Søg
Folketinget har med virkning fra 1. januar 2020 vedtaget en række ændringer til tonnageskatteordningen, nettolønsordningen for søfarende og den særlige refusionsordning for søfarende på sandsugerfartøjer.[1]
Disse særlige skatteordninger har det overordnede formål at støtte de danske rederiers konkurrenceevne og gøre det attraktivt at sejle under dansk flag, i Dansk Internationalt Skibsregister. Ordningerne medfører alle direkte eller indirekte statsstøtte og skal derfor være i overensstemmelse med EU’s statsstøtteregler.
En stor del af lovændringerne skyldes netop, at EU-Kommission har vurderet, at ordningerne hidtil ikke har været fuldt ud forenelige med statsstøttereglerne, herunder princippet om ligebehandling mellem rederier i Danmark og rederier i andre EU-lande[2]. Lovændringerne medfører både udvidelser og indskrænkninger af ordningerne. De kan være relevante for de enkelte rederier afhængigt af rederiets nærmere faktiske og skattemæssige forhold. Vi kan blandt de mange ændringer særligt fremhæve følgende:
Vi vil nærmere gennemgå disse ændringer i detaljer nedenfor.
Den praktiske betydning af ændringerne for det enkelte rederi vil i høj grad afhænge af, om rederiet er hjemmehørende i Danmark eller i udlandet, og såfremt rederiet er hjemmehørende i udlandet, hvilken dobbeltbeskatningsoverenskomst Danmark har indgået med den pågældende stat.
Under ordningen kan rederier udbetale en skattefri nettoløn til søfarende, hvorved de søfarende bliver mindre omkostningstunge for rederierne. Efter de hidtidige regler fandt nettolønsordningen kun anvendelse på søfolk, der arbejder om bord på skibe, som er registreret i Dansk Internationalt Skibsregister (også kaldet ”det danske registreringskrav”).[4]
Ved lovændringen lempes det danske registreringskrav i nettolønsordningen, så ordningen fremover finder anvendelse på søfarende, der arbejder om bord på skibe, der er registreret i en EU- eller EØS-medlemsstat og sejler under EU/EØS-flag.[5]
DIS-ordningen omfatter dog fortsat kun søfolk, som er fuldt skattepligtige til Danmark.[6] Som hovedregel er man kun fuld skattepligtig til Danmark, hvis man har bopæl eller er hjemmehørende i landet, eller hvis man arbejder ombord på et dansk registreret skib.[7]
Ovenstående betyder, at ændringen af nettolønsordningen får betydning for rederier, der er registreret med hjemsted i en EU-/EØS-stat, og som har søfarende ombord, der er fuldt skattepligtige til Danmark. Sådanne søfolk har hidtil været beskattet efter skattelovgivningens almindelige regler, men vil fremover kunne få udbetalt en skattefri nettoløn, såfremt de øvrige betingelser i ordningen er opfyldt.[8]
Flere af disse søfolk kunne dog allerede nyde skattefrihed som følge af andre regler, da Danmark kan have givet afkald på beskatningsretten efter en eventuel dobbeltbeskatningsaftale med rederiets hjemland. Ligeledes vil nogle søfolk kunne være skattefri af lønnen efter ligningslovens § 33 A.[9] Da Danmark typisk vil have givet afkald på beskatningsretten i medfør af en dobbeltoverenskomst med rederiets hjemland,[10] må det forventes, at de nye regler herom får begrænset praktisk anvendelse. Udvidelsen af nettolønsordningen skønnes af Skatteministeren at berøre ca. 50 fuldt skattepligtige søfolk, som i dag sejler under fremmed flag.[11]
Nettolønsordningen udvides til også at omfatte personer, som erhverver lønindkomst ved arbejde om bord på forsknings- og havundersøgelsesskibe.[12] Ændringen skal dog først godkendes af EU-Kommissionen, før den kan træde i kraft.[13]
Efter de tidligere regler fandt ordningen også anvendelse for søfarende, som sejlede i regelmæssig passagersejlads mellem havne i EU- eller EØS-medlemsstater. Det var dog en betingelse for at anvende ordningen efter de tidligere regler, at de søfarende var enten statsborgere i en EU- eller EØS-medlemsstat eller skattemæssigt hjemmehørende i en EU- eller EØS-medlemsstat.[14]
Efter de nye regler begrænses ordningen for færger, så den fremover kun finder anvendelse for søfarende, som er statsborgere i en EU- eller EØS-medlemsstat.[15]
