Søg
Siden udbruddet af krigen i Ukraine har energisituationen i EU været præget af stærk volatilitet, forsyningsusikkerhed og sikkerhedspolitiske bekymringer. EU vedtog derfor i maj 2022 REPowerEU-planen, der har til formål at fremme den grønne omstilling og opnå uafhængighed af russisk gas. Planen omfatter bl.a. ændringer til VEII-direktivet, som skal forsimple og fremskynde tilladelsesprocedurerne for vedvarende energiprojekter. Ændringerne til VEII-direktivet er imidlertid endnu ikke vedtaget, og når det sker, vil der gå nogen tid, før ændringerne er implementeret i medlemsstaterne.
I mellemtiden er energikrisen forværret, og der er behov for akut handling. På opfordring fra EU-Rådet fremlagde EU-Kommissionen derfor d. 9. november 2022 et udkast til en ny nødforordning, som skal fjerne barrierer for udviklingen af de vedvarende energiprojekter (VE-projekter), der på den korte bane har størst potentiale til at begrænse energikrisen og styrke den grønne omstilling væk fra russisk afhængighed.
På et ministermøde i går aftes d. 24. november 2022 blev EU-Rådet enige om indholdet af forordningen, som indebærer visse ændringer til Kommissionens udkast.
Forordningen vil i korte træk betyde:
Trods den politiske enighed om indholdet afventer forordningen at blive formelt vedtaget af EU-Rådet. Dette forventes ifølge en pressemeddelelse fra Rådet at ske ”hurtigst muligt”, men det afventer for nuværende de parallelle drøftelser om et prisloft på gas, hvorom der ikke er politisk enighed. Når den er vedtaget, vil forordningen finde direkte anvendelse i Danmark og vil i udgangspunktet gælde i 18 måneder.
I det følgende gennemgås de centrale elementer i nødforordningen.
Forordningen indfører en formodningsregel om, at VE-projekter – i naturbeskyttelsesreglernes forstand – er af væsentlig samfundsinteresse af hensyn til den offentlige sundhed og sikkerhed. Dette gælder både for etableringen og driften af et VE-projekt såvel som den tilhørende nettilslutning og eventuelle lagringsenheder.
Formodningsreglen sigter på at give bedre muligheder for at bringe undtagelsesbestemmelserne i EU’s naturbeskyttelsesregler i spil ved myndighedernes stillingtagen til, om der kan meddeles tilladelse til VE-projekter. Formodningsreglen vil gælde for habitatdirektivet, vandrammedirektivet og fuglebeskyttelsesdirektivet.
EU’s beskyttelsesregler indeholder en række forbud mod forstyrrelse af beskyttede habitater og arter. Det gælder ikke mindst habitatdirektivet, som medfører, at myndighederne i et medlemsland som udgangspunkt ikke kan meddele tilladelse til et projekt, såfremt projektet vil skade et internationalt naturbeskyttelsesområdes integritet (Natura 2000-områder). En undtagelse kan dog gøres, hvis gennemførelsen af et projekt er bydende nødvendigt af hensyn til væsentlige samfundsinteresser. På samme vis indeholder habitatdirektivet en mulighed for at meddele dispensation fra forbuddet mod skade på beskyttede arter (bilag IV-arter) og deres raste- og ynglesteder af hensyn til den offentlige sundhed og sikkerhed eller af andre bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser.
Med forordningen fastslås den retlige formodning, at VE-projekter er af væsentlig samfundsinteresse af hensyn til offentlig sundhed og sikkerhed i den forstand, som udtrykkes i direktiverne. Hermed lettes vurderingen af, om et konkret VE-projekt er af væsentlig samfundsmæssig interesse.
Den relevante myndighed vil fortsat skulle træffe beslutning om, hvorvidt undtagelsesbestemmelserne kan anvendes for det enkelte projekt under hensyntagen til de øvrige betingelser i undtagelsesreglerne. For så vidt angår beskyttelsen af Natura 2000-områder er det således fortsat en betingelse for at kunne meddele tilladelse, at der ikke er andre alternativer, samt at der etableres kompensationsforanstaltninger med henblik på at udligne den negative virkning fra et projekt og fuldt ud kompensere for de negative virkninger for den berørte art eller naturtype.
