Søg
Med en ændring til hvidvaskdirektivet af 2018[1] har lovgiver ønsket at øge den overordnede gennemsigtighed vedrørende forebyggelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme og har udvidet kredsen således, at det ikke alene er kompetente myndigheder, forpligtede enheder inden for rammerne af kundekendskabsprocedurer og personer og organisationer med ”legitim interesse”, der vil have adgang til oplysninger om reelt ejerskab, men som noget nyt også tillade ”ethvert medlem af offentligheden” adgang til oplysningerne.
Artikel 30, stk. 5, litra a-c, i direktivet 2015/849[2] (”det 4. Hvidvaskdirektiv”) fastsatte følgende:
”Medlemsstaterne sikrer, at oplysningerne om reelt ejerskab til enhver tid er tilgængelige i alle tilfælde for:
I 2018 vedtog EU-lovgiver en række ændringer til hvidvaskdirektivet[3] (direktiv 2018/843 ”det 5. Hvidvaskdirektiv”). Artikel 30, stk. 5, litra c, fastsætter nu:
”Medlemsstaterne sikrer, at oplysningerne om reelt ejerskab i alle tilfælde er tilgængelige for:
Med ændringen har det været EU-lovgivers ønske at gøre oplysninger om reelt ejerskab tilgængelige for alle og enhver, uden at der (som tidligere) skulle anføres en legitim interesse. Se ændringen i litra c.
Dette var begrundet i, at direktivet har til formål at forebygge anvendelsen af Unionens finansielle system til hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, og forfølgelsen af dette mål kan ifølge EU-lovgiver kun være effektivt, hvis ”omgivelserne er ugunstige for kriminelle”. Øget gennemsigtighed ”kan derfor være et effektivt afskrækkende middel”.
Formålet med en udvidet adgang for offentligheden var at give civilsamfundet bedre mulighed for at kontrollere oplysninger og bidrage til at bevare tilliden til integriteten i forretningstransaktioner og det finansielle system.
Den udvidet adgang ville derudover kunne bidrage til at bekæmpe misbrug af selskaber og andre juridiske enheder og arrangementer til hvidvask eller finansiering af terrorisme – både ved at være til hjælp for efterforskning og via indvirkning på ry og omdømme.
EU-Domstolen har nu haft lejlighed til at vurdere, om der er den rette balance mellem henholdsvis kravet om gennemsigtighed i oplysningerne vedrørende de reelle ejere og retten til respekt for privatlivets fred og beskyttelse af personoplysninger.
Sagen vedrørte en luxembourgsk lov,[4] hvor der blev indført et register, hvis formål var at opbevare oplysninger om de reelle ejere og stille disse oplysninger til rådighed. En del af disse oplysninger var tilgængelig for offentligheden via internettet. Loven fastsatte desuden en mulighed for, at en reel ejer kunne anmode Luxembourg Business Registers om i konkrete tilfælde at begrænse adgangen til oplysningerne.
Tvisten udsprang af to søgsmål af henholdsvis et luxembourgsk selskab og den reelle ejer af et andet selskab, som uden held havde anmodet om at få begrænset offentlighedens adgang til oplysningerne med henvisning til, at en sådan adgang ville kunne medføre en risiko for svig, bortførelse, pengeafpresning, chikane, vold, intimidering eller tilbageholdelse.
I sagen blev det blandt andet gjort gældende, at den omstændighed, at den almindelige offentlighed gives adgang til den reelle ejers identitet og personoplysninger er i strid med retten til respekt for privatliv og familieliv og retten til beskyttelse af personoplysninger.
Artikel 7 i Chartret fastsætter, at enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin kommunikation. I artikel 8, stk. 1 i Chartret er det fastslået, at enhver har ret til beskyttelse af personoplysninger, der vedrører den pågældende.
EU-Domstolen fandt, at den nye artikel 30, stk. 5, litra c, i 5. Hvidvaskdirektiv er ugyldig.[5]
Domstolen fastslog, at den almindelige offentligheds adgang til oplysninger om reelle ejere udgør et indgreb i de grundlæggende rettigheder vedrørende respekt for privatliv og beskyttelsen af personoplysninger. De offentliggjorte oplysninger gør det muligt for et ubegrænset antal personer at få oplysninger om en ejers materielle og økonomiske situation, ligesom der kunne opstå et potentielt misbrug af deres personoplysninger, der kunne tilgås frit, lagres og spredes.
