HjemInternational profil slutter sig til Gorrissen Federspiel

International profil slutter sig til Gorrissen Federspiel

5. februar 2025

Christopher Halling bliver Managing Counsel i Gorrissen Federspiels energigruppe. Halling bringer omfattende international erfaring fra Vestas og vil bidrage til en oprustning af vores rådgivning til energisektoren og understøtte Gorrissen Federspiels mål om at blive foretrukken juridisk rådgiver for aktører i den globale vindsektor.

Med 17 års erfaring hos den danske vindmølleproducent Vestas har Christopher Halling blandt andet fungeret som General Counsel Offshore Asia Pacific og opnået en omfattende indsigt i offshore-markedet og erfaring med komplekse kontraktforhandlinger for både onshore og offshore vindmølleprojekter. Han har stor international erfaring med markeder som bl.a. Taiwan, Japan og Indien, hvilket har givet ham et stærkt internationalt netværk, der bliver en væsentlig styrkelse af Gorrissen Federspiels energiområde.

“Vi opererer internationalt og har en meget høj grad af industrividen, der gør os i stand til at kombinere vores juridiske rådgivning med indgående viden om kommercielle vilkår samt teknisk og operationel forståelse. Med Christopher Halling styrker vi vores position som førende juridisk rådgiver inden for vindindustrien. Hans omfattende internationale erfaring og dybe juridiske og kommercielle forståelse for både leverance- og servicekontrakter, gør Christopher til et perfekt match for teamet,” siger Christian Halskov Sauer, partner hos Gorrissen Federspiel.

Med en nyvalgt amerikansk præsident, der har sat alle havvindmølleprojekter på pause, og et mislykket havvindudbud herhjemme, står offshore-markedet over for udfordringer i øjeblikket. Globalt ser fremtiden dog positiv ud for vindenergi og vækstpotentialet er stort. Det kræver det fagligt skarpeste hold af juridiske rådgivere med betydelig industrividen, understreger Christian Halskov Sauer:

“Der skal installeres utroligt meget vindenergi globalt de næste mange år. Vi er allerede et kompetemt og globalt orienteret team med akkumuleret erfaring fra nogle af verdens største aktører i den grønne omstilling. Med Christopher Halling får vi endnu en stor kapacitet ombord, der vil hjælpe nuværende og kommende klienter med at identificere muligheder og navigere i de udfordringer, der følger med branchens udvikling globalt. Jeg glæder mig til at bringe hans ekspertise i spil i vores tværfaglige vindteam for at styrke vores strategiske position og give vores klienter de bedste forudsætninger for at bidrage til den grønne omstilling,” slutter Christian Halskov Sauer.

Christopher Halling tiltræder 1. februar.

Gorrissen Federspiel er et af Danmarks største advokatfirmaer. Vi beskæftiger over 600 medarbejdere, heraf knap 350 jurister. Vi tilbyder rådgivning inden for alle erhvervsrelaterede områder. Som firma lægger vi vægt på kvalitet, etik, værdiskabelse, udsyn og holdånd. Vi tilbyder full-service juridisk rådgivning til hele værdikæden i vindindustrien gennem et tværfagligt team af eksperter inden for energi, shipping, offshore, transport og renewable finansiering.

 

Yderligere oplysninger, kontakt partner Christian Halskov Sauer: +45 26 66 83 53

Tilmeld dig vores nyheder

Tilmeld dig Gorrissen Federspiels nyhedsservice og få faglige nyheder og invitationer til arrangementer direkte i din indbakke.

Tak for din tilmelding

Du er allerede tilmeldt