Søg
Sø- og Handelsretten afsagde den 16. marts 2021 dom i sagen BS-28832/2019-SHR mellem CARGLASS A/S (”Carglass”) og GLARMESTERLAUGET I DANMARK m.fl. (”Glarmesterlauget”). Sagen angik en række udsagn om mobile autorudeskift fremsat i en nytårsudtalelse af Glarmesterlauget i Motor-magasinet.
Udsagnene rejste stærk kritik af sikkerheden ved mobile autorudeskift, i hvilket Carglass har en væsentlig markedsandel. Glarmesterlauget anbefalede derfor, at sådanne skift sker hos en glarmester på et værksted.
Sø- og Handelsretten fandt, at sprogbruget var stærkt ladet og at rigtigheden af udsagnene ikke var hverken dokumenteret eller fagligt begrundet. Fremsættelsen var derfor vildledende og egnet til på utilbørlig måde at påvirke forbrugernes og erhvervsdrivendes adfærd i strid med markedsføringslovens §§ 3, 5 og 20. Endvidere udgjorde udsagnene miskrediterende og utilbørlig sammenlignende reklame i strid med markedsføringslovens § 21.
Carglass havde ikke godtgjort, at de havde lidt et tab som følge af de uberettigede udsagn, hvorfor der ikke var grundlag for at tilkende Carglass erstatning. Glarmesterlauget blev pålagt at berigtige udtalelserne ved at offentliggøre en meddelelse om resultatet af dommen i Motor-magasinet.
Sø- og Handelsretten afsagde den 29. marts 2021 dom i sagen BS-26853/2020-SHR mellem Maanesten A/S (”Maanesten”) og Mash 16 ApS (”Mash 16”). Sagen angik, hvorvidt Mash 16’s virksomhed Boii Studios/Boii havde krænket Maanestens rettigheder til ”Nubria”-øreringen og ”Pari”-fingerringen ved salg af øreringen ”Sydney Hoop” og fingerringen ”Melbourne”.
Nubria-øreringen og Pari-fingerringen blev udviklet i 2016 med en traditionel indisk næsering som designforlæg. Både øreringen og fingerringen er guldbelagt og belagt med flerfarvede sten. Efterfølgende kom Boiis smykker på markedet, og disse har i alt væsentlighed samme mål, farve og stenbelægning som Maanestens smykker.
Sø- og Handelsretten fandt, at designudviklingen af Maanestens smykker ud fra den indiske næsering, herunder sammensætningen og de designmæssige valg, var en teknisk bearbejdning af noget originalt. Dermed var udviklingen af smykkerne ikke udtryk for en sådan selvstændig skabende indsats, at de som brugskunst nød ophavsretlig beskyttelse efter ophavsretslovens § 1, stk. 1.
Derimod nød smykkerne beskyttelse mod meget nærgående eller slaviske produktefterligninger efter markedsføringslovens § 3, stk. 1, om god markedsføringsskik. Sø- og Handelsretten fandt, at Boiis smykker var markedsmæssigt identiske med Maanestens, og de blev derfor anset som nærgående efterligninger. Det blev i dommen tillagt vægt, at der var tale om en seriekrænkelse. Sø- og Handelsretten tog Maanestens påstande til følge og fastsatte erstatningen og det rimelige vederlag til 250.000 kr., som påstået af Maanesten.
I en pressemeddelelse af 28. april 2021 oplyser Forbrugerombudsmanden, at Østre Landret i en appelsag har frifundet diskotek Retro i Helsingør.
Forbrugerombudsmanden havde politianmeldt SP ApS, der ejer diskoteket, for i en række Facebook-opslag at henvende sig til unge under 18 år med invitationer til diskoteksaftener, der indeholdt omtale af alkohol, idet der stod ”16+” i opslagene. Byretten i Helsingør idømte SP ApS en bøde på 75.000 kr. for overtrædelse af markedsføringslovens § 11, stk. 2, om forbud mod markedsføring rettet mod børn og unge under 18 år, der indeholder omtale af, billeder af eller henvisninger til rusmidler, herunder alkohol.
SP ApS oplyste i Østre Landsret, at diskoteket havde et aldersfilter på sin Facebook-side, så unge under 18 år ikke kunne tilgå Facebook-siden, samt at markeringen ”16+” i annoncerne var ment som en oplysning til gæster over 18 år om, at der også kunne være gæster på 16-17 år til stede. Østre Landsret fandt på dette grundlag, at SP ApS som udgangspunkt kunne gå ud fra, at brugerne opgav korrekt information om deres alder, og at Facebook således ikke gav personer under 18 år adgang til selskabets annoncer, hvorefter SP ApS blev frifundet.
