Søg Close search

HjemIP Update | Q3 2021

IP Update | Q3 2021

Nyhedsbrevet omhandler et udvalg af de afgørelser og nyheder, der har været på det IP-retlige område i perioden fra den 16. juni 2021 til den 15. september 2021.

Markedsføringsret

Det er i strid med god markedsføringsskik at trække penge fra en kundes konto før varens afsendelse

Forbrugerombudsmanden oplyser i en pressemeddelelse af 17. juni 2021, at der er sendt orienteringsbreve til 17 virksomheder om reglerne for, hvornår de må trække betalingen for en vare på en kundes konto. Mange forbrugere har klaget over, at virksomhederne trækker penge på deres konti, lang tid før varen ankommer. I nogle tilfælde trækkes beløbet før varen er overgivet til en fragtmand eller afhentet af kunden ved ”klik og hent”. Dette udgør efter Forbrugerombudsmandens opfattelse forudbetaling, hvilket indebærer en risiko for kunden, idet varerne bl.a. kan være i restordre eller helt udsolgt. Derfor kan det at trække beløbet før afsendelsestidspunktet uden udtrykkelig aftale med forbrugeren være i strid med markedsføringsloven § 3, stk. 1, om god markedsføringsskik.

Forbrugerombudsmanden har opdateret sin vejledning om konkurrencer på nettet

Forbrugerombudsmanden har den 21. juni 2021 opdateret sin vejledning ”Brug af konkurrencer og lignende ved indhentelse af forbrugernes samtykke til markedsføring”. Opdateringen sker på baggrund af en stigning i klager over ulovligt telefonsalg. Mange forbrugere har nemlig, uden at vide det, givet samtykke til opkaldene i forbindelse med deltagelse i bl.a. konkurrencer eller spørgeskemaundersøgelser på nettet. Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse er disse samtykker ugyldige. De ugyldige samtykker er blevet indhentet af leadvirksomheder, der videresælger forbrugernes samtykke til markedsføring til andre virksomheder. Det præciseres bl.a. i vejledningen, at (i) det skal fremgå klart, hvem forbrugeren anmoder om at blive kontaktet af, (ii) at forbrugeren kan trække sit samtykke tilbage over for den virksomhed, der har afholdt konkurrencen og (iii) at virksomheden skal kunne dokumentere hele det konkurrenceflow, som forbrugeren skal igennem. Endvidere er eksemplerne på vildledende markedsføring blevet opdateret i vejledningen.

Reklamer for bilfinansiering kunne lovligt vises i forbindelse med markedsføring af spil eller spiludbydere

Forbrugerombudsmanden oplyser i en pressemeddelelse af 3. august 2021, at tre forskellige reklamer om bilfinansiering, som blev indsendt til Forbrugerombudsmanden af en brancheforening, ikke var omfattet af markedsføringslovens § 11 b, stk. 1. Bestemmelsen forbyder markedsføring af visse forbrugslånsvirksomheder og forbrugerkreditter i forbindelse med markedsføring af spil eller spiludbydere.

Forbrugerombudsmanden bemærkede, at der efter markedsføringslovens § 11 b, stk. 3, lovligt kan ske markedsføring af forbrugslånsvirksomheder og kreditaftaler til forbrugere i forbindelse med markedsføring af spil eller spiludbydere, når kreditten udbydes med henblik på køb af en vare eller tjenesteydelse.

I reklamerne markedsfører bilforhandleren med en kredit, der udbydes med henblik på finansiering af enten en specifik bil eller biler/reparationer hos bilforhandleren, således at købesummen helt eller delvist dækkes ved lån/kontokort, som er indrømmet køberen af finansieringsselskabet på grundlag af en aftale herom mellem bilforhandleren og finansieringsselskabet.

Markedsføringen af kreditten opfylder efter Forbrugerombudsmandens vurdering kravene for at være omfattet af undtagelsen i § 11 b, stk. 3. Forbrugerombudsmanden fandt derfor, at de tre reklamer lovligt kan vises i forbindelse med markedsføring af spil/spiludbydere, idet forbuddet i § 11 b, stk. 1, ikke finder anvendelse.

En virksomhed betaler bøde på 50.000 kr. for at have reklameret for elektroniske cigaretter

Forbrugerombudsmanden oplyser i en pressemeddelelse af 30. august 2021, at en virksomhed, der sælger elektroniske cigaretter, har betalt en bøde på 50.000 kr. for at overtræde forbuddet mod at reklamere for elektroniske cigaretter. Virksomheden havde reklameret for elektroniske cigaretter og tilhørende produkter på sin hjemmeside og sociale medier samt i et radiospot. Forbrugerombudsmanden politianmeldte virksomheden i december 2019.

