Søg
EU-statsstøtte skal som udgangspunkt anmeldes til Kommissionen og af Kommissionen godkendes som forenelig med det indre marked, før støtten kan tildeles. Det gælder for støtte, der opfylder følgende betingelser:
Sagen vedrører Danmarks nationale postvirksomhed Post Danmark. Post Danmark er 100% ejet af PostNord, som er etableret i Sverige. PostNord ejes af den danske stat (40%) og den svenske stat (60%). I oktober 2017 blev der indgået aftale om at overføre kapital fra de danske og svenske myndigheder til PostNord og til Post Danmark gennem PostNord. Brancheorganisationen for dansk vejgodstransport (ITD) klagede herefter til Kommissionen med påstand om, at kapitaltilførslerne til PostDanmark udgjorde ulovlig statsstøtte. Den 14. juni 2019 indledte Kommissionen en undersøgelse for at vurdere, hvorvidt tre kapitaltilførsler i 2018 var i overensstemmelse med EU’s statsstøtteregler.
Kommissionen undersøgte kapitaltilførslerne ud fra artikel 107, stk. 1 TEUF. Kommissionen vurderede bl.a. kapitaltilførslerne ud fra det markedsøkonomiske investorprincip, dvs. hvorvidt kapitaltilførslerne blev foretaget på vilkår, som en privat investor, der opererer på markedsvilkår, ville have accepteret, eller om de gav PostNord eller PostDanmark en selektiv fordel i forhold til konkurrenterne.
Danmark og Sverige tilførte kapital til PostNord, som havde til formål at opretholde en investment grade-rating for PostNord (en positiv kreditvurdering). Kommissionen undersøgte herefter, om disse to tilførsler skete på vilkår, som en privat investor ville have accepteret. Kommissionen fandt, at der ikke var tilstrækkelig dokumentation for, at virksomheden risikerede at miste sin investment grade-rating, hvis den ikke modtog kapitaltilførslerne, og det var heller ikke påvist, at den negative finansielle effekt heraf ville overstige omkostningerne ved kapitaltilførslerne. På den baggrund konkluderede Kommissionen, at disse kapitaltilførsler udgjorde uforenelig statsstøtte efter EU’s statsstøtteregler, da de gav virksomheden en urimelig økonomisk fordel i forhold til konkurrenterne. På den baggrund pålagde Kommissionen Danmark og Sverige, at tilbagesøge støtten.
Om den tredje kapitaltilførsel vurderede Kommissionen, at mængden af breve i Danmark var faldet dramatisk som følge af stigende digital kommunikation, og det var som reaktion på dette, at PostNord tilførte kapital til Post Danmark for at hjælpe virksomheden med at gennemføre en ny produktionsmodel. Denne kapitaltilførsel omfattede statsmidler, da det drejede sig om midler fra en offentlig virksomhed (PostNord), og dette kunne tilregnes Danmark og Sverige, da det skete som følge af en aftale indgået i oktober 2017. Kommissionen konkluderede dog, at eftersom det forventede afkast af kapitaltilførslen for PostNords vedkommende opvejede det investerede beløb, havde PostNord handlet på samme måde, som en privat investor ville have gjort på de samme vilkår. PostNords kapitaltilførsel til Post Danmark udgjorde derfor ikke statsstøtte ifølge EU’s statsstøtteregler.
I en nylig dom af 16. september 2021 har Domstolen præciseret betingelserne for kvalificering af en statslig foranstaltning som en støtteordning.
Domstolen tilsidesatte en tidligere afgørelse, hvor Retten havde fastslået, at belgiske afgørelser vedrørende overskydende fortjeneste ikke udgjorde en støtteordning.
Tvisten vedrørte en belgisk praksis fra 2004 til 2014, hvor Belgien, ved forhåndsgodkendelser, havde indrømmet skattefritagelser for overskydende fortjeneste til multinationale selskaber. I 2016 fandt Kommissionen, at disse forhåndsgodkendelser udgjorde ulovlig statsstøtte og pålagde støttemodtagerne at tilbagebetale den modtagne støtte. Belgien og en række virksomheder anlagde herefter sag an mod Kommissionen. Den 14. februar 2019 afsagde Retten dom og annullerede Kommissionens afgørelse. Retten begrundede resultatet med, at Kommissionen ikke tilstrækkeligt havde godtgjort, at de belgiske forhåndsafgørelser om skattefritagelse udgjorde en støtteordning. Kommissionen appellerede herefter denne afgørelse til EU-domstolen.
Domstolen skulle konkret tage stilling til Rettens fortolkning af ”støtteordning” i forordning 2015/1589 om fastlæggelse af regler for anvendelse af artikel 108 TEUF. Kvalificeringen af en statslig foranstaltning som støtteordning kræver, at tre kumulative betingelser er opfyldt: For det første kan støtten ydes individuelt til virksomheder på grundlag af en retsakt. For det andet er ingen yderligere gennemførelsesforanstaltning krævet for at yde støtten. For det tredje skal de virksomheder, som kan ydes individuel støtte, ”defineres generelt og abstrakt”.