Begrænsningen af DIS-ordningen for færger vil få virkning for ansættelsesforhold, der påbegyndes 1. januar 2020 eller senere.[16] Ændringen betyder, at rederierne ikke længere kan ansætte søfolk, som ikke er statsborgere i en EU- eller EØS-medlemsstat, såfremt de ønsker at anvende ordningen.[17]
Det stilles som betingelse efter de nye regler, at rederier, der har hjemsted i en anden EU- eller EØS-medlemsstat end Danmark, godkendes af Skatteforvaltningen for at kunne anvende nettolønsordningen. Godkendelse gives, såfremt rederiet forpligter sig til at opfylde de samme betingelser som en arbejdsgiver med skibe registreret i DIS.[18]
Ovenstående betyder, at udenlandske rederier blandt andet skal forpligte sig til at indberette løn til Skatteforvaltningen, og at rederiet hæfter for manglende skat og bidrag efter lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, som skulle have været indbetalt, hvis grundlaget for udbetaling af skattefri nettoløn viser sig ikke at være til stede. Det udenlandske rederi skal desuden forpligte sig til at underlægge sig samme oplysningspligt, kontrol m.v., som arbejdsgivere med skibe registreret i DIS.[19] Et rederi, som har hjemsted i en anden EU- eller EØS-medlemsstat end Danmark, vil normalt ikke være forpligtet til ovenstående,[20] og udenlandske rederier skal således være opmærksomme på, at de overholdt disse oplysnings- og kontrolkrav, såfremt de ønsker at anvende nettolønsordningen.
Under tonnageskatteordningen beskattes rederier ved, at der opkræves skat baseret på et grundbeløb pr. 100 nettoton (skalaindkomst), ikke skibets indtjening efter skattelovgivningens almindelige regler. Tonnageskatten opkræves således uafhængigt af rederiets eller operatørselskabets faktiske driftsresultat.[21] Efter de hidtil gældende regler kunne rederier kun anvende tonnageskatteordningen, hvis de strategisk og forretningsmæssigt drev deres skibe fra Danmark.[22]
Efter de nye regler udvides ordningen, så den fremover kan finde anvendelse på rederier og operatørselskaber, som strategisk og forretningsmæssigt driver deres skibe fra en anden EU-/EØS-stat.[23]
Tonnageskatteordningen kan fortsat kun vælges af danske aktie- og anpartsselskaber mv., udenlandske selskaber med ledelsens sæde i Danmark og selskaber fra andre EU-medlemsstater med fast driftssted i Danmark.[24] Det betyder, at lovændringen som udgangspunkt kun får betydning for rederier, som er registreret eller hjemmehørende i Danmark, men som ikke strategisk og forretningsmæssigt driver deres skibe fra Danmark. Disse rederier vil fremover kunne anvende tonnageskatteordningen, medmindre Danmark i henhold til en dobbeltbeskatningsoverenskomst har tillagt beskatningsretten til den stat, hvorfra rederiet strategisk og forretningsmæssigt driver deres skibe. Da Danmark typisk vil have indgået en sådan dobbeltbeskatningsoverenskomst,[25] må det forventes, at de nye regler får begrænset praktisk anvendelse.
Danmark vedtog i 2015 en udvidelse af tonnageskatteordningen, hvorefter en række aktiviteter, som ikke tidligere kunnet omfattes af ordningen fremadrettet vil kunne tonnagebeskattes. Udvidelsen blev godkendt af EU-Kommissionen primo 2019.[26]
Kvalifikationen af berettigelse til beskatning efter tonnageskatteordningen afgøres af rederiernes skibe, og den aktivitet som de pågældende skibe udøver. Udvidelsen af ordningen medfører, at følgende typer skibe fremadrettet vil kunne omfattes af ordningen:
Udvidelsen er tillagt virkning for indkomstår, der begynder den 1. januar 2017 eller senere.[27]
Såfremt rederier, med skibe engageret i ovennævnte aktiviteter, eller skibe der kan omfattes af ovenstående kvalifikationer, og som hidtil har været delvist tonnagebeskattede kan det være relevant at vurdere, om der skal anmodes om genoptagelse for indkomståret 2017 og fremad, da tonnageskatteordningen er bindende for alle virksomhedens skibe, der kan omfattes af ordningen. Der vil derfor skulle ske en revision af tidligere års opgørelser, såfremt visse tidligere selskabsbeskattede aktiviteter med ændringer kan omfattes af tonnageskatteordningen.
