Søg Close search

HjemGorrissen Federspiel opruster på skatteområdet med ny partner

Gorrissen Federspiel opruster på skatteområdet med ny partner

Advokatfirmaet Gorrissen Federspiel styrker området for skat og afgifter med en ny partner og flere nye profiler. Det sker for at imødekomme den stigende efterspørgsel for skatterådgivning relateret til virksomhedsoverdragelser, Private Equity og venturefonde.
26. marts 2021

En stigende efterspørgsel efter rådgivning inden for skatte- og afgiftsretlige spørgsmål får Gorrissen Federspiel til at opruste specialegruppen for Skat.

Det sker med tiltrædelsen af Niclas Holst Sonne den 1. april 2021 som partner i Gorrissen Federspiel.

Niclas Holst Sonne er 42 år og kommer med en stor erfaring fra advokat- og revisionsbranchen – senest som partner og Co-Head af M&A-skatteafdelingen i EY Danmark og før dette som partner og leder af skatteafdelingen hos Horten.

”Vi har oplevet en øget efterspørgsel, og vi ser en udvikling i markedet, som viser et potentiale for at øge vores rådgivning inden for skatteretlige spørgsmål. Der er populært sagt skat i alting, så for vores totale forretning i Gorrissen Federspiel er det væsentligt at have en stærk skatteafdeling,” siger Jakob Skaadstrup Andersen, partner og daglig leder af skatteafdelingen.

Niclas Holst Sonne kommer særligt til at have fokus på Private Equity, M&A-skat, venturefonde, incitamentsprogrammer og ejendomsfonde.

For Gorrissen Federspiels nye partner betyder en tilbagevenden til advokatbranchen en mulighed for at kombinere erfaring fra et stort revisionshus med de kompetencer mange års virke som advokat har bibragt.

”Jeg glæder mig til at kunne bruge min erfaring og mine kompetencer til at levere transaktionsfokuseret rådgivning på en måde, hvor produkterne bliver skræddersyet til klienternes behov. Skatteområdet er blevet meget mere komplekst, og jeg oplever, at klienterne er blevet mere raffinerede i deres forretningstilgang, fordi de i tiltagende grad har fået inhouse-ekspertise både på det juridiske og skattemæssige område. Det betyder også, at klienterne efterspørger målrettet rådgivning og ydelser af mere kompleks karakter,” siger Niclas Holst Sonne.

Ud over Niclas Holst Sonne starter også to andre profiler.

Jesper Anker Howes er 40 år, uddannet cand. jur. fra Københavns Universitet og Master i Skat fra Copenhagen Business School. Han kommer fra en stilling som Head of Tax hos Maersk Tankers, hvor han primært beskæftiger sig med selskabs- og international skatteret, og han har desuden en baggrund fra KPMG Acor Tax og EY.

Abdi Mohamed er 34 år, har en LL.B. ved Middlesex University samt en LL.M fra Københavns Universitet. Han kommer fra en stilling som Manager for M&A og Corporate Tax Law hos PwC Danmark. Tidligere har han arbejdet hos blandt andre Linklaters.

Både Jesper Anker Howes og Abdi Mohamed tiltræder i Gorrissen Federspiel den 1. maj 2021.

Tilmeld dig vores nyheder

Tilmeld dig Gorrissen Federspiels nyhedsservice og få faglige nyheder og invitationer til arrangementer direkte i din indbakke.

Tak for din tilmelding

Du er allerede tilmeldt