Forordningen fastslår yderligere, at i det omfang et projekt konkret vurderes at være af væsentlig samfundsmæssig interesse, bør opførelse og drift af VE-projekter og den tilhørende udvikling af netinfrastruktur prioriteres ved afvejningen af de retlige interesser i det enkelte tilfælde. Dog vil det for beskyttede arter være en forudsætning, at der træffes passende foranstaltninger til bevarelse af arterne, der bidrager til at opretholde eller genoprette bestanden af arterne i en gunstig bevaringsstatus, og at der stilles tilstrækkelige finansielle ressourcer og arealer til rådighed til dette formål.
Hvor stor en effekt formodningsreglen og ovennævnte prioriteringshenstilling vil få på myndighedernes sagsbehandling er vanskelig at spå om, men der kan i forordningen og dens formål indlæses et signal om, at myndighederne ved afvejningen af hensyn i enkeltsager bør lægge vægt på, at gennemførelsen af VE-projekter udgør et relevant og tungtvejende hensyn, når der skal ske en afvejning af miljøhensyn over for andre hensyn. Det bliver interessant at følge, om forordningen vil medføre, at undtagelsesbestemmelserne vil blive anvendt oftere i Danmark, end det historisk har været tilfældet.
Til forskel fra Kommissionens forslag er der i Rådets version af forordningen blevet indsat en bestemmelse om, at de enkelte medlemsstater må begrænse formodningsreglen til bestemte dele af deres territorie, til bestemte teknologier eller projekter med bestemte tekniske karateristika.
Forordningen indfører, at tilladelsesproceduren for solanlæg på bygninger maksimalt må tage tre måneder. Reglen vil gælde for både el- og varmeproducerende anlæg, forudsat at anlægget etabeleres på en bygning (eller anden ”artificial structure”), der ikke er etableret med henblik på solbaseret energiproduktion.
Forordningen medfører derudover, at de nævnte solanlæg undtages fra VVM-reglernes krav om miljøscreening og udarbejdelse af en miljøkonsekvensrapport (der i Danmark navnlig er reguleret af miljøvurderingsloven). Undtagelsen vil gælde både for nyanlæg samt ændringer og udvidelser af eksisterende projekter og er ifølge præmisserne til forordningen begrundet med, at der typisk ikke er miljømæssige bekymringer for solanlæg på bygninger.
For mindre solanlæg med en kapacitet på 50 kW eller mindre indføres endvidere en særlig regel om ”positiv administrativ tavshed”, hvorefter et projekt vil blive anset for tilladt, hvis myndighederne ikke besvarer en ansøgning inden for en måned, dog under den forudsætning, at anlæggets kapacitet ikke overstiger kapaciteten for den eksisterende nettilslutning.
Til forskel fra Kommissionens udspil er der i Rådets version af forordningen givet enkelte muligheder for, at medlemsstaterne kan vedtage fravigelser:
Med forordningen vil der i en periode således være en væsentligt forsimplet adgang til at opstille solceller på bygninger og andre ”kunstige strukturer”.
For repowering-projekter vil forordningen indføre en hurtigere og forsimplet procedure, idet repowering-projekter forventes at kunne gennemføres på kort tid og med stor effekt i den grønne omstilling uden væsentlige miljøimplikationer.
Forordningen indebærer konkret følgende tiltag for repowering-projekter:
For de to sidstnævnte tiltag er det værd at bemærke, at naturbeskyttelsesdirektiverne fortsat finder anvendelse, såfremt et repowering-projekt vil påvirke et Natura 2000-område eller en beskyttet art – dog nu med anvendelse af formodningsreglen, jf. ovenfor.
