Søg
Den 3. oktober 2019 fremsatte Erhvervsministeriet lovforslaget L 32 (Forslag til lov om ændring af lov om markedsføring). Siden er lovforslaget blevet underkastet behandling fra Erhvervsudvalget, der har afgivet sin betænkning og indstillet lovforslaget til vedtagelse i uændret form.
Lovforslagets formål er at gennemføre en række tekniske justeringer af markedsføringsloven samt korrigere en utilsigtet ændring af lovens strafbestemmelse.
Justeringerne omfatter blandt andet en ændring af markedsføringslovens definition af begrebet forbruger, således at alene fysiske forbrugere omfattes af definitionen. Samtidig præciseres det dog i en ny bestemmelse, at en juridisk person, der hovedsagelig handler uden for sit erhverv, sidestilles med en forbruger. Derudover bringer lovforslaget markedsføringslovens definition af et samtykke og kravene hertil i overensstemmelse med databeskyttelsesforordningen.
Ændringen af markedsføringslovens strafbestemmelse – § 37 stk. 3 – indebærer, at der i bestemmelsen nu henvises til § 20, stk. 1 og 3. Ændringen medfører derfor, at aggressiv og utilbørlig handelspraksis mellem erhvervsdrivende nu også strafbelægges.
Lovforslaget blev ved 2. behandling sendt direkte til 3. behandling, hvorefter det blev vedtaget den 26. november 2019. Loven forventes at træde i kraft den 17. januar 2020.
Læs hele lovforslaget som fremsat her.
Forbrugerombudsmandens seneste indsats mod ulovligt telefonsalg har ført til, at fem virksomheder er blevet politianmeldt for at have ovetrådt forbuddet mod telefonsalg eller for at have medvirket hertil. Af forbrugeraftalelovens § 4, stk. 1 fremgår det nemlig, at erhvervsdrivende ikke må kontakte forbrugere telefonisk eller personligt med henblik på afsætning af varer eller tjenesteydelser, medmindre forbrugeren forudgående har givet samtykke.
Fire af de politianmeldte virksomheder har accepteret at betale bøder i størrelsesordenen 100.000-200.000 kr. En af virksomhederne var anmeldt for opkald til 23 forbrugere, hvilket indløste en bøde på 200.000 kr.
Forbrugerombudsmanden understreger i sin udmelding om politianmeldelserne, at der modtages flere klager over ulovligt telefonsalg end nogensinde før. Hele 21 virksomheder er blevet politianmeldt i 2019. Heraf er 13 af sagerne afsluttet med bøder på cirka 2,5 mio. kr. i alt.
Læs hele nyheden her.
Som reaktion på en række hændelser, hvor webbutikker ikke har oplyst tydeligt om, at forbrugeren ved køb af varer også tegner et abonnement, har forbrugerombudsmanden nu involveret sig i sagen. Forbrugerne rettede henvendelse til deres banker med henblik på at få tilbagebetalt abonnementsbetalingerne, hvilket bankerne nægtede. Efterfølgende har forbrugerne indgivet klager til Forbrugerombudsmanden, der nu er gået i dialog med bankerne.
Ifølge forbrugeraftalelovens § 12 skal virksomheder, når der indgås en fjernsalgsaftale ved hjælp af elektroniske midler, klart og tydeligt oplyse forbrugeren om, at aftalen pålægger forbrugeren en betalingsforpligtelse. Manglende overholdelse heraf medfører, at forbrugeren ikke er bundet af aftalen. Ifølge Forbrugerombudsmanden er betaling for de løbende abonnementsydelser derfor uautoriserede betalinger i medfør af betalingslovens § 82.
Forbrugerombudsmanden har orienteret Danske Bank, Nordea og Jyske Bank om, at bankerne fremover skal hæfte for betalingerne efter betalingslovens § 99 om uautoriserede betalinger og ikke betalingslovens § 112, der angår autoriserede betalinger i forbindelse med nethandel.
Læs hele nyheden her.
På baggrund af en henvendelse fra en forbruger har Forbrugerombudsmanden valgt at politianmelde Jem & Fix for en markedsføring, der fandt sted både på firmaets hjemmeside og i dets tilbudsaviser.
