Morten Berggreen blev ansat i Gorrissen Federspiel i 2010 som stud.jur. og har siden været advokatfuldmægtig, advokat og senest Managing Counsel, hvor han har gennemgået en særlig lederuddannelse målrettet ledere i Gorrissen Federspiel.
Til daglig er han tilknyttet specialegruppen for Shipping/Offshore/Transportation, hvor han blandt andet rådgiver Det Blå Danmark samt internationale maritime virksomheder og banker.
”Med udnævnelsen af Morten får vi en partner af den helt rette GF-støbning, der kan være med til at drive og udvikle vores Shipping/Offshore/Transportation afdeling, som er en af grundpillerne i Gorrissen Federspiel. Morten har tidligt udvist både stærke faglige egenskaber og lederegenskaber, og med sin finansielle samt juridiske baggrund udviser han stor forståelse for klienternes behov,” siger Martin André Dittmer, Managing Partner i Gorrissen Federspiel.
Udnævnelsen af Morten Berggreen kommer i kølvandet på en periode med stor efterspørgsel efter juridisk bistand på området for shipping og transport, der blandt andet har stor fokus på transaktioner samt grøn omstilling.
”Gorrissen Federspiel har længe været det førende kontor til rådgivning af shippingbranchen. Med udnævnelsen af Morten står vi godt rustet til at følge med udviklingen i branchen. Samtidig har vi påbegyndt sikringen af den næste generation af stærke shippingkompetencer samt næste generation af partnere,” siger Martin André Dittmer om udnævnelsen.
Morten Berggreen er uddannet HA(jur.) i 2006 fra Copenhagen Business School, Cand. jur. fra Københavns Universitet i 2011 samt Cand.merc.aud. fra Copenhagen Business School i 2012. Han har tidligere arbejdet hos PwC samt været udstationeret til advokatfirmaet Watson Farley & Williams i London.
Til daglig har han sin gang på kontoret i København i Axel Towers. Som en del af specialegruppen Shipping/Offshore/Transportation rådgiver han blandt andet om søretlige transaktioner, skibsbygning, køb og salg af skibe samt finansieringsforhold. Han har særligt erfaring med komplekse, internationale omstruktureringer og M&A-transaktioner og har været involveret i størstedelen af de shippingrelaterede M&A-transaktioner i Danmark de seneste år.
Morten Berggreen bor i København med sin hustru Nina samt døtrene Madeleine og Josephine.