Søg Close search

HjemGorrissen Federspiel styrker området for energi med ny partner

Gorrissen Federspiel styrker området for energi med ny partner

Christian Halskov Sauer er tiltrådt som ny partner i Gorrissen Federspiel. Her skal han være med til at styrke det strategiske indsatsområde for Energi & Infrastruktur.
4. maj 2022

En øget efterspørgsel efter juridisk rådgivning på områderne for vedvarende energi og grøn omstilling får nu Gorrissen Federspiel til at styrke området med tiltrædelsen af Christian Halskov Sauer som ny partner. Han kommer fra en position som partner i det specialiserede advokatfirma Energi & Miljø.

Hos Gorrissen Federspiel bliver Christian Halskov Sauer tilknyttet branchegruppen Energi & Infrastruktur, og han vil få sin daglige gang på kontoret i Aarhus, Prismet.

Tiltrædelsen kommer efter en periode, hvor der har været øget fokus på området for vedvarende energi, grøn omstilling og bæredygtighed, som er en udvikling, der berører alle danske virksomheder på tværs af brancher og sektorer.

”Det er et komplekst område med øget regulering, hvilket også gør behovet for rådgivning endnu større. Samtidig ser vi også, at transaktionerne på energiområdet er vokset i volumen, både i forhold til værdien af transaktionerne, men også i forhold til, hvad det kræver at gennemføre en. Med Christians tiltræden har vi fået en kapacitet med stor indsigt i industrien, udviklingen på energiområdet samt de nyeste teknologier. Og så glæder vi os altid over, når vi kan byde tidligere GF’ere velkommen tilbage til firmaet, ” siger Martin André Dittmer, Managing Partner i Gorrissen Federspiel.

Christian Halskov Sauer startede sin juridiske karriere som stud.jur. hos Løber & Lauritsen, der sidenhen blev til Gorrissen Federspiel. Fuldmægtigårene blev gennemført i netop Prismet, hvor han også i en kortvarig periode var advokat, inden karrieren fortsatte hos Advokatfirmaet Tommy V. Christiansen. Med sig bringer han en væsentlig indsigt i industrien, som han blandt andet har fået som juridisk chef for en større global virksomhed inden for energisektoren, Suzlon Energy.

”Transaktioner inden for vedvarende energi i dag er blevet meget mere komplekse, og det kræver rådgivere, der besidder en lang række af kompetencer. Jeg har også mange internationale klienter, så jeg ser Gorrissen Federspiel som den helt rette platform til fortsat at yde juridisk rådgivning til energisektoren. Jeg synes området er utrolig spændende, fordi energi er fundamental for ethvert samfund, som vi også har kunnet se i den senere tid. Samtidig er det en utrolig innovativ branche, hvor man hele tiden skal tænke i nye løsninger og se muligheder frem for begrænsninger,” siger Christian Halskov Sauer.

Tilmeld dig vores nyheder

Tilmeld dig Gorrissen Federspiels nyhedsservice og få faglige nyheder og invitationer til arrangementer direkte i din indbakke.

Tak for din tilmelding

Du er allerede tilmeldt