Forbrugeren havde klaget over, at hun ikke at kunne købe en reol til 398 kr. som oplyst på selskabets hjemmeside, men skulle betale 299 kr. oveni for fragt. Derudover solgte selskabet også trailere, hvis pris var oplyst eksklusive obligatoriske omkostninger til indregistrering, ekspeditionsgebyr og fragt med stor, rød skrift – den samlede pris var oplyst med mindre skrift og i en anden farve.
Ifølge markedsføringslovens § 6, stk. 2, nr. 6 og 7 skal prisen for et produkt oplyses inklusive moms, afgifter, samt andre yderligere omkostninger vedrørende fragt, levering og porto. Oplysningerne om fragt skal fremgå første gang, at prisen for produktet vises og være lige så tydelig som selve prisen for produktet.
Da Jem & Fix ikke tydeligt oplyste om de obligatoriske udgifter til fragt, indregistrering og ekspeditionsgebyr, fik det produkterne til at fremstå billigere, end de reelt var. Dette kan have tilskyndet forbrugere til at foretage køb baseret på et fejlagtigt indtryk af prisen, og Forbrugerombudsmanden mener derfor, at firmaet har overtrådt markedsføringslovens regler om vildledende markedsføring.
Læs hele nyheden her.
Sø- og Handelsretten afsagde den 4. november 2019 dom i sagen BS-18539/2018-SHR mellem Telebrands Corporation m.fl. (”Telebrands”) og Bilablau ApS m.fl (”Bilablau”). Sagen angik, hvorvidt Bilablau ved markedsføring og salg af en række produkter havde krænket Telebrands markedsførings-, design- og varemærkerettigheder.
Bilablau tog under sagen bekræftende til genmæle over for størstedelen af krænkelsespåstandene. Hovedspørgsmålet var derfor, om direktørerne, ejerne og salgschefen af Bilablau kunne ifalde et personligt ansvar for de markedsførings-, design- og varemærkeretlige krænkelser begået af Bilablau.
De pågældende personer var alle bekendt med krænkelserne, og efter modtagelsen af advarselsbrevet fra Telebrands’ advokat havde man fortsat med salg af nye produkter, som også krænkede Telebrands’ rettigheder. Sø- og Handelsretten fandt derfor, at direktørerne, selskabsejerne og salgschefen havde været involveret i krænkelserne på en sådan måde, at de hæftede på lige fod med Bilablau.
Læs hele dommen her.
På baggrund af mange modtagne klager over energiselskaberne Blue Energy, Modstrøm, Natur-Energi og Gul Strøm, har Forbrugerombudsmanden indskærpet markedsføringslovens forbud mod urigtige oplysninger og vildledning af forbrugere.
De modtagne klager angår tilfælde, hvor sælgere fra de pågældende selskaber havde ringet til forbrugerne og givet urigtige, mangelfulde og/eller vildledende oplysninger. Der blev blandt andet givet forkerte oplysninger om priser og mulige besparelser, ligesom nogle af forbrugerne blot havde fået indtryk af, at de havde takket ja til at modtage et nyhedsbrev, hvorefter de dog modtog regninger og rykkere. I andre tilfælde oplyste sælgerne ikke hvilket firma de ringede fra.
Læs hele nyheden her
En forbruger havde i 2017 en stram økonomi, men fik alligevel lån fra tre banker, et realkreditinstitut og ni forbrugslånsselskaber. Dette førte til, at forbrugeren blev overgældsat, hvorefter et af forbrugslånsselskaberne stævnede forbrugeren og krævede, at gælden blev betalt med renter og gebyrer.
Det er Forbrugerombudsmandens vurdering, at der er sket uansvarlig rådgivning, og at det vil være i strid med redelig handlemåde, at afkræve forbrugeren renter og gebyrer på de pågældende lån. Fire af forbrugslånsselskaberne har (af procesøkonomiske hensyn) valgt at stille forbrugeren som om, at låneaftalerne var ugyldige. Et af forbrugslånsselskaberne har dog stævnet forbrugeren, hvorfor Forbrugerombudsmanden nu er indtrådt i retssagen.
Forbrugerombudsmanden mener, at forbrugslånsselskabets handlinger er i strid med kreditaftalelovens § 7c, stk. 1, samt aftalelovens §§ 36 og 38 c, stk. 1. Kreditaftalelovens § 7c, stk. 1 indebærer, at en kreditgiver inden kreditaftalens indgåelse skal vurdere forbrugerens kreditværdighed på grundlag af fyldestgørende oplysninger og ved søgning i relevante databaser. Aftalelovens §§ 36 og 38 c hjemler ændring eller tilsidesættelse af en aftale, der ellers ville være stridende mod redelig handlemåde og/eller hæderlig forretningsskik.
