af Bilimportørerne.
Læs hele dommen her.
Forbrugerombudsmanden oplyser i en meddelelse af 24. november 2020, at en influent er blevet politianmeldt for skjult reklame. Forbrugerombudsmanden har tidligere politianmeldt 5 andre influenter.
Influenten politianmeldes for at have reklameret for bl.a. tøj, smykker, tasker, skønhedsbehandlinger og tandbehandlinger i 22 opslag på Instagram uden, at den kommercielle hensigt tydeligt fremgik. Virksomheden var tagget eller henvist til i hashtags. Influenten havde markeret nogle af opslagene med ”reklame,” men dette var gjort sidst i opslaget eller blandt andre tags og hashtags.
Forbrugerombudsmanden vurderer, at influenten er erhvervsdrivende i markedsføringslovens forstand og derfor er selvstændigt ansvarlig for tydeligt at markere den kommercielle hensigt med enhver form for handelspraksis, jf. markedsføringslovens § 6, stk. 4.
Forbrugerombudsmanden har i en pressemeddelelse af 30. oktober 2020 oplyst, på baggrund af klager mod tre virksomheder, at virksomheder ikke må gøre det besværligt for kunder at opsige en aftale.
To af virksomhederne havde i deres opsigelsesbetingelser stillet krav om at opsigelse skulle ske ved fysisk fremmøde eller, for den ene virksomheds vedkommende, ved fysisk brev. Den tredje virksomhed havde på sin hjemmeside givet indtryk af, at opsigelse kun kunne ske telefonisk.
Forbrugerombudsmanden vurderer, at det er et urimeligt aftalevilkår, jf. aftalelovens § 36 og § 38 c, og generelt i strid med markedsføringslovens bestemmelser om god skik, hvis en virksomhed stiller krav om, at opsigelse kun kan ske på en bestemt måde, herunder ved fysisk fremmøde eller telefonisk, medmindre kravet er sagligt begrundet.
Sø- og Handelsretten afsagde den 7. december 2020 dom i sagen BS-29832/2018-SHR mellem Nordisk Træbeskyttelse ApS (”Nordisk Træbeskyttelse”) og Hegnsmanden ApS (”Hegnsmanden”). Sagen angik navnlig, hvorvidt udsagn fremsat af Hegnsmanden om Nordisk Træbeskyttelses virksomhed, forhandlede produkter og et garantitilsagn var i strid med markedsføringsloven, samt om Hegnsmandens brug af nogle billeder var i strid med ophavsretsloven.
Sø- og Handelsretten fandt, at Hegnsmanden var berettiget til at gøre opmærksom på, at Nordisk Træbeskyttelses garantitilsagn var uklart, men at Hegnsmanden gik for langt i sine udtalelser, bl.a. ved at anvende betegnelser som ”fup” og ”julenumre”, hvilket Sø- og Handelsretten fandt klart utilbørligt og i strid med markedsføringslovens § 3 om god markedsføringsskik.
Sø- og Handelsretten påbød derfor Hegnsmanden at betale 50.000 kr. i erstatning for den markedsforstyrrelse, som udtalelserne havde påført Nordisk Træbeskyttelse, jf. markedsføringslovens § 24, stk. 2. Sø- og Handelsretten frifandt derimod Hegnsmanden for at betale et beløb i medfør af straffelovens (nu ophævede) § 273 og for at have krænket Nordisk Træbeskyttelses ophavsret til billeder og tekst fra Nordisk Træbeskyttelses hjemmeside, som Hegnsmanden havde anvendt i forbindelse med sine kritiske udtalelser.
Læs hele dommen her.
Sø- og Handelsretten afsagde den 8. december 2020 kendelse i sagen BS-29600/2020-SHR mellem HUNDEVAD & CO. ApS (”Hundevad”) og Møbel Kompagniet ApS (”Møbel Kompagniet”). Sagen angik, hvorvidt Møbel Kompagniet har krænket Hundevads rettigheder til ”Tampa”-sofamodeller ved import, salg og markedsføring af ”Cali”-sofaer, og om Hundevad kunne få nedlagt forbud mod salg af disse sofaer samt få de pågældende sofaer beslaglagt.
