Søg
Forbrugerombudsmanden oplyste i en pressemeddelelse af 4. oktober 2021, at et diskotek var blevet politianmeldt og havde vedtaget en bøde på 30.000 kr. for at have markedsført arrangementer med omtale af alkohol over for unge på Facebook. Diskoteket havde på dets Facebook-side markedsført tre arrangementer, hvor alkohol blev omtalt. Alle opslagene var markeret med ”16+”. Forbrugerombudsmanden vurderede på baggrund af dette, at markedsføringen også rettede sig mod unge på 16 og 17 år.
Diskoteket havde bl.a. reklameret for et arrangement med tre billeder med teksten ”16+ SØNDAG I PÅSKEN 2019”. På det ene billede holdt en mand en flaske vodka i hånden. Det andet billede viste et skilt, hvor der bl.a. stod: ”GREY GOOSE WORLD’S BEST TASTING VODKA”. På det tredje billede kunne der ses flere flasker spiritus.
Forbrugerombudsmanden vurderede, at alle opslag var i strid med markedsføringslovens § 11, stk. 2, om forbuddet mod markedsføring af alkohol mod børn og unge.
Forbrugerombudsmanden oplyste i en pressemeddelelse af 5. oktober 2021, at Vestre Landsret har idømt dating.dk en bøde på 50.000 kr. for at have vildledt om prisen og bindingsperioden for et datingabonnement. Af deres hjemmeside fremgik ”Der er forår i luften … Og har du fået forårskuller? Så find kærligheden på dating.dk for kun 1 kr.” Det fremgik ikke af reklamen, at forbrugerne bandt sig til et løbende betalingsabonnement på mindst 299 kr., hvis de benyttede tilbuddet på 1 krone. Ved tryk på reklamen blev forbrugerne ledt hen på en betalingsside, hvor det alene fremgik med småt, at bindingsperioden på abonnementet var på tre måneder, og at den samlede mindstepris var 299 kroner.
Vestre Landsret var enig med byretten i, at både reklamen og betalingssiden var vildledende og i strid med markedsføringslovens § 5, stk. 1, og § 6, stk. 1, sammenholdt med § 8, om vildledende handlinger og vildledende undladelser. Vestre Landsret nedsatte dog bøden fra de 100.000 kr., som Byretten i Viborg havde idømt dating.dk, til 50.000 kr. grundet lang sagsbehandlingstid. Vestre Landsret fandt, at det ikke kunne føre til et andet resultat, at forbrugerne samtidig med udfyldelse af oplysninger skulle afkrydse, at vedkommende accepterede betingelser om et løbende abonnement.
Ifølge Forbrugerombudsmanden slår dommen fast, at det skal fremgå tydeligt, hvis der er en bindingsperiode på et abonnement, idet det ellers er vildledende markedsføring.
Lovforslaget L 13 om ændring af markedsføringsloven blev vedtaget den 25. november 2021, hvorved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2161 om bedre håndhævelse og modernisering af EU-reglerne om forbrugerbeskyttelse (”Moderniseringsdirektivet”) gennemføres.
Loven pålægger erhvervsdrivende nye oplysningsforpligtelser, bl.a. når den erhvervsdrivende gør det muligt for forbrugeren at søge efter produkter fra forskellige erhvervsdrivende, samt når en erhvervsdrivende giver adgang til brugeranmeldelser. Falske brugeranmeldelser bliver desuden direkte forbudt. Loven indebærer yderligere en skærpelse i forhold til handelspraksis rettet mod børn.
Endelig indebærer loven, at bøder for overtrædelser, der kan skade de kollektive interesser for forbrugere i mindst to andre medlemsstater ud over Danmark (en såkaldt ”udbredt overtrædelse”), maksimalt kan udgøre 4 pct. af den erhvervsdrivendes årlige omsætning i de pågældende lande og 4 mio. euro, såfremt der ikke foreligger oplysninger om omsætningen. Yderligere præsenteres en helt ny bødemodel, der gerne skal medføre et højere bødeniveau, og desuden sker der en udvidelse af anvendelsen af administrative bødeforelæg.
