Det er i dag blevet offentliggjort, at de to danske C25-indeksvirksomheder Chr. Hansen og Novozymes fusionerer.
Den planlagte transaktion vil blive gennemført ved en lovpligtig fusion af alle aktier, hvor Chr. Hansens aktionærer får ca. 1,53 nye aktier i Novozymes for hver aktie i Chr. Hansen, hvilket svarer til en overkurs på 49%. Transaktionen støttes af Novo Holdings, den kontrollerende aktionær i Novozymes og storaktionær i Chr. Hansen.
Chr. Hansen er en global, differentieret bioscience-virksomhed med over 145 års erfaring i udvikling af naturlige ingrediensløsninger til fødevare-, ernærings-, lægemiddel- og landbrugsindustrien. Novozymes er verdensførende inden for biologiske løsninger og er verdens største leverandør af enzymer og mikrobielle teknologier.
Den fusionerede koncern vil få en årlig omsætning på ca. EUR 3,5 mia., beskæftige omkring 10.000 medarbejdere og drive et globalt netværk af 38 R&D- og applikationscentre samt 23 produktionssteder.
Transaktionen, som skal godkendes af myndighederne og af aktionærerne i begge selskaber, forventes gennemført mellem 4. kvartal 2023 og 1. kvartal 2024.
Få flere oplysninger i det officielle pressemateriale her.
Gorrissen Federspiel har fungeret som juridisk rådgiver for Chr. Hansen. Gorrissen Federspiels transaktionsteam bestod af Anders Ørjan Jensen, Tobias Linde og Andreas Hertel (corporate), Martin André Dittmer, Erik Molin og Cecilie Sivertsen (fusionskontrol), Niclas Holst Sonne og Anne Becker-Christensen (danske skatteforhold), Camilla C. Collet (compliance), Jacob Sand og Rasmus Høj Christensen (ledelsesvederlag og ansættelsesforhold), Anna Claudius Stadil og Casper Dybbro Andersen.