Søg Close search

HjemNyhederEntertainmentret | Q2 2023

Entertainmentret | Q2 2023

Ed Sheerans’ Grammy-vindende hit var ikke plagiat

En distriktsdomstol i New York afsagde den 16. maj 2023 dom i en sag anlagt af sangskriver Ed Townsend arvinger (“arvingerne”) mod Ed Sheeran og Sony Music m.fl. Sagen handlede om, hvorvidt Ed Sheerans sang “Thinking Out Loud” fra 2014 krænkede ophavsretten til sangen “Let’s Get It On”, som er produceret i et samarbejde mellem Marvin Gaye og Ed Townsend i 1973.

Arvingerne gjorde gældende, at Ed Sheeran havde plagieret det harmoniske forløb og de rytmiske elementer i “Let’s Get It On”. Ed Sheeran bestred beskyldningerne og påstod, at der findes mange sange, der anvender tilsvarende akkorder.

Efter en samlet vurdering fandt domstolen, at de omstridte akkorder og harmonier i “Let’s Get It On” er så almindelige, at en beskyttelse af deres kombination ville resultere i et monopol på en grundlæggende musikalsk struktur.

Læs hele dommen

Andy Warhol Foundation taber skelsættende sag i den amerikanske Højesteret

Den amerikanske Højesteret afsagde den 18. maj 2023 dom i en sag mellem Andy Warhol Foundation (“AWF”) og kunstneren Lynn Goldsmiths (“Goldsmiths”). Tvisten handlede om, hvorvidt AWF krænkede Goldsmiths ophavsret, da de licenserede et billede skabt af Andy Warhol, der var baseret på Goldsmiths portræt af musikeren Prince. Den amerikanske Højesteret skulle b.la. vurdere, hvorvidt brugen faldt ind under den såkaldte “fair use”-doktrin, der b.la. tillader begrænset brug af værker i forbindelse med kritisk journalisme, nyhedsrapportering eller undervisningsmæssig brug.

Goldsmith blev først opmærksom på brugen af værkerne efter Princes død i 2016, og i 2017 anlagde hun sag mod AWF, efter at sidstnævnte havde anlagt et negativt anerkendelsessøgsmål for at fastslå, at værkerne ikke krænkede Goldsmiths ophavsret.

Den amerikanske Højesteret fokuserede på Warhols specifikke anvendelse af Goldsmiths værk og konkluderede, at det ikke var transformerende, da det tjente samme kommercielle formål som Goldsmiths oprindelige foto; at portrættere Prince i et magasin. På den baggrund afgjorde den amerikanske Højesteret, at der ikke var tale om lovlig anvendelse af Goldsmiths værk.

Læs hele dommen

Podcasts i Entertainmentretten

Episode 30 – Science Fiction og IP-ret med Jakob Stegelmann

I denne episode gæster Jakob Stegelmann podcaststudiet til en snak om IP-rettigheder i science fiction universet. Podcastværterne diskuterer, hvor grænsen går mellem lovlig inspiration og ulovlig kopiering, hvordan et retligt forbud kan stimulere den kreative udvikling i filmbranchen og meget mere.

Lyt til episode 30

Episode 31 – AI og musikrettigheder

I denne episode er podcaststudiet flyttet ud af Axel Towers og taget på SPOT festival i Aarhus. Hanne Kirk og Jakob Plesner Mathiasen diskuterer, om AI-tjenester må bruge eksisterende værker uden tilladelse, ændringen af ophavsretsloven og DJ og producer, DJ Noize, skaber ny musik under optagelsen.

Lyt til episode 31

Særafsnit: Den Lille Havfrue Højesteretsdom

I denne korte særepisode bringer Morten Rosenmeier og Jakob Plesner Mathiasen en lynanalyse af Højesteretsdommen om den lille havfrue få timer efter afsigelsen.

Lyt til særepisoden

 

Entertainmentretten som efteruddannelseskursus for advokater

Det er nu muligt at opnå efteruddannelsespoint ved at lytte til Entertainmentretten.

Hvert kursus består af tematiserede podcast-episoder, der afsluttes med en quiz.

Læs mere om efteruddannelseskurset

 

Tilbage til nyheden

Tilmeld dig vores nyheder

Tilmeld dig Gorrissen Federspiels nyhedsservice og få faglige nyheder og invitationer til arrangementer direkte i din indbakke.

Tak for din tilmelding

Du er allerede tilmeldt