Loven træder i kraft den 1. januar 2022, dog med undtagelse af enkelte bestemmelser, der først træder i kraft den 28. maj 2022.
Forbrugerombudsmanden oplyste i en pressemeddelelse af 14. december 2021, at Forbrugerombudsmanden har anmodet Facebook om at fjerne sit annoncesystem, der målrettet markedsfører lån til forbrugere, som har vist interesse for spil, idet Forbrugerombudsmanden har vurderet, at Facebooks annoncesystem var i strid med markedsføringslovens § 3 om god markedsføringsskik.
Facebooks annoncesystem har hidtil været programmeret således, at kreditgivere eller andre, der låner penge til forbrugere, mod betaling har haft mulighed for at målrette markedsføring til forbrugere, der har syntes godt om eller på anden måde vist interesse for ”online gambling”, ”action games”, ”browser games”, ”first-person shooter games”, ”online games” eller ”online poker” (såkaldt ”targeted advertising”).
Forbrugerombudsmanden har understreget, at det ikke er tilstrækkeligt, at Facebook beder annoncørerne erklære, at de ikke vil udføre denne markedsføring. Facebook skal slet ikke tilbyde målrettet markedsføring af lån til spilinteresserede forbrugere.
Som følge af anmodningen har Facebook tilkendegivet over for Forbrugerombudsmanden, at de vil fjerne denne mulighed for, at annoncører kan målrette deres markedsførings til forbrugere, der har udvist interesse for spil.
Lovforslaget L 16 om ændring af lov om forbrugeraftaler og lov om aftaler og andre retshandler på formuerettens område blev vedtaget den 23. november 2021, hvorved dele af direktiv (EU) 2019/2161 om bedre håndhævelse og modernisering af EU-reglerne om forbrugerbeskyttelse (”Moderniseringsdirektivet”) samt en række øvrige ændringer af forbrugeraftaleloven og aftaleloven gennemføres.
Loven indebærer, at forbrugeraftaleloven udtrykkeligt kommer til at gælde for aftaler om digitale tjenester og indhold, selv når forbrugeren alene ”betaler” med personoplysninger. Herudover indføres en række oplysningspligter for erhvervsdrivende, bl.a. i forbindelse med personalisering af priser ved automatiseret beslutningstagning og generelt for onlinemarkedspladser, samt en tilpasning af reglerne vedrørende forbrugerens fortrydelsesret, således at disse afspejler den teknologiske udvikling.
Endelig sker der en udvidelse af bødebestemmelsen i forbrugeraftaleloven, således at flere overtrædelser kan straffes med bøde, samt en tilføjelse af et bødemaksimum ved overtrædelser, der kan skade de kollektive interesser for forbrugere i mindst to andre medlemsstater ud over Danmark (en såkaldt ”udbredt overtrædelse”), på maksimalt 4 pct. af den erhvervsdrivendes årlige omsætning i de pågældende lande og 4 mio. euro, såfremt der ikke foreligger oplysninger om omsætningen.
Loven træder i kraft den 28. maj 2022.
Den 21. december 2021 blev L 86 lovforslag om ændring af ophavsretsloven (Revision af blankmedieordningen) vedtaget. Loven indebærer en moderniseringen af blankmedieordningen, der er den ophavsretlige vederlagsordning for eksemplarfremstilling til privatbrug.
Ændringerne indebærer bl.a. en udvidelse af de omfattede lagringsmedier, således at en harddisk, en smartphone mv. fremover vil være omfattet, samt at lagringsmedier erhvervet fra udenlandske virksomheder til privat brug også bliver inddraget i ordningen, hvorimod bl.a. kassettebånd, vhs-bånd mv. fritages. Den nye blankmedieordning skal være fuldt ud brugerfinansieret, hvorfor den hidtidige statslige medfinansiering af ordningen i form af dvd-kompensationen afskaffes. Kompensationen til rettighedshaverne vil derfor fremover finansieres via vederlagene for de omfattede lagringsmedier.
Lovændringerne træder i kraft den 1. januar 2022.