Efter de hidtil gældende regler skal rederier og operatørselskaber hvert år oplyse Skatteforvaltningen om deres indkomst ved udfyldelse af et oplysningsskema, hvor de blandt andet afgiver oplysninger om en række betingelser, der skal være opfyldt for at kunne anvende tonnageskatteordningen. Tonnageskatteloven indeholder herudover en række kontrolbestemmelser, som bl.a. kræver, at oplysningsskemaet for visse forhold suppleres af en revisorerklæring.[28]
Efter de nye regler stilles det endvidere som betingelse for at anvende tonnageskatteordningen, at rederier og operatørselskaberne årligt oplyser om, hvorvidt de overholder samtlige betingelser for anvendelse af ordningen.[29] Udenlandske rederier, der ønsker at anvende tonnageskatteordningen, skal således være opmærksomme på, om de overholder disse betingelser, samt at de afgiver oplysning herom.
Ved udlejning af skibe var det tidligere et krav, at lejeren ifølge lejekontrakten alene måtte anvende skibet til formål, som ville kunne være omfattet af tonnageskatteloven. Da der oftest anvendes standardkontrakter, som ikke nødvendigvis indeholder de fornødne vilkår, er kravet nu ændret således, at rederiet eller operatørselskabet i stedet skal kunne fremlægge dokumentation for, at et udlejet skibe alene må anvendes til formål, som vil kunne omfattes af tonnageskatteloven.
Foruden lejekontrakter kan dokumentation f.eks. være udskrift fra logbøger eller en erklæring fra lejeren eller ejeren på, at skibet kun har været anvendt til aktivitet, som kan omfattes af tonnageskatteloven.[30]
Der er gennemført en række andre justeringer af tonnageskatteloven. Det skyldes, at det i praksis har vist sig, at de hidtidige regler om flagkravet (kravet om, at et rederi i gennemsnit over et indkomstår skal fastholde eller forøge den procentdel af rederiet ejede bruttotonnage, som rederiet havde ved indtræden i ordningen)[31] og 1:4-kravet (kravet om et forhold på mindst 1:4 mellem egen/bareboat-lejet tonnage og andet lejet tonnage) ifølge skattemyndighederne ikke har fungeret efter hensigten.[32]
Efter de tidligere regler kunne rederier medregne en andel af deres bruttoindtjening i den almindeligt beskattede indkomst, uanset om bruttoindtjeningen var positiv eller negativ, hvis rederiet ikke opfyldte flagkravet eller 1:4-kravet. Hermed kunne rederier med en negativ bruttoindtjening opnå fradrag ved opgørelsen af den indkomst, som beskattes efter skattelovgivningens almindelige regler.[33]
Fremover vil der for rederier, som ikke opfylder flagkravet eller 1:4-kravet, kun kunne ske beskatning efter selskabslovgivningens almindelige regler, hvis den samlede bruttoindtjening er positiv – det er således ikke længere muligt at opnå fradrag. Ændringen har til hensigt at forebygge, at rederier spekulerer i opfyldelsen af flagkravet eller 1:4-kravet for derved at opnå fradrag for underskud.[34]
I forlængelse heraf og for at imødegå, at koncernens underskudsgivende virksomhed placeres i ét koncernselskab, som ved manglende opfyldelse af 1:4-kravet kan opnå fradrag for underskuddet ved opgørelsen af den almindeligt beskattede indkomst, skal vurderingen af, om der består et forhold på mindst 1:4 mellem egen og lejet tonnage, nu altid opgøres for de koncernforbundne selskaber under ét.