Indtil starten af 2020 havde Møbel Kompagniet købt ”Tampa”-sofaer af Hundevad og forhandlet dem i Danmark under navnet ”Cali”. Der opstod imidlertid uenighed mellem parterne, og efterfølgende indkøbte Møbel Kompagniet sofaer hos en anden grossistvirksomhed, som de også udbød til salg under navnet ”Cali”.
Sø- og Handelsretten fandt det ikke godtgjort eller sandsynliggjort, at Møbel Kompagniet ved at forhandle og markedsføre de nuværende sofamodeller under navnet ”Cali” har handlet i strid med markedsføringsloven. Sø- og Handelsretten lagde bl.a. vægt på, at ”Tampa”-sofamodellerne i vidt omfang må opfattes som generiske sofaer uden egentligt særpræg, og at ikke var godtgjort, at de nuværende ”Cali”-sofaer er slaviske efterligninger af ”Tampa”-sofaerne. Sø- og Handelsretten afviste derfor at nedlægge forbud.
Læs hele kendelsen her.
Forbrugerombudsmanden oplyser i en pressemeddelelse af 11. december 2020, at Norström, der sælger el-abonnementer, er blevet politianmeldt for at foretage ulovlige telefonopkald til 224 forbrugere og for at have vildledt 117 forbrugere. Endvidere er leadvirksomheden, SikkerFremtid ApS (”SikkerFremtid”), blevet politianmeldt for medvirken, da virksomeden har solgt urigtige oplysninger om, at forbrugerne havde givet samtykke til at blive ringet op af Norström.
Forbrugerombudsmanden vurderede, at Norström bl.a. har vildledt forbrugerne ved at udgive sig for at være forbrugerens nuværende elselskab og ved at oplyse forbrugerne om, at de samarbejdede med forbrugernes nuværende elselskab. Dette er i strid med markedsføringslovens § 5 og § 6, stk. 1, sammenholdt med § 8.
Forbrugerombudsmanden udtalte, at forbrugerne ikke er bundet af en aftale med Norström, hvis de har ringet til forbrugerne uden deres samtykke, da det ville være i strid med forbrugeraftalelovens § 4, stk. 1, eller hvis de er blevet vildledt.
Sø- og Handelsretten afsagde den 26. oktober 2020 dom i sagen BS-50242/2018-SHR mellem Ferm Living ApS (”Ferm Living”) og Coop Danmark A/S m.fl. (”Coop m.fl.”). Sagen drejede sig om, hvorvidt Ferm Livings plantekasse ”Plant Box” nød ophavs-, design- og/eller markedsføringsretlig beskyttelse, og i så fald om Coop m.fl. ved salg og markedsføring af en anden plantekasse krænkede Ferm Livings rettigheder.
Sø- og Handelsretten fandt, at Plant Box er sammensat af kvalitetsmaterialer, der sammen med det formmæssige udtryk udgør resultatet af en selvstændig skabende indsats, hvorfor Plant Box nyder beskyttelse som brugskunst efter ophavsretslovens § 1, stk. 1. Endvidere fandt Sø- og Handelsretten, at Plant Box nyder beskyttelse mod efterligninger efter markedsføringsloven og som registreret EF-design, idet Ferm Living opnåede en international designregistrering i 2015.
Sø- og Handelsretten fandt imidlertid efter en samlet vurdering, at den af Coop m.fl. markedsførte plantekasse fremstår så forskellig fra Plant Box med hensyn til både grundlæggende kvalitet og designmæssigt udtryk, hvilket afspejles i den markante prisforskel mellem produkterne, at den af Coop m.fl. markedsførte plantekasse ikke udgør en krænkelse af ophavsretsloven eller markedsføringsloven. Endvidere fandt Sø- og Handelsretten, at den informerede bruger ikke vil få samme helhedsindtryk af plantekasserne, hvorfor den af Coop m.fl. markedsførte plantekasse ikke krænker Ferm Livings registrerede EF-design. På baggrund heraf blev Coop m.fl. frifundet af Sø- og Handelsretten.
Læs hele dommen her.
