HjemTre nye partnere udnævnt i Gorrissen Federspiel

Tre nye partnere udnævnt i Gorrissen Federspiel

16. december 2024

Advokaterne Christina Rahbek, Andreas Hertel og Jakob Plesner Mathiasen optages ved årsskiftet som partnere i Gorrissen Federspiel.

De tre nye partnere udgør en yderligere styrkelse af firmaets førende position inden for private equity, kommercielle kontrakter, ESG og medie- og entertainment. Samtidig vil de bidrage til at udvikle firmaets rådgivning indenfor områder, hvor teknologi og jura mødes.

“Vi er meget glade for at kunne byde Christina, Andreas og Jakob velkommen i partnerkredsen. Deres ekspertise og erfaring vil styrke vores teams yderligere og understøtte vores ambition om fortsat vækst og innovation.” siger Managing Partner Martin André Dittmer.

Christina Rahbek, Andreas Hertel og Jakob Plesner Mathiasen indtræder i partnerkredsen den 1. januar 2025.

Christina Rahbek

Christina Rahbek blev uddannet cand.jur. i 2010 og startede efter studiet hos Gorrissen Federspiel. Hun har specialiseret sig i international handel med fokus på anlægsinvesteringer og kommercielle kontrakter, ligesom hun har stor erfaring med selskabsret og M&A, hvor hun har rådgivet en lang række af de største danske og internationale industrivirksomheder.

I de senere år har hun desuden haft et særligt fokus på rådgivning relateret til sustainability, ESG og den grønne omstilling, og hun rådgiver nogle af Danmarks største virksomheder om blandt andet den nye og kommende ESG-lovgivning.

Disse kompetencer gør hende til en vigtig profil i arbejdet med at understøtte markedets behov for bæredygtige løsninger og massive investeringer i infrastruktur og vedvarende energi.

Christina Rahbek er 39 år og gift med Chris, som hun har to børn med. De bor udenfor Aarhus.

christina-rahbek-3

Andreas Hertel

Andreas Hertel blev uddannet cand.jur. i 2015 og blev en del af Gorrissen Federspiel i 2018. Andreas har som en del af Corporate/M&A-teamet været involveret i nogle af de største og mest komplekse transaktioner på det danske marked, herunder fx fusionen mellem Chr. Hansen og Novozymes og HG Capitals opkøb af danske Trackunit.

Med sin omfattende erfaring med rådgivning af private equity-fonde og industrielle selskaber i forhold til M&A-transaktioner og selskabsretlige forhold i tilknytning hertil, vil Andreas som partner bidrage væsentligt til at styrke firmaets M&A-team og private equity-branchegruppe.

Andreas Hertel er 34 år og bor i København med sin partner Pernille og deres søn Wilfred. Andreas har i mange år været tilknyttet som underviser i selskabsret, børsret og regnskabslære på Københavns Universitet.

andreas-hertel-3

Jakob Plesner Mathiasen

Jakob Plesner Mathiasen blev uddannet cand.jur. i 2001, blev en del af Gorrissen Federspiel i 2021 i forbindelse med integrationen af rådgivningsfirmaet Ples & Lindholm. Med sin dybe forståelse for krydsfeltet mellem ny teknologi og IP-rettigheder, herunder rådgivning af globale aktører, styrker han firmaets rådgivning inden for AI og mediebranchen.

Jakobs erfaring spænder bredt fra klassisk medie- og entertainmentret til avancerede teknologiske problemstillinger, hvilket bidrager til at konsolidere Gorrissen Federspiels position som en førende rådgiver inden for både teknologi og medieindustrien.

Jakob Plesner Mathiasen er 48 år, gift med Pernille, og har tre børn. De bor i København. Jakob er ekstern lektor på Københavns Universitet, sekretær for Dansk Selskab for Ophavsret, stifter af og vært på podcasten Entertainmentretten samt oplægsholder på internationale AI-konferencer.

jakob-plesner-mathiasen-3

Tilmeld dig vores nyheder

Tilmeld dig Gorrissen Federspiels nyhedsservice og få faglige nyheder og invitationer til arrangementer direkte i din indbakke.

Tak for din tilmelding

Du er allerede tilmeldt