Virksomheden havde bl.a. reklameret for elektroniske cigaretter ved at have haft salgsfremmende billeder af elektroniske cigaretter og udsagn som ”Kølende lækkert” på forsiden af virksomhedens hjemmeside og at have haft en underside på hjemmesiden med titlen ”Tilbud” mm.

Forbrugerombudsmanden bemærker, at al reklame for elektroniske cigaretter og tilhørende produkter som udgangspunkt er forbudt. ”Reklame” er alle erhvervsmæssige aktiviteter, der har til formål at sælge disse produkter, eller som har den direkte eller indirekte virkning. Siden den 1. april 2021 har det også været forbudt at udstille elektroniske cigaretter, genopfyldningsbeholdere, tobaksvarer, tobakssurrogater og urtebaserede rygeprodukter med enkelte undtagelser.

Ophavsret

Direktør dømt for ophavsretskrænkelse af Wegners ”The Chair” ved at benytte nærgående efterligninger i sin restaurant

Vestre Landsret afsagde den 17. juni 2021 dom i sagerne BS-3441/2020-VLR og BS3437/2020-VLR mellem D og A ApS (”D og A”) mod PP Møbler ApS (”PP Møbler”). Spørgsmålet i sagen var navnlig, hvorvidt direktøren, D, ved at have indkøbt 75 stole i Tyrkiet og placeret 66 af disse i sin restaurant, A ApS, samt vist billeder af stolene på restaurantens hjemmeside og Facebook, havde krænket PP Møblers rettigheder til designklassikeren ”The Chair” af Hans J. Wegner efter ophavsretsloven og markedsføringsloven.

I juni 2018 rettede PP Møbler henvendelse til A med oplysning om krænkelsen af ophavsretten og anmodede om, at stolene blev fjernet fra restauranten. A valgte dog forsat at benytte stolene herefter.

Vestre Landsret fandt – ligesom Sø- og Handelsretten – at stolen i sit designudtryk lå så tæt op af Wegners The Chair, at der var tale om en meget nærgående efterligning. Vestre Landsret præciserede, at D efter tidspunktet for henvendelsen måtte have indset, at stolene krænkende PP Møblers rettigheder, hvorfor der i hvert fald efter dette tidspunkt forelå en krænkelse af ophavsretslovens § 2 om ophavsmandens eneret og markedsføringslovens § 3 om god markedsføringsskik.

D og A blev dømt til at betale vederlag og erstatning til PP Møbler for markedsforstyrrelse efter ophavsretslovens § 83 og markedsføringslovens § 24 fastsat skønsmæssigt til 125.000 kr. Yderligere blev A forbudt at vise stolene offentligt frem samt påbudt at udlevere stolene til PP Møbler.

Uploading af delelementer af en mediefil til et peer-to-peer-netværk udgør en tilrådighedsstillelse for almenheden

EU-Domstolen afsagde den 17. juni 2021 dom i sagen C-597/19 mellem Mircom International Content Management & Consulting (M.I.C.M.) Limited (”Mircom”) mod Telenet BVBA (”Telenet”). Mircom, som er indehaver af rettigheder til et stort antal pornografiske film, havde indgivet en begæring til den forelæggende ret om pålæg af udlevering af oplysninger rettet mod internetudbyderen Telenet. Begæringen blev indgivet med henblik på, at Telenet skulle pålægges at fremlægge identifikationsoplysninger på en række af selskabets kunder. Disse var blevet indsamlet af et specialiseret firma på vegne af Mircom på grundlag af IP-adresser. De pågældende af Telenets kunders internetforbindelser var blevet brugt til at dele film fra Mircoms katalog på et peer-to-peer-netværk ved hjælp af BitTorrent-protokollen. Telenet modsatte sig Mircoms begæring.

De præjudicielle spørgsmål angik for det første, om deling af delelementer af en mediefil indeholdende et beskyttet værk på et peer-to-peer-netværk udgør en overføring til almenheden. Dernæst ønskede den forelæggende ret oplyst, om en indehaver af intellektuelle ejendomsrettigheder som Mircom, der ikke udnytter disse, men kræver erstatning af formodede krænkende parter, kan gøre brug af de retsmidler, der er fastsat i EU-retten, f.eks. ved at anmode om udlevering af oplysninger. Det tredje spørgsmål angik lovligheden, dels af den måde, hvorpå Mircom indsamlede kundernes IP-adresser, dels af den videregivelse af oplysninger, som Mircom anmodede Telenet om.