EU-Domstolen afsagde den 28. oktober 2020 dom i sagen C-637/19 mellem BY og CX. Sagen angik, om en rettighedshaver kan modsætte sig, at et ophavsretligt beskyttet værk indgives til en domstol som bevismiddel i et søgsmål mellem privatpersoner med den begrundelse, at dette udgør ”overføring til almenheden” i henhold til artikel 3(1) i InfoSoc-direktivet.
EU-Domstolen besvarede det præjudicielle spørgsmål afkræftende og lagde bl.a. vægt på, at en sådan overføring må anses for at være rettet mod en klart defineret og lukket kreds af mennesker, der udøver deres funktioner i offentlighedens interesse ved en domstol, og ikke et ubestemt antal potentielle modtagere. Endvidere udtalte EU-Domstolen, at det i denne forbindelse er irrelevant, om der i national ret findes regler om aktindsigt i offentlige dokumenter.
Læs hele dommen her.
EU-Domstolen afsagde den 18. november 2020 dom i sagen C-147/19 mellem Atresmedia Corporación de Medios de Comunicación SA (”Atresmedia”) og Asociación de Gestión de Derechos Intelectuales m.fl. (”AGEDI m.fl.”). Sagen angik, om Atresmedia skulle betale AGEDI m.fl. et vederlag, jf. artikel 8, stk. 2 i direktiv 92/100 og 2006/115, for gennem sine TV-kanaler at have udsendt audiovisuelle værker, hvori fonogrammer var inkorporeret.
Selve inkorporeringen i det audiovisuelle værk var aftalt med rettighedshaverne og sket mod betaling af et rimeligt vederlag. Spørgsmålet angik derfor, om begrebet ”reproduktion af et fonogram, der er udgivet i kommercielt øjemed” i artikel 8, stk. 2, i direktiv 92/100 og 2006/115 omfattede den situation, hvor fonogrammerne blev inkorporeret i audiovisuelle værker, som blev udsendt.
Da begrebet ”fonogram” ikke er defineret i EU-retten, anvendte EU-domstolen international ret i sin fortolkning. EU-domstolen fandt, at begrebet ”fonogram” eller ”reproduktion af et fonogram” i artikel 8, stk. 2, i direktiv 92/100 og 2006/115 skal fortolkes således, at når et fonogram er integreret i et audiovisuelt værk, er det i den forbindelse ikke længere et fonogram eller en reproduktion af et fonogram. Brugeren af fonogrammet, i nærværende sag Atresmedia, skal derfor ikke betale et vederlag, når den audiovisuelle optagelse overføres til almenheden.
Læs hele dommen her.
EU-Domstolen afsagde den 15. oktober 2020 dom i sagen T‑48/19 mellem smart things solutions GmbH (”smart things”) og EUIPO, hvor Samsung Electronics GmbH (”Samsung”) intervenerede til fordel for EUIPO. Sagen var en appelsag af en afgørelse afsagt af EUIPOs Board of Appeal. Afgørelsen tog en indsigelse fra Samsung til følge og nægtede registreringen af ”smart:)things” som varemærke. Smart things havde registreret dette for varer i klasserne 9, 20 og 21, der omfatter en række forskellige varer, herunder særligt kendetegnet som elektriske varer.
I sagen for EU-Domstolen anførte smart things, at ordet ”smart” refererede til menneskelig intelligens, mens emotikonet ”:)” refererede til menneskellige følelser, og der blev derfor ikke associeret til teknologisk intelligens eller elektroniske varer, da registreringen blev opnået i 2013. Endvidere anførte smart things, at denne brug sammen med ordet ”things” var ualmindelig og derfor havde særpræg.
EU-Domstolen gav imidlertid EUIPO og Samsung ret i, at brugen af ordet ”smart” for teknologisk og kunstig intelligente genstande allerede i 2003 var almindelig. Derfor var dette beskrivende for de pågældende vareklasser, hvilket udgør en absolut registreringshindring i medfør af artikel 7(1)(c) i forordning (EU) 2017/1001 om EU-varemærker (”varemærkeforordningen”). Desuden var den samlede brug af de to ord og det positive emotikon tilsammen ikke nok til at give mærket særpræg. Registeringen kunne derfor også nægtes i medfør af varemærkeforordningens artikel 7(1)(b).
