Søg
Som følge af den teknologiske udvikling har markedet for audiovisuelle medietjenester udviklet sig markant. Der er nu en større sammensmeltning af TV-tjenester og internettjenester, fx i form af on demand-tjenester som streaming og sociale medier. Udviklingen har medført nye former for tjenester og brugeroplevelser, hvor seer-vanerne har ændret sig væsentligt. Traditionelt TV-indhold fylder stadig en stor del af markedet, men nyt indhold såsom videoklip og brugergenereret audiovisuelt indhold, som ses på fx YouTube og Facebook, er blevet langt mere udbredt, end det var tidligere.
På baggrund af denne udvikling har EU vedtaget et nyt direktiv (EU) 2018/1808, med en opdateret retlig ramme, der skal afspejle udviklingen på markedet og sikre adgang til tjenesterne og forbrugerbeskyttelse. Direktivet skal være implementeret i medlemsstaterne senest den 19. september 2020. Det er i denne forbindelse, at Kulturministeriet den 5. februar 2020 har fremsat et lovforslag, der implementerer dele af direktivet. De øvrige dele af direktivet kræver imidlertid ikke lovændring, og vil derfor blive gennemført administrativt, herunder ved udstedelse af bekendtgørelser.
Lovforslaget er opdelt i fire hovedpunkter:
Det forventes at lovforslaget vil blive vedtaget, idet der ved første behandling var en bred opbakning. Loven vil herefter træde i kraft den 1. juli 2020. Det er hensigten, at Kulturministeriet, inden den 19. september 2020, ved bekendtgørelse vil fastsætte yderligere krav, som udbydere af videodelingsplatforme skal leve op til.
Ved ”videodelingsplatformstjenester” forstås tjenester, der som fx YouTube organiserer audiovisuelt indhold, men ikke har et redaktionelt ansvar for indholdet, idet det er brugerne af tjenesten, der selv uploader indholdet. Det er ikke formålet med reguleringen at omfatte alle sociale medier, som Facebook og Instagram, dog vil disse være omfattet, hvis det audiovisuelle indhold udgør en væsentlig funktion på mediet.
I Danmark er videodelingsplatformstjenester ikke på nuværende tidspunkt reguleret af radio- og fjernsynsloven. Med lovforslaget foreslås at indføre et nyt kapitel, der omfatter videodelingsplatformstjenester, således at disse omfattes af nogle – men langt fra alle – reglerne i loven. Ligeledes foreslås, at der indføres en pligt for disse tjenester, til at lade sig registrere hos Radio- og tv-nævnet. Formålet med registreringspligten er, at kunne identificere de danske udbydere og dermed lettere føre tilsyn med tjenesterne.
Radio- og tv-nævnet kan træffe afgørelse om midlertidig eller endelig inddragelse af en tilladelse eller indstilling af virksomheden på en videodelingsplatformstjeneste, hvis virksomheden groft eller gentagne gange overtræder loven eller relevante bekendtgørelser.
Direktivet bygger på et afsenderlandsprincip, der medfører, at det alene er tjenesteudbydere, der er etableret i Danmark, som er omfattet af de danske regler, uanset om tjenesten er tilgængelig i andre medlemsstater. Det er Kulturministeriets vurdering, at der i det aktuelle mediebillede kun vil blive tale om få videodelingsplatformstjenester, af begrænset størrelse, som vil være omfattet af de danske regler.
Ved ”on demand-tjenester” skal forstås en tjeneste, der har til formål at udbyde informerende eller underholdende billedprogrammer med henblik på, at programmet kan modtages på et brugervalgt tidspunkt, på baggrund af et programkatalog. Udbyderen har, i modsætning til videodelingsplatformstjenester, det redaktionelle ansvar for valget af indhold på tjenesten. Det er kendetegnende for tjenesten, at de er ”tv-lignende”, og at de konkurrerer om samme seere som fjernsynsudsendelser.
I den gældende radio- og fjernsynslov er on demand-tjenester undtaget fra registreringspligten. For at skabe lighed blandt udbyderne af de forskellige medietjenester, foreslås det i lovforslaget, at on demand-tjenester skal lade sig registrere hos Radio- og tv-nævnet. På den måde vil Radio- og tv-nævnet lettere kunne identificere udbyderne af on demand-tjenester og føre tilsyn med disse.
Der stilles krav i direktivet om, at medlemsstaterne skal etablere et system for at beskytte mindreårige mod skadeligt indhold, såsom vold og pornografi. Det foreslås, at der i Danmark etableres et system for aldersmærkning af programindhold. Medierådet for Børn og Unge bliver således ansvarlige for at aldersvurdere nogle programmer. De programmer, som der ikke bliver aldersvurderet af Medierådet, skal udbyderne selv aldersvurdere, på baggrund af vejledningsmateriale udarbejdet af Medierådet.
Nogle programtyper er undtaget fra kravet om aldersmærkning. Dette er bl.a. nyhedsindhold, musikindhold, direkte udsendelser mv. Radio- og tv-nævnet skal føre tilsyn med, at der er foretaget og informeret om aldersmærkning.
Der findes ingen gældende regler om tilgængelighed af programindhold for personer med handicap bortset fra public service-virksomhederne, der er underlagt krav om dette i deres kontrakter. Der vil i bekendtgørelsesform vedtages regler om tilgængelighed for personer med handicap, der navnlig sigter på syns- eller hørehandicap. Typen af foranstaltninger, som tjenesten skal foretage, afhænger af udbydernes finansielle forudsætninger mv. Det vil være Radio- og tv-nævnet, der skal føre tilsyn med, at udbyderne løbende gør deres tjenester mere tilgængelig. Udbyderne skal redegøre for hvordan de vil opfylde forpligtelsen om tilgængelighed, og rapportere om gennemførelsen hvert tredje år, til Radio- og tv-nævnet.
Direktivet er et såkaldt minimumsdirektiv, hvorfor medlemsstaterne kan vælge at fastsætte yderligere regler på området via national lovgivning. Det pågældende lovforslag går som udgangspunkt ikke videre end minimumskravene i EU’s direktiv.
Kulturministeriet har tilkendegjort, at de ønsker vidtgående regler på området inden den 19. september 2020. Det er hensigten, at Kulturministeriet skal fastsætte yderligere krav om beskyttelsesforanstaltninger mv., som udbydere af videodelingsplatforme skal leve op til.
For at Kulturministeriet kan fastsætte nærmere regler i kommende bekendtgørelser, foreslås det i lovforslaget, at Kulturministeren vil være bemyndiget til at fastsætte flere regler for udbydere af videodelingsplatforme. Det forventes således, at en kommende bekendtgørelse vil indføre regler om:
I relation til sidstnævnte bør bemærkes, at lovforslaget opretholder de gældende strengere danske reklameregler for tv og streaming-tjenester, der går videre end minimumskravene i direktivet, herunder forbuddet mod visning af danske programmer, som indeholder produktplacering, samt forbuddet mod reklameafbrydelser i fjernsynsudsendelser.
Direktivet og lovforslaget er særligt interessant derved, at det som omtalt inddrager en helt ny kategori af udbydere, videodelingsplatforme, under reguleringen. Det bliver interessant at se, hvordan reglerne om disse, og kravene om beskyttelse mod forskellige former for skadeligt eller ulovligt indhold, nærmere bliver gennemført og håndhævet i de forskellige lande.