EU-Domstolen fastslog for det første, at uploading af delelementer af en mediefil til et peer-to-peer-netværk, som det omhandlede, udgør en tilrådighedsstillelse for almenheden i EU-retlig forstand. For det andet kan en indehaver af intellektuelle ejendomsrettigheder som Mircom gøre brug af retsmidlerne til beskyttelse af disse rettigheder, selvom den pågældende ikke selv udnytter dem. Den pågældendes begæring om oplysninger må dog ikke være udtryk for misbrug og skal være velbegrundet og forholdsmæssigt afpasset. For det tredje er systematisk registrering af IP-adresser på brugere af et peer-to-peer-netværk og videregivelse af deres navne og postadresser til indehaveren af rettighederne, med henblik på at gøre det muligt at anlægge erstatningssag, tilladt. Dette skal være velbegrundet, forholdsmæssigt afpasset og ikke udtryk for misbrug, samt have hjemmel i lov.

Youtube var ikke ansvarlig for ophavsretskrænkelser begået af platformens brugere

EU-Domstolen afsagde den 22. juni 2021 dom i de forenede sager C-682/18 og C-683/18 mellem henholdsvis Frank Peterson mod Google LLC og YouTube LLC (”Youtube”) og Elsevier Inc. (”Elsevier”) mod Cyando AG (”Cyando”). Sagerne drejede sig om krænkelse af ophavsrettigheder, som musikproducenten Frank Peterson og forlaget Elsevier er indehavere af, og som var begået af brugerne af henholdsvis YouTubes videodelingsplatform og af Cyandos fildelingsplatform. Idet YouTube og Cyando ikke havde fjernet de ophavsretligt krænkende værker fra deres platforme havde rettighedshaverne lagt sag an mod henholdsvis YouTube og Cyando.

Det præjudicielle spørgsmål stillet af den forelæggende ret angik, hvorvidt en video- eller fildelingsplatform, på hvilken brugere stiller ophavsretligt beskyttet indhold til rådighed for almenheden, foretog en selvstændig overføringshandling omfattet af artikel 3, stk. 1, i direktiv (EU) 2001/29/EF af 22. maj 2001 om ophavsret (”ophavsretsdirektivet”) (§ 2, stk. 4, nr. 1, i ophavsretsloven om ophavsmandens eneret til overføring til almenheden), hvis der ikke er specifikt kendskab til indholdet, eller indholdet ikke omgående slettes ved underretning. EU-Domstolen kunne ikke tage stilling til anvendelsen af artikel 17 i ophavsretsdirektivet (§ 52 c i ophavsretsloven om onlineindholdsdelingstjenester ansvar), da den ikke var trådt i kraft på tidspunktet for krænkelserne.

EU-Domstolen præciserede, at udgangspunktet er, at den bruger, der uploader et beskyttet værk, er ansvarlig for ophavsretskrænkelsen. For at vurdere platformens ansvar skulle der ses på platformens rolle i forhold til fildelingen og på dennes forsæt hertil. De relevante forhold for denne vurdering er, om den pågældende platform (i) ved eller burde vide, at brugerne af platformen stiller beskyttet indhold ulovligt til rådighed for almenheden, (ii) har undladt at gennemføre passende tekniske foranstaltninger til at forhindre dette, (iii) deltager i udvælgelsen af det beskyttede indhold, eller (iv) stiller værktøjer til rådighed, der har til formål at fremme ulovlig deling af indhold, eller fremmer dette ved sin økonomiske model. Det er ikke nok, at operatøren generelt ved, at der findes ulovligt indhold på platformen. Det er til gengæld ansvarspådragende, hvis den pågældende platform er bekendt med konkret ulovligt indhold, som den undlader at fjerne.

EU-Domstolen fandt, at Youtube og Cyando ikke selv foretager en overføring til almenheden. Youtube og Cyando udvælger ikke det indhold, der uploades, og opfordrer i deres brugerbetingelser brugerne til at respektere ophavsretten. Desuden har Youtube implementeret en række værktøjer, som rettighedshavere kan bruge til at underrette platformen om tilgængeligheden af ulovligt indhold, og har etableret tekniske foranstaltninger til at forhindre fremtidige uploads.

