PRESSEMEDDELELSE
Kantar Prospera Tier 1 Law Firm review er netop udkommet. Gorrissen Federspiel indtager for sjette år i træk førstepladsen og kan kalde sig Danmarks bedste advokatfirma – i år endda med det bedste resultat nogensinde.
I undersøgelsen vurderer Danmarks største virksomheder med et væsentligt advokatforbrug de største danske advokatfirmaer ud fra en række kriterier. Gorrissen Federspiel indtager i år toppositionen inden for de fleste kriterier, herunder inden for specialistkompetencer og juridisk rådgivning, som klienterne har vurderet som de vigtigste kriterier ved valg af advokat.
Med et resultat på 4,58, som er det højeste nogensinde for et advokatfirma i de 15 år, undersøgelsen har været gennemført i Norden, indtager Gorrissen Federspiel førstepladsen og er dermed det foretrukne advokatfirma for Danmarks største virksomheder.
”Det gør os både ydmyge og stolte, når Gorrissen Federspiel bliver rangeret højt i Prospera. Deres analyse er det mest præcise pejlemærke for, hvordan vi står i forhold til vores kerneklienter. Som et advokatfirma, der rådgiver inden for alle grene af erhvervsjuraen, stræber vi hver eneste dag efter at være erhvervslivets foretrukne juridiske rådgiver og levere kompromisløs kvalitet. Den strategi synes at virke, og det glæder os virkelig meget,” siger Managing Partner, Martin André Dittmer.
Virksomhederne vurderer, at Gorrissen Federspiel samlet set har de bedste juridiske kompetencer. I gennemgangen af de enkelte juridiske specialer ligger Gorrissen Federspiel nummer 1 eller 2 i 17 ud af 20 juridiske områder – og nummer 1 i hele 13 juridiske områder. Derudover topper Gorrissen Federspiel klienternes liste som det firma, klienterne helst vil anbefale.
Gorrissen Federspiel styrker i disse år sit branchefokus, hvor teams og ydelser i højere grad organiseres ud fra klienternes behov, hvilket blandt andet slår igennem i grupperne Life Sciences og Fast Ejendom, hvor Gorrissen Federspiel rangeres i toppen.
Managing Partner i Gorrissen Federspiel, Martin André Dittmer, glæder sig over, at firmaet er blevet vurderet som det foretrukne advokatfirma for sjette år i træk, hvilket er den længste sejrsrække, siden undersøgelsen blev lanceret i Danmark i 2014:
“At fastholde positionen som det foretrukne advokatfirma seks år i træk er en imponerende præstation, som vi kun har opnået gennem den fælles indsats fra alle i Gorrissen Federspiel. Det er et bevis på vores stærke samarbejde og engagement og en fantastisk holdånd. Vi bruger samtidig undersøgelsen til at forstå og reagere på vores klienters skiftende behov, så vi kan styrke de områder, hvor vi har et uforløst potentiale – alt sammen med et fantastisk godt udgangspunkt,” slutter Martin André Dittmer.
Gorrissen Federspiel er et af Danmarks største advokatfirmaer. Vi beskæftiger over 600 medarbejdere, heraf mere end 350 jurister, som dagligt går på arbejde med en fælles vision om, at vi i Gorrissen Federspiel vil være ’In a league of our own’ som Danmarks bedste advokatfirma. Vi tilbyder rådgivning inden for alle erhvervsrelaterede områder til klienter på tværs af brancher.
Managing Partner Martin André Dittmer – mad@gorrissenfederspiel.com / 24 28 68 27
Kommunikationschef Line Byrfelt Grønlykke – lb@gorrissenfederspiel.com / 41 11 21 91