Hvis en del af et rederis positive bruttoindtjening skal beskattes efter skattelovgivningens almindelige regler, foretages en tilsvarende reduktion af den tonnagebeskattede indkomst (skalaindkomsten) for at undgå dobbeltbeskatning af samme indkomst.[35]
Der er yderligere gennemført en række ændringer af Tonnageskatteloven, som følge af en skærpet afgørelsespraksis hos EU-Kommissionen. Hensynet er i hovedsagen et ønske om, at mindst 50 pct. af den tonnagebeskattede flåde stadig drives af den støtteberettigede. Begrænsningerne indføres for (i) tonnagebeskatning af indkomst ved udlejning eller videreudlejning uden besætning (dvs. på bareboat-vilkår), samt (ii) beskatning af indkomst ved virksomhed, der udøves i nær tilknytning til rederivirksomhed (“tilknyttet virksomhed”).[36]
Den første begrænsning er, at indkomst fra den overskydende del af et rederis udlejede bruttotonnage, vil skulle beskattes efter skattelovgivningens almindelige regler. Som overskydende del anses den bruttotonnage, som i gennemsnit over et indkomstår, er udlejet eller videreudlejet af skibe uden besætning, og som overstiger 50 pct. af den samlede bruttotonnage fra rederivirksomheden. Grænsen på 50 pct. vurderes på koncernbasis, men uden at medregne udlejning på bareboat-vilkår, der sker mellem koncernforbundne selskaber, der er hjemmehørende i en EU- eller EØS-medlemsstat.[37]
For det andet kan positiv indkomst ved tilknyttet virksomhed (udøvet i nær tilknytning til rederivirksomhed) kun henføres til beskatning under tonnageskatteordningen, i det omfang sådan indkomst udgør mindre end 50 pct. af den samlede indkomst, der er omfattet af ordningen. Det skal påpeges, at avancer opnået ved afhændelse af skibe der er omfattet af tonnageskatteordningen efter loven sidestilles med omsætning fra tilknyttet virksomhed. Hvis omsætningen fra den tilknyttede virksomhed (med tillæg af avance ved salg af tonnagebeskattede skibe) udgør 50 pct. eller mere af den samlede omsætning, vil konsekvensen være, at en forholdsmæssig andel af rederiets samlede positive (men ikke negative) bruttoindtjening ved såvel den tilknyttede virksomhed som rederivirksomheden vil blive beskattet efter skattelovgivningens almindelige regler.[38]
Sandsugerrederier har hidtil kunnet få refunderet 40 pct. af arbejdsmarkedsbidragsgrundlaget for søfolk, der arbejder om bord på stenfiskerfartøjer, såfremt en række betingelser er opfyldt. Formålet med refusionsordningen har været, at give rederierne en skattefordel svarende til den gennemsnitlige lønomkostningsbesparelse i nettolønsordningen.[39] Nettolønsordningen har ikke kunnet anvendes, idet det ikke er alle aktiviteter, der anses som statsstøtteberettigede.
Lovændringen indeholder en række ændringer, hvorefter der reelt sker en begrænsning af adgangen til at få støtte.[40] Således vil rederier fremover kun få refusion for skibe, der mere end 50% af tiden udøver såkaldte søtransportaktiviteter, og kun for sådanne aktiviteter. Det er problematisk for danske rederier, idet den danske ordning ikke anser en række aktiviteter, som udgør såkaldt ”begrænset fart”, for søtransportaktiviteter[41]. Det indeholder derved en begrænsning af aktiviteterne, som ikke findes i EU’s statsstøtteregler, og som ikke genfindes i mange andre EU-lande, herunder Holland og Belgien.
Herudover nedsættes refusionssatsen fra 40 til 35 %. [42] Dette er en klar forringelsen i forhold til andre lande, der har et lignende eller lavere beskatningsniveau. I Holland udgør satsen således f.eks. 40 pct., hvor ordningen desuden omfatter – i modsætning til Danmark – sociale sikringsydelser.