Østre Landsret afsagde den 22. september 2021 dom i ankesagen BS-40759/2019-OLR mellem DK Company A/S og Ankenævnet for Patenter og Varemærker. Sagen drejede sig om, hvorvidt DK Company A/S’ brand ”CREAM”, som omfatter stort set alle produkter inden for beklædning og tilbehør til kvinder, kunne opnå en varemærkeregistrering. Forinden Østre Landsrets dom havde både Patent- og Varemærkestyrelsen, Ankenævnet for Patenter og Varemærker samt Sø- og Handelsretten afvist denne varemærkeregistrering med den begrundelse, at ”CREAM” var beskrivende for varerne i klasserne 18 (muleposer, net mv.) og 25 (beklædning, fodtøj og hovedbeklædning mv.) og dermed manglede særpræg.
Østre Landsret fandt imidlertid – under henvisning til EU-dommene T-423/18, Vita, og T-133/19, ”Off-White” – at det ikke kunne antages, at farven ”cream”/cremefarvet var en iboende egenskab, som var uløseligt forbundet med produkter i klasserne 18 og 25, men at denne farve i stedet måtte anses for at være et rent tilfældigt aspekt, som eventuelt kun omfattede en brøkdel af varerne og under alle omstændigheder var uden nogen direkte og umiddelbar forbindelse til deres karakter.
Østre Landsret fandt herefter, at mærket ”CREAM” ikke skulle have været udelukket fra registrering i klasserne 18 og 25 i medfør af varemærkelovens dagældende § 13, stk. 2, nr. 1 (nu § 13, stk. 1, nr. 4). Østre Landsret fandt således, at ”CREAM” opfyldte de krav til særpræg, der efter EU-retlig praksis stilles for at kunne få et kendetegn registreret som varemærke. Ankenævnet for Patenter og Varemærker skulle dermed anerkende, at DK Company A/S’ varemærke ”CREAM” skal føres til endelig registrering for alle de ansøgte varer.
Sø- og Handelsretten afsagde den 5. oktober 2021 kendelse i sag BS-10686/2017-SHR mellem Kokkedal Slot v/Ann Vibeke Lokdam (”KS v/Lokdam”) mod Kokkedal Slot ApS og Slotshotellet ApS (”KS ApS”). Kendelsen er en delafgørelse om, hvorvidt varemærket ”Kokkedal Slot” forud for KS v/Lokdams ansøgning om varemærkeregistrering i 2008 havde opnået fornødent særpræg som følge af KS v/Lokdams brug for registreringsklasserne 41 og 43, jf. varemærkelovens § 13, stk. 2.
KS v/Lokdam er en hotel- og restaurationsvirksomhed, der har været drevet i ejendommen Kokkedal Slot i Brovst siden 1988. KS ApS har drevet hotel- og restaurationsvirksomhed i ejendommen Kokkedal Slot i Kokkedal siden 2011. KS ApS nedlagde under delhovedforhandlingen påstand om, at KS v/Lokdams varemærkeregistrering skulle ophæves.
Klasse 43: tilvejebringelse af mad og drikke, midlertidig indkvartering
Som dokumentation for mærkets anvendelse for ydelser i klasse 43 blev fremlagt artikler fra både lokale og nationale medier, blade, magasiner, aviser og annoncer, hvor »Kokkedal Slot« over en 20-årig periode blev omtalt i sammenhæng med restaurant- og hoteldrift. Ann Vibeke Lokdam forklarede, at deres gæster primært hørte om Kokkedal Slot gennem omtalen i blade og magasiner, samt at gæsterne kom fra hele landet, hvilket blev understøttet af fakturaer og den debitorliste, der er fremlagt i sagen.
Sø- og Handelsretten fandt det godtgjort, at varemærket havde været anvendt så længe og så intensivt, at mærket inden for den relevante omsætningskreds i Danmark gennem indarbejdelse var almindeligt kendt for indehaverens ydelser, hvorfor varemærke havde opnået særpræg gennem brug for klasse 43 på tidspunktet for ansøgningen om registrering af varemærket.
Klasse 41: uddannelsesvirksomhed, undervisningsvirksomhed, underholdningsvirksomhed mv.
