Danske tv- og produktionsselskaber har nu mulighed for at søge om kompensation for de direkte, økonomiske tab, som selskaberne har haft i forbindelse med, at selskaberne i perioden fra den 11. marts 2020 til og med den 22. maj 2020 har måtte aflyse eller udsætte planlagte produktioner eller gennemføre produktioner med øgede omkostninger til følge på grund af COVID-19-restriktioner.
Regeringen har den 8. marts offentliggjort vilkår for at søge kompensation for aflyste produktioner af tv og film. Alle danske tv- og filmproduktionsselskaber, der har haft direkte, økonomiske tab som følge af aflysning eller udsættelse af planlagte produktioner eller meromkostninger ved gennemførelse af produktioner i perioden på grund af COVID-19-restriktioner, kan efter ordningen søge kompensation, for produktionsselslkaber der var registreret med et aktivt CVR-nummer inden den 11. marts 2020, og at der forud for den 11. marts 2020 var indgået en skriftlig aftale om produktion mellem produktionsselskabet og en kunde.
Kompensation gives til produktion, der var planlagt til hel eller delvis gennemførelse i perioden, uanset om produktionen var planlagt til at finde sted i Danmark eller i udlandet.
Der gives ikke kompensation for tab i forbindelse med reklameproduktioner eller til produktioner, der har modtaget støtte fra Det Danske Filminstitut. Der ydes heller ikke kompensation for tab, der godtgøres produktionsselskabet på anden vis, og det er derfor ikke muligt at få kompensation til omkostninger, der er dækket af andre COVID-19-kompensationsordninger, forsikringer, andre offentlige refusioner, tilskud m.v. Produktionsselskabet bør derfor nøje overveje i hvilket omfang, der er overlap og/eller, hvilke kompensationsordninger, der vil føre til størst mulig dækning af samlet økonomisk tab.
Hvert produktionsselskab kun kan indsende én ansøgning for perioden, men det er muligt at søge kompensation for flere produktioner i den samme ansøgning. Derfor er det vigtigt, at tv- og produktionsselskaber opgør deres tab for alle relevante produktioner, inden ansøgning indsendes. Imidlertid kan kompensation for tab maksimalt udgøre 800.000 € (brutto) svarende til ca. 5.949.440 kr. pr. CVR-registrerede produktionsselskab. Af ordningen fremgår, at omkostninger til autoriseret revisors påtegning af tabsopgørelsen i forbindelse med en ansøgning dækkes med op til 65%, hvis ansøgningen imødekommes, dog maksimalt 16.000 kr. pr. produktion. Det fremgår ikke, om denne specifikke dækning indgår i maksimumbeløbet efter ordningen eller kan dækkes ud over maksimumbeløbet, men det er nærliggende at læse ordningen således, at det regnes med/indgår i det samlede beløb.
Kompensation søges ved at udfylde alle felter i Slots- og Kulturstyrelsens elektroniske ansøgningsskema.
Ved udfyldelse af det elektroniske ansøgningsskema skal ansøgere angive en række selskabsoplysninger, underskrive en tro og love erklæring med NemID medarbejdersignatur og vedlægge følgende bilag:
Slots- og Kulturstyrelsens obligatoriske regnskabsskabelon (med vejledning) og revisorerklæring kan tilgås via dette link. Det er vigtigt, at ansøgningsskemaet udfyldes korrekt, og at alle bilag er vedhæftes, idet ansøger selv er ansvarlig herfor.
Slots- og Kulturstyrelsen træffer afgørelse om, hvorvidt en ansøger er berettiget til kompensation, og afgørelse meddeles først, når alle ansøgninger er færdigbehandlet. Der er afsat 24,2 mio. kr., der vil blive fordelt proportionelt mellem de godkendte ansøgere. Sagsbehandlingstiden er op til 4 uger efter ansøgningsfristen den 19. april 2021 kl. 23:59, dvs. at ansøgere kan forvente at modage en afgørelse den 17. maj 2021, om end der ikke er angivet konsekvenser (som eks. rentetillæg) af fristoverskridelser af sagsbehandlingen.
Afgørelser kan påklages til Kulturministeriet, men klage skal rettes til Slots- og Kulturministeriet, der videresender klagen til Kulturministeriet.
Vores Media & Entertainment team hos Gorrissen Federspiel står til rådighed for erhvert spørgsmål relateret til ansøgninger eller kompensationskriterier i forbindelse med kompensationsordningen for aflyste og udsatte tv-produktioner.