Søg
Sø- og Handelsretten afsagde den 4. oktober 2022 kendelse i sagen BS-17278/2022-SHR mellem Bayer A/S m.fl. (“Bayer”) og Viatris ApS (“Viatris”). Sagen angik nedlæggelse af et midlertidigt forbud og påbud på baggrund af en påstået patentkrænkelse.
Det var i sagen ubestridt, at Viatris krænkede Bayers patentret, hvis patentet var gyldigt. Viatris’ påstand var, at patentet var ugyldigt på baggrund af prioritet, manglende nyhed, basis og opfindelseshøjde.
Sø- og Handelsretten fandt imidlertid, at Viatris ikke havde godtgjort de fremførte indsigelser, hvorfor Bayer fortsat nød patentretlig beskyttelse. Særligt anførte Sø- og Handelsretten i forhold til opfindelseshøjde, at anvendelsen af tosylatsaltet som middel til at tilvejebringe en forbedret oral administrationsform af sorafenib fri base, ikke var nærliggende for fagmanden på prioritetstidspunktet. Dette var på trods af, at Sø- og Handelsretten lagde til grund, at det ville være en del af fagmandens almindelige viden at foretage en saltscreening for at identificere egnede salte til at øge opløselighed af et stof.
Som følge heraf, kunne der mod Bayers sikkerhedsstillelse nedlægges midlertidigt forbud og påbud.
Østre Landsret afsagde den 6. oktober 2022 kendelse i sagerne BS-23156/2022, BS-23157/2022 og BS-23158/2022 på baggrund af kærede Sø- og Handelsretsafgørelser.
Sagernes kerne lå i snitfladen mellem patent- og procesret og angik, hvorvidt et patent kan håndhæves inden det tidspunkt, hvor retsvirkningerne indtræder. Novartis Pharma AG m.fl. (“Novartis”) havde således anlagt sag mod Zentiva Denmark ApS, Glenmark Pharmaceuticals Nordic AB m.fl. og Viatris ApS angående patentkrænkelse af et af Norvatis ansøgt patent, forudsat at pågældende patent ville godkendes og udstedes.
Sø- og Handelsretten udskilte spørgsmålet om retlig interesse og fandt, at der ikke hos Norvatis var en aktuel retlig interesse som følge af, at der ikke ved en patentansøgning består et retskrav. Sagerne blev som følge heraf afvist, hvorfor Norvatis kærede afgørelserne til Østre Landsret.
Østre Landsret stadfæstede kendelsen og fandt i tråd hermed, at der fortsat ikke bestod en aktuel, retlig interesse. Den omstændighed, at der i tiden mellem den kærede afgørelse og Østre Landsrets behandling af sagen var sket både “intention to grant” og “decision to grant” af European Patent Office (EPO), hvorfor udstedelse og validering af patentet var nært forestående, kunne ifølge Østre Landsret ikke føre til et andet resultat. Dette begrundede Østre Landsret ved, at patentet fortsat ikke var udstedt, herunder heller ikke med virkning i Danmark.
Sø- og Handelsretten afsagde den 12. oktober 2022 kendelse i sagen BS-39235/2021-SHR anlagt af Danisco US Inc. (“Danisco”) mod Novozymes A/S (“Novozymes”) vedrørende patent- og brugsrettigheder til fremstilling af et α-amylase-produkt med en bestemt aminosyresekvens.
Danisco nedlagde påstand om forbud og påbud mod, at Novozymes fremstiller α-amylase-produktet med aminosyresekvensen så længe, at kravene 1, 2, 3, 4, 9 og/eller 10 i deres patent DK/EP 2 859 097 T3 (“EP 097”), og kravene 1, 2, 3, 4, 9 og/eller 10 i deres brugsmodel DK 202000115 Y3 (“DK 115”), er i kraft i Danmark.
Sagen drejede sig navnlig om spørgsmålet om gyldigheden af rettighederne til den bestemte aminosyresekvens. Novozymes gjorde under sagen gældende, at stridspatentet- og brugsmodellen manglede nyhed for at nyde beskyttelse efter patentlovens § 2, den europæiske patentkonventions artikel 54 og brugsmodellovens § 5.
Sø- og Handelsretten fandt, at patent- og brugsrettighederne ikke havde nyhed i forhold til D1, som er en publiceret PCT-ansøgning tilhørende Novozymes, der blev meddelt af World Intellectual Property Organization (WIPO) med prioritet fra den 10. februar 2010. Der blev i den forbindelse lagt vægt på, at D1 var indsendt, inden Danisco fik udstedt deres stridspatent, EP 097, med prioritet fra den 8. juni 2012. Dertil kom, at DK 115 blev registreret den 9. april 2021, uden at der var foretaget prøvelse, og ved den senere prøvelse efter anmodning fra Novozymes, tilkendegav Patent- og Varemærkestyrelsen den 16. juni 2021, at brugsmodellen kun kunne opretholdes i ændret form på baggrund af manglende nyhed.
Dette gav Sø- og Handelsretten en formodning for, at gyldigheden af stridsrettighederne var svækket. Sø- og Handelsretten lagde videre vægt på, at Danisco ikke havde bestridt, at en fagmand efter beskrivelsen i D1 ville kunne frembringe α-amylase varianter, der opfylder alle trækkene i de relevante krav i stridsrettighederne.
Patent- og brugsrettighederne var herefter ikke gyldigt stiftet, og Daniscos anmodning om forbud og påbud blev nægtet fremmet.