Som dokumentation for anvendelse af mærket ”Kokkedal Slot” for ydelser i klasse 41 blev der i mere begrænset omfang fremlagt artikler og omtaler i lokale og nationale medier, blade, magasiner, aviser og annoncer, hvor mærket blev omtalt i sammenhæng med muligheden for kursusophold og kunstudstillinger. Der var enkelte omtaler af koncerter og teater. Omtalen ses dog primært at være fra perioden 1989 til 1992. Ann Vibeke Lokdam forklarede, at der blev afholdt koncerter på Kokkedal Slot med Lars Lilholt hver sommer, og at der var tre til fire kunstudstillinger om året. Dette blev dog ikke nærmere dokumenteret under sagen.
Sø- og Handelsretten fandt det ikke fornødent godtgjort, at ”Kokkedal Slot” har været anvendt og markedsført for ydelserne i klasse 41 på en så intensiv og varig landsdækkende måde, at mærket havde opnået særpræg for disse ydelser gennem brug forud for ansøgningen om registrering af varemærket.
Sø- og Handelsretten fandt således, at varemærkeregistreringen af varemærket ”Kokkedal Slot” ikke skulle ophæves for så vidt angår registreringsklasse 43, men derimod skulle ophæves for så vidt angår registreringsklasse 41.
Sø- og Handelsretten afsagde den 5. november 2021 dom i sagen BS-31827/2020-SHR mellem Kejser Sausage ApS (”Kejser Sausage”) og Keyser KBH ApS m.fl. (”Keyser”). Sagen angik, hvorvidt Keysers restaurant ’Keyser Social’ havde krænket pølsevognen Kejser Sausages rettigheder efter varemærkeloven og markedsføringsloven.
Indledningsvist fastslog Sø- og Handelsretten, at Kejser Sausage havde erhvervet varemærkeret til mærket ved ibrugtagning siden 2018, og at mærket således var beskyttet efter både varemærkeloven og markedsføringsloven. I den forbindelse lagde Sø- og Handelsretten vægt på pølsebodens centrale placering i København ved Broens Gadekøkken og den markedsføring, som Kejser Sausage har haft via Broens Gadekøkken, øvrig markedsføring samt omtale i bredere sammenhænge af Kejser Sausage.
Restauranten Keyser Social, der har været drevet siden 2020, tilbyder et ”social”-koncept med servering af et større antal retter til alle omkring bordet. Retterne og tillige i et vist omfang drikkevarerne er i bred forstand asiatisk inspireret. Servering sker i indendørs lokaliteter med asiatisk inspireret, konceptuel indretning. I øvrigt drives restauranten efter de foreliggende oplysninger som et klassisk restaurantkoncept med sædvanlig bordbestilling, ligesom restauranten har alkoholbevilling.
Sø- og Handelsretten fandt, at der visuelt var ligheder mellem mærkernes første led, ”Kejser” og ”Keyser”, som begge var inspireret af filmfiguren ”Keyser Söze” i filmen ”The Usual Suspects”. Mærkernes andet led, ”Sausage” og ”Social”, fandtes derimod at være forskellige i betydelig grad. Desuden blev der lagt vægt på de meget betydelige konceptuelle forskelle med hensyn til parternes restaurationsvirksomheder. Samlet set fandt Sø- og Handelsretten derfor, at der ikke forelå en risiko for forveksling, og konkluderede på den baggrund, at Kejser Sausages rettigheder hverken efter markedsføringsloven eller varemærkeloven var krænket.
Retten afsagde den 10. november 2021 dom i sagen T-353/20 mellem Associazione Calcio Milan SpA (”AC Milan”) og EUIPO. Tvisten angik en ansøgning om registrering af et EU-figurvaremærke (Fodboldklubben AC Milan’s våbenskjold samt navn nedenfor) i Nice-klassifikationsklasse 16 (papir, pap, bogomslag samt andre diverse papirhandlervarer og kontorartikler) indgivet af AC Milan i 2017. Herimod gjorde det tyske firma InterES indsigelse, idet selskabet havde ordmærket ”Milan” registreret for varer i Nice-klassifikationsklasse 16 siden 1988.
