Søg
På varemærkerettens område bød året på iøjnefaldende afgørelser, blandt andet en kendelse fra Østre Landsret i en sag mellem skoproducenten Skechers og en række teleselskaber (UfR 2023.542 ØLK). Sagen drejede sig om Skechers ønske om at få retten til at pålægge teleselskaberne at lukke for adgangen til hjemmesider med – påståede – varemærkekrænkelser. Dette var tidligere lykkedes for Skechers i en sag for Sø- og Handelsretten, som fastslog, at teleselskaberne ved at give adgang til hjemmesider, som indeholdt krænkende materiale, bidrog til krænkelsen af Skechers’ varemærke- og ophavsrettigheder. Sagen for Østre Landsret var imidlertid særlig i den forstand, at Skechers ønskede et foreløbigt forbud mod påståede krænkende hjemmesider, der på tidspunktet for forbuddets nedlæggelse ikke var kendte, men som Skechers, efter at det begærede forbud var nedlagt, løbende ville informere teleselskaberne om. Den gik ikke, og landsretten fastslog, at sådanne vidtgående forbud om fremtidige overtrædelser, som på tidspunktet for nedlæggelsen af forbuddet ikke var tilstrækkeligt identificeret, ikke kunne fremmes. Kendelsen har relevans for foreløbige forbud i alle IP-sager og bidrager til forståelsen af forbudsreglernes krav om klarhed, præcision og uopsættelighed. Læs Østre Landsrets kendelse her.
Louis Vuitton mistede sin registrering af et varemærke i form at et ternet mønster i en sag ved Retten mellem Louis Vuitton og EUIPO (T-275/21). Det omtvistede tern havde ikke oprindeligt særpræg, og det centrale spørgsmål var, om denne tern som følge af den brug, der havde fundet sted efter registreringen, havde opnået fornødent særpræg. Retten kom frem til, at Louis Vuitton ikke havde løftet bevisbyrden herfor. Det følger af varemærkeforordningen og af retspraksis, at indehaveren af et varemærke uden oprindeligt særpræg, skal påvise, at det særpræg, der er opnået ved brug af varemærket, er opnået på hele den Europæiske Unions område og ikke kun på en væsentlig del eller størstedelen deraf. Louis Vuitton gjorde gældende, at der var opnået særpræg ved brug i en række lande, idet varemærket var et velkendt brand inden for luksus-segmentet. Til støtte herfor fremlagde Louis Vuitton en række beviser, herunder oplysninger om online salg, marketingsstrategier og ekspertudtalelser, der skulle påvise ibrugtagningen i de respektive lande. Dette var imidlertid ikke tilstrækkeligt. Læs Rettens dom her.
Endelig skal nævnes EU-Domstolens dom om ompakning af parallelimporterede lægemidler (C-224/20). Domstolen bekræftede hidtil gældende ret, nemlig at en varemærkeindehaver kan modsætte sig ompakning, hvis den ikke er nødvendig for at få effektiv adgang til markedet. Særligt er ompakning i helt ny emballage ikke nødvendigt. Endvidere fastslog Domstolen, at den danske Lægemiddelstyrelses retninglinjer, hvorefter parallelimportede lægemiddler som udgangspunkt skal ompakkes, ikke var i overensstemmelse med EU-retten. EU-Domstolen fastslog endvidere, at en varemærkeindehaver kan forbyde såkaldt delvis de-branding af parallelimporterede lægemidler (genanbringelse af produktspecifikke varemærker uden at gøre brug af rettighedshaverens øvrige varemærker). Rettighedshaveren kan forbyde dette, når præsentationen af den nye emballage faktisk kan skade varemærkets omdømme, eller når præsentationen ikke eller kun med vanskelighed giver forbrugeren mulighed for at gøre sig bekendt med, om det nævnte lægemiddel hidrører fra varemærkeindehaveren eller fra en virksomhed, der er økonomisk forbundet med denne, eller tværtimod hidrører fra en tredjemand – og dermed skader varemærkets funktion som oprindelsesangivelse. Læs EU-Domstolens dom her.