Branchen har gjort gældende, at lovændringen udgør overimplementering og havde blandt andet foretræde for Skatteudvalget den 5. december 2019. Folketinget ønskede dog ikke at modsætte sig regeringens lovforslag med begrundelsen, at EU ikke havde godkendt de foreslåede ændringer. Det må forventes, at forholdene for refusionsretten for søfarende
Efter de hidtil gældende regler kan ordningen anvendes af danske rederier (også kaldet ”det danske registreringskrav”) samt rederier, der har fast driftssted i Danmark, hvis rederierne er hjemmehørende i en anden EU- eller EØS-medlemsstat.[43]
Fremover lempes det danske registreringskrav, ligesom kravet om, at rederierne skal have fast driftssted i Danmark, hvis rederierne er hjemmehørende i en anden EU- eller EØS medlemsstat, ophæves. Efter lovændringen kan refusionsordningen for sandsugere således anvendes af rederier, som er registreret med hjemsted i Danmark eller en anden EU- eller EØS-medlemsstat, og som sejler under EU/EØS flag.[44]
Det indføres dog som betingelse for refusion, at Danmark er tillagt hele eller dele af beskatningsretten til lønindkomsten efter en eventuel dobbeltbeskatningsoverenskomst. Kravet skal ses som en konsekvens af lovændringen, idet ændringen i høj grad vil kunne medføre, at beskatningsretten til lønindkomsten overgår til udlandet efter en eventuel dobbeltbeskatningsoverenskomst.[45]
Ovenstående betyder, at de nye regler alene får betydning for arbejdsgivere, der har hjemsted i en anden EU- eller EØS-medlemsstat, og som har søfarende ansat, der er skattepligtige til Danmark og faktisk betaler skat til Danmark. Ændringen af refusionsordningen for sandsugere får således samme praktiske anvendelse som ændringen af DIS-ordningen, hvorfor der henvises til afsnit 1.2 ovenfor.
Dernæst indføres det som betingelse, at rederier med hjemsted i en anden EU- eller EØS-medlemsstat godkendes af Skatteforvaltningen til at modtage refusion. Godkendelse gives, såfremt rederiet forpligter sig til at opfylde de samme forpligtelser som et rederi, der har hjemsted i Danmark eller fast driftssted i Danmark.[46] Kravene for godkendelse er ens under DIS-ordningen og refusionsordningen for sandsugere, og der henvises derfor til afsnit 1.2 ovenfor.
-0-
Dette nyhedsbrev udgør alene en generel beskrivelse af reglerne. Ved enhver anvendelse af reglerne bør der indhentes konkret juridisk rådgivning, hvilket vi gerne bistår med.
[1] Lov nr. 1582 af 27. december 2019 om ændring af sømandsbeskatningsloven, tonnageskatteloven og forskellige andre love og lov nr. 1583 af 27. december 2019 om ændring af sømandsbeskatningsloven, tonnageskatteloven og forskellige andre love. De primære lovmotiver fremgår af skatteministerens lovforslag nr. 72 af 20. november 2019 (”Lovforslaget”).
[2] Lovforslaget, alm. bemærkninger, afsnit 1.1 og 2.1.2.1. Reglerne retsstridige karakter er blandt andet blevet fremhævet i forbindelse med Kommissionens godkendelse af udvidelsen af DIS-ordningen, som følger af Aftale om erhvervs- og iværksætterinitiativer af 12. november 2017, genanmeldelsen af refusionsordningen for sandsugere ved Kommissionen, samt Kommissionens godkendelse af udvidelsen af tonnageskatteordningen, som følger af lov nr. 1886 af 29. december 2015.
[3] Lovforslaget, alm. bemærkninger, pkt. 2.1.2.2 og lov nr. 1583 af 27. december 2019, § 13, stk. 3.
[4] Lovforslaget, alm. bemærkninger, afsnit 2.1.1.1, jf. den nye § 10, stk. 1 til sømandsbeskatningsloven.
[5] Lovforslaget, alm. bemærkninger, afsnit 2.1.1.2, jf. den nye § 5 b i sømandsbeskatningsloven.
[6] jf. Sømandsbeskatningslovens § 5, stk. 1 og den nye § 5 b i Sømandsbeskatningsloven.
[7] jf. Kildeskattelovens § 1 samt Lovforslaget, Alm. bemærkninger, afsnit 2.1.1.2
[8] Lovforslaget, Alm. bemærkninger, afsnit 2.1.1.2
[9] Lovforslaget, Alm. bemærkninger, afsnit 2.1.1.2 – Frafald af beskatningsretten sker i praksis ved, at Danmark giver fradrag ved indkomstopgørelsen for den skat, der er betalt til fremmed stat.
[10] I henhold til artikel 15, stk. 3, i OECD’s modeloverenskomst beskattes vederlag for personligt arbejde, der udføres om bord på et skib i international trafik eller om bord på et skib, der benyttes til transport i indre farvande, i den stat, hvor foretagendets virkelige ledelse har sit sæde. Danmark baserer i høj grad sine dobbeltbeskatningsoverenskomster på OECD’s modeloverenskomst.
[11] Lovforslaget, alm. bemærkninger, afsnit 3.1.1.