I en pressemeddelelse af 11. maj 2021 har Forbrugerombudsmanden oplyst, at den nye tobaksreklamelov af 1. april 2021 (bekendtgørelse nr. 586 af 26. marts 2021 af lov om forbud mod tobaksreklame m.v.) (”den nye tobaksreklamelov”) medfører, at det ikke er tilladt at vise billeder af tobakssurrogater på internettet.
Den nye tobaksreklamelovs § 3, stk. 1, forbyder alle former for reklame for tobakssurrogater. Ved tobakssurrogater forstås produkter med nikotin, der ikke er tobaksvarer, elektroniske cigaretter samt godkendte lægemidler. Det kan således eksempelvis omfatte nikotinposer eller ”pouches” med indhold af nikotin. Den nye tobaksreklamelov medfører tillige, at det er forbudt at vise tobakssurrogater – altså et udstillingsforbud. Dette forbud er ifølge lovbemærkningerne absolut og gælder således både ved en generel fremvisning af varerne på internettet og ved en egentlig købe-funktion på hjemmesider.
En virksomhed, som solgte tobakssurrogater på en hjemmeside, ønskede Forbrugerombudsmandens vurdering af, om den nye tobaksreklamelov gav virksomheden mulighed for 1) at tilsløre billeder af de produkter, som blev solgt på hjemmesiden, som gjorde det muligt at se farverne på produkterne, men ikke tekst eller illustrationer, alternativt 2) at vise ensartede klistermærker ved hvert produkt og derefter vise billede af produktet ved kundens klik på produktet. Forbrugerombudsmanden vurderede, at dette ikke er muligt som følge at det vidtgående reklame- og udstillingsforbud.
Det er derimod tilladt at have en hjemmeside med neutrale oplysninger om tobakssurrogater, der sælges, herunder deres pris, tekniske oplysninger og oplysninger, der fremgår af varernes emballage. Oplysningerne må dog ikke sættes i forbindelse med billeder og farver m.v., ligesom oplysningerne ikke må fremhæves eller være iøjnefaldende.
Sø- og Handelsretten afsagde den 29. april 2021 dom i de sambehandlede sager BS-32606/2019-SHR og BS-55592/2019-SHR mellem eBay Classifieds Scandinavia ApS (”eBay”) mod AUTOBUDGET EUROPE A/S (”Autobudget”) og AUTOROLA A/S (”Autorola”) (Samlet ”AA”). Sagen angik, hvorvidt data hidrørende fra eBays databaser nyder markedsføringsretlig beskyttelse, og i så fald, hvorvidt AA ved ”scraping”/ ”datacrawling”, kopiering, anvendelse, offentliggørelse, videregivelse eller tilgængeliggørelse havde krænket eBays rettigheder.
eBay ejer Bilinfo-systemet til brug for driften af bl.a. eBays bilbasen.dk, og data fra Bilinfo-systemet bliver brugt af forhandlere til at oprette annoncer. Tredjeparter kan få adgang til denne data for at operere lignende hjemmesider med salg af brugte biler ved at indgå en Application Programming Interface aftale (”API-aftale”) med eBay. AA driver lignende markedspladser, der anvender Bilinfo-systemets data ved oprettelse af annoncer, men uden en API-aftale.
Sø- og Handelsretten fandt det bevist, at det var en forudsætning for AA’s virksomhedsmodel, at de ved brug af en crawlingrobot løbende og systematisk foretog kopiering af data fra annoncer, herunder annoncer oprettet gennem Bilinfo-systemet, samt at AA havde udnyttet den investering og markedsposition, som eBay havde opnået via Bilinfo-systemet på en måde, der er i strid med markedsføringslovens § 3 i form af snyltning. På det grundlag blev AA forbudt at kopiere, anvende, offentliggøre og videregive eBays data til brug for deres virksomhed. Endvidere var eBay berettiget til et rimeligt vederlag fra Autobudget og Autorola på henholdsvist 874.oo0 kr. og 666.000 kr. i medfør af markedsføringsloven § 24, stk. 3.
