Søg
Princippet om, at man ikke kan blive straffet for det samme to gange, har inden for konkurrenceretten hidtil være betinget af, at der i de to sager forelå identiske faktiske omstændigheder, at der var tale om den samme lovovertræder, og at de overtrådte regler værnede om ”samme retsbeskyttede interesse”. I dommene i sagerne C-117/20, bpost, og C-151/20, Nordzucker, af 22. marts 2022, fastslår EU-Domstolen sat i Store Afdeling, at det sidste kriterium ikke længere gælder. Inden for konkurrenceretten, ligesom på alle andre EU-retlige områder, er de relevante kriterier alene, om de faktiske omstændigheder er identiske, og om lovovertræderen er den samme. Dermed udvides beskyttelsen af virksomhederne. Der kan dog ved lov indføres begrænsninger i beskyttelsen. De skal respektere det væsentligste indhold af grundrettigheden, være nødvendige og opfylde et mål af almen interesse.
Princippet ne bis in idem er lovfæstet i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheders (”Chartret”) artikel 50 og bestemmer, at ingen skal kunne stilles for en domstol eller dømmes for en lovovertrædelse, for hvilken den pågældende allerede er blevet endeligt frikendt eller domfældt i en af EU’s medlemsstater. Det er et grundlæggende princip i EU-retten, der også er beskyttet i den europæiske menneskerettighedskonvention.
Anvendelsen af princippet er underlagt en dobbelt betingelse. For det første skal der være en forudgående endelig afgørelse (bis), og for det andet skal den forudgående afgørelse og den efterfølgende sag vedrøre den samme adfærd (idem).
Det har i hidtidig praksis været uklart, hvad der præcist ligger i betingelsen om idem (samme).
Inden for konkurrenceretten er betingelsen blevet fortolket således, at den består af tre kriterier: at 1) de faktiske omstændigheder er identiske, at 2) lovovertræderen er den samme, og at 3) den retsbeskyttede interesse, der forfølges, er den samme.[1] Princippet forbød således alene at straffe den samme person (vedrørende samme faktum) for overtrædelse af flere forskellige lovregler, der reelt beskytter den samme samfundsinteresse. Hvis reglerne derimod har forskelligt formål, var der ingen beskyttelse på konkurrenceområdet. På andre retsområder, har der ikke været noget krav om ”samme retsbeskyttede interesse”, hvilket har skabt betydelig uklarhed om anvendelsen af reglen i artikel 50.
I dommene i sagerne C-117/20, bpost, og C-151/20, Nordzucker, af 22. marts 2022 fastslår EU-Domstolen nu, at princippet ne bis in idem i Chartrets artikel 50 finder ensartet anvendelse på alle EU-retlige områder, dvs. når der er tale om samme lovovertræder og samme lovovertrædelse. Det sidste er tilfældet, når de faktiske omstændigheder er identiske.
Artikel 50 i Chartret om ne bis in idem er en grundrettighed. Der kan kun gøres indgreb i denne i overensstemmelse med betingelserne fastsat i Chartrets artikel 52, stk. 1. Indgrebet skal således være fastlagt i lovgivningen og respektere rettighedens væsentligste indhold. Det skal desuden forfølge et anerkendt mål af almen interesse og overholde et strengt proportionalitetskrav.
I relation hertil udtaler Domstolen, at der skal foreligge klare og præcise regler, der gør det muligt at forudse, hvilke handlinger og undladelser der kan gøres til genstand for en kumulation af retsforfølgelser og sanktioner, at de to procedurer er tilstrækkeligt koordineret mellem myndighederne og i nær tidsmæssig tilknytning, samt at alle de pålagte sanktioner står i et (rimeligt) forhold til overtrædelsernes grovhed.[2]
Sagen angik det belgiske postselskab bpost, der successivt blev pålagt to bøder af to nationale myndigheder. I 2011 blev det pålagt en bøde på 2,3 mio. EUR af tilsynsmyndigheden for postsektoren, der havde fundet, at den rabatordning, som bpost havde anvendt fra 2010, udgjorde forskelsbehandling. Denne afgørelse blev imidlertid annulleret af en domstol i 2016. Den belgiske konkurrencemyndighed havde i mellemtiden pålagt bpost en bøde på 37,4 mio. EUR for misbrug af dominerende stilling som følge af anvendelsen af samme rabatordning fra 2010 til 2011. Bpost gjorde gældende, at princippet ne bis in idem førte til, at de ikke kunne pålægges den anden bøde, hvilket blev forelagt EU-Domstolen.