Endvidere fandt EU-Domstolen, at artikel 14, stk. 1 i direktiv (EF) 2000/31 af 8. juni 2000 om elektronisk handel (”e-handelsdirektivet”) (§ 16 i e-handelsloven om ansvarsfrihed for hosting-platforme) også omfatter video- og fildelingsplatforme. Dette er betinget af, at operatøren af platformen ikke spiller en aktiv rolle, som kan give operatøren kendskab til eller kontrol med det indhold, der er uploadet på platformen. For at ansvarsfritagelsen i e-handelsdirektivets artikel 14 ikke finder anvendelse kræves altså konkret kendskab til det ulovlige indhold.

NB. Det bemærkes, at dette udgangspunkt er ændret med den nye § 52 c i ophavsretsloven om onlineindholdsdelingstjenester, idet udgangspunktet fremover bliver, at platformene er ansvarlige for brugernes uploadede materiale, medmindre de kan påvise, at de har handlet i overensstemmelse med best practice i branchen, herunder bl.a. sikret, at beskyttede værker, som platformene ikke har indhentet licens til, ikke bliver delt på platformene, og at evt. krænkende indhold straks fjernes, så snart de er blevet gjort opmærksom herpå.

Udkast til lovforslag om revision af blankmedieordningen sendt i høring

Kulturministeriet har den 9. september 2021 sendt et udkast til lovforslag i høring. Udkastet til lovforslag omhandler en revision af den nuværende blankmedieordningen i form af en ændring af en række bestemmelser i ophavsretsloven. Blankmedieordningen er en vederlagsordning, der skal kompensere ophavsmænd, når der bliver solgt blanke enheder, hvorpå privatkopiering kan foretages.

Lovforslaget vil modernisere blankmedieordningen ved at udvide de omfattede lagringsmedier. De lagringsmidler, der vil være omfattet i fremtiden, vil være usb-stik, hukommelseskort, ekstern harddisk, intern harddisk, netværksharddisk, tablet, smartphone og bærbar computer. Kassettebånd, vhs-bånd og lignende skal fremover ikke være omfattet. Dette er nødvendigt grundet den teknologiske udvikling og danskernes privatkopieringsadfærd i dag. Endvidere skal lagringsmedier erhvervet fra udenlandske virksomheder til privat brug inddrages i ordningen.

Den statslige medfinansiering af blankmedieordningen i form af dvd-kompensationen skal afskaffes. Kompensationen til rettighedshaverne vil derfor fremover fuldt ud finansieres via vederlagene for de omfattede lagringsmedier.

Varemærkeret

Forside Telia pålagt at blokere for hjemmeside, der åbenbart krænker Skechers varemærke- og ophavsrettigheder

Østre Landsret afsagde den 30. juni 2021 kendelse i sag BS-289/2021 mellem Telia Danmark (”Telia”) og Skechers U.S.A, Inc. II (”Skechers”). Sagen angik, hvorvidt Telia som internetudbyder skal pålægges at blokere for adgang til en hjemmeside, hvor der foregår åbenbare krænkelser af Skechers’ varemærke- og ophavsrettigheder.

Østre Landsret fandt, at betingelserne for at meddele forbud og påbud efter retsplejelovens § 413 og § 414 var til stede, hvorfor Telia blev pålagt at blokere for hjemmesiden. Østre Landsrets begrundelse var bl.a., at Skechers’ ret ville blive forspildt, hvis Skechers blev henvist til at afvente en retlig afgørelse mod personerne bag hjemmesiden. Der var endvidere ikke fremkommet oplysninger for Østre Landsret, der indikerede, at en blokering af hjemmesiden ville medføre stor ulempe eller store omkostninger for Telia.

Proportionalitetsafvejningen af (i) Skechers interesse i at forhindre adgangen for Telias kunder til den åbenbart krænkende hjemmeside over for (ii) den skade eller ulempe dette ville påføre Telia førte til, at der blev nedlagt forbud og påbud. Henset til kendskabet til Skechers varemærke og den åbenbare krænkelse var det uden betydning, at Skechers ikke havde fremlagt dokumentation for markedsforstyrrelse. Østre Landsret stadfæstede derfor Sø- og Handelsrettens kendelse og pålagde Telia at blokere for hjemmesiden.

