Søg Close search

HjemGorrissen Federspiel udnævner tre nye partnere

Gorrissen Federspiel udnævner tre nye partnere

9. december 2022

De tre partnere betyder oprustning i afdelingerne Shipping/Offshore/Transportation, Proces og Bank & Finans.

Tre interne kandidater optages i Gorrissen Federspiels partnerkreds efter nytår: Johan Casper Hennings, Søren Henriksen og Tina Herbing. De har alle haft deres samlede karriere i virksomheden.

”Vi glæder os til at optage tre dygtige advokater i partnerkredsen. Hver især vil de bidrage til partnergruppen med nye kompetencer og perspektiver. Det er kendte ansigter, som alle har udfoldet deres karriere i Gorrissen Federspiel, og som vi derfor deler et stærkt fagligt og værdimæssigt fællesskab med,” fortæller Managing Partner, Martin André Dittmer.

Udover at sikre den løbende fornyelse af partnergruppen, vil optagelsen af de tre nyudnævnte partnere styrke afdelingerne Shipping/Offshore/Transportation, Proces og Bank & Finans.

”Vi er førende på de tre områder. Den position ønsker vi at fastholde og udbygge, og det bliver de nye partnerkræfter et vigtigt element i,” forklarer Martin André Dittmer.

Gorrissen Federspiels partnergruppe udnævnte de nye partnere torsdag aften.
De indtræder den 1. januar 2023.

De nyudnævnte partnere er:

Johan Casper Hennings (36), Shipping/Offshore/Transportation

Johan Casper Hennings er uddannet cand.jur. fra Københavns Universitet i 2013. Inden da tog han en engelsk kandidatgrad (LL.M.) i International Commercial Law på King’s College London.

Siden jurastudiet har Johan været en del af Gorrissen Federspiel. Til dagligt er han tilknyttet kontorets afdeling for Shipping/Offshore/Transportation, hvor han rådgiver danske og internationale klienter i den maritime industri.

Johan har opbygget branchekendskab og indsigt i klienternes kommercielle behov gennem længerevarende udstationeringer hos to af Danmarks største og førende rederier. Først Maersk og senest hos Hafnia på rederiets kontor i Singapore.

Johan er specialiseret indenfor shippingrelaterede transaktioner, finansieringsprojekter, regulatoriske forhold og kommercielle kontrakter.

Privat er Johan Casper Hennings forlovet med sin kæreste Adelaide, med hvem han har børnene Halfdan (6), Isidora (3) og Sigfred (0). Familien bor i Charlottenlund.

jch-01

Søren Henriksen (38), Proces

Søren Henriksen er uddannet cand.jur. fra Aarhus Universitet i 2012, med en LL.M. i konkurrenceret fra King’s College London i 2011. Efter endt uddannelse blev han ansat i Gorrissen Federspiel og i 2019 var han udstationeret hos Mannheimer Swartling i Stockholm.

Som en del af Gorrissen Federspiels Procesgruppe har Søren rådgivet om og ført en af de længste og mest omfangsrige erstatningssager om ledelsesansvar i pengeinstitutter i kølvandet på finanskrisen.

Han har ligeledes været en del af forsvarsteamet i en af de første børsretlige erstatningssager i det sekundære marked. Søren har ydermere rådgivet i en række internationale voldgiftssager.

Privat bor Søren Henriksen sammen med sin kæreste Sara på Nørrebro i København.

she-01

Tina Herbing (45), Bank & Finans

Tina Herbing er uddannet cand.jur. ved Københavns Universitet 2003 og siden da været en del af Gorrissen Federspiel. Tina var bosat i London 2007-2009, hvor hun læste en LL.M., tog engelsk advokatbestalling og var udstationeret hos det internationale advokatfirma Slaughter & May.

Tina Herbing er specialiseret inden for bank- og finansieringsret og rådgiver om alle aspekter af lånefinansiering, herunder sustainable financing. Et område der er i vækst som følge af skærpet opmærksomhed på klima, miljø og bæredygtighed.

Derudover har Tina rådgivet på både bank- og selskabssiden på adskillige restruktureringer de senere år. Tina rådgiver også om alle forhold vedrørende afledte finansielle instrumenter (derivater), herunder rådgivning om standardrammeaftaler og danske regler vedrørende netting og finansiel sikkerhedsstillelse.

Privat er Tina Herbing gift med sin mand Michael. Sammen har de børnene Ella (13) og Anton (9). Familien bor på Frederiksberg.

the-01

Tilmeld dig vores nyheder

Tilmeld dig Gorrissen Federspiels nyhedsservice og få faglige nyheder og invitationer til arrangementer direkte i din indbakke.

Tak for din tilmelding

Du er allerede tilmeldt