[12] jf. lovforslagets § 1, nr. 1
[13] Lovforslaget, alm. bemærkninger, afsnit 1.1.
[14] Lovforslaget, alm. bemærkninger, afsnit 2.1.2.1
[15] Lovforslaget, alm. bemærkninger, afsnit 2.1.2.2, jf. den nye formulering af § 7 i sømandsbeskatningsloven.
[16] Lovforslaget, alm. bemærkninger, afsnit 2.1.2.2
[17] Lovforslaget, alm. bemærkninger, afsnit 2.1.2.2
[18] Lovforslaget, alm. bemærkninger, afsnit 4.1.1. Kravet om og betingelserne for godkendelse af arbejdsgivere, der har hjemsted i en anden EU-/EØS-stat, følger af den nye § 11 a i sømandsbeskatningsloven.
[19] Lovforslaget, alm. bemærkninger, afsnit 2.1.1.2
[20] Lovforslaget, alm. bemærkninger, afsnit 4.1.1
[21] SKAT’s juridiske vejledning: C.D.8.8.1
[22] Lovforslaget, alm. bemærkninger, afsnit 2.3.1.1
[23] Lovforslaget, alm. bemærkninger, afsnit 2.3.1.2, jf. den nyaffattede § 6 i tonnageskatteloven.
[24] jf. selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1 og 2, eller stk. 6. og § 2, stk. 1, litra a, jf. tonnageskattelovens § 1
[25] Danmark baserer i høj grad sine dobbeltbeskatningsoverenskomster på OECD’s modeloverenskomst. I henhold til Artikel 7, stk. 1, beskattes indkomst fra et fast driftssted i det land, hvor det faste driftssted er beliggende. Frafald af beskatningsretten sker i praksis ved, at Danmark giver fradrag ved indkomstopgørelsen for den skat, der er betalt til fremmed stat.
[26] Kommissionens afgørelse om dansk tonnageskatteordning af 12. oktober 2018 (SA.45300).
[27] Lov nr. 1886 af 29. december 2015 om ændring af tonnageskatteloven og sømandsbeskatningsloven.
[28] Lovforslaget, alm. bemærkninger, afsnit 2.3.4.1 og tonnageskattelovens § 22
[29] Lovforslaget, alm. bemærkninger, afsnit 2.3.4.2 og tonnageskattelovens § 22, stk. 1, sidste pkt. og stk. 4 sidste pkt.
[30] Lovforslaget, bemærkningerne til § 2 nr. 13
[31] Lovforslaget, alm. bemærkninger, bemærkningerne til nr. 3 og 4
[32] Lovforslaget, alm. bemærkninger, afsnit 1.1
[33] Lovforslaget, alm. bemærkninger, afsnit 2.3.5.1
[34] Lovforslaget, alm. bemærkninger, afsnit 2.3.5.2 og tonnageskattelovens § 7, stk. 1.
[35] Lovforslaget, alm. bemærkninger, afsnit 2.3.5.2 og tonnageskattelovens § 10, stk. 3
[36] Lovforslaget, alm. bemærkninger, afsnit 1.1
[37] Tonnageskattelovens § 6, stk. 3
[38] Lovforslaget, alm. bemærkninger, afsnit 1.1 og tonnageskattelovens § 10, stk. 3
[39] Lovforslaget, alm. bemærkninger, afsnit 2.2.1
[40] Lovforslaget, alm. bemærkninger, afsnit 2.2.2
[41] Sømandsbeskatningslovens § 2, stk. 1, nr. 3, jf. sømandsbeskatningsbekendtgørelsens § 13, stk. 1-2.
[42] Lovforslaget, alm. bemærkninger, afsnit 2.2.2
[43] Lovforslaget, alm. bemærkninger, afsnit 2.2.1
[44] Lovforslaget, alm. bemærkninger, afsnit 2.2.2, jf. den nye formulering af § 10 i sømandsbeskatningsloven.
[45] Lovforslaget, alm. bemærkninger, afsnit 2.2.2
[46] Lovforslaget, alm. bemærkninger, afsnit 2.2.2. Kravet om godkendelse og betingelserne for godkendelse af arbejdsgivere, der har hjemsted i en anden EU- eller EØS-medlemsstat, følger af den nye § 11 b i sømandsbeskatningsloven.