Jeg startede som projektstudent i specialegruppen Corporate/M&A på tredje semester af jurastudiet, og efterfølgende fortsatte jeg som stud.jur. Som stud.jur. i Corporate/M&A bistår jeg primært juristerne med at foretage juridiske undersøgelser, men arbejder også med praktiske opgaver som f.eks. udarbejdelse af closing binders til M&A-transaktioner. Corporate/M&A er opdelt i en række mindre grupper med hver sit speciale, og derfor er studenteropgaverne også varierende.
Opgaverne relaterer sig både til selskabsret, private M&A og public M&A. Eksempelvis er en af vores faste opgaver at tjekke nyhederne inden for disse områder, så vi kan opdatere husets jurister og klienter på relevante nyheder inden for lovgivning og retspraksis.
Som stud.jur. får vi både opgaver, der kan færdiggøres på én eller få dage, men vi får også mulighed for at blive tilknyttet sager over længere perioder. Senest har en anden studerende og jeg været involveret i en M&A-transaktion, som har kørt over mange måneder, og som vi fik lov til at være med på fra start til slut. Vores opgaver har på denne sag primært bestået i at etablere og strukturere et virtuelt datarum til brug for due diligence, bistå i Q&A-processen mellem køber og sælger samt at hjælpe med forberedelsen af transaktionsdokumenter. Det er enormt lærerigt at være med på så store sager, hvor man er med over en længere periode og lærer fra de erfarne advokatfuldmægtige og advokater. Man bliver en del af et team på sagen og får hurtigt meget ansvar.
En fordel ved at arbejde på et så stort advokatkontor er også, at der er mange specialegrupper i huset, som vi studerende har mulighed for at blive tilknyttet. Selv er jeg også en del af vores Compliance & Sustainability-gruppe, hvor vi blandt andet arbejder med ESG, klimarapportering og sanktioner.
Gorrissen Federspiel støtter op om vores studie. Som stud.jur. har vi blandt andet mulighed for at søge et rejselegat, hvis vi vil på udvekslingsophold. Dette gør jeg selv brug af, når jeg i efteråret 2023 skal på udveksling til Sydney i Australien. Gorrissen Federspiel ser meget positivt på, at man rejser ud i verden, får erfaring og tilegner sig ny viden. Det betyder, at vi kan få orlov fra arbejdet, så vi efter opholdet kan komme tilbage i stillingen som stud.jur.
Der er et stærkt sammenhold i firmaet, hvilket er en fordel både arbejdsmæssigt og socialt. Der bliver løbende afholdt studenterarrangementer, og generelt er der en bred vifte af sociale aktiviteter som f.eks. padel, fodbold, yoga, fredagsbar og lignende.
"Der er altid plads og tid til udvikling og udfordringer i mit virke som studentermedhjælper". Hør Louise fortælle mere om sit arbejde som studentermedhjælper.
Som projektstudent får du et indblik i hverdagen på et advokatkontor med udfordrende juridiske opgaver og et godt sammenhold. Hør Jens fortælle mere om sin hverdag.
"Mine arbejdsopgaver spænder lige fra skatteretlig bistand ved M&A-transaktioner og aktieprogrammer til retssager med et skatteretligt tvist og den daglige ad hoc skatterådgivning". Hør Lisa fortælle mere om sit arbejde som fuldmægtig i Skat.