Close search

Hjem › Events › Tech & Law Club

Tech & Law Club

10. november 2026

Velkommen til Tech & Law Club

Tech & Law Club favner en række faglige netværksmøder og webinarer under én fælles paraply med fokus på de juridiske og forretningsmæssige problemstillinger, der følger med den teknologiske udvikling.

På tværs af arrangementerne sætter vi blandt andet fokus på kunstig intelligens, databeskyttelse, cybersikkerhed, dataadgang og kommercialisering, indkøb og licensering samt forbrugerbeskyttelse og rettigheder i en digital kontekst. Der bliver også sat fokus på brugen af kunstig intelligens i juridisk øjemed.

Formålet er, at skabe en rød tråd på tværs af de forskellige arrangementer og sikre, at vores deltagere får rettidig, relevant og anvendelig viden om de udviklinger, der har betydning for deres virksomhed.

Oplægsholderne vil ud over vores egne senioradvokater og partnere omfatte eksterne eksperter med særlig viden inden for data, sikkerhed og digitalisering.

Program

09.30–09.50 | Morgenmad

09.50–10.00 | Velkomst – tendenserne i 2027

10.00–10.40 | Databeskyttelse

Vi stiller skarpt på de emner, vi forventer vil præge dagsordenen i 2027. Det gælder blandt andet grænserne for anonymisering af data samt håndtering af indsigtsanmodninger og kontrolforanstaltninger i lyset af nye teknologier som AI og wearables.

10.40–11.05 | Kunstig intelligens

Kravene i AI-forordningen (AI Act) om mærkning af AI-genereret eller manipuleret indhold er trådt i kraft, men giver fortsat anledning til spørgsmål: Hvornår skal indholdet mærkes, og hvordan skal det ske? I 2027 træder også regler om AI-systemer, der klassificeres som højrisiko, i kraft. Vi sætter fokus på, hvad vi ved, og hvad vi forventer.

11.05–11.20 | Pause

11.20–11.40 | Dataadgang og kommercialisering

Data har værdi, og adgangen til dem er reguleret af flere regelsæt. I 2027 skal dataforordningen (Data Act) for alvor stå sin prøve i praksis med nye vejledninger, myndighedsafgørelser, konkrete kontraktforhandlinger og mulige regelændringer. Vi ser nærmere på forordningen, de tilknyttede vejledninger og de ændringer, der forventes at følge af ’Digital Omnibus’.

11.40–12.05 | Cybersikkerhed

I 2027 er cybersikkerhed under pres fra to sider. På den ene side skærpes de regulatoriske krav med udrulningen af forordningen om cyberrobusthed (Cyber Resilience Act) og intensiveret håndhævelse af NIS2, som begge stiller krav om dokumenteret efterlevelse. På den anden side ser vi en stigning i antallet af alvorlige sikkerhedshændelser.

12.05–12.30 | Legal Tech

Udviklingen inden for AI fortsætter i højt tempo og påvirker også arbejdet i juridiske afdelinger. Vi giver vores bud på, hvor teknologien står stærkest i dag, og hvilken udvikling vi forventer i 2027, både hvad angår muligheder og omkostninger.

12.30–13.00 | Frokost

Gorrissen Federspiel teamet:

Praktisk information

Tech & Law Club består af to årlige fagmøder i København og Aarhus, to webinarer samt vores årlige netværksarrangement. Der udstedes kursusbevis for deltagelse i fagarrangementerne og – afhængig af agendaen – det årlige netværksarrangement.

Det er gratis at deltage i Tech & Law Club.

Kommende arrangementer

Vores første arrangement afholdes den 10. november 2026 kl. 09.30-13.00 på vores kontor i Axel Towers.

Du kan tilmelde dig via nedenstående formular.

Vi håber, at du har lyst til at være med, og vi glæder os til at byde dig velkommen.