Søg Close search

Jens Gade

Projektstudent, Corporate/M&A

Som projektstudent får du et indblik i hverdagen på et advokatkontor med udfordrende juridiske opgaver og et godt sammenhold. Hør Jens fortælle mere om sin hverdag.

Jeg tiltrådte stillingen som projektstudent i begyndelsen af 3. semester på jurastudiet. Jeg var så heldig, at jeg lige akkurat nåede med på den fælles tur til Dubrovnik i 2022. Det var en super god oplevelse og en enestående mulighed for at lære mine nye kollegaer at kende i andre rammer end hverdagen på kontoret.

Som projektstudent er jeg en del af en studentergruppe, der hovedsageligt bistår specialegruppen Corporate/M&A. Min primære opgave består i indeksering på store M&A-transaktioner, hvor jeg sammen med juristerne og de andre projektstudenter arbejder i datarum i forbindelse med due diligence-processerne. Det er spændende allerede så tidligt på studiet at være en del af store M&A-transaktioner med store, anerkendte virksomheder, og man får hurtigt flair for struktur og grundighed i arbejdet med datarum.

Foruden indeksering på M&A-transaktionerne byder hverdagen som projektstudent også på en række andre forskellige opgaver. Jeg har eksempelvis været med til at indsamle og organisere bevismateriale i en varemærkeindsigelsessag samt undersøgt og beskrevet reglerne for universalsuccession i forbindelse med spaltning til brug i en anden sag. Som projektstudent kan man også fra tid til anden hjælpe de andre studentergrupper med opgaver i deres respektive grupper, hvis de har behov for en hjælpende hånd. På den måde bliver man præsenteret for flere forskellige retsområder. Dette er en af de store fordele ved som studerende at arbejde i et advokatfirma som Gorrissen Federspiel.

I øjeblikket er vi omkring 50 studenter alene på kontoret i København, og selvom det kan lyde som mange ansigter og navne at holde styr på, er der et rigtig godt og stærkt sammenhold blandt de studerende. Gorrissen Federspiel afholder årligt to studenterarrangementer, der i høj grad er med til at styrke sammenholdet. Derudover er der en lang række sociale aktiviteter for alle medarbejdere. De tæller blandt andet fodbold, padel, badminton og yoga for bare at nævne nogle stykker. Selv har jeg deltaget i den årlige fodboldturnering, der løber af stablen samme dag som julefrokosten. Senest måtte de studerende desværre tage til takke med en andenplads efter et nederlag til de fuldmægtige i finalen. I studentergruppen, som jeg er tilknyttet, spiller vi en del padel. Det fungerer super godt som en måde at hygge sig sammen med sine kollegaer uden for kontoret.

jens2

Tilmeld dig vores nyheder

Tilmeld dig Gorrissen Federspiels nyhedsservice og få faglige nyheder og invitationer til arrangementer direkte i din indbakke.

Tak for din tilmelding

Du er allerede tilmeldt