Læs hele nyheden her.
Sø og Handelsretten afsagde den 4. november 2019 dom i sagen BS-42938/2018-SHR mellem Baum und Pferdgarten A/S (”Baum”) og DK Company Vejle A/S (”DK Company”). Sagen angik, hvorvidt frakken Bellona fra Baum var beskyttet som et ikke-registreret EF-design, og i så fald om DK Company ved markedsføring og salg af en lignende frakke, ICHI, havde krænket Baums rettigheder til designet efter EF-designforordningen og markedsføringsloven.
Ifølge EF-designforordningen nyder et design beskyttelse som et ikke-registreret EF-design i tre år fra offentliggørelsen, hvis det kan karakteriseres som nyt og individuelt. Retsvirkningen heraf er, at indehaveren har eneret til at bruge det pågældende design.
Sø- og Handelsretten fandt, at Baums frakke Bellona var sammensat af allerede kendte designelementer, men på en sådan ny og individuel måde, at frakken opfyldte betingelserne for at nyde beskyttelse som et ikke-registreret EF-design i tre år fra offentliggørelsen. ICHI-frakken udgjorde desuden en så nærgående efterligning af Bellona, at det ikke kunne formodes, at DK Company havde udviklet den i en selvstændig proces uden kendskab til Bellona-frakken. Sø- og Handelsretten fandt derfor, at DK Company havde krænket Baums rettigheder efter EF-designforordningen. Eftersom DK Company iværksatte designarbejdet med ICHI blot få måneder efter ophøret af Baums markedsføring af Bellona, havde selskabet tillige handlet i strid med markedsføringsloven.
Læs hele dommen her.
Sø- og Handelsretten afsagde den 25. november 2019 dom i sagen BS-25746/2018-SHR mellem BRUUNMUNCH FURNITURE ApS (”Bruunmunch”) og Danish Design Supply ApS (”Danish Design”) og Barreth Holding ApS (”Barreth”). Sagen angik, hvorvidt Danish Design og Barreth havde foretaget uberettiget videreudvikling af møbler i strid med Bruunmunchs designrettigheder.
Bruunmunch og Barreth indgik i 2016 en samarbejdsaftale, hvorunder Barreth fik eksklusiv produktions-, markedsførings- og salgsrettigheder for fire sofadesigns mod betaling af 5% i royalty. I tilfælde af, at Barreth måtte udarbejde en model, der fremstod som en kunstnerisk eller teknisk videreudvikling af eller et funktionsmæssigt supplement til de af aftalen omfattede modeller, pålagde aftalen Barreth at tilbyde produktet til Bruunmunch før nogen anden. Bruunmunch kunne i 2017 konstatere, at Barreth sammen med Danish Design producerede og solgte en sofamodel, der i sit udseende mindede om en af modellerne omfattet af samarbejdsaftalen.
Sø- og Handelsretten fandt på baggrund af en skønserklæring, at Bruunmunch ikke havde godtgjort, at sofaerne var så lig hinanden, at der var tale om en kunstnerisk eller teknisk videreudvikling i strid med samarbejdsaftalen. Desuden fandt Sø- og Handelsretten, at Bruunmunch ikke havde godtgjort, at Barreth i øvrigt havde overtrådt andre af samarbejdsaftalens bestemmelser.
Læs hele dommen her.
Sø- og Handelsretten afsagde den 2. december 2019 kendelse i sagen BS-51005/2019-SHR mellem Tal Rosenzweig (”Tal R”) og KANSKE DENMARK ApS (”Kanske”). Sagen angik, hvorvidt Tal R kunne få nedlagt fogedforbud mod Kanskes projekt vedrørende fremstilling af ure, der som urskive skulle have en udskæring af maleriet Paris Chic, som Tal R har ophavsretten til. Kanske havde under navnet Letho på hjemmesiden Letho.art udbudt de pågældende ure til salg via en online auktion, hvor urskiven skulle udgøres af en udskæring med en diameter på 4 cm af maleriet.
Parterne var enige om, at Paris Chic nød ophavsretlig beskyttelse, hvilket omfattede eneretten til at gøre værket tilgængeligt for almenheden i ændret skikkelse. Sagens stridspunkt var, om ur-projektet indebar en ændring af maleriet, eller om udskæringen kunne betegnes som en destruktion af det oprindelige værk, der efterfølgende blev anvendt til et nyt værk.