Domstolen fastslog på det grundlag, at adgangen til oplysningerne er et alvorligt indgreb i de grundlæggende rettigheder. De grundlæggende rettigheder i Chartrets artikel 7 og 8 er dog ikke absolutte rettigheder, men skal ses i sammenhæng med deres funktion i samfundet. Domstolen vurderede herefter overholdelsen af Chartrets artikel 52, stk. 1, der under visse betingelser tillader indgreb i rettighederne.
Formålet med regelændringen – at forebygge hvidvask af penge og finansiering af terrorisme ved øget gennemsigtighed – udgør et formål af almen interesse, der kan begrunde et indgreb i de grundlæggende rettigheder. Offentlighedens adgang til oplysningerne er desuden egnet til at bidrage til virkeliggørelsen af dette mål.
Indgrebet var dog hverken begrænset til det strengt nødvendige eller stod i et rimeligt forhold til det forfulgte formål (proportionalitetsgrundsætningen).
Der forelå ikke en saglig begrundelse for at udvide kredsen af berettigede fra en person eller organisation med ”legitim interesse” til alle og enhver.
Ifølge Domstolen var der ikke en rimelig afvejning mellem det tilsigtede mål af almen interesse og de grundlæggende rettigheder, ligesom der ikke var tilstrækkelige garantier til de registrerede for beskyttelse af personoplysninger mod misbrug. Proportionalitetsprincippet var med andre ord ikke overholdt.
I relation til pressen og civilsamfundsorganisationer bemærkede Domstolen specifikt, at disse har en legitim interesse i at tilgå oplysningerne om reelt ejerskab. Bekæmpelsen af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme påhviler dog først og fremmest offentlige myndigheder og enheder, som kreditinstitutter eller finansieringsinstitutter, der er underlagt særlige forpligtelser på området.
Dommen viser med al tydelighed, at Domstolen tager de grundlæggende rettigheder i Chartret alvorligt og ikke er tilbageholdende med at annullere selv generelle retsakter, hvis primær ret, herunder de grundlæggende rettigheder i Chartret, ikke respekteres af EU-lovgiver.
Dommen har her og nu betydning for, hvem der har adgang til oplysningerne.
Sådan som artikel 30, stk. 5, første afsnit, er affattet i det 5. Hvidvaskdirektiv, vil det med Domstolens afgørelse (i hvert fald i en periode) ren lovteknisk alene være (a) kompetente myndigheder og finansielle efterretningsenheder og (b) forpligtede enheder inden for rammerne af kundekendskabsprocedurer, der vil have adgang til informationen.
Ønsker EU-lovgiver at udvide kredsen til – ligesom tidligere – at omfatte ”enhver person eller organisation, der kan godtgøre at have en legitim interesse heri”, kræver det, at EU-lovgiver vedtager en ændring til artikel 30, stk. 5, hvorved den tidligere litra c tilføjes til teksten igen.
Med dommen indskriver der sig en praksis som også allerede ses på området vedrørende logning af teleoplysninger, hvor lagring (og udlevering (edition)) af sådanne oplysninger skal begrænses til det strengt nødvendige for så vidt angår blandt andet de berørte personer. Se blandt andet EU-Domstolens dom af 6. oktober 2020, La Quadrature du Net (C-511/18, C-512/18 og C-520/18), hvor Domstolen blandt andet anfører, at beskyttelsen af den grundlæggende ret til respekt for privatlivet kræver, at undtagelserne til og begrænsningerne af beskyttelsen af personoplysninger holdes inden for det strengt nødvendige.[6]
Hvis du har nogle spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.
[1] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/843 af 30. maj 2018 om ændring af direktiv (EU) 2015/849 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme og om ændring af direktiv 2009/138/EF og 2013/36/EU.
[2] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF.
[3] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/843 af 30. maj 2018 om ændring af direktiv (EU) 2015/849 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme og om ændring af direktiv 2009/138/EF og 2013/36/EU.
[4] Loi du 13.1.2019 instituant un Registre des bénéficiaires effectifs (lov af 13.1.2019 om oprettelse af et register over reelle ejere) (mémorial A 15).
[5] Første spørgsmål i sag C-601/20 skulle således besvares med, at artikel 1, nr. 15, litra c i direktiv 2018/843 er ugyldig, for så vidt som bestemmelsen har ændret artikel 30, stk. 5, første afsnit, litra c i direktiv 2015/849.
[6] Dom af 6. oktober 2020, La Quadrature du Net, C-511/18, C-512/18 og C-520/18, EU: C:2020:791. Der kan også henvises til dom af 16. juli 2020, Facebook Ireland og Schrems, C-311/18, EU:C:2020:559.