Domstolen besvarede det præjudicielle spørgsmål med, at muligheden for at gøre indgreb i grundrettigheder betyder, at en virksomhed godt kan pålægges en sanktion for overtrædelse af konkurrenceretten, når den for de samme faktiske omstændigheder allerede har modtaget en endelig afgørelse om tilsidesættelse af sektorspecifikke regler. Dette forudsætter dog, at reglerne er klare, præcise og gør kumulationen af sanktioner forudsigelig. De to myndigheder skal koordinere deres procedurer, der skal føres i nær tidsmæssig tilknytning. Desuden skal retsforfølgelserne og sanktionerne stå i forhold til overtrædelsens grovhed, hvilket stemmer overens med Domstolens praksis i Menci-dommen.[3] I denne bedømmelse er det relevant, at de to procedurer forfølger forskellige formål (i sagen henholdsvis liberaliseringen af postmarkedet, og at konkurrencen ikke fordrejes på det indre marked). Formålene er komplementære, og den yderligere byrde, kumulationen udgør, kan begrundes ved de to forskellige mål.
Den østrigske konkurrencemyndighed havde nedlagt påstand om, at det blev fastslået, at de to tyske sukkerproducenter Nordzucker og Südzucker, havde overtrådt de EU-retlige kartelregler og østrigsk konkurrenceret, og om, at Südzucker, blev pålagt en bøde herfor. Repræsentanter for de to virksomheder havde i en telefonsamtale bl.a. drøftet det østrigske sukkermarked. Den tyske konkurrencemyndighed havde allerede i en tidligere afgørelse refereret til denne samtale. I sin afgørelse havde den tyske konkurrencemyndighed fastslået, at de to virksomheder havde overtrådt EU- og tysk konkurrenceret, og pålagt Südzucker en bøde på 195,5 mio. EUR. Spørgsmålet var derfor, om dette forhindrede den østrigske sag.
EU-Domstolen fastslog, at der i overensstemmelse med princippet ne bis in idem godt kan pålægges en virksomhed en bøde for faktiske omstændigheder, der udgør overtrædelser af konkurrencelovgivning i en medlemsstat, selvom denne faktiske omstændighed har været omtalt i en afgørelse mod virksomheden i en anden medlemsstat. Princippet ne bis in idem er kun til hinder for den anden sag, hvis der i den første afgørelse er lagt vægt på og taget stilling til den faktiske omstændighed, der vedrører en anden medlemsstat, således at denne er en del af sanktionen. I så fald, er der tale om identiske faktiske omstændigheder. Den forelæggende ret skulle derfor efterprøve, om den tyske konkurrencemyndigheds afgørelse også omfattede det østrigske marked.
EU-Domstolen udvider med dommen beskyttelsesområdet for princippet ne bis in idem inden for konkurrenceretten. Nu skal det ikke længere godtgøres, at den anden sag forfølger den samme retsbeskyttede interesse. Der er således et kriterium mindre, der skal opfyldes, for at princippet finder anvendelse.
Samtidig præciseres det, hvilke krav der stilles til indledningen af en anden sag vedrørende identiske faktiske omstændigheder. Reglerne skal være klare, præcise og gøre kumulationen af retsforfølgelser og sanktioner forudsigelig. De to myndigheder skal koordinere deres procedurer, der skal føres i nær tidsmæssig tilknytning. Desuden skal retsforfølgelserne og sanktionerne stå i forhold til overtrædelsens grovhed. I den forbindelse er det relevant, at de to procedurer forfølger forskellige komplementære formål. EU-Domstolen har dermed bekræftet den retstilling, der blev åbnet op for i Menci-dommen.
Reglen er præciseret, men det er åbent for fortolkning, hvornår et indgreb i grundrettigheden er berettiget. Det er den indgribende myndighed, der har forklaringsbyrden for, hvorfor indgrebet er berettiget i henhold til kravene i Chartrets artikel 52, stk. 1. Denne begrundelse kan udfordres af virksomheden, som står til en dobbeltsanktion.