Såvel EUIPO som Appelkammeret tog indsigelsen til følge, da der var risiko for forveksling mellem de to mærker. Der blev lagt vægt på, at ordet ”Milan” for begge mærkers vedkommende udgjorde en dominerende del. Varemærkerne var ud fra en samlet vurdering af de visuelle, fonetiske og begrebsmæssige lighedspunkter meget ens også sammenholdt med det faktum, at de varer, på hvilke mærkerne var placeret, var identiske eller lignende.
Retten fandt, at Appelkammerets helhedsvurdering var korrekt, idet der var risiko for forveksling mellem de to mærker hos den relevante kundekreds. Retten medgav dog for det første, at de to mærker på det visuelle plan var forskellige, og for det andet, at de visuelle lighedspunkter i en vurdering om risiko for forveksling mellem mærker ved markedsføring af varer, som sælges til den relevante kundekreds ved selvbetjening, i en samlet vurdering må vægte tungere end lighedspunkterne på det fonetiske og begrebsmæssige plan. Dette indebar ifølge Retten dog ikke, at Appelkammerets vurdering var forkert. De visuelle forskelle på de to mærker var ikke tilstrækkelige til at neutralisere de ligheder, som eksisterede på fonetisk og begrebsmæssigt plan. I samme ombæring bekræftede Retten, at der i en helhedsvurdering af risikoen for forveksling mellem to mærker skulle inddrages det forhold, om de omtvistede varer var identiske eller i høj grad ens.
I dommen anfægtede AC Milan derudover InterES’ manglende reelle brug af ordmærket, samt at selskabet havde ændret det ældre varemærkes særpræg. Retten forkastede disse anbringender som ugrundede, idet bevis for det modsatte var blevet forelagt.
Sø- og Handelsretten afsagde den 26. november 2021 dom i sagen BS-10861/2021-SHR mellem Nordic Nutriment ApS (”Nordic Nutriment”) og Skiin v/Lotte Lindgren (”Skiin”). Sagen drejede sig bl.a. om, hvorvidt Skiins brug af betegnelsen ”Yummi Gummi” for hårvitaminer i vingummiform krænkede Nordic Nutriments rettigheder efter varemærkeloven og markedsføringsloven til det registrerede EU-varemærke ”VITAYUMMY”.
Sø- og Handelsretten lagde til grund, at ”Vitayummy” og ”Yummi Gummi” anvendes som navn for samme produkt i form af et kosttilskud i vingummiform. Dog adskiller ”Vitayummy” sig både visuelt, fonetisk og betydningsmæssigt fra ”Yummi Gummi”. Første og andet ord er forskellige, idet det sammenfaldende ord yummy/yummi fremgår i omvendt rækkefølge. Endvidere er ordene forskellige som følge af brugen af henholdsvis ”y” og ”i” og fordi der ikke er nogen sammenhæng mellem ordene ”vita”, der betyder liv på latin, og ”gummi”, der henviser til, at produktet består af vingummi. Sø- og Handelsretten fandt på denne baggrund, at der ikke var forvekslingsrisiko mellem ”Yummi Gummi” og ”Vitayummy” og at der derfor ikke var tale om en varemærkekrænkelse.
Sø- og Handelsretten fandt yderligere, at produkterne ikke var markedsmæssige forvekslelige. Det blev bl.a. fremhævet, at ”Vitayummy” er en betegnelse for en række forskellige kosttilskud med vitaminer i vingummiform og ”Yummi Gummi” bliver alene brugt for hårvitaminer. Der er desuden prisforskel mellem produkterne. På den baggrund fandt Sø- og Handelsretten, at Skiin ikke havde krænket Nordic Nutriments rettigheder efter markedsføringsloven, hvorfor Skiin frifandtes for de nedlagte påstande.
Sø- og Handelsretten afsagde den 29. november 2021 dom i sagen BS-28753/2020-SHR mellem United Drinks A/S (”United Drinks”) og Spangsberg Chokolade A/S (”Spangsberg”) mod Spritfabrikken Danmark ApS (”Spritfabrikken”). Sagen omhandlede, hvorvidt Spritfabrikken ved at fremstille, markedsføre og sælge spiritusprodukter under betegnelserne ”Små Ugler” og/eller ”Blå Ugler” havde krænket United Drinks og Spangsbergs rettigheder til varemærket ”BLÅ UGLER”. Det var endvidere et spørgsmål, om ”Blå Ugler” var blevet en betegnelse for en bestemt smag.