Om den første betingelse, hvorefter støtten kan ydes individuelt til virksomheder på grundlag af en retsakt, udtalte Domstolen, at Retten havde anlagt en for restriktiv forståelse af udtrykket ”retsakt”. Domstolen fastslog, at en retsakt ikke blot dækker over de formelle retsakter, som udgør en støtteordning, men ligeledes kan dække myndigheders faste administrative praksis, når denne praksis viser et ”systematisk adfærdsmønster”. I den konkrete sag skulle Retten således ikke alene have undersøgt regelgrundlaget men også de belgiske skattemyndigheders praksis. Domstolen udtalte hertil, at ved inddragelse af en fast praksis vil man være i stand til at fastlægge den reelle anvendelse af en regel, hvilket sikrer statsstøttereglerne effektive anvendelse.
Om de to andre betingelser – at ingen yderligere gennemførelsesforanstaltning er krævet for at yde støtten og at de virksomheder, som kan ydes individuel støtte, skal ”defineres generelt og abstrakt” – fandt Domstolen, at skattefritagelse altid blev givet, når de multinationale selskaber opfyldte betingelserne, og der var således reelt ikke tale om et skøn, og at Rettens fejl i relation til anvendelsen af de to første betingelser medførte, at Retten ligeledes havde vurderet tredje betingelse forkert, og støttemodtagerne kunne således identificeres.
Den konkrete sag blev hjemvist til Retten, da Domstolen konkluderede, at Retten, ved at have begrænset sin analyse til kun at omfatte de formelle retsakter, havde foretaget en urigtig anvendelse af udtrykket ”retsakt”.
I en appelsag har EU-domstolen præciseret reglerne om antagelse af annullationssøgsmål anlagt af konkurrenter mod Kommissionens afgørelser om statsstøtte som følge af den formelle undersøgelsesprocedure efter artikel 108, stk. 2 TEUF. Dommen giver vejledning om den retlige position for tredjemand, når Kommissionens beslutning om statsstøtte anfægtes. Domstolen bekræfter, at en sag ikke kan antages, hvis den anlægges af en sagsøger, som ikke er adressat for en afgørelse, og som ikke kan siges at være individuelt berørt af afgørelsen.
Kommissionen havde den 1. oktober 2014 truffet afgørelse om den tyske stats finansiering af Frankfurt Hahn Lufthavn og de finansielle forhold mellem lufthavnen og Ryanair. Kommissionen havde fundet, at der i et forhold var tale om forenelig statsstøtte og i tre andre forhold, at der ikke var tale om statsstøtte i den pågældende sag.
Som følge af afgørelsens resultat anlagde Lufthansa – som konkurrent til Ryanair – sag mod Kommissionen med påstand om annullation af den omtvistede afgørelse. Retten afviste søgsmålet med den begrundelse, at Lufthansa ikke havde søgsmålskompetence.
I appelsagen fastlog Domstolen, at realitetsbehandling af et søgsmål anlagt af en fysisk eller juridisk person til prøvelse af en retsakt, der ikke er rettet til vedkommende, kan ske i to situationer: (1) en sag kan anlægges på betingelse af, at denne retsakt berører vedkommende umiddelbart og individuelt, og (2) en person kan anlægge sag til prøvelse af en regelfastsættende retsakt, som ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger, hvis den berører vedkommende umiddelbart. I den konkrete sag skulle det vurderes, hvorvidt Lufthansa var umiddelbart og individuelt berørt af Kommissionens afgørelse.
I forbindelse med proceduren i artikel 108 TEUF, skal der sondres mellem den indledende fase af undersøgelse af støtteforanstaltninger, jf. artikel 108, stk. 3, og den formelle undersøgelsesproces i artikel 108, stk. 2. Først i den formelle undersøgelsesfase, som skal give Kommissionen mulighed for at opnå fuldstændige oplysninger om alle sagens momenter, er Kommissionen i henhold til TEUF forpligtet til at give de berørte adgang til at fremsætte deres bemærkninger.
Om søgsmålskompetence vedrørende afgørelse efter den formelle undersøgelsesproces i artikel 108, stk. 2 udtalte Domstolen, at den omstændighed alene, at en virksomhed har spillet en aktiv rolle i forbindelse med den formelle undersøgelsesprocedure, ikke er tilstrækkelig til at fastslå, at den er individuelt berørt af den pågældende afgørelse. Domstolen udtalte endvidere, at Lufthansa burde have præciseret omfanget af dens deltagelse for at gøre det muligt at fastslå den skade, som Lufthansas konkurrencemæssige stilling havde lidt. Såfremt at skaden skulle vise sig at være væsentlig, skulle Lufthansa videre bevise at være individuelt berørt af de pågældende foranstaltninger, idet der ellers ville være en alt for stor kreds af enheder, der ville kunne påberåbe sig at være individuelt berørt af foranstaltningerne.
Om søgsmålskompetence vedrørende en afgørelse om vurdering af støtte efter artikel 108, stk. 3 fastlog Domstolen, på linje med tidligere praksis, at andre personer end en afgørelses adressater kun vil kunne hævde, at de berøres individuelt, hvis de har en ”særlig stilling”, dvs. hvor en afgørelse rammer dem på grund af visse egenskaber, som er særlige for dem, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre og derfor individualiserer dem på lignende måde som adressaten. Det er således ikke tilstrækkeligt, at sagsøgeren alene kan anses for at være en ”interesseret part” som omhandlet i artikel 108, stk. 2.
Domstolen afviste herefter appellen den 15. juni 2021.