Læs hele dommen her.
EU-Domstolen afsagde den 22. oktober 2020 dom i de forenede sager C-720/18 og C-721/18 mellem Ferrari SpA (”Ferrari”) og DU. Sagerne drejede sig om en præjudiciel forelæggelse af artikel 12(1) og artikel 13 i direktiv 2008/95/EF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker. Artiklerne vedrører fortabelse af varemærkeret for de registrerede varer som følge af manglende brug. Den forelæggende ret ønskede at vide, hvornår brug af et varemærke var ”reel” i de pågældende artiklers forstand.
Det præjudicielle spørgsmål opstod på baggrund af en tvist om, hvorvidt Ferrari som indehaver af varemærket ”testarossa” reelt havde gjort brug af varemærket registreret for varer i klasse 12, omfattende navnlig automobiler og dele hertil. Ferrari solgte mellem 1984 og 1991 en sportsvogn under navnet ”Testarossa”. I 2014 producerede Ferrari et enkelteksemplar af modellen ”Ferrari F12 TRS”. Ferrari havde efterfølgende i en periode på fem år ikke markedsført nye biler under dette varemærke, men solgt brugte biler og reservedele hertil.
EU-Domstolen fandt, at bestemmelserne skulle fortolkes således, at et varemærke er genstand for reel brug fra indehaverens side ved salg af brugte varer, der er markedsført under dette varemærke, selvom der er indtrådt konsumption. Levering af visse tjenesteydelser vedrørende tidligere markedsførte varer under et varemærke udgør derfor også reel brug heraf.
Læs hele dommen her.
Østre Landsret afsagde den 29. oktober 2020 dom i sagen BS-11802/2019-OLR mellem Trek Bicycle Corporation (”Trek”) og T. Hansen Gruppen A/S (”T. Hansen”). Sagen angik, hvorvidt T. Hansens brug af varemærkerne ”OUTTREK” og ”OUTTREK TECHNOLOGY” krænkede Treks rettigheder til varemærket ”TREK” for cykler og cykeludstyr.
Ved forvekslingsbedømmelsen lagde Østre Landsret vægt på, at ordet ”trek” er et almindeligt anvendt ord, og at ordet ”outtrek” visuelt og fonetisk adskiller sig fra ordet ”trek”. Endvidere anvendes ordet ”trekking” i almindelighed for en bestemt type cykler.
Østre Landsret fandt, at Trek henvender sig til halv- og helprofessionelle cyklister og motionister med kendskab til mærker på det relevante marked. T. Hansen sælger derimod kun sine varer under mærket ”OUTTREK” i sine egne butikker og på deres egen hjemmeside, herunder ofte sammen med varer til lavere priser. På baggrund heraf fandt Østre Landsret, at den relevante forbrugerkreds adskilte sig, og at der derfor ikke forelå nogen forvekslingsrisiko mellem varemærkerne. Trek kunne derfor ikke forbyde T. Hansen at gøre brug af varemærkerne ”OUTTREK” og ”OUTTREK TECHNOLOGY” ved salg og markedsføring, herunder af cykeludstyr.
Læs hele dommen her.
Sø- og Handelsretten afsagde den 6. november 2020 kendelse i sagen BS-27851/2020-SHR mellem PANZERGLASS A/S (”PanzerGlass”) og WePack ApS m.fl. (”WePack m.fl.”). Sagen drejede sig om nedlæggelse af et midlertidigt forbud mod WePack m.fl.s erhvervsmæssige brug af betegnelserne ”panserglas”, ”pansercover”, ”panser cover”, ”panser” og ”pansret” for covers og beskyttelsesfilm til skærme på b.la. smartphones og tablets.
På baggrund af en afgørelse fra EUIPOs Board of Appeal vedrørende gyldigheden af PanzerGlass’ varemærke fandt Sø- og Handelsretten det sandsynliggjort, at PanzerGlass har den ret, der blev søgt beskyttet, jf. retsplejelovens § 413, nr. 1. Endvidere fandt Sø- og Handelsretten, at WePack m.fl.s adfærd nødvendiggør, at der blev meddelt forbud som anmodet, idet PanzerGlass’ mulighed for at opnår sin ret ellers vil forspildes, jf. retsplejelovens § 413, nr. 2 og 3. Sø- og Handelsretten meddelte derfor midlertidigt forbud mod, at WePack m.fl. gør erhvervsmæssig brug af ovenstående betegnelser for beskyttelsescovers og beskyttelsesfilm til laptops, mobiltelefoner, smartphones, internettelefoner og tablets i EU (dog kun for Danmark for så vidt angår WePack AB).
