EU‑Domstolen har den 11. november 2025 afsagt dom i sag C-19/23. Med dommen annullerer EU-Domstolen dele af specifikke bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2022/2041 af 19. oktober 2022 om passende mindstelønninger i EU (“mindstelønsdirektivet”). Danmark (støttet af Sverige) får således delvist medhold i sit historiske annullationssøgsmål af 18. januar 2023 mod Europa Parlamentet og Rådet, om end langt størstedelen af direktivet anerkendes som gyldig.
Den 18. januar 2023 anlagde Danmark et annullationssøgsmål ved EU‑Domstolen med påstand om, at mindstelønsdirektivet skulle annulleres i sin helhed, subsidiært annulleres delvist. Sverige indtrådte efterfølgende som intervenient til støtte for Danmark.
Mindstelønsdirektivet blev vedtaget den 19. oktober 2022. Det generelle formål bag mindstelønsdirektivet er at forbedre leve- og arbejdsvilkårene i EU herunder at sikre, at arbejdstagere på tværs af EU, har adgang til en passende mindsteløn. Mindstelønsdirektivet fastsætter bl.a. flere proceduremæssige forpligtelser for at medlemsstaterne kan sikre dette enten gennem lovgivning eller kollektive overenskomster, herunder ved at indføre procedurer for fastsættelsen og ajourføringen af lovbestemte mindstelønninger og tiltag der skal fremme kollektive overenskomstforhandlinger om lønfastsættelse.
Kernen i tvisten for EU-Domstolen var, om Europa-Parlamentet og Rådet (“EU-lovgiver”) havde kompetence til – inden for deres beføjelser på det sociale- og arbejdsmarkedsmæssige område – at vedtage mindstelønsdirektivet. Danmark gjorde gældende, at mindstelønsdirektivet udgør et direkte indgreb i lønfastsættelsen i EU og i organisationsretten.
Danmarks principale påstand var, at EU-lovgiver ved vedtagelsen af direktivet havde overskredet de beføjelser, som det er tildelt EU inden for sociale‑ og arbejdsmarkedsmæssige område efter artikel 153, stk. 5, TEUF, da der gribes direkte ind i lønfastsættelsen og organisationsretten i medlemsstaterne, og at vedtagelsen af mindstelønsdirektivet tilsidesætter princippet om kompetencetildeling (“kompetencetildelingsprincippet”) som fastsat i traktaterne.
Artikel 153, stk. 5, TEUF, fastsætter EU’s beføjelser inden for sociale‑ og arbejdsmarkedsmæssige område. Lønforhold og organisationsret er udtrykkeligt udelukket fra den kompetence, som EU er tildelt inden for det sociale- og arbejdsmarkedsmæssige område og er et nationalt anliggende.
Kompetencetildelingsprincippet er et grundlæggende princip, der indebærer, at EU alene kan udøve lovgivningsmagt i det omfang traktaterne tildeler EU en beføjelse hertil på det pågældende område. Beføjelser, der ikke er tildelt EU, forbliver hos medlemsstaterne.
Generaladvokaten indstillede den 14. januar 2025 til, at mindstelønsdirektivet burde annulleres i sin helhed. Generaladvokaten mente, at EU ved vedtagelsen af mindstelønsdirektivet var gået videre end deres tildelte kompetence. Generaladvokaten fremhævede, at den regulering der finder sted i mindstelønsdirektivet, indebærer risiko for indgreb i medlemsstaternes suveræne ret til selv at regulere løn‑ og arbejdsvilkår. Det bemærkes, at Generaladvokatens udtalelser ikke er bindende, men EU-Domstolen følger imidlertid ofte disse.
EU-Domstolen fastslog, at kompetenceudelukkelsen vedrørende lønforhold og organisationsret omfatter direkte indgreb i disse forhold og ikke ethvert forhold, som har en form for forbindelse med disse elementer.
EU-Domstolen fastslog yderligere, at der var to specifikke bestemmelser i mindstelønsdirektivet, hvor EU-lovgiver greb direkte ind i lønfastsættelsen, som derfor var vedtaget i strid med EU’s kompetencer inden for det sociale‑ og arbejdsmarkedsmæssige område.
For det første var det direktivets artikel 5, stk. 2, samt henvisningen hertil i stk. 1, hvor der fastsættes konkrete og obligatoriske kriterier, som medlemsstaterne som minimum skal iagttage i deres procedurer for fastsættelsen og ajourføring af lovbestemte mindstelønninger.
For det andet fandt EU-Domstolen, at artikel 5, stk. 3, ligeledes udgjorde et direkte indgreb i lønfastsættelsen, idet benyttelsen af automatiske indekseringsmekanismer til at justere lovbestemte mindstelønninger i denne bestemmelse blev gjort betinget af, at anvendelsen ikke fører til en nedsættelse af den lovbestemte mindsteløn.
EU-domstolen fastslog, at disse dele af mindstelønsdirektivet, skulle annulleres. EU-Domstolen bemærkede, at EU-lovgiver i disse specifikke bestemmelser harmoniserede en del af de bestanddele, der indgår i mindstelønninger, hvilket derfor ville få direkte indvirkning på niveauet af lønninger og dermed udgør et direkte indgreb i lønfastsættelserne i EU.
I forhold til organisationsretten fandt EU-Domstolen, at mindstelønsdirektivet ikke greb direkte ind i organisationers oprettelse, virke eller administration og følgeligt ikke udgjorde et direkte indgreb i organisationsretten.
EU-Domstolen bekræfter gyldigheden af det resterende mindstelønsdirektiv, og dermed langt størstedelen af direktivet.
Uanset at Danmark havde ønsket sig mere end den delvise annullation, så er resultatet dog i EU-retlig sammenhæng ganske bemærkelsesværdigt. Det er – næsten – uhørt at få annulleret eller delvist annulleret et direktiv, som det er tilfældet med denne afgørelse. På et teoretisk niveau er dommen derfor meget principiel.
EU-Domstolen accepterer imidlertid med dommen kun en meget specifik begrænsning for fremtidig EU-regulering. Det er yderligere værd at notere, at de dele af direktivet, der annulleres, er dele, som reelt er uden betydning for Danmark og det danske arbejdsmarked. Dommen vidner om et fortsat pres på den danske model i forhold til at forny sig og tilpasse sig EU-retlige krav. Vi er dog fortrøstningsfulde med hensyn til, at modellen vil overleve og bestå trods dette pres.
Beskæftigelsesministeriets implementeringsudvalg vurderede i 2024, at Danmark lever op til mindstelønsdirektivet. Da danske lønninger fastlægges gennem kollektive overenskomster, er Danmark fritaget for de processuelle krav om at fremme mindstelønningers tilstrækkelighed – overenskomstfastsatte lønninger anses automatisk for tilstrækkelige, fordi de er aftalt mellem arbejdsmarkedets parter. Danmark skal dog fortsat sikre overholdelse af direktivets horisontale bestemmelser, herunder fremadrettet afrapportere til EU-Kommissionen om udvalgte lønforhold.
Hvis I har spørgsmål vedrørende mindstelønsdirektivet, er I velkomne til at kontakte os.