I en pressemeddelelse af 15. juni 2021 oplyser Forbrugerombudsmanden, at Café Venedig ApS er blevet politianmeldt for overtrædelse af spamforbuddet ved at have afholdt 12 konkurrencer på Facebook, hvor der blev stillet krav om at tagge andre for at deltage. Ifølge spamforbuddet i markedsføringslovens § 10, stk. 1, må en erhvervsdrivende ikke rette henvendelse til nogen, medmindre den pågældende har givet sit forudgående samtykke hertil.
Café Venedig ApS havde ved afholdelse af konkurrencer på sociale medier stillet som betingelse for deltagelse, at deltagerne taggede deres venner. Dette udløser en notifikation, som henviser den taggede bruger til konkurrencen. Notifikationerne er efter Forbrugerombudsmandens opfattelse sendt på vegne af Café Venedig ApS, hvilket den taggede bruger ikke har givet samtykke til, hvorefter der foreligger en overtrædelse af spamforbuddet i markedsføringslovens § 10, stk. 1.
Forbrugerombudsmanden har således vurderet, at virksomheder, når de afholder konkurrencer på de sociale medier, ikke må kræve af deltagerne, at de tagger deres venner, medmindre det skulle være tilfældet, at vennen har givet samtykke hertil.
Sø- og Handelsretten afsagde den 30. marts 2021 dom i sagen BS-9628/2020-SHR mellem CAVIUS ApS (”Cavius”) og SCHNEIDER ELECTRIC DANMARK A/S (”Schneider”). Sagen drejede sig om, hvorvidt Cavius’ ”Invisible” røgalarm (verdens mindste røgalarm) nød design- og ophavsretlig beskyttelse og i så fald, om Schneider havde krænket disse rettigheder ved salg og markedsføring af en lignende røgalarm.
Ifølge Sø- og Handelsretten havde Cavius’ røgalarmer individuel karakter, der giver den informerede bruger et andet helhedsindtryk end øvrige offentliggjorte designs, hvorfor to af de af Cavius indgivne EU-designregistreringer var gyldige. Sø- og Handelsretten fandt tillige, at Schneiders nye røgalarm gav det samme helhedsindtryk som Cavius’ EU-designs og at denne dermed krænkede Cavius’ designregistreringer.
Sø- og Handelsretten fandt derudover, at Cavius’ røgalarmer nød ophavsretlig beskyttelse som brugskunst, jf. ophavsretslovens § 1, stk. 1, idet de designmæssige valg, herunder røgalarmernes iøjnefaldende cylinderform, fremstod som selvstændige, kreative og alternative. De var dermed udtryk for designerens egen intellektuelle frembringelse. Sø- og Handelsretten fandt en sådan lighed mellem Schneiders nye røgalarm og Cavius’ prototyper, at førstnævnte fremstod som en meget nærgående efterligning af Cavius’ prototyper og derfor krænkede Cavius’ ophavsret.
Som følge af de konstaterede krænkelser, blev Cavius’ påstande om standsning af alt salg, tilbagekaldelse og destruktion af de krænkende røgalarmer taget til følge. Det fandtes ikke godtgjort, at Cavius havde lidt et tab som følge af de omtalte design- og ophavsretskrænkelser, hvorfor der ikke blev tilkendt erstatning. Schneider skulle imidlertid betale Cavius et skønsmæssigt fastsat rimeligt vederlag på 150.000 kr., jf. designlovens § 37, stk. 1, nr. 1, og ophavsretslovens § 83, stk. 1, nr. 1, jf. § 76, stk. 1, nr. 1, jf. § 2, stk. 1.
Østre Landsret afsagde den 27. maj 2021 dom i sagen BS-15944/2020-OLR mellem F&H A/S og Christian Bitz (”Christian Bitz”) og K H Würtz v/Kasper Heie Würtz (”Kasper Würtz”). Sagen angik en deldom fra Sø- og Handelsretten om Christian Bitz’ krænkelse af Kasper Würtz’ keramiske stel.
Østre Landsret fandt, ligesom Sø- og Handelsretten, at Kasper Würtz’ keramik stel nyder såvel ophavsretlig som markedsføringsretlig beskyttelse som brugskunst, idet de måtte anses for udtryk for Kasper Würtz’ egen intellektuelle frembringelse. Værkerne udtrykkede således hans frie og kreative valg og kunne identificeres på tilstrækkelig præcis og objektiv vis. Bitz-stellet gav ud fra en helhedsvurdering en sådan oplevelse af identitet med Würtz-stellets originalitet, at dette krænkede Würtz-stellets ophavsret. Modsætningsvist blev det ikke fundet, at Würtz’ glasurudtryk nød selvstændig ophavsretlige beskyttelse.