Med forordningen vil der i en periode således være en forsimplet adgang til at opgradere kapaciteten på eksisterende VE-anlæg, herunder ved udskiftning af vindmøller og solceller.
Som det sidste tiltag i forordningen simplificeres udrulningen af varmepumper ved at forkorte og forenkle tilladelsesproceduren.
Der indføres således et krav om, at tilladelsesproceduren maksimalt må tage en måned for varmepumper med en kapacitet på under 50 MW, dog tre måneder for jordvarmepumper.
For nettilslutningen af visse mindre varmepumper etableres endvidere en anmeldelsesordning, således at tilladelse til nettilslutning alene sker ved en anmeldelse. Mindre varmepumper omfatter varmepumper med op til 12 kW kapacitet eller – for VE-egenforbrugere i VEII-direktivets forstand – med op til 50 kW kapacitet (forudsat at kapaciteten af VE-egenforbrugerens tilknyttede VE-anlæg udgør mindst 60 % af varmepumpens kapacitet). Anmeldelsesordningen gælder dog ikke, hvis der er sikkerhedsmæssige udfordringer, teknisk inkompabilitet, eller hvis der skal udføres yderligere arbejder for nettilslutningen.
Ligesom for solceller på bygninger er der i Rådets version af forordningen givet mulighed for, at medlemsstaterne kan fravige de nye regler for bestemte områder eller bygningsværker af hensyn til beskyttelse af kulturhistoriske værdier, forsvars- eller sikkerhedsinteresser.
Med forordningen vil der i en periode således være mulighed for en hurtig omstilling til varmepumper.
Når der i forordningen henvises til tilladelsesproceduren og fristerne herfor, skal dette forstås bredt, idet begrebet omfatter alle relevante tilladelser, herunder med hensyn til nettilslutning og miljøvurderinger.
For nettilslutninger er det dog værd at bemærke, at forordningen ikke vil indebære, at nettilslutningen skal være gennemført inden for tidsfristen. Det er i Rådets version således præciseret, at følgende ikke skal regnes med i fristerne: (i) den tid, hvor anlæggene, deres nettilslutninger og den tilhørende nødvendige netinfrastruktur er under opførelse eller repowering og (ii) den tid, der er nødvendig for myndighedsbehandlingen af væsentlige netopgraderinger under hensyntagen til sikring af nettets stabilitet, pålidelighed og sikkerhed.
Tilladelsesproceduren anses for at starte, når den relevante myndighed anerkender modtagelsen af en ansøgning og for at slutte, når myndigheden meddeler sin endelige afgørelse.
Til sammenligning gælder for tiden (ifølge bkg 2021 1215 om kontaktpunkt og tidsfrister for VE-tilladelsesprocessen), at myndighedernes sagsbehandlingstid i tilladelsesprocessen for elproducerende VE-anlæg maksimalt må tage to år (med visse forlængelsesmuligheder), dog et år ved repowering og for anlæg med en elkapacitet på under 150 kW.
Forordningen er ikke til hinder for, at medlemsstaterne vedtager kortere frister.
Forordningen finder anvendelse på tilladelsesprocedurer, som iværksættes efter dens ikrafttræden, og mens den er gældende. En medlemsstat kan dog beslutte, at forordningen ligeledes skal gælde for igangværende tilladelsesprocedurer, forudsat at dette forkorter tilladelsesprocessen og ikke skader eksisterende tredjemandsrettigheder.
Forordningen indeholder en solnedgangsklausul, hvorefter den vil bortfalde efter 18 måneder fra dens vedtagelse (mod et år i Kommissionens udspil).
Kommissionen skal senest med udgangen af 2023 vurdere forordningens anvendelse, herunder om en forlængelse er nødvendig. Dette kan efter vores opfattelse forventeligt komme på tale, hvis der ikke er udsigt til en fuld implementering af de kommende ændringer til VEII-direktivet inden forordningens udløb.
***
Har du spørgsmål til nødforordningen eller gældende regler for etableringen af VE-projekter, er du meget velkommen til at kontakte os.