Sø- og Handelsretten fandt, at der var tale om en ændring af værket, uanset om man kunne genkende maleriet i urskiven eller ikke. Eftersom et ophavsretligt beskyttet værk ikke må gøres tilgængeligt for almenheden i ændret skikkelse uden ophavsmandens samtykke, fandt Sø- og Handelsretten, at der var tale om en krænkelse, og at betingelserne for nedlæggelse af fogedforbud var opfyldt.
Sø- og Handelsretten fandt endvidere, at den påtænkte ændring af Tal Rs værk udgjorde en krænkelse af Tal Rs respektret, og at udnyttelse af værket ikke var af bagatelagtig karakter, hvorfor der ikke var anledning til at overveje, om udnyttelsen kunne tillades efter et de minimis-princip.
Læs hele kendelsen her.
Sø- og Handelsretten afsagde den 12. december 2019 dom i sagen BS-51217/2018-SHR mellem Overton Enterprises LLC (”Overton”) og MIIEGO ApS (”MIEEGO”). Sagen drejede sig om, hvorvidt MIIEGO ved markedsføring og salg af nogle løbebælter havde krænket Overtons EU-designrettighed og/eller god markedsføringsskik.
De to parter havde i december 2017 indgået en forligsaftale, hvorefter MIEEGO indvilligede i at afstå fra at markedsføre og sælge en række nærmere opregnede løbebælter, der alle havde det tilfælles, at de krænkede Overtons EU-designrettighed til løbebæltet SPIbelt. På messen Copenhagen Marathon EXPO 2018 kunne Overton dog konstatere, at MIEEGO solgte videreudviklede versioner af de produkter, der var omfattet af parternes forligsaftale.
Sø- og Handelsretten fandt, at de designmæssige ændringer, der var foretaget ved produktet, ikke gav den informerede bruger noget andet helhedsindtryk, hvorfor der var tale om en krænkelse af Overtons EU-designregistrering. Med udgangspunkt i de foreliggende oplysninger om salg og omsætning tilkendte Sø- og Handelsretten Overton et skønsmæssigt fastsat beløb på 75.000 kr., som rimeligt vederlag og erstatning for krænkelsen.
Læs hele dommen her.
Sø- og Handelsretten afsagde den 18. november 2019 kendelse i sagen BS-31266/2019-SHR mellem Hejs.dk A/S (”Hejs.dk”) og TS Platform & Hejs ApS m.fl. (”Hejs ApS”). Sagen angik, hvorvidt Hejs.dk havde varemærkeret til ”hejs.dk” som ord- og figurmærke, og i så fald om Hejs ApS ved brug af betegnelsen ”TS Hejs.dk” krænkede disse rettigheder.
Hejs ApS driver virksomhed med udlejning af arbejdsplatforme og stilladser. Det samme gør Hejs.dk. Direktøren i Hejs.dk rettede den 17. maj og den 2. august 2017 henvendelse til Hejs ApS med påtale over brugen af ”TS Hejs.dk” som led i Hejs ApS’ markedsføring. Hejs ApS nægtede i begge tilfælde at stoppe brugen. Den 17. juni 2019 henvendte Hejs.dks advokat sig med endnu et påbud om den fortsatte brug og varslede retslige skridt ved manglende efterlevelse. Hejs ApS afviste endnu engang påbuddet, og Hejs.dk indgav derefter anmodning om nedlæggelse af fogedforbud.
Da der var forløbet godt 1 år og 10 måneder før Hejs.dk gjorde anden indsigelse mod brugen af navnet, og da der gik yderligere 1 måned før indlevering af fogedforbudsbegæring, fandt Sø- og Handelsretten, at Hejs.dk ikke havde godtgjort eller sandsynliggjort, at virksomhedens muligheder for at opnå sin ret ville forspildes ved at afvente tvistens afgørelse ved en civil sag. Betingelsen i retsplejelovens § 413, nr. 3 var således ikke opfyldt, og der kunne ikke nedlægges fogedforbud mod Hejs ApS’ brug af ”TS Hejs.dk”.
Læs hele kendelsen her.