Læs hele kendelsen her.
EU-Domstolen afsagde den 11. november 2020 dom i sagen C-809/18 P mellem John Mills Ltd (”John Mills”) og Jerome Alexander Consulting Corp. (”Jerome Alexander”). Sagen angik fortolkningen af artikel 8, stk. 3 i forordning nr. 207/2009 om EU-varemærker, der har til formål at hindre, at et ældre varemærke misbruges af dets indehavers agent eller repræsentant.
Jerome Alexander er indehaver af det amerikanske, registrerede ordmærke ”MAGIC MINERALS BY JEROME ALEXANDER”. Parterne havde indgået en distributionsaftale, hvorefter John Mills havde ansvaret for at distribuere Jerome Alexanders varer inden for EU, og John Mills var således at anse for ”agent” i henhold til artikel 8, stk. 3, i forordning nr. 207/2009. John Mills ansøgte efterfølgende om registrering af EU-varemærket ”MINERAL MAGIC”, hvilket Jerome Alexander gjorde indsigelse mod.
EU-Domstolen fremhævede, at artikel 8, stk. 3 i forordning 207/2009 også finder anvendelse i de tilfælde, hvor en agent ansøger om registrering af et lignende, men ikke identisk, varemærke, når varemærkeansøgningen omfatter ens varer eller tjenesteydelser. EU-Domstolen fandt, at det omtvistede varemærke lignede det ældre varemærke, og at det ældre varemærke var registreret for lignende varer. John Mills kunne derfor ikke registrere EU-varemærket ”MINERAL MAGIC”.
Læs hele dommen her.
Sø- og Handelsretten afsagde den 11. november 2020 kendelse i sagen BS-33029/2020-SHR mellem Lala Berlin GmbH (”Lala Berlin”) og Salling Group A/S (”Salling Group”). Sagen angik en begæring om nedlæggelse af forbud, mod markedsføring af Lala Berlins tørklæder og net, i de af Salling Group ejede supermarkeder ”Bilka” og ”Føtex”.
Lala Berlin er indehaver af varemærket ”Lala Berlin”. Spørgsmålet var, om tørklæderne udgør varemærkeforfalskninger, og hvis det ikke er tilfældet, om tørklæderne og nettene er markedsført inden for EØS med Lala Berlins samtykke, jf. artikel 15, stk. 1 i forordning nr. 1001/2017/EU (”Varemærkeforordningen”).
Sø- og Handelsretten fandt det ikke bevist, at tørklæderne udgør varemærkeforfalskninger. Endvidere fandt Sø- og Handelsretten det godtgjort, at tørklæderne og nettene er markedsført inden for EØS med Lala Berlins samtykke, og at der dermed er indtrådt konsumption. Lala Berlin kunne derfor som udgangspunkt ikke forbyde Salling Group at bruge Lala Berlins varemærke for disse varer. Spørgsmålet var derefter, om Lala Berlin alligevel kunne forhindre markedsføringen efter Varemærkeforordningens artikel 15, stk. 2, fordi denne skader Lala Berlins renommé væsentligt.
Sø- og Handelsretten lagde til grund, at markedsføringen i Bilka og Føtex var sædvanlig inden for branchen. Den ligner den markedsføring som nogle af Lala Berlins autoriserede forhandlere anvender og tog udgangspunkt i den samme markedspris. Markedsføringen var derfor hverken i strid med Lala Berlins varemærkerettigheder eller med markedsføringslovens § 3, § 5 og § 6.
På denne baggrund kunne Lala Berlin ikke forhindre Salling Groups forsatte markedsføring af de nævnte varer, og Sø- og Handelsretten frifandt derfor Salling Group.
Læs hele kendelsen her.