Endvidere fandt Østre Landsret, at der var tale om en tilstræbt efterligning, da det ved bevisførelsen var godtgjort, at Christian Bitz havde vist den kinesiske producent en række billeder af Kasper Würtz’ keramik for at opnå et tilsvarende udtryk. Dette udgjorde en krænkelse af markedsføringslovens § 3, stk. 1, om god markedsføringsskik.
Østre Landsret stadfæstede derfor Sø- og Handelsrettens deldom, hvorfor Christian Bitz blev pålagt at tilbagekalde udleverede eksemplarer af de krænkende stel og at destruere det lager af de eksemplarer, som var i deres besiddelse. Sø- og Handelsretten skal nu tage stilling til spørgsmålet om erstatning og vederlag.
Folketinget vedtog den 3. juni 2021 lovforslag nr. 205 om ændring af lov om ophavsret, der trådte i kraft den 7. juni 2021 ved lov nr. 1121 om ændring af lov om ophavsret. Den nye lovændring implementerer dele af direktiv (EU) 2019/790 af 17. april 2019 om ophavsret på det digitale indre marked og direktiv (EU) 2019/789 af 17. april 2019 om regler for udøvelse af ophavsretten.
Lovændringen medfører bl.a. en ændring af reglerne om aftalelicens for pressepublikationer, idet udbydere af informationssamfundstjenester fremover kan tilgængeliggøre pressepublikationer og værker, der indgår heri, såfremt betingelserne for aftalelicens i ophavsretslovens § 50 er opfyldt.
Endvidere vil udgivere af pressepublikationer blive beskyttet via nye § 69 a, der medfører, at udbydere af informationssamfundstjenester ikke uden samtykke må stille pressepublikationer til rådighed online før 2 år efter udgangen af udgivelsesåret.
Den nok mest interessante ændring i ophavsretsloven er den nye § 52 c om onlineindholdsdelingstjenester, der medfører, at onlineindholdsdelingstjenester foretager en selvstændig overføring eller tilgængeliggørelse for almenheden, når brugere uploader beskyttede værker. Tjenesten skal derfor søge at opnå tilladelse i form af en licensaftale med rettighedshaverne. Hvis der ikke gives tilladelse, er tjenesten som udgangspunkt ansvarlig for ophavsretskrænkelser på dens platform, medmindre betingelserne for ansvarsfrihed i stk. 4 er opfyldte.
Østre Landsret afsagde den 8. juni 2021 dom i sagen BS-48002/2019-OLR mellem Ruth Olsen m.fl. (”RO”) og Fonden Martinus Åndsvidenskabelige Institut (”FMÅI”) samt i sagen BS-48075/2019-OLR mellem Åndvidenskabsforlaget v/Kurt Christiansen (”ÅVF”) og FMÅI. Sidstnævnte sag angik alene sagsbehandlingsfejl.
Førstnævnte sag mellem RO og FMÅI angik en deldom fra Byretten af 19. juli 2019 om krænkelse af FMÅI’s ophavsrettigheder ved at RO havde udgivet, offentliggjort og på anden vis tilgængeliggjort FMÅI’s værker for almenheden.
RO begrundede offentliggørelsen med, at det var nødvendigt for udøvelsen af deres religion og i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedskonventionens (”EMRK”) artikel 9 om religionsfrihed og artikel 10 om ytringsfrihed, samt at de var berettigede under henvisning til retsgrundsætninger om nødret, nødværge og negotiorum gestio og ophavsretslovens § 61, stk. 2, der bestemmer at forskrifter om udøvelse af ophavsretten i ophavsmandens testamente har bindende virkning over for arvinger.
Østre Landsret fandt, at retsgrundsætninger om nødret, nødværge og negotiorum gestio ikke kunne give RO en videre adgang til at udgive, fremføre for offentligheden og på anden vis tilgængeliggøre FMÅI’s værker for almenheden, end hvad der måtte følge af EMRK artikel 9 og 10, samt at der ikke fandtes et testamente med sådanne forskrifter, hvorfor ophavsretslovens § 61, stk. 2, ikke fandt anvendelse. Østre Landsret stadfæstede dermed Byrettens dom, således at de ulovlige eksemplarer af FMÅI’s værker skulle fjernes, ligesom RO skulle betale erstatning og godtgørelse.