Manglende særpræg for lyden af en dåse med en kulsyreholdig drikkevare, der bliver åbnet

Retten afsagde den 7. juli 2021 dom i sagen T-668/19 mellem Ardagh Metal Beverage Holdings og EUIPO. Tvisten angik en ansøgning om registrering af et EU-varemærke bestående af en sammensætning af lyde og stilhed ved åbningen af en dåse med en kulsyreholdig drikkevare. I ansøgningen var vedlagt en lydfil indeholdende et lydtegn, der svarer til åbningen af en dåse, efterfulgt af stilhed i ca. ét sekund og derefter en brusende lyd af bobler i ca. ni sekunder.

Ansøgningen var den 24. juli 2019 blevet afvist af Andet Appelkammer ved EUIPO med henvisning til, at den pågældende lydsammensætning, som ønskedes registreret, ikke kunne opfattes som en angivelse af varernes handelsmæssige oprindelse, samt at varemærket ikke havde det fornødne særpræg.

Efterfølgende blev sagen frembragt for Retten, som tillige fandt, at lydsammensætningen gengav de forudsigelige og sædvanlige lydbestanddele af åbningen af en dåse med en kulsyreholdig drikkevare, således at lydbestanddelene i kombinationen, som var indgivet ved lydfilen, ikke var usædvanlig i sin struktur, hvorfor lyden manglede særpræg.

Risiko for forveksling mellem EU-figurvaremærket ”Ø” og ”ϕ”, som begge tilhørte fremmedsprogs alfabeter

Retten afsagde den 14. juli 2021 dom i sagen T-399/20 mellem Cole Haan LLC (”Cole Haan”) og EUIPO med Samsøe og Samsøe Holding A/S (”Samsøe og Samsøe”) som intervenient. Tvisten angik en ansøgning fra Cole Haan om registrering af figurvaremærket ”Ø” fra det danske alfabet, som Samsøe og Samsøe havde gjort indsigelse imod, idet de havde registreret figurvaremærket ”ϕ”, som er et bogstav fra det græske og kyrilliske alfabet.

Ansøgningen var i første omgang blevet afvist af EUIPOs appelkammer med henvisning til risikoen for forveksling mellem de to varemærker hos den relevante kundekreds – en fransksproget kundekreds, der hverken forstår dansk, bulgarsk eller græsk.

Retten fandt ligeledes, at risikoen for forveksling hos den relevante kundekreds var af en sådan karakter, at figurvaremærket ”Ø” ikke kunne registreres. Risikoen for forveksling baseres på et helhedsindtryk af de visuelle, fonetiske og begrebsmæssige ligheder mellem figurvaremærkerne.

For så vidt angår risikoen for forveksling på det visuelle plan fandt Retten, at bogstaverne, omend ikke komplet ens, i høj grad ligner hinanden.

Retten var enig med appelkammeret i, at man ikke kunne foretage en sammenligning på det fonetiske plan, idet det danske, græske og bulgarske sprog alle for den relevante kundekreds er fremmedsprog. De forskellige udtalelser af de to bogstaver kan derfor ikke inddrages i vurderingen.

Begrebsmæssigt lagde Retten i tråd med appelkammeret vægt på, at den relevante kundekreds ikke generelt kan antages at have kendskab til figurvaremærkernes oprindelse i det danske, græske og bulgarske alfabet.

Samlet lagde Retten således vægt på, at den relevante kundekreds ikke kunne antages at være bekendt med, at de to forskellige figurvaremærker repræsenterer bogstaver fra forskellige sprogs alfabeter, idet henholdsvis det danske, græske og bulgarske sprog samlet er at forstå som fremmedsprog. Retten fastholdt derfor, at Cole Haan’s varemærke ”Ø” ikke kunne registreres.

Varemærkerne ”PANSERGLAS” og ”PANZER GLASS” var krænket af brug af betegnelserne ”panserglas”, ”pansercover”, ”panser cover” og ”panser”

Sø- og Handelsretten afsagde den 30. august 2021 dom i de sambehandlede sager BS-9582/2017-SHR og BS-26278/2020 mellem Panzerglass A/S (”Panzerglass”) mod TechAmmo ApS (”TechAmmo”) og Selek Danmark ApS (”Selek”). Sagen angik, hvorvidt Panzerglass’ danske varemærke ”PANSERGLAS” var ugyldigt, og om TechAmmo og Seleks brug af blandt andet ”panserglas” for beskyttelsescovers udgjorde en krænkelse af Panzerglass’ varemærkeret.