Spangsberg er indehaver af varemærket BLÅ UGLER for konfektureprodukter (klasse 30), og United Drinks er indehaver af varemærket BLÅ UGLER for alkoholholdige drikke (klasse 33).
Spritfabrikken anførte, at varemærkerne ikke var gyldige, idet de var degenereret, da betegnelsen Blå Ugler ikke opfattedes som et varemærke af den relevante omsætningskreds, men som betegnelsen for en bestemt smag på et bolsje. Sø- og Handelsretten fandt imidlertid ikke, at Blå Ugler opfattedes som en almindelig smagsbetegnelse og lagde herved bl.a. vægt på en Gallup undersøgelse, hvor ingen af deltagerne svarede ”smag” på spørgsmålet om, hvad de forbandt Blå Ugler med. Varemærkerne var derfor gyldige.
Sø- og Handelsretten fandt herefter, at der var varelighed mellem United Drinks’ og Spritfabrikkens produkter, samt at der forelå en fonetisk, visuel og begrebsmæssig høj grad af lighed mellem de to mærker. Ud fra en helhedsvurdering var det Sø- og Handelsrettens opfattelse, at varemærkerne BLÅ UGLER og SMÅ UGLER ligner hinanden så meget, at der var en risiko for, at den relevante omsætningskreds ville forveksle varemærkerne, herunder antage, at der var en forbindelse mellem SMÅ UGLER og BLÅ UGLER. Der var dermed tale om en varemærkekrænkelse.
I forhold til Spangsbergs varemærke BLÅ UGLER var der ikke varelighed, og Sø- og Handelsretten fandt ikke, at Spangsbergs varemærkeret kunne udtrækkes til at også at omfatte spiritusprodukter. Imidlertid havde Spritfabrikken med teksterne på flaskerne ”med smag af blå ugler” og ”er baseret på smagen af blå ugler” gjort brug af betegnelsen Blå Ugler i forbindelse med sit shotprodukt. Sø- og Handelsretten fandt derfor, at der forelå en krænkelse af Spangsberg og United Drinks’ identiske varemærke, jf. varemærkelovens § 4, stk. 2, nr. 1, samt at Spritfabrikkens brug af billeder med bolsjer formet som ugler gav indtryk af, at der var forbindelse til Spangsbergs produkter, hvilket var illoyal markedsføring og i strid med markedsføringslovens § 3 om god markedsføringsskik.
Spritfabrikken blev herefter forbudt at fremstille, markedsføre, sælge, importere og/eller eksportere spiritusprodukter under navnene Små Ugler og Blå Ugler, og i den forbindelse også forbudt at bruge billeder mv. af blå bolsjer formet som ugler i deres markedsføring. Spritfabrikken skulle ligeledes tilbagekalde og destruere de resterende flasker. Endvidere skulle Spritfabrikken betale erstatning til United Drinks skænsmæssigt fastsat til 300.000 kr. samt et rimeligt vederlagt til Spangsberg skønsmæssigt fastsat til 100.000 kr.
Den 5. november 2021 trådte en ny bekendtgørelse om tilskud til ydelser forbundet med et patenteringsforløb i kraft. Bekendtgørelsen omhandler etableringen af en patentvoucherordning, der giver tilskud til ydelser forbundet med et patenteringsforløb, f.eks. patentrådgivningsydelser samt gebyr til indlevering af dansk patentansøgning. Bekendtgørelsen er udstedt i henhold til lov nr. 1518 af 18. december 2018 om erhvervsfremme, og ordningen skal bidrage til at styrke danske små og mellemstore virksomheders muligheder for at beskytte deres innovation og teknologi på det nationale marked og eksportmarkederne. Ordningens midler udmøntes gennem ansøgningsrunder udbudt af Erhvervshus Nordjylland, der er operatør for ordningen.