Højesteret afsagde den 30. november 2020 dom i sagen BS-25678/2019-HJR mellem Mikkel Rundin Ørsted m.fl. (”Efterkommerne”) og Ørsted A/S m.fl. (”Ørsted m.fl.”). Sagen angik, hvorvidt Efterkommerne, som er direkte efterkommere af videnskabsmanden H.C. Ørsted eller hans bror, kan modsætte sig, at Ørsted m.fl. anvender navnene ”Ørsted og ”Orsted” som selskabsnavn, binavn, varemærke og internetdomænenavn.
I den forbindelse var spørgsmålet, i hvilket omfang dette skulle afgøres efter navneloven eller efter EU-varemærkeforordningen, varemærkeloven, selskabsloven og lov om internetdomæner.
Ifølge navnelovens § 27, stk. 1, kan den, der kan godtgøre, at en anden uberettiget benytter vedkommendes navn eller et navn, der har en sådan lighed hermed, at forveksling let kan ske, ved dom få den anden tilpligtet at ophøre med brugen af navnet.
Højesteret fandt imidlertid, at navnelovens § 27 alene angår krænkelser, der består i, at nogen uberettiget benytter en andens navn som personnavn, eller hvad der må sidestilles hermed, og ikke som varemærke eller selskabsnavn – også selvom navnet er beskyttet efter navnelovens § 3, stk. 2.
Endvidere fandt Højesteret, at der ikke var noget til hinder for registreringen af varemærket ”Ørsted” efter den dagældende varemærkelovs § 14, nr. 4, idet der herved sigtes til den for længst afdøde person, H.C. Ørsted. I den forbindelse bemærkede Højesteret, at de danske patent- og varemærkemyndigheder i henhold til langvarig administrativ praksis efter dagældende varemærkelovs § 14, nr. 4, alene har nægtet registrering af varemærker, hvori indgår sjældne efternavne, dvs. efternavne med færre end ca. 30 bærere i Danmark.
Endeligt fandt Højesteret, at selskabslovens § 2, stk. 2, ikke fastsætter en snævrere adgang til at benytte en andens efternavn i et selskabsnavn end som varemærke, og at anvendelsen af domænenavnene ”ørsted.dk”, ”orsted.dk” og ”oersted.dk” ikke stred mod god domænenavnsskik efter internetdomænenavnslovens § 25, idet Ørsted m.fl.s brug af navnet som varemærke er berettiget, og domænenavnene bliver aktivt anvendt.
På baggrund heraf stadfæstede Højesteret afgørelsen fra Sø- og Handelsretten og afviste at imødekomme Efterkommernes påstande.
Læs hele dommen her.
Østre Landsret afsagde den 28. oktober 2020 dom i sagen BS-31515/2019-OLR mellem Novozymes A/S (”Novozymes”) og Danisco US Inc. (”Danisco”). Sagen angik, om Novozymes har krav på at blive anerkendt som ejer eller medejer af to patentansøgninger, som Danisco har indgivet.
Ifølge Novozymes havde Danisco lært til opfindelsen af de to patentansøgninger gennem henholdsvis et af Novozymes registreret patent og en præsentation, som en science director hos Novozymes havde offentliggjort på en forskerkonference. Det var imidlertid ubestridt, at parterne ikke havde samarbejdet om opfindelserne.
Østre Landsret henviste til, at Højesteret tidligere har fastslået, at der ikke kan anlægges sag om gyldigheden af et patent, før dette er meddelt.
Med henvisning til hensynene bag denne dom fandt Østre Landsret, at en part ikke skal kunne opnå, hvad der svarer til en forhåndsprøvelse af gyldigheden af et endnu ikke udstedt patent, ved at anlægge en sag om retten til patentansøgningen og påberåbe sig en af parten selv offentliggjort teknisk lære. Østre Landsret fandt i øvrigt ikke, at der er reale hensyn, som taler for, at en part, der har gjort sin tekniske lære alment tilgængelig, skal kunne opnå beskyttelse af sin ret til opfindelsen, som ligger ud over, hvad der følger af patentlovgivningen. På baggrund heraf afviste Østre Landsret at imødekomme de af Novozymes nedlagte påstande om ret til Daniscos patentansøgninger.
Læs hele dommen her.