Indledningsvist tog Sø- og Handelsretten stilling til, om varemærket ”PANSERGLAS” var ugyldigt. Sø- og Handelsretten bemærkede, at den europæiske varemærkemyndighed EUIPO den 30. september 2020 havde lagt til grund, at det af Panzerglass registrerede EU-varemærke ”PANZER GLASS” i en sag mellem Panzerglass og TechAmmo var gyldigt. På baggrund heraf fandt Sø- og Handelsretten, at ”PANSERGLAS” også havde det fornødne særpræg til at være gyldigt.

Efterfølgende tog Sø- og Handelsretten stilling til, om der forelå en krænkelse af Panzerglass’ varemærkeret ved de af TechAmmo og Selek benyttede betegnelser. Det var ubestridt, at TechAmmo og Selek havde brugt betegnelser som bl.a. ”Panser Glas”, ”panser glas”, ”Panserglas” og ”billig panserglas”. Sø- og Handelsretten fandt, at der var fonetiske, konceptuelle og visuelle lighedspunkter mellem de registrerede rettigheder og de brugte betegnelser. På baggrund heraf lagde Sø- og Handelsretten til grund, at der var en forvekslingsrisiko mellem sagsøgers varemærker og de af TechAmmo og Selek benyttede betegnelser, hvorfor TechAmmo og Selek skulle betale vederlag og erstatning til Panzer for krænkelse af selskabets varemærkerettigheder. Beløbet blev fastsat til 50.000 kr. for hver af de sagsøgte selskaber. Endvidere blev selskaberne forbudt at gøre erhvervsmæssigt brug af betegnelserne ”Panser Glas”, ”Panserglas”, ”panserglas” og ”panserglasset”.

Varemærkeret til QUICKFIRE-logo etableret ved brug var fortabt som følge af manglende brug

Østre Landsret afsagde den 30. juni 2021 dom i sagen BS-17723/2020 mellem Quick Fire ApS (”Quick Fire”) og Burner International A/S (”Burner”). Sagen drejede sig om, hvorvidt Quick Fire ved brug havde etableret en varemærkeret efter varemærkelovens § 3, stk. 1, til et logo, og om brugen havde været vedvarende som krævet i varemærkelovens § 10 c, stk. 3.

Landsretten tiltrådte af de grunde, som Sø- og Handelsretten havde anført, at Quick Fire ApS i Danmark i perioden til og med udgangen af 2015, bl.a. i Lidl havde en omsætning af deres ”QUICKFIRE” produkter, hvorved der ved ibrugtagning var blevet stiftet en varemærkeret for ”QUICKFIRE”. På dette tidspunkt havde Quick Fire anvendt en del forskellige udformninger af logoet baseret på virksomhedens navn, hvilket ikke ændrede på denne varemærkeret.

Spørgsmålet var dernæst, om denne varemærkeret var opretholdt efter 2015. En række af de fakturaer, som Quick Fire påberåbte sig som støtte for, at varemærket havde været brugt siden 2015, angik salg til leveringsadresser i udlandet. Forretningsgangen i Quick Fire var, at varerne blev påført varemærket i Serbien, og herefter bragt til virksomhedens lager i Danmark, hvorfra de blev leveret til kunder i Danmark og i udlandet.

Østre Landsret fandt, at brug af varemærket på produkter, som blev eksporteret til udlandet, kunne som følge heraf ikke indgå ved vurderingen af, om varemærket vedvarende havde været brugt, da anbringelsen af varemærket på sådanne produkter ikke var sket her i landet som krævet efter varemærkelovens § 10 c, stk. 3, jf. stk. 4, nr. 2. Efter den skete bevisførelse fandt Østre Landsret det ikke godtgjort, at de produkter fra Quick Fire, som ifølge fakturaerne var blevet leveret til Tyskland, var blevet videresolgt til forhandlere i Danmark og dermed bragt på markedet her i landet.

Der var bortset fra Firehøje Tennisafdelings julekalender fra 2016 og et julekort fra slutningen af året herefter ikke fremlagt materiale, som viste brug af ”QUICKFIRE”-mærket i 2016 i Danmark, og det materiale, som blev fremlagt om brugen i tiden herefter til og med 2018, godtgjorde alene en begrænset og til dels lokal brug af varemærket.

På denne baggrund tiltrådte Østre Landsret herefter Sø- og Handelsrettens dom om, at varemærkeretten var fortabt, jf. varemærkelovens § 10 c, stk. 3.

Tilmeld dig vores nyheder

Tilmeld dig Gorrissen Federspiels nyhedsservice og få faglige nyheder og invitationer til arrangementer direkte i din indbakke.

Tak for din tilmelding

Du er allerede tilmeldt