Voucherordningen åbnede den 8. november, men der er allerede lukket for ansøgning til Patentvoucher for 2021 grundet overvældende interesse. Det forventes, at næste ansøgningsrunde åbner i starten af 2022.
EU-Domstolen afsagde 28. oktober 2021 dom i sagen C-123/20, som var en præjudiciel forelæggelse anlagt af Forbundsdomstolen i Tyskland i sagen mellem Ferrari SpA og Mansory Design & Holding GmbH (”Mansory Design”). Tvisten angik fortolkning af reglerne i Rådets forordning (EF) nr. 6/2002 af 12. december 2001 om EF-design (”Designforordningen”) om beskyttelse af et ikke-registreret EF-design, idet Ferrari SpA anså Mansory Design for at have krænket et eller flere af sportsbilfabrikantens ikke-registrerede EF-design.
Ferrari SpA havde den 4. november 2014 i en pressemeddelelse offentliggjort to billeder af deres nye sportsbilmodel, Ferrari FXX K, som er en særligt eksklusiv sportsbil til kørsel på racerbaner, der kun blev fremstillet et begrænset antal af. Siden 2016 har Mansory Design fremstillet og markedsført byggesæt af udstyrsdele til personalisering, der har til formål at nærme udseendet af Ferrari 488 GTB, der er en serieproduceret model beregnet til almindelig færdsel, til udseendet af Ferrari FXX K. I marts 2016 præsenterede Mansory Design en modificeret udgave af Ferrari 488 GTB, som blev opkaldt Mansory Siracusa 4XX, der havde fået tilpasset udseendet til at afspejle en Ferrari FXX K endnu mere, hvilket nu også indebar samme ”V” på motorhjelmen samt samme synlige karosseri. Ferrari SpA anså Mansory Designs tilpasningsydelser markedsført ved Mansory Siracusa 4XX, herunder særligt disse nye elementer på fronten af bilen, for en krænkelse af rettighederne, som tilkom Ferrari SpA i henhold til de ikke-registrerede EF-design, som selskabet mente at være indehaver af siden pressemeddelelsen i 2014.
De præjudicielle spørgsmål, som EU-Domstolen skulle tage stilling til, var, om der som følge af en offentliggørelse af et helhedsbillede af et produkt i henhold til artikel 11, stk. 1, og stk. 2, i Designforordningen kunne opstå ikke-registrerede EF-designrettigheder til enkelte dele af eller et komponent af produktet, og i bekræftende fald, i hvilket omfang en del af et produkts udseende som omhandlet i Designforordningens artikel 3, litra a), eller en komponent af et sammensat produkt som omhandlet i Designforordningens artikel 3, litra c), og artikel 4, stk. 2, skulle være selvstændigt i forhold til produktet i dets helhed for, at det kan vurderes, om dette udseende har individuel karakter som omhandlet i Designforordningens artikel 6, stk. 1.
EU-Domstolen kom frem til: (i) at Designforordningens artikel 11, stk. 2, skal fortolkes således, at offentliggørelsen af billeder af et produkt, såsom offentliggørelsen af fotografier af en bil, kan indebære en offentliggørelse af designet af en del af dette produkt som i Designforordningens artikel 3, litra a) eller af en komponent af produktet som et sammensat produkt som i Designforordningens artikel 3, litra c), og artikel 4, stk. 2, såfremt udseendet af den pågældende del eller komponent kan identificeres klart ved offentliggørelsen, og (ii) for at det kan vurderes, om dette udseende opfylder det krav om individuel karakter, som er fastsat i Designforordningens artikel 6, stk. 1, er det nødvendigt, at den pågældende del eller komponent udgør et synligt udsnit af produktet eller af det sammensatte produkt, som er skarpt afgrænset af særlige linjer, konturer, farver, eller en særlig form eller tekstur.
EU-Domstolens dom var således til Ferrari SpA’s fordel, idet det blev bekræftet, at selskabet kan have stiftet ikke-registrerede EF-design til dele af produktet ved deres offentliggørelse af fotografier af Ferrari FXX K, såfremt ovenstående betingelser er opfyldte.