EU-Domstolen afsagde den 4. december 2019 dom i sagen T‑524/18 mellem Billa AG og EUIPO. Sagen var en anke af EUIPOs Board of Appeals afgørelse, der nægtede registrering af varemærket ”Billa” under henvisning til, at der var risiko for forveksling med det allerede registrerede varemærke ”Billabong”. EU-Domstolen skulle tage stilling til, om EUIPO havde afslået Billa AGs varemærkeansøgning med rette. Billa AGs anbringender gik på, at EUIPO havde foretaget en fejlvurdering af forvekslingsrisikoen mellem Billa AGs mærke ”Billa” og det ældre varemærke ”Billabong”, og at EUIPO desuden egenhændigt havde udvidet indsigelsen til at gælde produkter og services i en række niceklasser, som ikke havde været en del af den oprindelige indsigelse.
EU-Domstolen fastslog, at EUIPOs Board of Appeal som udgangspunkt ikke har beføjelse til at udvide en appel, men at en sådan fejl dog ikke ville kunne føre til, at EU-Domstolen ville kunne annullere den omtvistede afgørelse.
EU-Domstolen bemærkede, at når mærker skal sammenlignes, må man se på det visuelle, fonetiske og konceptuelle lighed, og at risikoen for forveksling skal bedømmes ud fra et helhedsindtryk, men med fokus på mærkernes dominerende elementer. Med hensyn til vurderingen af forvekslingsrisikoen fandt EU-Domstolen, at der var en lighed mellem de to mærker ”Billabong” og ”Billa”, når de indeholder identiske elementer. At det ældre mærke havde endelsen ”bong”, var ifølge EU-Domstolen ikke tilstrækkeligt til at udelukke denne lighed. Herved fastslog EU-Domstolen, at man i vurderingen måtte lægge mere vægt på den første del af mærkerne.
Således fandt EU-Domstolen, at der forelå en forvekslingsrisiko mellem mærkerne i det omfang der også var varelighed. EU-Domstolen fandt dog, at der, for så vidt angik kategorierne spil og sportsartikler, ikke var risiko for forveksling mellem de to varemærker. EUIPOs afgørelse blev derfor annulleret i denne henseende, men fastholdt i relation til de øvrige klagepunkter.
Læs hele dommen her.
Sø- og Handelsretten afsagde den 9. december 2019 kendelse i sagen BS-40310/2019-SHR mellem på den ene side United Drinks A/S (”United Drinks”) og Spangsberg Chokolade A/S (”Spangsberg”) og på den anden side Spritfabrikken Danmark ApS (”Spritfabrikken”). Sagen angik navnlig, om Spritfabrikken midlertidigt skulle forbydes at fremstille, markedsføre og sælge spiritus under betegnelserne ”Små Ugler” og/eller ”Blå Ugler”.
I 2017 indgik Spangsberg og United Drinks en licensaftale vedrørende produktion, salg og markedsføring af vodkashots baseret på Spangsbergs bolsjeprodukt ”Blå Ugler”. Selskaberne iværksatte omfattende markedsføringstiltag og produktet blev solgt i adskillige dagligvarebutikker og udskænkningssteder. I 2019 lancerede Spritfabrikken shot-produktet ”Små Ugler”. På flasken var bl.a. anført ”SMÅ Ugler er baseret på smagen af det velkendte bolche Blå Ugler”, ligesom flasken var dekoreret med billedet af en blå ugle.
United Drinks og Spangsberg påstod, at de havde varemærkeret til ”Blå Ugler” via indarbejdelse, og at de havde opnået en eneret til at benytte mærket for spiritusprodukter. Spritfabrikken påstod bl.a., at ”Blå Ugler” var degenereret, idet betegnelsen blot opfattes som en bestemt smag på et bolsje.
Sø- og Handelsretten fandt det sandsynliggjort, at der ved brug var erhvervet varemærkeret til ”Blå Ugler” for spiritusprodukter. Endvidere kunne ”Blå Ugler” ikke anses for blot at være en angivelse af en smagsvariant, da en spørgeskemaundersøgelse viste, at forbrugerne ikke forbandt ”Blå Ugler” med en specifik smag. Sø- og Handelsretten fandt herefter, at der var forvekslelighed mellem de to produkter, da de begge indeholdt ordet ”ugler”, ligesom ordene ”små” og ”blå” fonetisk og visuelt fremstod ens. Det var derfor sandsynliggjort, at der forelå en krænkelse, og fogedforbud blev nedlagt.
Læs hele kendelsen her.